Schweiz Rundt 27

Søndag 24.05.15

Togrejsen tilbage er der ikke meget at sige om, Toget kørte til tiden og selv om de beklagede at være forsinket i ankomsten til Hamburg, spillede det ikke nogen rolle. I stedet for 50 minutter til morgenmaden i Hamborg havde jeg 42 og det var rigeligt.

Og så passede det med, at der var næsten en time til toget videre fra Flensborg kørte, så dér spiste jeg frokost.

Stod af i Ringsted og cyklede de 26 km til Køge, hvor jeg fandt et dejligt rugbrød i køleskabet. Vidste ikke, at  jeg havde savnet det så meget. Rugbrød med smør og egen hollandsk Gouda selvimporteret fra Schweiz. Det er sager!

Nu tager jeg færgen videre hjem til øen i aften.

Hermed slutter Schweiz Rundt for mit vedkommende. Tak for interessen.

Skal jeg komme med en anbefaling angående cykling i Schweiz må det være at nøjes med at tage én cykeltaske med.... Og fylde den med penge..... Så skal det nok gå.

Schweiz Rundt 26

Lørdag 23.05.15

Der er først morgenmad kl. 8 her, jeg er vågen fra 6.20, men lykkes med at sove til 7.20.
Huset ligger som det sidste i byen på vejen mod Basel, så det er bare at sætte sig op og træde.

Allerede efter få km forlader jeg Jura - altså ikke bjergene men kanton'en. Bjergene synes at blive ved, hver gang det ser ud som om, de dør ud lidt fremme, dukker der bare et endnu højere op rundt om hjørnet. De eneste bakker, der er tale om, er de to gange vejen går op over jernbanen. Det er den rene spadseretur i parken.

Et kig ind i Laufen

Schweiz andet krigsmindesmærke stod i Laufen 

 

Da jeg passerer Laufen og ser ind gennem byporten, må jeg lige vende og køre en tur gennem byen. Men ellers er der ikke meget at gøre ophold for, der er i hvert fald ingen bænke.

Snart tilbage til udgangspunktet

Præcis kl. 11.17 kører jeg ind foran Basel SBB - banegården hvor det hele startede for længe, længe siden....

I modsætning til sidst hvor jeg var her, hvor alle skulle på arbejde, er der mere afslappet i dag. Og der er musik. To harmonikaer. Det varer dog ikke så længe, så dukker nogle andre musikanter op og et større skænderi tager sin begyndelse. Det kommer aldrig til håndgribeligheder, men det tager sin tid. Det ender med at harmonikaerne fortrækker.

Der diskuteres.....

... og spilles senere igen

Jeg er spændt på, hvad det er for en besætning, der nu skal i gang - der ligger en 3 strenget kontrabas alene på pladsen.
Det er et kapabelt orkester viser det sig. To strengeinstrumenter der trakteres med en slags køller. Det ene med understel i form af 4 voluminøse spisebordsben. Det andet uden ben og med lidt kortere strenge. Og så er der bassen, der trakteres af bassen med solbrillerne og endelig en tambourin. Spiller numre som Havanagila og Malinka, Malinka på en virtuøs måde.

Jeg når at tænke, at jeg hellere må finde T.I., før det går op for mig, at det ved jeg jo. Og jeg har allerede de kort, jeg behøver.

Finder en park at spise frokost i og går/cykler så ud i byen. Leder efter et passende konditori og ender med at finde en café bag ved hovedstrøget, hvor jeg vælger en jordbærtærte og en cappucino. Nu har jeg 20 CHFR at spise for, før toget går i aften kl. 22.13 fra spor 9.

Om 148 dage skal der være parlamentsvalg, men kandidaterne kører sig allerede nu i stilling ved hjælp af afstemningen d.14.juni, læser jeg i "Basel, Stadt, Land, Region", som ligger her på stolen ved siden af. Det kunne ligeså godt have været hjemme. Man benytter enhver lejlighed til at profilere sig.

Nu her kl. 18.30 er jeg søgt tilbage til parken, for der var et bord, hvor jeg kan sidde og skrive det sidste ind på computeren. De 39,82 km som tælleren viste i formiddags er blevet til 60,24 km i løbet af dagen. Hermed er den samlede tur blevet 1621,11 km.

Så er man næsten klar til at marchere

Jeg løb ind i en demonstration i dagens løb. Noget med genteknologi. Jeg fik en folder, men jeg har ikke fået læst den. Og så var der en masse yngre mennesker, der det meste af dagen racede rundt på diverse cykler i den gamle bydel. Jeg ved ikke, hvad meningen var. Der er altså stadig ting ved Schweiz,der kunne kræve en nærmere udforskning. Det må være til næste gang.

60,24 km

1621,11 km i  alt

Schweiz Rundt 25

Fredag 22.05.15

Der er et godt groft brød ved morgenbordet. Og så ellers af sted. Finder den gamle bydel og kører lidt rundt dér. Der ender med at være et skilt til Delémont, og jeg kommer ud på en lidt større vej. Venter hele tiden på at komme til hovedvejen, men det viser sig, at det ER den, jeg er på. Der er ikke meget trafik i min retning, men den er godt nok smal. Sådan, at jeg må holde ind, når der viser sig en mulighed for at lade en lastbil passere.

 

Fra Biel Altstadt

Så møder vi motorvejen, der holder op med at være motorvej og trafikmængden øges, men nu er der indtil videre cykelmarkering. Super. Det er denne vej, de advarer én mod at køre på. Man bør tage toget. Jeg har været ude for det, der var værre. MEGET værre.

Den første tunnel dukker op også med markering. Vejen er 2-sporet, så hvis to lastbiler vil overhale hinanden, er der ikke meget plads, men bare de holder sig på deres side af den stiplede gule, skal jeg nok holde mig på min. Man må i øvrigt kun køre 80 km/t. Ikke at jeg har tænkt mig det.

Der er lys for enden af tunnelen

I noget der hedder Péry bliver motorvejen igen sig selv, og jeg skal følge en mindre vej ind i byen. Gennem slugten er jeg kommet ind i Jurabjergene. De er der til alle sider. Finder en bænk i solen og bliver varmet lidt op. Jeg er kun i t-shirt, og der blev lige pludselig koldt inde i skyggen.

På langs i denne dal, så rundt om et hjørne og gennem en slugt ind i en ny dal, hvor Sonceboz befinder sig og NU, tror jeg endelig det går opad.

Lille spejl, lille spejl, hvem venter på grønt lys?

Jura viser sig fra sin kønneste side: mørkegrønne træbevoksede sider i dalene afløst af lysere grønne græsklædte flader indrammet af en fin blå himmel med enkelte hvide strejf.
Det tager nærmest kun et øjeblik, så er jeg oppe, men er dog nede i næstmindste gear. Col de Pierre Pertuis står der, 827 m.

Så følger en kort nedkørsel til Tavannes, der er en stor by, og så følger byerne efter hinanden, knap er den ene holdt op, så er den næste begyndt. Jeg finder endelig en bænk, hvor jeg kan sidde og nyde solen. Vinden er stadig kold, men det skulle blive op til 21 gr. i Delémont i dag og op til 23 i morgen i Basel.

Kløft følger....

Lige så bølgende venlige Jurabjergene kan synes, lige så vilde og voldsomme er de, der hvor vandet i årmillionernes løb har skåret sig ned igennem. Først kommer der én slugt efter Court, så én, der begynder i Moutier, hvor jeg er ved at køre forkert. Jeg skal dreje for at følge vej 6 videre gennem slugten og endelig her før Chindez, hvor vejen ser ud til at være beskadiget af det store regnvejr for nylig.

Kløft.....

Her efter den sidste slugt er jeg endelig kommet ind i kanton Jura, JU, hvor Delémont er provinshovedstad. Og inden så længe kan jeg se Delémont nogle km foran mig opad bjerget.

Delémont i det fjerne

Det har været overraskende voldsomme landskaber noget af tiden i dag. Gad vide, hvad morgendagen vil bringe?
Der er skiltet til J.H. fra første færd, men traditionen tro, åbner receptionen først kl. 17, men der er en dejlig have med borde og stole og parasoller, det eneste der mangler, er adgang til et toilet.

Ser jeg slidt ud... tjaaa... jeg føler mig lidt slidt



59.13 km

 

Schweiz Rundt 24

Torsdag 21.05.15

En morgen med lidt sol men nok ikke over 10 gr. Kommer allerede af sted kl. 8, efter at have spist resten af en ½ l birchermüsli. Det er noget, jeg første gang så i Solothurn eller Bern og vist ikke siden. Jogurt, hvor der foruden div. frugter, også er blandet korn og gryn i af forskellig slags. Lige noget for mig. Ja, jeg spiste selvfølgelig også brød og ost.

Det er let modvind her, hvor jeg følger rute 50 "Le Pied de Jura" - ved foden af Jurabjergene, der rejser sig i al deres grønne pragt på min venstre side. Vist ikke meget højere end 1500 m, men det er nok til at trække en skillelinje gennem landet. Det er kun få steder de kan passeres på vej.

Efter kortet at dømme går der en lillebitte vej over på det lave sted - ellers ingen

Det kedelige vejr ligger nede over Alperne, ser det ud til. Her er det skyet med glimt af blå himmel. Da jeg på et tidspunkt asede mig opad og pludselig så hovedvejen ligge under mig med fin cykelmarkering, lod jeg cykelvej være cykelvej og kørte tilbage til den rundkørsel, hvor vore veje var krydsedes.

Det har føltes som op ad bakke længe, men belønningen kom just: en lang fin nedkørsel til Boudry, hvor der lige er stået en stor gruppe gamle mænd af sporvognen her ved stoppestedet, hvor jeg sidder og skriver. Jeg må også have noget mad, selv om klokken kun er godt 11. Og chokolade.

Når frem til Neuchatel, der både har lagt navn til søen jeg har kørt langs med, til byen og det kanton'en, NE.

Kører fremad lidt på fornemmelsen. Det kan ikke gå helt galt, for der skal være en flod mellem Neuchatel Søen og den næste Bieler See. Inden jeg kommer så langt havner jeg på en dårlig grusvej, hvor nogle løbere er de eneste, jeg møder.

Stien er det så som så med

Så kommer jeg til floden, jeg har ikke helt bestemt mig for, om jeg skal køre vest eller øst om søen til Biel. Højt over mig går der en bro over floden, den kan jeg ikke komme op til. Men der må vel være en bro til? Stien jeg kører på ses at have være oversvømmet her ved det store regnskyl i starten af min tur. Man har fået lavet dæmning af grus siden.

Et af stederne, hvor stien havde været oversvømmet

Da der omsider dukker endnu en bro op efter 5-6 km (jeg troede kun der skulle være kort) har jeg bestemt mig til at holde mig til den vestre bred, hvis ellers der kommer en indikation af, at man kan komme til Biel andet end på motorvej, for på mit kort, er det vanskeligt at afgøre, hvor mange veje der er.

Jeg kommer til Le Landeron, som er en lille tæt gammel by med en fin stor bevokset plads i midten og kort efter et skilt, der viser at vej 9 - hovedvejen - fører til Biel. Så jeg fortsætter. Lige før Ligerz går hovedvejen ind i den tunnel, jeg har kunnet se på mit kort, så jeg kan i ensom majestæt trille ind i byen, hvor jeg vælger at køre gennem den oprindelige brostensbelagte gade, der vist ikke er bred nok til en bil NOGEN steder.

Pladsen i Landeron

De sidste 12-15 km kører jeg lige bag den yderste husrække på en lille vej, der kun befærdes af de lokale lodsejere, og de er vist alle på arbejde, for det er kun enkelte håndværkere, jeg støder på.

Til sidst er cykelskiltene pludselig igen væk og jeg når at blive lidt betænkelig, da sti snævrer ind til 75 cm's bredde. Møder nu ikke nogen og lidt efter kommer jeg ud på asfalt igen og et skilt, der forkynder: Biel/Bienne.

Stien blev smal

Allerede for længe siden begyndte bilerne med BE at dominere. Jeg er tilbage i kanton Bern.
Planen er at finde stationen og T.I. og høre om der mod forventning skulle være et J.H. her. Det er der, siger damen, det hedder Lago Lodge og ligger tæt på.

Og her har jeg så indtaget mere frokost og to kopper cappucino oppe i et fælleskøkken, hvor jeg har siddet muttersalene i 1½ tim, tror jeg. Føler mig nogenlunde ovenpå igen, jeg var ellers ret kvæstet, da jeg ankom. Har heller ikke fået badet. Det er det næste, og så skal jeg ellers ud og se på byen.

I morgen skal jeg ind i Jurabjergene til Delémont, der bliver sidste stop inden jeg lørdag kører de sidste kilometer til Basel og tager toget hjem om aftenen. Det bliver en drøj formiddag med 400 højdemeter.

Biel virker på en eller anden måde ikke helt som andre schweiziske byer - mere lurvet. Flere tvivlsomme eksistensser end jeg ellers har set. Der var musikanter under stationen. Senere afløst af andre.

Efter at have arbejdet med computeren og været i bad, syntes jeg lige, jeg skulle se lidt på byen mens det var lyst. Jeg tog mod sædvane ikke cyklen, der var ikke så langt. Et eller andet sted havde jeg set noget om Altstadt, men jeg syntes ikke, jeg kunne se nogen, heller ikke på kortet på stationen.

Jeg gik lidt rundt, men fandt ud af, at jeg vist trængte til noget at spise. Købte en pakke med sandwiches et sted jeg kom forbi og slugte dem på et øjeblik. Følte mig helt svag, da jeg kom tilbage.

Efter en jogurt, en færdigret - taboulei orientale - en 8,8% øl og nu senest en kaffe mousse fra COOP, føler jeg mig bedre, men klar til at gå i seng. Jeg er foreløbig den eneste på et 6-sengs værelse, men der skulle komme 2 mere. Klokken er kun 20.15.

Det er sådan et backpacker sted - bare uden backpackere i øjeblikket - med en bar, der i høj grad også benyttes af de lokale. Jeg må indrømme, at jeg forventer larm til ud på natten.

Wi-Fi'en virker kun ovre i baren, men det er da lykkedes mig at få plads ved et tomands bord, hvor ham overfor gik, men blev afløst af en russer, der har siddet og snakket i telefon ½ times tid. Han ligner ikke en, jeg ville møde på en mørk vej.

Har talt op, at jeg har rundet de 1500 km i dag.

67,31 km

Schweiz Rundt 23

Onsdag 20.05.15

Som sædvanlig er jeg rettidigt ved morgenbordet. Her er det 7.30. Der kom en stor gruppe unge i går. Skulle nødig stå i kø.

Planen for i dag er klar: Rute 1 skulle fortsætte langs søen til Lausanne og stiger vist højest 2%. Fra Lausanne skulle der være en rute 424 til Yverdon-les-Bains i enden af Neuchatel Søen. Den stiger 5% de første 5 km. Jeg har mine oplysninger fra www.veloland.ch, hvor der er beskrivelser af alle ruter. Lidt udenfor Yverdon er der en campingplads.

De kysser 3 gange her ligesom i Frankrig, så de er egentlig et fransk mindretal, ligesom de i den italienske del er et italiensk mindretal.

De har ikke nogen bombekælder her. Cykel"kælderen" er et indhegnet, aflåst område ude under jernbanebroen.

Det mondæne Montreux

Cykelvejen fandt jeg, men den var også pludselig væk igen, så jeg fortsatte bare på hovedvejen, der var nogenlunde flad, så jeg fik hurtigt spist kilometre. Men det var også bare om at holde øje med offentlige toiletter med 3 kopper kaffe og kolde tæer og bebyggelse hele vejen.
I Lausanne måtte jeg lade vandet i en park.

Fandt endelig stationen, hvor cykelvejen skulle begynde. I T.I. vidste de ikke noget om, hvor man skulle finde den, men jeg fik nogle kort, så jeg tror nok, jeg finder den. I den ene ende af banegårdspladsen var der skilte til rute 44 og 22, men ikke min.

Tilbageblik i Lausanne

Jeg kommer sandelig til at køre OP i byen i et forsøg på at finde den forbandede cykelvej. Jeg finder Le Mont som damen snakkede om. Passerer en mand, der står og tager en cykelhjelm af. Straks efter får jeg standset og når lige at råbe ham an, inden han forsvinder ind i et hus. Jo, hvis jeg vil til Yverdon så kommer den 1 km længere fremme. Er jeg sulten, så kan jeg få noget at spise? Jeg takker nu nej, forklarer at jeg har spist godt på J.H. i Montreux.

Finder vejen, men det er en anden rute og den går NED ad bjerget, nu jeg lige er kommet OP. Nu ved jeg, hvor jeg er på mit kort, så nu kører jeg bare efter det, det er en gul vej, jeg er på.

Ser på et termometer at det er 11 gr. Det føltes også hundekoldt heroppe. Må standse og tage sko og sokker på.
Følger den gule vej videre mod Thierrens. Meget af tiden går det nogenlunde ligeud, men bakkerne er lange og drøje. Ind imellem kan jeg se det flade land til venstre for mig, hvor den røde hovedvej går. Trafikken tynder ud. Spiser frokost i et busskur. Det er et dejligt sigtebrødslignende brød, jeg har fået købt.

Udsigt mod det flade land, hvor den røde vej går

Netop som jeg endelig har nået Thierrens og er kørt ned, er der omkørsel, og jeg skal op igen. Ofte ser det ud som om vejen går ligeud, men jeg er på mindste klinge! Det positive er, at der ikke kommer mere regn, men det bliver en sej omgang.

Yverdon-les-Bain i sigte

Jeg tror det er i Orzins, at nedkørslen endelig kommer. I nogle af de store sving tør jeg ikke lægge mig så meget ned, som farten kræver, så jeg må bremse. Til sidst kommer der en lang, lang, lige nedkørsel, og jeg kan til slut trille ind i Yverdon-les-Bain. Og bade har de tilsyneladende masser af.
Byen har sin egen borg som så mange andre og ser ellers meget fransk og slidt ud. På en charmerende måde.

Borgen i Yverdon

Der skulle være to campingpladser længere fremme. Finder den første - den ser fuld ud - bare fastliggere. Spørger ved den næste - den ser noget primitiv ud - det skal koster 22 CHFR. Toogtyve!!! Jeg plejer at betale 10, siger jeg, og kører videre til en tredje, der skal hedde "Les Grands Pins".

Det er en yngre mand, der kan tale tysk og er mere beleven. 15,50 CHFR. Og indkøsmuligheder? Og han forklarer, hvordan man kommer til Champagne, hvor de har Denner's.

Selv campingpladsen havde en borg

Så her står teltet nu, efter at jeg fjernede sådan ca. 50 fyrrekogler. Solen har skinnet lidt her sidst på dagen, og det har regnet lidt, og ellers befinder jeg mig i min sovepose klar til at lukke øjnene. Sådan en ½ l øl på 8,8% skal nok gøre sit til det.

89,93 km

Schweiz Rundt 22

Tirsdag 19.05.15

Jeg er nede ved morgenbordet kl. 7. Jeg gider ikke vente på alle skolebørnene, og de kommer altid først dryssende. Her i Valais er der rugbrød blandt alt det sædvanlige. Jeg stiftede første gang bekendtskab med det i går på T.I., hvor der var smagsprøver på nogle chips, der var lavet af tyndt skåret rugbrød dyppet i en eller anden flydende ost. Én slags havde æblesmag.

Jeg har vist ikke fået fulgt op på deres politiske system? Alle kan bringe spørgsmål til afstemning. På lokalt (kantonalt) niveau kræver det bare 1000 underskrifter. På nationalt nogle flere. Det betyder, at der er temmelig mange afstemninger og - desværre - at deltagelsen er meget lav. Dette meget demokratiske (efter min mening) system - virker altså heller ikke optimalt.

Næste afstemning i Valais er 14. juni

Det er skyet i dag. Skulle vi måske få en byge?

Min cykel står i cykelrummet. Hvis begge døre har været lukket, kan den ikke være kommet noget til. Den yderste dør er som til en bankboks, nej tykkere. Historien får jeg af manden i receptionen, og den er, at indtil for et par år siden skulle alle nybygninger i Schweiz forsynes med en atombombe-sikker kælder med friskluftforsyning. (+ div. filtre går jeg ud fra)

Den bombesikre dør ind til min cykel

.
Jeg er kun lige nået til bussens vendeplads, så begynder det at regne. Ikke meget men nok til at jeg søger læ og får regnvejrudstyret på. Lufthavnen ligger lige på den anden side af jernbanen og her før, så jeg et jagerfly lande. Det første tegn jeg har set på at Schweiz har et luftvåben udover deres omfattende forsvar.

Det regner kun kort, så er det igen fint cykelvejr. Dalen er blevet bred igen og nu er det frugttræer der dominerer. Vejret har længe set skidt ud længere fremme, men efterhånden som jeg kommer frem, bedres det. Floden skal dreje mod nord og jeg har - vist siden engang i går - kunnet se noget, der ligner hjørnet. Dér skal byen Martigny ligge. Jeg kører på højre side af floden nu og vinden er imod, men det sidste stykke frem mod knækket løjer den af, formodentlig for at komme med fuld styrke, når jeg kommer om hjørnet. Jeg undrer mig over ikke at se nogen by, men til sidst øjner jeg da en borg på en klippe. Det er utvivlsomt der bagved byen ligger.

Jeg ser aldrig mere til den isoleret som jeg kører nu med både motorvej og flod imellem.
Der er ligefrem et skilt med en advarsel mod vinden, og jeg er da også ved at miste kasketten, da jeg drejer om hjørnet. Jeg ved ikke hvornår det er sket, men jeg er på et tidspunkt kommet væk fra Cykelvej Nr.1, men så længe floden er der, kan det vel ikke gå helt galt?

Jeg skal blive klogere. Jeg er lige kommet gennem en by og igen havnet på en lille asfaltvej langs floden, da jeg overhales af en lastbil, og tænker, at så må vejen da gå videre, hvis da ikke.....  den skal hen til et stenbrud og hente sten! Og det er lige, hvad den skal, og vejen slutter ved stenbruddet, hvor floden presses helt op mod bjergsiden.

Det bliver nu højst 3 km ekstra. Tilbage i byen går der en bro over Rhone, og jeg er tilbage på rette spor.

Frem mod det smalle sted

Dalen er blev et bredere, men der kommer et smalt sted, og netop som jeg nærmer mig, går det op for mig, at det selvfølgelig er her det er! Jeg skal i dag køre ind i næste kanton VD, Vaud og ganske rigtigt, det er her på dette smalle sted, hvor 3 veje, en motorvej, en jernbane og en flod alle skal frem.
Så bliver dalen bred og jeg vælger vejen mod Aigle, der er snorlige på kortet, og det plejer at betyde flad vej. Plejer! Den stiger, men kun til midterklingen, og da jeg endelig er over det højeste sted, går det nedad mod Aigle, hvor jeg hurtigt træder den op på 35 km/t og kan holde frihjul 1 km eller så. Vinden har næsten lagt sig.

På stationen i Aigle spiser jeg frokost og så er det ellers videre, men.... den formodede vej ser ud til at standse henne ved et større byggeri. Tilbage igen. Så er det jo godt, at jeg kan begå mig på fransk. Frem med kortet, find en mand og sig: "Direction" og (i dette tilfælde) "Roche". Kan man ikke udtale navnet, må man nøjes med at pege på det. Kunsten er så at forstå, hvad der kommer ud af munden på vedkommende. I dette tilfælde er nøgleordene: "comme indiqué" og "a gauche" - "som vist" og "til venstre".

Det med "som vist" er det så som så med. Ikke én eneste gang har bynavnet Roche stået på et skilt, men vejen går i den rigtige retning, og det er til venstre. Den er blot meget tættere på bjergsiden, end jeg havde forventet.

Det eneste, der nu er i vejen, er, at det igen blæser. Vinden bliver åbenbart - og ikke overraskende - presset sammen på denne side af dalen. Men frem kommer jeg da, og på en tidspunkt kan jeg se havet.... Ja havet er det jo ikke, men Lac Léman, Geneve Søen, og som tilfældet er for havet, er der intet at se i horisonten - andet end hav.

En schweizisk familie fra St. Gallen - de var dog ikke cyklet hele vejen

Jeg følger vejen langs søen og kommer til Territet. J.H. skal ligge i Montreux-Territet og jeg spejder rundt efter skiltet. Da der komme et nyt skilt med Montreux, ved jeg, at jeg er kommet for langt, så jeg holder ved et busstop, hvor der sidder en dame. "Auberge de la Jeunesse?", siger jeg, og hun peger skråt tilbage, og straks ser jeg skiltet. Men ser det kun fra denne. Jeg må le. Hun forklarer, at jeg skal helt ud for enden. Vejen går skråt tilbage under jernbanen, ned på den RIGTIGE side. Hvor de fine hoteller ligger. Den ender nu med en viadukt under banen og LIGE efter ligger det. Alligevel på den forkerte side. Klokken er 15.30 og receptionen åbner 17 ligesom sidst.

Ankommet

 

Jeg bor på værelse med en koreaner og en kineser. Ingen af dem mestrer det engelske sprog overhovedet. Jeg viste koreaneren mit kort, hvor der udenpå er Schweiz bare som omrids og han sagde glædesstrålende: "Italy". Hvis jeg har forstået kineseren ret, kommer han fra Beijing. Men jeg er ikke sikker. At han forstod, at jeg kommer fra Danmark, er jeg dog sikker på. Han kunne sige Co'pen'ha'gen.

Jeg gik lige lidt rundt i nabolaget. Man går op ad en hulens masse trapper og kommer så op til hovedvejen. Men inden da, havde jeg her nede fra fået øje på en kabelbane. Den gik jeg hen til.
Den havde køreplan og videre forbindelser. Der kom en bus og en pige stod af og styrtede over vejen og hen mod banen. Hun kendte åbenbart tiderne. Hun nåede den.
 

75,35 km

Schweiz Rundt 21

Mandag 18.05.15

Der er ikke engang toiletpapir på denne plads. Og så endda et skilt om, at hvis man tilsmudser toilettet, skal man selv gøre det rent. Det er en ældre dame, der er "boss", som hun sagde - på tysk. Den fransktalende del begynder først i Serre, som er den næste større by.

Kører videre ud af hovedvejen. Her kl. 10 er den ret så trafikeret. Jeg spejder ind over markerne efter cykelvejen, der skulle jo være en langs Rhone. Det er først da der er et ophold i sivene langs kanalen, at jeg ser en stump asfalt. Den er jo lige dér.

Nissan, Subaru, Maserati, Porsche, Ferrari, Lamborghini......

Det hjalp, cyklister er der ikke mange af. På et tidspunkt drejer den til højre, og jeg er sikker på, at det er forkert, men møder en cyklist, der beroliger mig med, at jeg bare skal til venstre om lidt. På fransk. "Links" kan han dog sige.

Rhonedalen - det er den vej jeg skal

Så nu kører jeg langs Rhone. Nattergalen og et væld af andre fugle fylder luften med sang. Senere er det frøerne, der giver deres besyv med. Det er i mange tonearter. Én med en dyb knurren. Da toget passerer går de helt amok i et forsøg på at overdøve det.

Det er nogle ordentlige klokker de køer har

I starten er der vinmarker på den nederste del af de sydvendte skråninger, men senere dukker hele
bjergsider op med både vin og bebyggelse.

Ternet bjergside

Det bliver en nem dag. På ét tidspunkt på hovedvejen, men med fin cykelmarkering og senere igen et langt stykke direkte langs floden frem til Sion, som jeg har udset til dagens mål. Hvis ikke.... Der er vandrehjem i Sion, men ikke længere fremme i Martigny. Ikke i følge listen i hvert fald, men som min ven i Hospental sagde, så var der mange, der havde trukket sig ud af den nationale sammenslutning. Altså vil jeg gerne have afklaret, hvordan det ser ud med J.H. længere fremme.
Finder banegården. Der synes ikke at være nogen T.I. dér. Men efter at have travet det hele tyndt, finder jeg en tavle, hvorpå der er et I. Jeg skal op ad Avenue de la Gare til Rue Lausanne, så er det lige til højre. På den måde finder jeg T.I. i Sion.

Jeg får bekræftet, at det er, som jeg allerede anede: Ikke noget J.H. i Martigny, eller som det hedder nu: Auberge de la Jeunesse. Kører ned til vandrehjemmet, hvor receptionen først åbner kl. 17, men hvor jeg finder et bord, hvor jeg nu har aflivet min camembert. Én dag til og den havde skullet spises med ske. Nu skal jeg på byvandring.

Sion ligger et sted bag borgene

Den gamle del af Sion er interessant, men dog også hurtigt overset. Lige passende til resten af en eftermiddag til receptionen åbner.

Hexenturm - Tour des Sorciers

60,14 km

Schweiz Rundt 20

Søndag 17.05.15

Natten forløber uden problemer. Netop som jeg har fået pakket sammen og sat mig ved bordet - der er også borde og bænke - med min nye emmentaler, lyder der kraftig ringlen oppe fra vejen. Det er en flok køer, der skal på græs. De er 4 til at holde styr på dem. Og inden jeg er færdig, ruller biltoget ind på stationen over mig. Der er også gående passagerer. Jeg ser dem komme op ad rampen mod stationen og en lille bus kommer og sætter nogen af og bliver holdende. Den skal nok have nogle med tilbage, når toget kommer?

Der er køer på vejen

Og netop da rammer de første solstråler mig. Det bliver en varm dag.

Der er også lysanlæg på stadion. To betonmaster med hver to spots. Stadionuret viser 8.15, da jeg begiver mig videre.

Kløften er en canyon med stort set lodrette sider, og jeg er en lille myre, der bevæger mig umærkeligt fremad. Der er stejlt og jeg prøver at tage det roligt. Har passeret den italienske told - ikke at der var nogen - for lidt siden og nu, efter bare 4,79 km befinder jeg mig igen i Schweiz. Næsten alle de modkørende er lokale schweizere fra VS, Valais, som jeg tror hører til den fransktalende del.
Kommer til den schweiziske told i Gondo. Deres kort siger 855 m. Passet er over 2000 m, det er omkring 1200 højdemeter på hvad? 12 km?

Jeg er glad for, at jeg har al den tunnelerfaring fra Japan. Der kommer et par stykker og italienerne overhaler gerne, selv om der kommer modkørende.

Galleri følger galleri lige i øjeblikket. Nu holder jeg lige mellem to, her er en iskold vind.
Kløften har udvidet sig, og nu ved jeg, hvad der venter. Vejen slår et kæmpesving ind i en kløft til venstre og kommer så ellers tilbage på den modsatte side. Og det er stejlt. Ser umuligt ud herfra. Men lad os se....

Så var det heller ikke værre.... Jeg kom da op, selv om en kedelig kold vind blæser oppe fra passet. Det er ikke så meget kulden, som at den er imod....

Helt der nede kom jeg fra

Sidder og ser over på Simplon Dorf. Måleren siger 1445 m, så mangler der 560 m og der er mindre end 9 km tilbage.

Vejen har været fladet lidt ud - andet var også umuligt, menn der er til gengæld ingen læ for den kolde vind. Mindre end 6 km tilbage....

Blomster langs vejen

Der kom et uendeligt galleri og bilerne bagfra kom i lige så uendelige rækker. Jeg begyndte at standse og holde og vente til en række var passeret. Der var perioder, hvor jeg ikke fik kørt meget.

Endelig kom det jeg har ventet på. Bord og bænk. Nu er det frokosttid. Mindre end 3 km tilbage. Har valgt det bord, hvor der er mest læ og taget blusen på. Solen bager ned på mig ovenfra, mens den kolde vind smyger sig om mine ben. Brød, camembert, emmentaler og vand. Der mangler lige en oliven.

Frokost i stor højde

Så er det de sidste km, det gælder. Benene dør næsten øjeblikkeligt under mig og det kræver en del overtalelse, at få dem i gang igen, men efter svinget kan enden ses. Vejen slår et stort sving frem til venstre og derhenne kryber den over bjergkammen.

Og så - kl. 14 præcis - står jeg i passet. Jeg er ikke den eneste. Men den eneste på cykel. Der er et plateau heroppe, og når man kører 500 m, der efter min mening går opad, kommer man til et hotel, der også bryster sig af at ligge i 2005 m's højde. Sært.

Møder den første af en gruppe på 3, der var startet i Brig i morges. Her taler vi om "de rigtige", dem med bagage. Og i starten af nedkørslen kommer der 3 mere.

Der er to trafikreguleringer på vejen ned. Der lader jeg bare bilerne slippe af sted først, så har jeg vejen for mig selv. På et tidspunkt kommer vejen frem på nordsiden af bjerget og hele Rhonedalen ligger udbredt under mig som et luftfoto. Med nogle hvide kæmper mod nord og andre mod vest. Det er et fantastisk skue!

Rhone-dalen i disen

Brig vil jeg huske som byen med de sjove tårne. Nogle i den løgkuppel-agtige genre.

Kupler i Brig

Har udset mig en campingplads som er på mit kort i Visp. Finder den nemt, og her er jeg og klokken er 16. Teltet ligger til tørre i solen. Nu slår jeg det op, og så skal jeg i bad. Jeg må vist spise ude i aften?

Jeg fandt ikke lige noget pizzaria, men COOP på stationen havde åbent. For sådan nogen som mig. Bare en lille COOP med mange færdigretter og drikkevarer. Jeg har længe haft lyst til sandwich, så jeg købte to pakker og en øl. Da jeg skulle låse cyklen op fumlede jeg så meget med den og jeg tabte posen og ser gik hul på min dessert. Det vrimlede med asiater på stationen, der så overraskende stor ud.

54,84 km

Schweiz Rundt 19

Lørdag 16.05.15

Jeg ved ikke, hvor meget man skal lægge i det, men her i Bellinzona hænger Kristus på væggen i morgenmadssalen. At her ER mere italiensk oplevede jeg i går, da jeg spurgte efter vandrehjemmet på tysk. Det forstod damen ikke. Italiano per favore!

Er oppe 6.40. Der er morgenmad fra kl. 7, og jeg skal nå at se byen inden jeg kører kl. 10. Solen skinner, som den skulle. Der går en trappe op bag om Auberge de St. Maria, som hostellet her hedder, den ser ikke særlig brugt ud, så den må udforskes. Man kan nok komme op til borgen den vej. Byen domineres af to klippeknolde med borg på begge. Denne er den højeste. Der er langt....

Jugendherberg og borgmur

Da jeg endelig kommer helt op til en vej - og indgangen til borgen -ligger byen dybt under mig. Det er et imponerende bygningsværk, som virker fuldstændig intakt. For ikke at gå den samme vej tilbage, følger jeg den vej, jeg er kommet op til nedad. Der synes ikke at være nogen smutveje, så det bliver en ordentlig spadseretur ned langs bjergsiden.

Borgen helt oppe

Omsider finder jeg tilbage gennem gader, der er ved at blive klar til lørdagsmarked. Også på dette hostel er der en overvældende mængde alternativt begavede. Jeg har overvejet, om det ikke kun er hostel, men her til morgen viser det sig, at de alle sammen bor oppe på min gang og også skal rejse i dag.

Den gule vej, jeg skal af mod Locarno, har lange lige bakker op i byerne og heldigvis tilsvarende ned på den anden side. Omkring Locarno bliver jeg opmuntret af passerende grupper lørdagscyklister med opadvendte tommelfingre, klap på skulderen og "Bravo!".

Min rygsæk bag på cyklen har mange stropper, og det er lykkedes at få fastgjort sokker og sko, så de kan tørre. Jeg sidder og skriver på en stenbænk i en lille by og håndklædet ligger udbredt i solen ved siden af. Det er nok snart tørt. Benene er blevet taget af, nu mangler jeg bare at få solbrillerne på.

Jeg troede ikke jeg skulle bruge det mindste gear nu Furka var lukket, men sådan bliver det ikke. Jeg kommer til Intragna, og vejen drejer skarpt, og vi skal op over jernbanen deroppe!
Jeg ser straks, at her skal noget ekstraordinært til og når at få skiftet, men selv i mindste gear, må jeg pustende holde en pause efter jernbanen. Og så går det ellers videre op i byen. Også i denne er der smalle steder, hvor to biler ikke kan passere hinanden. Der er 9 km til grænsen.

Et stykke tid stiger det ret stejlt, og så går det pludselig nedad, og jeg overvejer en overgang, om jeg, mod forventning, skulle være kommet over det højeste punkt - men nej. En ny stigning og en dæmning og en sø bag mig fortæller, at det fortsat skal gå op.

Så drejer vejen ind i en slugt og en bro danner grænse mellem de to lande. PÅ den schweiziske side kontrolleres de, der kører ind. Den italienske er totalt forladt.

Vejen bliver tydeligt dårligere, men går nu ned - et stykke tid - så går den op igen. Kløften er så dyb, at jeg ikke kan komme til at se, hvad vej vandet løber. Efter en tunnel på 80 m går det ned igen - kortvarigt.

En kuppel mellem træerne....

Så kommer den første overraskelse. Pludselig ses en stor kuppel over træerne. En stor kirke øjensynlig. Den virker i første omgang helt malplaceret, men da jeg kommer nærmere, hører der en by til. Men til denne by virker kirken totalt overdimensioneret. Det er kirken i Re. Byen synes at være mål for mange af de cyklister, der har passeret mig.

...og kirken i forhold til byen

Vejen bliver ved med at stige, men jeg har også passeret de 769 m på mit kort, som jeg troede var højeste punkt.

Der har lige stået noget med "Sosta" og hvad ser jeg: Borde og bænke i granit. Der sidder allerede et par ved et af dem, men der er flere. Så er det tid til frokost. Et nyindkøbt ciabattabrød, en camembert købt i går sammen med en blåbærjogurt og endelig en lille bakke oliven, jeg har kørt rundt med i lang tid. Det er et herligt måltid. Kan man forlange  mere?

Til sidst kommer jeg ind på et bebygget plateau, og vejen bliver snorlige med en pæn stigning.
Så kommer endelig den anden overraskelse. Jeg har så småt tænkt, om Domodossola alligevel ligger på dette niveau - selv om den ikke burde - så kaster vejen sig nærmest i afgrunden. Uden varsel knækker den, og en vild nedkørsel begynder.

På et tidspunkt dukker der en tunnel op vistnok på 1,9 km. Den kommer så hurtigt, at jeg ikke når at få solbrillerne af, men jeg når da at se skiltet, med at det falder 9%.
Det er bare om at holde tungen lige i munden og et fast greb i styret. Hu hej hvor det går. Jeg stirrer stift frem, for at opdage evt. huller i vejen, mens motorcykler racer forbi.

Jeg slipper frelst i gennem og er inden længe i Domodossola, hvor jeg kører hen til stationen, men der synes ikke at være nogen turist-info.

Finder en mand, der ser lokal ud, og spørger efter Camping? Nej, han mener ikke, der er nogen campingpladser i eller omkring byen, men nede ved Lago Maggiore... Det er ikke lige den vej, jeg skal.

Kører lidt rundt og overvejer. Skulle jeg prøve, at finde et billigt hotel? Jeg har kun 20 € og ellers 200 CHFR og mit visakort.

Ender med at køre ud af byen og søge nordpå mod Simplon-passet, som jeg gerne skulle over i morgen. Det hedder Passo del Sempione på italiensk, ved jeg nu af bitter erfaring. Jeg var op og ned ad en rædsom stigning to gange, før jeg var sikker.
I noget der hedder Varzo er jeg inde at se på et B&B, der har været annoceret ved vejen. Det ser meget hotelagtigt ud. Beslutter, at jeg må finde et sted at slå teltet op. Hvis jeg kan? Det er ikke så nemt i disse snævre dale og kløfter.

Jeg sørgede desværre ikke at tanke vand på stationen tidligere. Forsyningen er i bund, men netop da, passerer jeg en mand, der slår græs. Jeg standser og to hunde indenfor hegnet, gør ham opmærksom på, at der er nogen. Jeg vifter med mine flasker og han standser maskinen. Jeg rækker flaskerne over hegnet og han forsvinder ind i huset og kommer lidt senere ud med dem fyldt. Det er jo mageløst. Tak så mange gange.

Så er jeg klar til at finde en teltplads - men hvor? Den første mulighed er bag et forladt hus. Det er ikke bare forladt, men mere eller mindre styrtet sammen. Men det er ikke rigtig godt. I værste fald kan jeg køre tilbage til det.

Så er det, der dukker en fodboldbane op. Har man kendt noget lignende. I denne smalle dal er der blevet plads til en fodboldbane. Den lever vist ikke helt op til de internationale regler, men der er da net i målene. Der er også et omklædningsrum, et skur på 6 x 4 m. Et rum til udeholdet og et til hjemmeholdet. Vinduerne står åbne, men der er tremmer for, men jeg har heller ikke tænkt mig, at jeg skulle ind. Men lige bag ved kan mit telt stå skjult, når først det bliver mørkt. Og indtil da er der et fint dørtrin med en gummimåtte, der er god at sidde på. Helt skjult fra vejen.

Cyklen i skjul

Her indtager jeg middagen, en færdigret jeg efter megen søgen fandt i COOP i Domodossola. Det er jo Italien det her, så det er ikke de samme ting, man kan få. Den lever ikke helt op til frokosten, men den går an. Øllen hedder denne gang DAB fra Dortmund.

100 m foran mig rejser klippen sig næsten lodret et par hundrede meter og bagved, helt oppe til venstre skinner solen endnu på en snespækket top. Floden bruser nedenfor Der er et stadionur. Og det går! Rigtigt! Der er også vand, som jeg går ud fra er drikkevand, ellers var der vel ingen mening i, at trække en slange helt herhen? Det lover godt for i morgen. Nu skal jeg have dessert. Tiramisu, som befinder sig i min ene sko.

Det er søndag i morgen, men de spiller vel ikke før 10? HVIS de spiller - jeg tvivler. Så skal banen da lige have en ny opkridtning.

Lidt oppe i forhold til vejen bag mig er der en station, hvor man kan få sin bil med toget, som kører i en tunnel under Simplon-passet og til Brig i Schweiz.

88,86 km

Schweiz Rundt 18

Fredag 15.05.15

Jeg er oppe på toilettet kl. 5.30, hvor det er ved at blive lyst. Jeg ser nu ikke ud. Sover videre til 7.30, men SÅ komfortabel er en selvoppustelig madras på 50 cm i bredden nu heller ikke.

Jeg står op og ser ud på regnen. Ikke fordi det regner så kraftigt, men regner gør det, og jeg er meget tilfreds med det valgte arrangement. Får varmet vand til en kop cappucino og spiser 3 chokoladekiks, der er mange flere, men det er ikke lige det jeg har mest lyst til om morgenen.

Morgen i Acqua Calda

Mens jeg står der ude under overdækningen sammen med cyklen, går regnen over i hagl. Netop som jeg er ved at sætte mig til rette på trappen med min computer, kommer en af de ansatte ind udefra og låser sig ind og lidt efter kommer bossen og siger, at jeg hellere må komme ind i restauranten, der er meget varmere.

Inden længe gik det over i sne

Så nu sidder jeg her i varmen og kan se ud på nedbøren, der nu er gået over i sne. Den lægger sig dog ikke. Da jeg vil betale, synes han ikke jeg skal betale for overnatningen, nu jeg sov inde på gangen, og da jeg husker ham på, at jeg også fik en øl, bliver det 24 CHFR, men jeg har ikke lige penge, med mindre han får nogle € med i købet. Han ender med at de 20 er ok.

Jeg har ikke fået fortalt, at jeg skal mødes med danske venner i dag. Vi fandt tilfældigt ud af, at de ville være i Como samtidig med at jeg ville være i det sydlige Schweiz, og jeg fik planlagt turen, sådan at vi skulle kunne mødes i Skt. Gotthard passet i dag kl. 13.

Så erfarede jeg jo, at de fleste pas inkl. Skt. Gotthard stadig var lukkede, og fandt på alternativet, nemlig Passo del Lucomagno, som det hedder på italiensk. For jeg er kommet ned i den italienske del af Schweiz.

 

I går havde vi så lige sms udveksling, hvor jeg fortalte, at jeg ville være her og at det gerne måtte blive kl. 12, hvis det kunne. Så jeg venter dem her engang efter 12. De har lejet bil.

For at det ikke skal være løgn, erfarede jeg i går at Skt. Gotthard var blevet åbnet i forgårs. Men i dag er det utvivlsom fyldt med sne igen.

Det ser ud til, at jeg alligevel kommer til at læse i den bog, jeg har medbragt. Det troede jeg ellers ikke.
Efter det meste af et kapitel, ser jeg ud. Sneen falder tæt. Jeg ser på vejen. Her tæt ved huset ligger sneen på den. Bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må advare dem. Da mobilforbindelsen her er ringe må jeg udenfor, så iført min regnjakke, lykkes det at få sendt en besked. Nu må jeg vente en tid, før jeg går ud for at se, om der er svar.

I lang tid er der ingen forbindelse, hvor jeg end går hen. I alt har jeg stået og set ud af vinduet i den retning de skal komme fra i en halv time, men det er lutter schweiziske biler og de kommer i en italiensk udlejningsbil.

Endelig da jeg endnu en gang er nede ved cyklen, kommer der lyd fra telefonen. De har øjensynlig været helt oppe ved passet, hvor de er vendt om på grund af sne. Der er gået noget galt i kommunikationen. Jeg sender en sms om, at jeg kører herfra nu på vej mod Olivone.

Jeg tør ikke køre ret hurtigt de første km. Vejen er ret dårlig. Det er bidende koldt om den del af fingrene cykelhandskerne ikke dækker. Jeg standser undervejs i læ under en overdækning og prøver på at ringe, men man skal åbenbart sætte 0045 foran, og det kan jeg ikke lige finde ud af.

Nogle km senere er der en bil med italienske plader på vej op, der sagtner farten. Allerede inden hornet tuder ved jeg, det er dem. Så lykkedes det dog trods alt.

Og vi kører ned til en lille lokal restaurant. hvor jeg får noget at spise og vi snakker.

Jeg nåede at tage ét billede før regnen

Da vi senere tager afsked er det holdt op med at regne. Til gengæld stormer det nu. De næste km er ret ubehagelige, men også stormen slutter og afløses af ny regn, der vokser i styrke efterhånden som jeg nærmer mig Biasca. Som om det ikke var nok tordner det også.

Vandet vælter ned på flere måder. Der er rigtig gang i vandfaldene på venstre side. Under andre omstændigheder ville de være en oplevelse, nu har jeg kun ét for øje: Jugendherberget i Bellinzona.

Jeg når frem og finder det egentlig uden de store problemer. Bellinzona ser ud til at være en spændende gammel by. Den har i hvert fald en imponerende gammel bymur..

Vejret skulle blive bedre i morgen, faktisk solskin. Det håber jeg sandelig også, for mine sko når da ikke at tørre til i morgen.

Klokken er 20.45 og det har høvlet ned siden jeg kom. Jeg bor på 5. sal, den øverste, og regnen trommer på nogen ovenlysvinduer. Det er deprimerende.

54 km