Frankrig2020 Dag 11

16.08.20 Ville-sur-Auzon

Var oppe en gang hen ad 8. Fattede en cykelplan under morgenmaden. Der skulle være en vej på den anden side af Gorge’n. Som man skulle kunne køre til Sault af. Ellers Monieux hvis det var det, man ville.

Sagde jeg regnede med at være væk et par timer. Og kom af sted lidt over 9.

Først til Methamis, hvor jeg ikke har været før. Nogenlunde fladt de første 7 km, og så op til byen, som man ikke ser, før man er i den.

Så begyndte, hvad der skulle vise sig at være en uendelig opstigning. I starten ikke SÅ stejlt men undertiden, var jeg nede i mindste gear. En udmærket vej.

Tilbageblik på Methamis

I starten kan man se, at vejen går på den anden side af Gorge’n uden at man kan se VEJEN på den anden side, men senere i en sideslugt forsvinder man så om på den anden side af bjerget. Og opad går det km efter km.

Det smukke hus var desværre i modlys

På et tidspunkt, hvor jeg lige skal fotografere et smukt hus ved vejen, bliver jeg overhalet af et par cyklister. Inden da har der vist kun været én bil eller motorcykel. Jeg kæmper længe for at komme op til dem. Jeg tror de kører i mit tempo, men den smule ekstra der skal til for at indhente dem, er nok til at jeg puster lige på grænsen af min formåen.

Op kommer jeg og holder mig 20 m bag.

Ved forgreningen Mur/Sault drejer de til højre og jeg er alene igen. Men møder nu regelmæssigt cyklister fra den anden retning. Jeg synes, der skulle være 24 km, men tælleren nærmer sig 30….

Også fra denne side er der et udsigtspunkt

Så kommer stedet, hvor vejen går fra ned mod Monieux. En rædsom stejl nedkørsel med hårnålesving og dårlig vej.

Endelig nået frem til Monieux er tælleren på 32 km. Det går op for mig, at jeg vist har glemt de 7 km til Methamis, og jeg skriver en besked om, at jeg nok først er hjemme om en times tid.  Da er klokken vist allerede lidt over elleve.

Et blik ned på det flade land med Monieux i baggrunden

Stykket op til udsigtspunktet fra denne side, er ikke så stejlt, som jeg husker det, og inden længe er jeg på vej ned gennem gorge’n. På det øverste stykke bliver jeg overhalet af én i et voldsomt tempo. Alt for vildt efter min smag. Men jeg skruer tempoet op og suser af sted nedad. På det allersidste stykke ser jeg en blå fyr et stykke foran mig. Han må have taget sig en slapper, eller også skulle han bare vise sig. Jeg når op bag ham på passende afstand og bliver på den måde trukket det sidste stykke hjem, hvor jeg ankommer 12.04 efter næsten 3 tim og 55 km’s kørsel.

Desværre beslutter jeg at gå i bad, FØR jeg går til bageren. Resultatet er at jeg NÅR det inden 12.30, hvor de lukker, men brødet er desværre udsolgt….

Så vi spiser rugbrød til frokost. Det har vi heldigvis stadig masser af.

Senere foreslår jeg, at vi kører til Gordes. Det er en bemærkelsesværdig by, liggende på en bjergside. Faktisk præcis ligesom Brantès, men af meget større omfang. Så kan vi også køre samme vej, som jeg kørte i morges og dreje fra mod Mur.

Det bliver lidt af en tur. Vejen er naturligvis stadig ny og fin, med svingene er noget vanskeligere at forcere, når man forsøger at køre 50 km/t end når man bare kører 20.

Og videre svinger det mod Mur. Man passerer et Col de la Ligne inden man kommer ned til Mur.

Et mål i dag er, at få en isdessert og Gordes er udset som målet, hvor det skal ske. Nu har vi kørt ensomt rundt den første time, men da vi har passeret skiltet med ”Gordes” er fortovet fyldt med mennesker og biler er parkeret hvor som helst, det er muligt. Der er også flere parkeringspladser, der allerede ser fulde ud. Og vi er slet ikke nået til selve byen.

Det står hurtigt klart, at det ikke er her vi får vores isdessert. Først overhovedet at finde en parkeringsplads. Så gå kilometervis for at finde et sted, der utvivlsomt er overfyldt….

Vi kører stille og roligt igennem byen. Det kom lidt bag på mig, at vi kom oppefra. Faktisk føler jeg mig totalt rundforvirret, men det taler jeg naturligvis ikke højt om. Det lykkes at holde ind til siden et sted og studere Goggle Maps. Men det er ikke altid de bynavne man forventer, der optræder på skiltene. Så jeg kører mest på fornemmelsen.

Vi kører mod Fontaine de Vaucluse, der er et sted, vi heldigvis OGSÅ har været før, for da vi når det, er det lige så overbefolket som Gordes. Det er som om samtlige beboere i området plus utallige turister alle har fået samme ide, denne dag. Og det er også søndag.

Da det igen lykkes at holde ind til siden, går jeg mere i dybden på kortet. Nu går vi direkte efter den næste restaurant. Den skulle komme i la Roque a Pernes. Der er en borg der. Vi kører op, finder mirakuløst nok en parkerings plads, finder restauranten, men…. Nej, is har de ikke….

Vi er nu på vej hjem. I næste by St. Didier skulle der være flere caféer og restauranter og sørme…. Det lykkes at holde og finde en ”Bar et glacier”, hvor vi får henholdsvis 2 og 3 kugler MED flødeskum. Damen husker ikke så godt. Hun må hente en blok for at skrive kuglerne op, men vi får dem og alt er idel lykke. Vi husker godt denne by fra tidligere, men vi er aldrig før stoppet her.

Da jeg skal betale, bliver det 10,50 €. Eftersom 3 kugler stod til 5,50 og 2 vist til 4,50 og flødeskummet til 0,50, virker det som og hun har glemt cappucinoerne. Da jeg gør opmærksom på det, siger hun at nej, hun har husket dem, 2 stk af 3 €, altså 6. Ja, ja, det skal ikke skille os ad. Bare vi ikke har betalt for meget.

Resten af vejen hjem er i mere fladt terræn og går som en leg, men jeg har også fået rigeligt af at køre bjergkørsel. Og så sidder AM og jamrer hver gang, jeg er lidt tæt på kanten. Jamen det er jo Frankrig for pokker….

Vi har ikke sørget for at få købt ind til aftensmand, men vi skal vel også hen og hente pizza’er en dag? Og der er Pizza take-away på to af hjørnerne lige et stenkast væk. Det er nu praktisk. Man går hen og bestiller og går hen og henter et kvarter efter. Napolitana og 3 Fromages.

Det var så DEN dag.