Frankrig 2020 Dag 1

Torsdag 06.08.20 Hotel Beckmann, Göttingen

Så er deltidsbornholmeren atter på farten. Jeg havde for en gangs skyld bilen med på Bornholm, dels for at få mine flise og stenrensnings ting med hjem, og dels for at kunne have TO cykler med over til turen til Sydfrankrig.

Men jeg skulle pakke til TO ture, for efter turen til Frankrig, skal jeg cykle med Bent i Sydslesvig – og jeg kan ikke nå hjem ind i mellem.

Jeg syntes, jeg havde rimelig styr på pakningen. Cykeltaskerne med deres ting og kufferten og rygsækken med dens indhold. Lige indtil jeg VAR kørt. Så kom jeg i tanker om TO ting, som aldrig var kommet ned fra øverste etage – og derfor ikke var kommet med. Cykeltøjet og bøjlerne med de kortærmede skjorter.

Nu er cykeltøj ikke nødvendigt for at cykle, men faktisk har jeg længe ønsket mig en cykelbluse med et kunstnerisk motiv i lighed med den, der desværre blev i Kina. Og det er jo snart min fødselsdag, så den kunne AM jo passende give mig. Og et nyt par cykelbukser UDEN seler, kunne jeg godt trænge til, så dem køber jeg bare.

Jeg havde EN skjorte i cykelpakningen, og da jeg kom til Køge, hang der to skjorter på en bøjle, jeg lige havde glemt.  Så vidt så godt.

Jeg tog over mandag og vi skulle først køre torsdag, så der var lige tid til et par problemer.

Først var det bilen. Låsesystemet er en svaghed på ældre Skodaer. I lang tid har venstre fordør skullet låses separat. Nu fandt den på SLET ikke at kunne låses. De øvrige virkede fint, når man låste op og i til bagagerummet.

Da det var blevet klart, at den lokale mekaniker, Jens, på Vordingborgvej nok ville kunne fikse den, men under ingen omstændigheder i morgen onsdag, gik jeg i gang med at overveje situationen. Der er vel ikke startspærre i sådan en gammel sag? Det kunne han fortælle at der ER. En chip i nøglen gør, at den ikke kan startes uden. Så var det værste scenarie ude af verden: at bilen blev stjålet. Men selv om bagagerummet kan låses, kan bagsæderne lægges ned og bagagerummet ad den vej lænses.

Så gav jeg mig til at eksperimentere med fordøren, og inden så længe lykkedes det at låse den. Og ydermere også at åbne den igen inde fra.

Så var der mundbind. Jeg havde to pakker med fra Bornholm, men vi ville godt have 6 med i alt. Det skulle være obligatorisk både i Tyskland og Frankrig på offentlige indendørs steder, som museer, forretninger, stationer, restauranter m.m.

Onsdag morgen hørte jeg fra naboen, at de havde fået i Boholte. Af sted på cyklen. Jo, nu skulle hun se, om de havde flere. De var rationeret. Kun én pakke pr. kunde. Efter også at have været på Apoteket på torvet og ved stationen, var jeg oppe på 3 pakker, altså 5 i alt. Det måtte række….

Resten gik efter planen og vi kom af sted til tiden. Faktisk 2 min FØR.

 Engang var billetten dyrere, når bilen var over 180 cm i højden, hvad den jo er, når der står 3 cykler på taget. Det havde der ikke været noget om, da jeg bestilte. Alligevel valgte jeg den betjente bane, da vi skulle checke ind. Det var heldigt. For da jeg skulle finde mail’en med reservationsnummeret var den der ikke. Hvad er nu det for en gammel idiot, ville jeg selv have tænkt, hvis jeg holdt bagved. Men så er det jo godt med et specielt efternavn. Da først pigen havde fået stavet det rigtigt, fandt hun mig. OG fætter Henrik. Men jeg tror nu ikke han skulle med samme færge.

(Her efterfølgende, har jeg opklaret problemet. Mail’en VAR der, den var bare endnu længere tilbage end jeg troede. Havde jeg kunnet tænke klart, havde det været enkelt. Hvornår skulle vi betale sidste rate? 27.06.20. Så dén dato skulle jeg have været tilbage til. Det er altid godt at være bagklog. Jeg troede, at jeg var kommet til at slette den, så den kun lå på computeren)

Scandlines havde adviseret om, at man skulle bruge mundbind i shoppen. Det så det ikke meget ud til. Der var langt mellem mundbindene. Jeg spurgte hende, hvor vi købte kaffe, hvordan det var. Denne færge var under dansk flag, så dér gjaldt danske regler, men på de tyske var det anderledes.

Tyskland lignede sig selv: Baustelle på baustelle i løbet af dagen. Men når man ikke kører 150, men snarere 100 spiller det ikke så stor en rolle.

Det var stegende varmt så jeg havde vinduet åbent hele dagen. Det resulterede i at jeg blev lidt rød  på venstre overarm. Dagens t-shirt havde meget korte ærmer.

Vores mundbind debut – som var blevet udsat fra færgen – fik vi, da vi skulle ind og have kaffe. Zum hier trinken oder mitnehmen? Da jeg sagde, at vi ville drikke den her, skulle vi aflevere personlige oplysninger. Så vi ombestemte os. Men man gør åbenbart noget ud af smitteopsporingen her i landet.

 På en tysk rasteplads ser man sådan ud, hvis man vil ind at handle

 400.000 km's jubilaren - gæt selv hvem - blandt østeuropæiske ligesindede

For at slippe for de sidste røde strækninger på Google's kort drejede vi fra og tog en alternativ rute, som vist var noget længere, men meget mere behagelig. Motortrafikveje, hvor man måtte køre 100 km/t. Eneste minus var, at der INGEN steder var at holde ind for at orientere sig. Lidt upraktisk når jeg både er fører og navigatør. Vi nåede dog frem til hotellet, der lå i en lille by på toppen af et lille bjerg. Nicolausberg hed den vist.

Hotellet havde en restaurant på den anden side af en lille vej. Kuckoo hed den. Vi bestilte Mixed Grill til to. Først kom der en lille appetitvækker i form af en lille bolle og noget cremeagtigt, der hverken var ost eller cremefraiche. Det får stå hen i det uvisse, hvad det var, men det smagte udmærket. Og grill kødet var ok. Formodentlig den tyske udgave af det nye nordiske køkken.

Der var nogle østeuropæere, der sad og kæftede op nede ved indgangen, da vi skulle sove - troede jeg. På grund af varmen havde vi åbnet vinduet og det viste sig at de åbenbart sad i værelset ved siden af også med åbent vindue. Så måtte jeg lukke vores, og vi slap virkelig for deres brovtende latter. Til gengæld fik vi det med varme....

Senere på natten vågnede jeg og åbnede vinduet igen. Det gik nogle timer, så begyndte de første biler at drøne forbi og jeg måtte op igen og lukke det. Da jeg endelig var faldet ordentlig i søvn gik alarmen i gang - det var morgen.