lørdag den 28. september 2019

Glimt af et samfund set fra de offentlige transportmidler

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg efterhånden har rejst frem og tilbage til Bornholm. Men det er hundrevis af gange. Siden 1999, hvor jeg flyttede til øen. Og der er sket et og andet siden.

Først var der natfærgen fra København med dens combikøjer. Eller Bornholmerbussen via Dragør-Limhamn. Så kom Broen. Og Intercity Bornholm der kørte direkte til Ystad.


Så blev natfærgen flyttet til Køge. Så blev Intercity Bornholm nedlagt. Så vandt Molslinien udbudet og overtog færgesejladsen med alvorlige problemer til følge.


Der er kommet nye busmuligheder: Rute 700 og Kombardo bussen.


Som alle andre, der har haft brug for at rejse frem og tilbage - og det er de fleste bornholmere, hvad enten de er førdere som mig eller indfødte - har jeg måttet følge med.


Siden broen kom har jeg nu overvejende købt billet hos DSB. Det har været billigst og mest behageligt. En billet til Bornholmerbussen har nu altid været billigere, men skal man først med bussen til havnen og senere videre med S-tog eller bus er det ikke tilfældet.


Da IC Bornholm blev nedlagt blev det godt nok lidt mere ustabilt. Først Pågatog til Hyllie og så Øresundstog til København. To landes eventuelle forsinkelser må nødvendigvis føre til gennemsnitlig øget rejsetid. Men jeg er pensionist, så jeg tager det roligt

.
Kun i et tilfælde kan jeg ikke tage det roligt: når jeg er med sidste afgang fra Ystad 22.30.
Men det er endnu ikke sket, at jeg er strandet natten over i Ystad....


I går var jeg for en gangs skyld med færgen 10.30 på en fredag. Det viste sig at være en "Campus-bus", der kørte 24 i modsætning til de alm. afgange 32, jeg skulle med. Så passer det åbenbart med mødetiden på Campus. Den var temmelig fuld allerede. Der sad en pige med tasken på sædet ved siden af. Sådan noget provokerer mig, men jeg undertrykte min trang til at spørge om sædet kunne frigøres til en person og fandt en plads længere tilbage. Men jeg holdt øje.


Bussen fyldtes til folk begyndte at stå op. Tasken blev stående. Igen undertrykte jeg trangen til at ytre mig.


Efter at have stået en rum tid var der en pige, der tog sig sammen og spurgte, om hun kunne sidde der? Straks blev tasken flyttet uden vrøvl. Hun havde bare ikke set at bussen var fuld? Hvordan kan man undgå det? Nu ved jeg, der er meget der kan distrahere os: Facebook, Instagram, sms'er, men alligevel....


Går vi rundt som robotter uden sans for omgivelserne? JA, åbenbart. Navlebeskuelsen er nået vidt. Der er MIG, MIG, MIG - og så min taske. Det er tilsyneladende ikke ond vilje, skal bare gøres opmærksom på omverdenen af andre.


Men så lad os gøre det. Er du med mig her....?


I øjeblikket er turen yderligere kompliceret af et vedligeholdelsesarbejde på Ystad Station, så der er tog-bus mellem Ystad og Svarte, og denne gang KOM togbussen til tiden. Til gengæld måtte vi vente på et forsinket Pågatog på en vindomsust Svarte Station.


S-toget var også fyldt. Jeg opgav stille kupéen, men fik presset mig ned på et sæde i cykelafdelingen. Straks efter kom et ungt par. Kvinden var TEMMELIG gravid. INGEN tog notits af det, men SÅ reagerede den gamle. Jeg er ganske vist fyldt 71 og er begyndt at sætte mig på sæderne med stokkesymbolet i bussen, men her måtte der reageres.


Hun så taknemmeligt på mig, da jeg tilbød mit sæde. Men det gode var kædereaktionen. Da jeg rejste mig, rejste min sidemand sig også, så også hendes mand kunne sidde ned og yderligere én, så også jeg kunne komme til at sidde.


Sådan skal det være. Ingen hårde ord eller hævede øjenbryn eller pegefingre. Lad budskabet sprede sig!!!

mandag den 16. september 2019

CPH Halvmarathon 2019

Det var i går. Den 15. september. CPH Halvmarathon 2019.

For lige at rekapitulere, det meste af familien var tilmeldt. Det var noget, der blev besluttet, da jeg holdt min 70 års fødselsdag sidste år. For nylig gik det op for mig, at resten af familien mente, at det var noget JEG havde fundet på, havde udfordret dem. Jeg havde det lige omvendt, og jeg tror, jeg har lidt ret.

Lige meget, vi var 7 fra familien, der skulle løbe. Mine børn, min søsters børn og hendes ældste barnebarn og mig selv som alderspræsident.

Jeg var kommet tilbage til Køge fra min cykeltur i Tyskland og Polen med Bent om tirsdagen og havde besluttet at blive i Køge til løbet med.

Onsdag var jeg ude at løbe 16 km. Det var i hvert fald planen. Jeg vidste ikke helt, hvordan kroppen føltes, så jeg startede med at løbe til Herfølge. Direkte hjem bliver det 7,5 km, men der er mulighed for at fortsætte fra Herfølge ud til Ringsbjerg vejen. I så fald bliver det næsten 13 km.

Det føltes ok i Herfølge, så jeg fortsatte. Tilbage i Svansbjerg føltes det stadig godt, så jeg fortsatte til Åshøj, og i Åshøj besluttede jeg at følge vejen videre og løbe hjem over Ellemarken, det regnede jeg med ville blive 14 og lidt.

Endelig løb jeg videre til Københavnsvej i håb om at nå de 18. Det lykkedes: 17,9 km og det opmuntrende var, at gennemsnittet pr.km var 5:45 min. En løfterig optakt.

Planen var så, at løbe en kortere tur fredag, som sidste forberedelse. Der nøjedes jeg med Herfølge og retur. Resultatet var 7,5 km og 5:34 min pr.km. Perfekt.

Allerede inden jeg gik ude af døren søndag, hørte jeg at der var andre løbere, der skulle med 9:07 fra Køge Station. Der mødtes jeg med min søster og hendes datter og børn.

Allerede dér kunne man høre andre, der var på vej til løbet. Det skulle være totalt udsolgt: 25.000 deltagere.

Toget fyldtes fra station til station til det var proppet. Så det var 5 min forsinket, da det nåede Nordhavn. Vi fandt hen til Gunnar Nu's Plads, hvor vi skulle møde de øvrige. Så langt lykkedes det, men siden var det umuligt at holde os sammen. Det var temmelig kaotisk, det tager lang tid at bevæge sig mellem 25.000 andre og når man har forskellige startnumre og derfor skal aflevere bagage forskellige steder, bliver det umuligt. Jeg stod bare og klædte om i al offentlighed og fik afleveret min taske.

Pludselig står jeg ved siden af Jon, min søn. Han var kommet fra sin lejlighed i Brønshøj, men bussen havde kun kørt til Bellahøj, så det havde været knebent med tiden.

Der gik mindst 20 min før vi begyndte at bevæge os. Da vi nåede til Øster Alle, kunne vi på storskærmen se, at de første løbere passerede Frederiksberg Centeret 7-8 km ude på ruten. De var alle afrikanere kunne man se.

Efter vi havde løbet lidt, så jeg på Endomondo, den er stillet til at vise tid pr.km. 6:24 min. Så burde jeg nok sætte farten op. Der kom en byge på Øster Farimagsgade men ellers holdt det tørt.
Så der et sted satte jeg farten lidt op og forlod Jon. De næste gange jeg så på app'en flyttede tiden sig til 5:52. Det var en tid, jeg vurderede, jeg ville kunne holde. Siden holdt tiden sig konstant på 5:52. Jeg tænkte godt, at det var forbløffende, så godt jeg var i stand til at holde farten.

Frederiksberg Alle, der skråner lidt nedad, var en fornøjelse, og det gik i det hele taget rigtig godt. Det første jeg så frem til var 11 km mærket. Så var jeg over halvvejen.

Under den Sorte Diamant føltes alt stadig godt, og jeg så frem til - forhåbentlig intakt - at nå 15 km, hvor det er begyndt at gå galt i mine to andre løb. Det kneb efterhånden lidt med at holde styr på, hvilket km mærke jeg sidst havde passeret.

Det føltes ikke helt skidt, da jeg endelig krydsede de 15 - men heller ikke helt godt. Men jeg holdt den stadig på 5:52 min.

Resten var virkelig nedtælling - km efter km. Der var ikke tegn på begyndende krampe, men benene føltes noget stive i det. Vejrtrækningen derimod var stadig fin. Der var adskillige jeg passerede, der pustede fælt. Jeg overhalede mange mod slutningen. Da vi nåede frem til Østerbrogade satte jeg farten lidt op - tror jeg nok - men Øster Alle fra Trianglen virkede uendelig lang. Man kunne se målet i det fjerne, men det føltes som om de løbende rykkede det længere væk.

En sidste lille spurt... og jeg krydsede stregen. Havde travlt med at standse Endemondo. Hvordan var det gået? 2:05 tim?

Til min store fortrydelse var Endomondo åbenbart gået i stå. Efter 2 km lige efter vi krydsede Sølvgade. Så de 5:52 pr.km holdt formodentlig slet ikke.

Det var først da vi så småt havde fundet sammen og Sidsel havde fået downloaded den officielle app, at jeg vantro så min tid: 2:00:06 tim. 5:40 min pr.km. Utroligt. Men benene føltes også HELT færdige. Uden at have villet det, havde jeg løbet mig helt ud og gjort, hvad jeg ikke havde troet muligt - bortset fra de 6 sek, men dem tager jeg det helt roligt med.

Da jeg pludselig var den eneste, der ikke havde hentet min taske, LØB jeg der hen, så godt det kunne lade sig gøre for mennesker. Det viste sig bagefter at være godt for benene. Det var ligesom de blev løst op igen.

ALLE 7 gennemførte og ingen af os blev kørt væk på båre. Det må siges at være en gigantisk succes. Der blev allerede talt om, hvor det skulle være næste gang. Århus eller Berlin? Og jeg må sige, at det da ville være fantastisk, hvis vi alle kunne tage til Berlin til foråret. Men jeg skulle ikke have noget af at foreslå det sådan for alvor - endnu.

Min yngste nevø var den hurtigste på trods af, at han utvivlsomt er den, der har trænet mindst.
Og verdensrekorden blev slået - mere kan man vel ikke forlange.

Jeg endte med at drikke kaffe hos den gode bager overfor Gunnar Nu's Plads med mine børn og Kira, Jon's kæreste. Hun havde en video, hvor man ser Jon SPURTE i mål. De andre står nærmest stille.

Jeg er ikke færdig med at løbe!!!

mandag den 9. september 2019

Peenemünde 5


Mandag 09.09.19 Max Mols

I nattens løb er der på et tidspunkt nogle tilbagevendende mærkelige klagende lyde, ikke helt regelmæssige. Nu jeg skriver det, kan jeg godt se, hvad det kunne være, men den tanke fik jeg overhovedet ikke. Sådan lød det ikke, men man skal aldrig sige aldrig. Mennesker er ikke ens. Jeg var lige ved at stå op for at undersøge sagen nærmere, men faldt gudskelov hen igen.

Morgenmaden er fin. Der er en maskine, der kan lidt forskelligt. Én af mulighederne ligner cappucino. Da den efter nogle høje klik lyde begynder at spy damp ud, må jeg i al hast flytte koppen, så alt kommer rette sted hen. Den arbejder længe på sagen, men resultatet er tilfredsstillende.

Damen kommer med en tallerken med pølser og røræg til en hel familie. Vi går ikke sultne fra bordet.
Vejrudsigten siger regn fra kl. 11-12, men den er før kommet før tid, så vi beslutter at forlade stedet med det samme. Vi skal finde et supermarked og over med færgen til den anden side.

Vi er på jagt efter sandwich. Finder et Biedronka (mariehøne). Der har de ingen sandwich. Da vi kommer ud ligger der et Lidl tæt på. Heller ikke der er der sandwich, så vi vælger nogle pizza brød som alternativ.

Kommer til at snakke med to tyske cyklister på færgen. De er på vej til Gdansk. Jeg øver mit tyske med den ene og Bent sit med den anden. Det er allerede så småt begyndt at regne inden vi er ovre.
Kører direkte til færgeterminalen og får bookingnummeret vekslet til en billet. De vil åbenbart ikke risikere at skulle have passagerer med tilbage igen, for han skal se pas for os begge to.

Trapper er ikke noget for cyklister - toilettet var ovenpå 

Vi kan komme ombord fra kl. 11, så vi hænger en halv time i ventesalen. Det er utroligt så sløv man kan blive af at sidde stille, når man er vant til at cykle det meste af dagen.

Det lignede ethvert andet færgeområde

Klokken bliver 11 og vi kommer ombord. Vi skulle heldigvis ikke holde og vente i regnen i bane 17.
Jeg har brug for strøm til computeren, så vi finder et bord ved et stik. Så taler Susanne Brøgger lige i øret på mig. Hun bliver hurtigt overdøvet af en polsk stemme, men hende er det. Jeg ser op på skærmen bag mig. Jo, der er hun. På kanalen Planet +. Straks efter springer der aber rundt. Det er Karen Blixen det handler om, der er også et gammelt klip med damen selv. Og en yngre dansk mand udtaler sig også.

6 zlt for en kop kaffe her ombord. Det er 10 kr. Den smager derefter - desværre.

Swinoujscie set fra vandsiden

Vi sejler til tiden. Der har allerede været tid til at studere klientellet. Sikke nogle typer!! Lidt til venstre sidder to, der utvivlsomt er brødre. Mellem 35 og 45 og lige rundhovede og småfede -  mildt sagt. Den ene er barberet i siderne så højt op, at det nærmest er en rigtig hanekam. Den anden er kronraget, der er vist heller ikke til nogen kam midt på. De ser herlige ud. Dupond og Dupont.

Så glider byen i baggrunden

Vi sætter os ud i flysæderne. Folk er allerede gået til ro nede mellem sæderne, men det får hurtigt en ende. Et bryskt besætningsmedlem kommer og purrer dem. Peger op på et skilt, det må man åbenbart ikke. En hel familie kommer søvndrukkent på benene. Efter min vurdering sigøjnere. Den yngste mand bærer en t-shirt med logo for en svensk autolakerer. Har han været nede og hente hele familien?

Vi var ude at se, da vi sejlede ud af flodmundingen. Der, hvor møllen uden vinger, vi var ude at se på i går i regnen, står. Også denne gang regner det.

Møllen på spidsen af odden

Senere - efter fr0okost og flere kopper kaffe - kan vi se ind på Rügens disede hvide klinter igen. Vi kommer nok for langt vest om Bornholm til at se den.

Snart efter forsvinder Rügen i disen....

Der var ikke mange børn med

Der kører film og TV på skærme overalt. Ved flysæderne er det vist Top Gun. Jeg har aldrig set andet af den og ønsker det heller ikke. Den er ikke rigtig synkroniseret, der er bare en fortæller stemme på polsk ind over, ligesom de har for vane i de baltiske lande. Stakkels dem.

Senere forsøger jeg at følge en midaldrende kvinde i en anden film, men det lykkes mig aldrig at forstå NOGET SOM HELST. Jeg tror den er litauisk med optagelser i Bulgarien, der er i hvert fald nævnt et bulgarsk team i rulleteksterne.

Jeg spiser to sandwich og Bent pølser og sauerkraut. Bent er færdig, før jeg har afsluttet min første sandwich.

Ude i siden af skibet kan vi følge skibet på Google og HereWeGo, men inde midtskibs går det ikke. På et tidspunkt anbringer min os et godt stykke inde på land i Sverige.

Vi kom ud gennem siden

Vi kom op ad en sliske i den ene ende, men skal ud i gennem siden. Som de eneste cyklister får vi æren af at komme af først, og da vi kører hen mod Bornholmsterminalen, ser jeg, at der ligger en færge. Der er åbenbart en afgang kl. 20.30. Klokken er 20.13.

Jeg styrter ind for at spørge om vi kan få ændret billetten og alle er vældig søde, så vi har 4 minutter til at komme ned til check-in. Hvor heldig kan man være? Der sparede vi lige 2 timer og har nu udsigt til at komme normal tid i seng. Vi har i forvejen diskuteret muligheden af at tage bussen, hvis vi kan få cyklerne med. Det burde være muligt.

Det vil være ekstra passende for i morgen er vores færge 16.30 blevet aflyst. Jeg fik en sms om, at man ventede kraftig vind, så der var mulighed for at ombook'e, hvad jeg så straks gjorde til 10.30 Siden BLEV den så aflyst.

Få km

søndag den 8. september 2019

Peenemünde 4

08.09.19 Swinoujscie

Pension Barghus hedder overnatningsstedet i Zinnowitz. Vi har værelse 1. Der er i hvert fald op til 14. Jeg var lidt lemfældig med opstaldningen i går. Cykelhjælmen hang på styret - som desværre ikke var inde under halvtaget. Det vil være synd at sige, at den er våd!

Til morgen er der dukket en yngre dame op, der tager sig af morgenmaden. Jeg gætter på, at det er datteren og at det er et familieforetagende. Det var farmand, der tog sig af nøgleudlevering, mens mor sad ovre på terrassen halvt i skjul og blandede sig.

Da jeg vil aflevere nøglen er alle pludselig som sunket i jorden, men efter at jeg har spejdet rundt - inkl. over mod terrassen, kommer der gang i hende. Hun kan faktisk gå, og er ikke så gammel, som jeg troede.

Nu der ingen regn er, når vi endelig ned til Die Seebrücke, der strækker sig et par hundrede meter ud i Østersøen.

For enden er der en mærkværdig bygning. Det er Bent, der løser gåden, da jeg gør opmærksom på den. Det er jo en dykkerklokke!! Det var den underlige lukkemekanisme på døren, der fangede min opmærksomhed. Sådan et "rat" som på en bankboks eller - en vandtæt dør.

Dykkerklokken

Det ER faktisk en dykkerklokke, der kan køres ned til bunden. Hvad der er at se på vides ikke, første "forevisning" er klokken 10, det kan vi ikke vente på.

Die Seebrücke med Zinnowitz i baggrunden

Et andet sted i byen har de det omvendte. En café der kan løftes i vejret. De to minder af facon meget om hinanden.

Man byder cyklister en del i Tyskland

Vi vælger cykelvejen tæt på kysten. Den går for en stor del gennem skov og efter en del kilometer, kommer der nogle hæftige stigninger: 16%. Det værste er egentlig ikke stigningerne men nedkørslerne bagefter. Der er sand og sten nok til at man kan komme galt af sted, hvis man bare lader den rulle. Når man synes, det går for hurtigt, er det for sent. Så må man bare fortsætte og håbe det bedste.

Det var både ned og op med 16% - op behøvede man ikke at stå af

Vi beslutter at søge tilbage til hovedvejen 111. Den er et af Google's alternativer. Det er straks bedre. Fin asfalt cykelsti. Der kommer en smule regn - det burde der ikke.

Så forgrener alternativet sig og vi vælger 111 fra. Det formelig vrimler med cyklister her på øen. El cyklerne har fået gang i bedsteforældre, der ellers aldrig har cyklet. Det er i det hele taget alle "rentner'ne" der er på ferie her.

Eksempel på dagens veje...

...og dagens strande

Der er ikke nogen kaffesteder her lidt inde i landet, så da vi kommer til Bansin vælger vi at køre mod vandet for at finde Café Tropenzoo. Jeg får bestilt en pot kaffee i den tro, det er en lille kande, som vi fik et andet sted. Der hed det dog ein känchen. Bent går på toilettet og imens kommer kaffen. Én stor kop. Så jeg må skyndsomst bestille én mere.

Der er kommet nye...

...ting til livredderne - her bruges også droner

Nu vil det være lettere at køre til stranden og fortsætte dér, så det gør vi. Nu er det heldigvis en lang flad strandpromenade. Det regner vist lidt et par gange mere. Vi standser og spiser frokost ved Ahlbeck. Bare rugbrød og det sædvanlige: frikadeller og ost og tomat.

De sad på bænken overfor mens vi spiste

Straks efter står vi lidt i tørvejr ved en overdækning. Foruden den unge mand der passer boden, og har travlt med sine lektier, sidder der en dame, vi kommer til at snakke med. Hun er der på genoptræning - vil man nok sige på dansk. Synes der er herligt - hvem der dog forstår det? Men hun sidder da i det mindste og læser og vandrer ikke op og ned af Strandpromenaden som alle de andre.

Da det ikke regner så meget, kører vi videre. Men det kommer det til, så vi er temmelig gennemblødte, da vi når et slags halvtag, hvor en masse står i tørvejr. Det viser sig at være grænsen. Hvad disse halvtage med solceller på egentlig skal gøre godt for vides ikke, men de kommer meget belejligt.

Ved grænsen

Igen tager regnen lidt af og da den tager til igen er der ingen steder at stå i tørvejr. Så vi kører videre helt til Swinoujscie. Da vi er fremme ved Stawa Hostel, er det endnu en gang holdt op.

Klokken er endnu ikke 15, turistinfo er lukket om søndagen, så vi tager en øl et sted, jeg husker fra sidst. Det er stadig et rigtig godt og hyggeligt sted. Vi tager et kig på spisekortet, og enes om at det skal være dér i aften.

Efter indtjekning er vi en tur på den anden side af floden for det er dér Unity-Line lægger til og den skal vi med til Ystad i morgen.

Tilbage på venstre bred kører vi ud for at se møllen. Stawa betyder mølle og den mølle, der er tale om, har jeg nu set står for enden ad odden på venstre bred.

Møllen i virkeligheden havde ingen vinger

Vi kommer forbi nogle forter og vejen bliver tvivlsom. Mere end tvivlsom. Hvis ikke der stod skilte med R10, ville man nægte at tro at denne sti kunne være en del af det store EU projekt Cykelvej Østersøen, der går hele vejen rundt. De fleste lande er færdige med deres andele, men ikke Polen. De er knap begyndt. Men skiltene er der.

Denne sandede vej er det polske bidrag det store EU projekt

Det begynder igen at regne og inden vi er hjemme, er vi endnu en gang gennemblødte.

Et bad gør godt. Inden længe er klokken blevet 19 og vi går hen på "Neptun" og spiser. Enes om Tagliatelle Carbonara og bagefter dessert og kaffe. De har et is-kort med 5 slags.

Hold da op en isdessert. Jeg får 3 kugler jordbæris, frugt, flødeskum. Bagefter må vi have en vodka for at få det hele til at falde på plads.

38,38 km + 12 km ekstra

lørdag den 7. september 2019

Peenemünde 3

Lørdag 07.07.19 Zinnowitz

Der var køjesenge her. Jeg tog -som den yngste - overkøjen. At lægge sengetøj på... har aldrig været min livret. Men nu - i løbet af to dage - har jeg lært at vende dynebetrækket ud over dynen. Det syntes som den eneste realistiske mulighed, med disse fladtrykte betræk, der er så svære at komme ind i.

Morgenmaden lever op til standarden fra i går. Værelsesstandarden klar bedre.

Jeg spørger til færgen Freest - Peenemünde i receptionen. Det bringer ham på arbejde. Jeg var selv i tvivl hjemme om, hvordan tiderne skulle fortolkes. Det er han også. Han kommer til det resultat, at der kun er én afgang, nemlig kl. 11.00 og det bringer os i tidnød. Vi har nu 2 tim og en rute, der i.flg. Google er 28 km.

Det skulle være muligt, men vi skal også finde vejen.

Jeg genkender ret hurtigt vejen ud af byen. Det var den samme, jeg kørte ud af byen for 2 år siden. Ad en dejlig cykelvej forbi Universitetet. Ved en rundkørsel drejer vi dog i en anden retning. Og så går det ellers i bedste Google-cykel-stil. Man ved aldrig, hvad for veje, der bliver tilbudt.

Første flisevej

Først kommer en flisevej, så asfalt på ny. Så- ny flisevej - og sådan bliver det ved. Landsbyerne: Kemnitz, Gusterin, Konerow. Her er landsbygaden stadig brosten - muligvis fra før1. verdenskrig. Sådan ligger de i hvert fald.

En rørledning vi mødte - gas fra Rusland?

Så følger Printzwald, Latsow og endelig Nonnendorf. Indtil nu har vi holdt et snit på 16 km/t, hvad der skulle være tilstrækkeligt, men nu - sandvej. Vi kører inde på marken et godt stykke - andet er ikke muligt. Vi er ikke de første kan man se.

Sandvejen - fra sin bedste side

Vejen går ind i skoven, og jeg når at tænke: Hurra. Men også dér er der sand. Vejen bliver dog så meget bedre, at vi NÅR frem til Freest 7 min i 11.

Person-og cykelfærgen Apollo

Færgen sejler først 11.20 - den kl. 11 var en turbåd af en slags, som vi dog aldrig ser noget til?
"Apollo" ankommer med sin 2 mands besætning og tager os med foruden 5-7 andre cyklister. Turen tager et kvarter, og vi får lige en tur rundt i havnen i Peenemünde. Der ligger et museumsskib og en gammel russisk u-båd. Vi cykler over til museumsskibet. De kalder det et raket-skib. Bedst som vi undrer os over, hvor raketterne skulle monteres, går det op for os, at det er fremdriften af skibet, der refereres til. Egentlig burde det nok kaldes et jet-skib.

Den 14 m høje V-2

Museet er i det gamle kraftværk. Det er noget værre rod, men jeg får da styr på nogle væsentlige ting. Først og fremmest at hverken V1 eller V2 i krigsøjemed er blevet affyret her fra. Det var udelukkende test-og forsøgscenter. Rækkevidden på begge typer var mellem 3-400 km, så de blev affyret fra mobile anlæg i nærheden af Paris og London.

V-1 med affyringsrampe - en dampdrevet katapult

Ilt-fabrikken der er væk nu, har altså kun produceret ilt til test-raketterne. V-2 fløj jo på sprit og flydende ilt. V-1 på flybrændstof, det var i virkeligheden et førerløst jet-fly. Der blev affyret 22.000!!! af dem.

Udsigt fra taget

Resten er et forfærdeligt rodsammen. Der er INGEN rød tråd og det gør det meget anstrengende af gå igennem.

Ved den udstillede V-2 raket er der nogle danskere, der spørger, om vi vil tage et billede af dem foran den. Det vil jeg gerne. Det er et super kamera, jeg dårligt kan finde ud af at betjene. Men mere interessant: de fortæller, at de er kommet den samme dag i et DC-3 fly - vist det eneste, der findes i Danmark. Og skal i øvrigt tilbage før kl. 16 fra flyvepladsen et par km nord for museet. Det skriver vi os bag øret.

Vandrer op og ned af trapper til benene giver efter og bruger krudt på, at lede efter mening og sammenhænge. Resultatet er, at efter også at have været oppe på taget og set på udsigten er totalt udslukte.

Vi kører op til flyvepladsen og ser DC-3'eren, der står klar til start. Vores venner og resten af deres selskab er netop på vej ind i maskinen, og inden længe startes først den ene motor, så den anden. Så triller flyet af sted ud af syne for 5 minutter efter at komme til syne og lette næsten øjeblikkeligt. Et fly fra 1944.

DC-3 før start

Vi drikker kaffe fra en automat og spiser resten af chokolade kiksene. Så går turen mod Zinnovitz. Hele denne del af Usedom, som øen vi befinder os på hedder, er oversået med minder fra krigen. Der var test-anlæg, fabrikker, stationer, koncentrationslejr m.m. Vi støder på en del på vores 15 km's tur til Zinnovitz.

Landskab med cykler

Da vi er nået ned  byen for senere at spise begynder det at regne. Mere og mere. Vi står i tørvejr og venter på en ophold... Det kommer aldrig. I stedet regner et mere og mere indtil et veritabelt skybrud er i gang. Vi var i tvivl om, hvor vi skulle spise. Nu løser det sig selv: det nærmeste. Vi styrter over vejen og ind i tørvejr.

Zinnovitz i regn

Da vi er færdige regner det stadig, men restauranten lukker nu. Altså bliver vi våde på turen hjem. Men DER er der tørvejr.

47,6 km

fredag den 6. september 2019

Peenemünde 2

Fredag 06.08.18 Greifswald

Der var høj musik et sted i huset, da vi gik til ro - der var nogle af de unge, der havde afskedsparty i cafeteria'et - men jeg sov fra det, og Bent også.

Dejlig lang nat fra kl. 22 til kl. 6. Når lige morgenmaden før det store rykind af skoleelever. Der er alt, hvad hjertet kan begære, mangt et hotel værdigt. Bl.a. friske hindbær!!!

Vi kører tilbage til Stralsund - den så vi ikke meget til i går. Det er en gammel Hansa-by med alt, hvad der hører sig til af brostensbelagte gader, kirker, markedspladser m.m.

To cyklister er ankommet til Alt-markt

Sidder lidt i solen på Alt-Markt og snakker med nogle ældre tyske herrer, der er på bustur fra NordrheinWestPhalen.

Der var andre turister end os

Et sted har man lavet noget nyere byggeri af udsøgt grimhed inkl. et stykke fornyet bymur og et mærkeligt tårn.

Kønt var det sandelig IKKE

Er inde i Maria kirken.

Svævende engel

Eksperiment med vidvinklen - det er tårnet der ses op i

Da vi vil finde et kaffested, har jeg været der længe nok til at huske, hvor det var, jeg fik kaffe, for to år siden. Dér sidder vi udenfor - de har også toilet.

På lidt afstand ser det meget tilforladeligt ud - men... i 35 km?

Cykelvejen mod Greifswald er desværre den gamle hovedvej - den er brolagt, og med tiden er den blevet noget ujævn, hvad der ikke er spændende, når det er kilometer efter kilometer.

Spiser frokost i Brandshagen i et nydeligt busskur. Tre sæder, ét til hver og ét til bord. Vinden er vist nærmest i syd i dag.

Standser nogle modkørende cyklister for at spørge til vejen længere fremme. De mener, den har været sådan i 15 km, vi har vel kørt 5-6 indtil nu.

Ikke perfekt - men dog bedre

Vi beslutter, at finde et alternativ. Det tager noget tid, før der dukker en brugelig vej op. Hvad man ikke kunne se på Google Map er, at det er en af disse "fliseveje", som jeg kalder dem. Flisevej eller ej, vi tager den. Det ser ud til at den vil være sådan 1½-2 km. Hvad der så sker er uvist, men vi vil komme til en anden vej.

Den viser sig at være asfalt. Da jeg nu beder Google om en cykelrute til Greifswald, er førstevalget, at vi skal køre tilbage. Det forkaster vi hurtigt og tager 1. alternativ. Det går godt nogle km, så vil den have også videre af en simpel grusvej. Vejen til venstre er blind og vejen til højre er endnu værre, så valget er igen let.

Endnu er prøvelse

På de 2-3 km vi kører på den skifter den karakter flere gange: grus, sand, sten.

Allerede da vi starter på den er der en klokke, der ringer: "Kleine Petershagen". Det synes jeg, jeg har set før. Og for to år siden, var jeg i en lignende situation på vej til Greifswald, selv om udgangspunktet var anderledes. Jeg synes også, jeg kan huske vejens forløb, og er ret sikker på, at når vi når frem til næste gang, hvor vi møder nye veje, vil Google have os til at dreje til venstre ind i skoven.
Ganske rigtigt, grusvejen forsvinder ind mod skoven. Om jeg fulgte den vej sidst, er jeg lidt i tvivl om, men jeg tror det. Men denne gang: NEJ. Vejen videre frem er asfalt og det er bare at køre et stykke og så igen bede Google om en cykelvej - og håbe det bedste.

Denne gang går det bedre og trods en fæl skrå modvind, når vi frem til , hvor vi kvæler en halv pakke chokolade-kiks ved et busstop. Får besøg af en stor kattekilling. Der er nu kun 6 km tilbage.

Det lykkedes katten at komme ned i skraldespanden - og op

Kommer ud på en smal hovedvej, men får vinden i ryggen, så vi klarer det sidste stykke på ca. 20 min. Til sidst kommer der endda cykelsti. Det er en anden vej end jeg kom ind af for 2 år siden. Nu er det sydfra sidst var det nord fra.

I sidste øjeblik får jeg den tanke, at vi måske skal krydse under banen (fx på en cykelsti) og ikke køre over den. Ganske rigtigt - vi må 20 m tilbage og under. Resten er a piece of cake. Da vi kommer rundt om bygningen, bliver vi modtaget af et hornorkester. Som jeg siger til Bent: "SÅ meget havde de da ikke behøvet at gøre ud af det".

Ankomst til DJH Greifswald

Vi får et to-mands rum, der dog deler toilet og bad med et andet 2-mands rum.

Denne gang HAR vi købt øl, vi kan dele ved ankomsten.

Vi endte med at køre 58.05 km. Den direkte vej var vist (fra Stralsund mitte) ca. 37 km.
Spiser inde i Altstadt. Der, hvor jeg spiste sidst, er den ændret til at armensk restaurant. Vi har snakket om pizza, så vi vælger en italiensk næsten lige ved siden af.

En af mine spidskompetancer er altså virkelig at navigere rundt i en ny ukendt by, så når jeg ovenikøbet har været her før, lykkes det mig at finde tilbage af en vej, jeg aldrig har kørt på før.

55.08 km

torsdag den 5. september 2019

Peenemünde 1

Torsdag 05.09.19 Stralsund

Vi skal med færgen til Sassnitz kl. 8.00. Altså skal vi køre 6.30, mener jeg. Bent synes vi skal køre lidt før, så vi enes om 6.15. Det når jeg nu ikke. Den er 6.24, da vi sætter i gang.

Jeg plejer altid at starte med at være for sent på den, så det er ren luxus at kunne tage det roligt. Vi skal dog gerne holde 17 km/t i snit, men det gør vi også - trods vinden, der - som sædvanlig - er værre den ventet.

Meget behagelig sejltur. Diskuterer hvad det er for en havmølle park vi passerer. Kan det være Kriegers Flak? Men det viser sig, da der igen er net forbindelse, at være en tysk én. Kriegers Flak ligger længere mod Stevns.

Der var over 100 møller - skal forsyne 400.000 tyske husstande

Rügens hvide klinter tager sig smukt ud i sollyset. Vejret ser ud til at blive perfekt. Små spredte skytotter.

Klinten på Rügen

Sassnitz området

Cykelforholdene det første stykke fra færgen og sydpå er ikke Tyskland værdig. Og der er mange cyklister her. Senere kommer den cykelsti, der er på et cykelkort Bent har lånt og vi når til Prora. Det var her nazisterne 1936-39 byggede et 5 km langt ferieanlæg til de tyske tropper. Det blev vist aldrig helt færdigt. Og efter DDR-tiden lå det hovedsagelig hen som ruin.

Lidt ruin er der endnu

På det seneste er der sandelig sket noget. Det er kun en del af blok 1, der stadig ligger hen. Resten er blevet til fashionable lejligheder og hoteller. Og et vandrehjem ikke at forglemme.

Det fashionable Prora

Vi er enige om, at vi egentlig bedre kunne lide det, som det var.

Selv med et cykelkort og Google Maps og Here We Go, kan man køre forkert. Det viser sig nemlig, at stien langs søen drejer og fører tilbage, hvor vi kom fra. Vi nåede dog at få spist frokost ved søen.

Kommer ud i det åbne land, hvor der blæser en halv pelikan - det er ligesom at være tilbage på Bornholm. Modvind er det, der kommer til at præge eftermiddagen.

Modvind og op ad bakke - sådan føltes eftermiddagen

Senere begynder himlen også at se mistænkelig sort ud. Vi er dig heldige netop at være standset for en kop kaffe på en tankstation, da regnen første gang begynder.

Videre frem ad i modvinden. Én gang til er vi heldige med at komme til at busskur netop som regnen begynder igen.

Passerede en smalsporsbane...

Næste gang, da vi er på Alleenstrasse på vej mod Garz, er vi nu knap så heldige, der er ingen læ muligheder, men til gengæld tager alleens træer så meget af for regnen, at vi ikke bliver helt gennemblødte.

...og en dyrehave

Det bliver en lang eftermiddag. Til sidst kan vi se den nye højbro til Stralsund og ENDELIG begynder vejen at dreje, så vinden ikke er stik imod mere. Vi er låst mellem at skulle hurtigt frem og gerne at skulle finde et supermarked med nogle øl. Den hurtige vej går nemlig ikke gennem byen, men ud langs med skibsværftet østpå. Og her er der ikke forretninger. Men der kommer nok en byge, og denne gang bliver mine bukser gennemblødte.

To ældre herrer i et busskur

Der hvor vi drejer fra mod vandrehjemmet ligger der en græsk restaurant. Kunne være en mulighed at køre tilbage til.

Stralsund i det fjerne

Den nye højbro skal sikre, at biltrafikken ikke standses hver gang den gamle bro går op

Alle bekymringer bliver nu gjort til skamme. Formedelst 6,50 € kan man spise på vandrehjemmet. Dagen er reddet. Det eneste minus er, at cafeteriaet, hvor man kan købe øl, har nået at lukke, inden vi når derover.

Udsigt uden for vores værelse

Men vi har fået et 5 mands værelse for os selv. Med udsigt ud over vandet. Stedet er ellers proppet med skolebørn og lærere. I øjeblikket (kl.20.50) banker en ghettoblaster et sted i nærheden.

Nu går jeg i bad. Før jeg knalder brikker. I morgen skal vi kun omkring 30 km til Greifswald. I dag blev det:

84,50 km