Ma 23.06.14
Jeg pakkede det om, jeg skulle, inden jeg gik i seng. Teltet tager jeg med, det skal slås op og tørre HELT.
Og vasketøjet blev pakket ned.
Kommer af sted i god tid. Anne-Marie står op og låser mig ud. Min nøgle (også denne) ligger jo på Bornholm.
Dem skal jeg over og have styr på.
Tænker jeg måske kan nå et tog 10 min før, men de begynder først 10 min drift nu. Måske er det det allerførste tog jeg er med? 5.46
Da jeg først sidder i Ystad-toget, sover jeg det meste af vejen.
Der er ingen problemer. Det her kender jeg. Er ovre og købe en Duché i Fridolfs Konditori i Ystad.
Når frem til huset og får teltet slået op og vasken sat i gang.
Så er der lægen. Nu skal det jo ikke være nogen lægebrevkasse, men for at sige det kort så finder han
ikke noget alarmerende, og jeg er selv de sidste dage blevet mere og mere overbevist om, at det er ukontrolleret aktivitet i muskler, der normalt ikke aktiveres. Der har jeg prøvet noget lignende før. Det er nok fremkaldt af stress. Men at sidde på en cykelsadel i dagevis har nok ikke gjort det bedre - tværtimod.
Så jeg må prøve at slappe mere af. Det skulle bestemt ikke være umuligt. Så må vi se....
Dagbogsnoter fra en cykelentusiast på Bornholm.
mandag den 23. juni 2014
Rejsebrev 8 Saksiske Schweiz
Stadig Sø 21.06.14
Omkring kl.13.30 beslutter jeg mig for, at jeg lige så godt kan tage af sted. Der er trods alt også en bid vej hen til Moritzplatz.
Vi laver de sidste aftaler om cyklen og tager afsked, og jeg - nu omdannet til posemand - går med hele mit "indbo" hen ad gaden. Jeg hviler 4-5 gange undervejs. Så over gaden, hen til trappen og ned. Køber billet i en automat. Det bliver 2,90€ lidt dyrere end forventet. Sidst - men det er også MANGE år siden synes jeg, det kostede 1€. Eller gik det for stærkt?
På Alexanderplatz er der - ikke overraskende - langt til U2, men jeg hviler igen med mellemrum. Alligevel er jeg temmelig svedig, da jeg endelig står på perronen. I følge planen skulle der være 18 stationer til Kaiserdamm.
Jeg skal bl.a. passere Zoologischer Garten. Heldigvis er det jo søndag, så der er ikke mange med, men jeg finder et sted i enden af en vogn, hvor der ikke er noget sæde overfor, så der kan mit "hjem" stå.
Så sidder jeg im ventesalen på ZOB - Zentraler Omnibus Station. Klokken er 14.45, så jeg har tid til at orientere mig. Der er en info-skranke. Han kigger på sine lister - spørger nogen - næh, Rødbillet ved han ikke noget om, men jeg skal lytte til højttaleren, så bliver der nok kaldt op til den på et tidspunkt.
Ikke særlig overbevisende. Måske kører den slet ikke inde fra pladsen, men ude på gaden, hvor vi blev sat af?
Allerede omkring 15.15 bliver der sagt noget, som jeg bør lytte nøje til, men jeg bliver så befippet, da jeg hører ham prøve at sige Rødbillet, at jeg ikke får hørt ordentlig efter. Jeg synes nemlig også han siger 15 Uhr og ikke 16 Uhr. Hvilket haltestelle var det nu han sagde? Var det ikke sieben? Jeg farer ud og kigger. Sieben er lige ude foran, hvor der godt nok holder en mindre bus, men den står der buscontact.de på.
Jeg er henne ved skranken igen. Nu er det en anden. Det ender med at han bekræfter, at det er den lige derude. Ud igen. To unge fyre er ved at sætte deres bagage ind bagi, jeg spørger, hvor de skal hen? Copenhagen. Den er god nok, selv om vi taler tysk, er også de danskere og skal med Rødbillet.
Så dukker der en pige op, der ser forvirret og dansk ud, så jeg spørger om hun skal til København? Det viser sig at være hende, der har en cykel med. De ringede aldrig tilbage om cyklen til mig, men i denne lille bus kan der da også højest være én cykel. Gad vide om bagagen overhovedet kan være der?
Det viser sig nu, at jeg har fået en sms fra Rødbillet om, hvad der skal stå på bussen. Helt tabt bag af en vogn er de altså ikke. Men hvis der er larm omkring mig, kan jeg ikke høre sms-lyden.
Her i yderste øjeblik er afgangen også kommet op på tavlen.
Chaufføren kommer rundt med en navneliste for at krydse os af. Mit navn er ikke på listen, men han beder mig bare skrive mit navn på, da jeg har vist ham min billet, som Vincent hjalp mig med at få skrevet ud.
Der er efterhånden dukket en del passagerer op, jeg tror vi er 12-14 stykker.
Vi kører til tiden, det er vel en tysk chauffør....
Efter en halv times tid, er der ændringer i programmet. Chaufføren er blevet kalddt op, der er nogen, der ikke har nået bussen. De bliver beordret til at tage en taxi til Raststätte "Stolper Heide", så skal vi samle dem op der. Det er lidt på kryds af vores retning.
Vi ankommer og venter...
Kl. 16.55 kommer der en bil med 3 personer. Det er ikke en taxa. En kronraget fyr med en kuffert, er den eneste, der skal med. De to andre er åbenbart bare flinke mennesker eller tilkaldte venner - det er jo søndag.
Resten af turen til færgen går planmæssigt. Der er dog ingen toiletpause, Da han kører ind for at tanke ved Rostock og lige har sagt, at vi bedes lade være med at forlade bussen, er der en ung fyr, der på trods heraf føler trang til at gå over i buskene, hvad der afføder dummer og ironiske kommentarer fra en gruppe ingeniører el.lign., der vist har været på weekend for at se fodbold.
Da vi holder ved færgen og chaufføren står udenfor, dukker der en fed fyr op og giver sig til at diskutere. "Das geht nicht" siger han bl.a. Det er utvivlsomt en chauffør fra Eurolines, der holder lige foran. De har efter sigende altid 2 chauffører med og det er lige så utvivlsomt hviletidsregler, det drejer sig om.
Det blæser ad h. til og færgen er forsinket i ankomsten. Under overfarten opfordres passagererne til så vidt muligt at blive siddende under overfarten "på grund af bevægelser i skibet". Når de siger det på Bornholmsfarten er der grund til det. Her virker det overflødigt.
I land drejer vi ind på en p-plads til venstre, hvor der holder en kassevogn med to mand og venter. De to nye, hvoraf én kører bussen videre, synes at kende vores sidst tilkomne passager. Vores gamle chauffør går ud for at køre kassevognen. Det må han åbenbart godt?
Jeg sover dejligt og vågner ikke før efter Køge. Der ville jeg ellers godt have været af, men det var aldrig gået, alle er i forvejen trætte af, at vi er forsinkede.
Vi er mere end en halv time forsinkede i ankomsten til Hovedbanen. Tidligere ville der have været et E-tog, nu er det et A-tog, der stopper overalt.
Jeg får ikke tjekket ud med mit rejsekort, da jeg tror, jeg skal med en bus. Da jeg er på vej derover og ser der ikke holder nogen, skifter jeg mening og tager en taxa - og glemmer alt om rejsekortet. Det bliver vist den 5 bøde, jeg får.....
Er i seng kl. 02.00 Uret ringer kl. 4.40.....
Omkring kl.13.30 beslutter jeg mig for, at jeg lige så godt kan tage af sted. Der er trods alt også en bid vej hen til Moritzplatz.
Vi laver de sidste aftaler om cyklen og tager afsked, og jeg - nu omdannet til posemand - går med hele mit "indbo" hen ad gaden. Jeg hviler 4-5 gange undervejs. Så over gaden, hen til trappen og ned. Køber billet i en automat. Det bliver 2,90€ lidt dyrere end forventet. Sidst - men det er også MANGE år siden synes jeg, det kostede 1€. Eller gik det for stærkt?
På Alexanderplatz er der - ikke overraskende - langt til U2, men jeg hviler igen med mellemrum. Alligevel er jeg temmelig svedig, da jeg endelig står på perronen. I følge planen skulle der være 18 stationer til Kaiserdamm.
Jeg skal bl.a. passere Zoologischer Garten. Heldigvis er det jo søndag, så der er ikke mange med, men jeg finder et sted i enden af en vogn, hvor der ikke er noget sæde overfor, så der kan mit "hjem" stå.
Så sidder jeg im ventesalen på ZOB - Zentraler Omnibus Station. Klokken er 14.45, så jeg har tid til at orientere mig. Der er en info-skranke. Han kigger på sine lister - spørger nogen - næh, Rødbillet ved han ikke noget om, men jeg skal lytte til højttaleren, så bliver der nok kaldt op til den på et tidspunkt.
Ikke særlig overbevisende. Måske kører den slet ikke inde fra pladsen, men ude på gaden, hvor vi blev sat af?
Allerede omkring 15.15 bliver der sagt noget, som jeg bør lytte nøje til, men jeg bliver så befippet, da jeg hører ham prøve at sige Rødbillet, at jeg ikke får hørt ordentlig efter. Jeg synes nemlig også han siger 15 Uhr og ikke 16 Uhr. Hvilket haltestelle var det nu han sagde? Var det ikke sieben? Jeg farer ud og kigger. Sieben er lige ude foran, hvor der godt nok holder en mindre bus, men den står der buscontact.de på.
Jeg er henne ved skranken igen. Nu er det en anden. Det ender med at han bekræfter, at det er den lige derude. Ud igen. To unge fyre er ved at sætte deres bagage ind bagi, jeg spørger, hvor de skal hen? Copenhagen. Den er god nok, selv om vi taler tysk, er også de danskere og skal med Rødbillet.
Så dukker der en pige op, der ser forvirret og dansk ud, så jeg spørger om hun skal til København? Det viser sig at være hende, der har en cykel med. De ringede aldrig tilbage om cyklen til mig, men i denne lille bus kan der da også højest være én cykel. Gad vide om bagagen overhovedet kan være der?
Det viser sig nu, at jeg har fået en sms fra Rødbillet om, hvad der skal stå på bussen. Helt tabt bag af en vogn er de altså ikke. Men hvis der er larm omkring mig, kan jeg ikke høre sms-lyden.
Her i yderste øjeblik er afgangen også kommet op på tavlen.
Er det den vi skal med?
Der er efterhånden dukket en del passagerer op, jeg tror vi er 12-14 stykker.
Vi kører til tiden, det er vel en tysk chauffør....
Efter en halv times tid, er der ændringer i programmet. Chaufføren er blevet kalddt op, der er nogen, der ikke har nået bussen. De bliver beordret til at tage en taxi til Raststätte "Stolper Heide", så skal vi samle dem op der. Det er lidt på kryds af vores retning.
Vi ankommer og venter...
Kl. 16.55 kommer der en bil med 3 personer. Det er ikke en taxa. En kronraget fyr med en kuffert, er den eneste, der skal med. De to andre er åbenbart bare flinke mennesker eller tilkaldte venner - det er jo søndag.
Resten af turen til færgen går planmæssigt. Der er dog ingen toiletpause, Da han kører ind for at tanke ved Rostock og lige har sagt, at vi bedes lade være med at forlade bussen, er der en ung fyr, der på trods heraf føler trang til at gå over i buskene, hvad der afføder dummer og ironiske kommentarer fra en gruppe ingeniører el.lign., der vist har været på weekend for at se fodbold.
Da vi holder ved færgen og chaufføren står udenfor, dukker der en fed fyr op og giver sig til at diskutere. "Das geht nicht" siger han bl.a. Det er utvivlsomt en chauffør fra Eurolines, der holder lige foran. De har efter sigende altid 2 chauffører med og det er lige så utvivlsomt hviletidsregler, det drejer sig om.
Det blæser ad h. til og færgen er forsinket i ankomsten. Under overfarten opfordres passagererne til så vidt muligt at blive siddende under overfarten "på grund af bevægelser i skibet". Når de siger det på Bornholmsfarten er der grund til det. Her virker det overflødigt.
I land drejer vi ind på en p-plads til venstre, hvor der holder en kassevogn med to mand og venter. De to nye, hvoraf én kører bussen videre, synes at kende vores sidst tilkomne passager. Vores gamle chauffør går ud for at køre kassevognen. Det må han åbenbart godt?
Jeg sover dejligt og vågner ikke før efter Køge. Der ville jeg ellers godt have været af, men det var aldrig gået, alle er i forvejen trætte af, at vi er forsinkede.
Vi er mere end en halv time forsinkede i ankomsten til Hovedbanen. Tidligere ville der have været et E-tog, nu er det et A-tog, der stopper overalt.
Jeg får ikke tjekket ud med mit rejsekort, da jeg tror, jeg skal med en bus. Da jeg er på vej derover og ser der ikke holder nogen, skifter jeg mening og tager en taxa - og glemmer alt om rejsekortet. Det bliver vist den 5 bøde, jeg får.....
Er i seng kl. 02.00 Uret ringer kl. 4.40.....
søndag den 22. juni 2014
Rejsebrev 7 Saksiske Schweiz
Sø 22.06.14
Det eneste spørsmål, der står tilbage er, om jeg skal cykle til Kaiserdamm med bagagen og ompakke den dér, eller om jeg skal lade cyklen blive her og ompakke her. I sidste fald, skal jeg med U-bahn til Kaiserdamm. Først linie 8 til Alexanderplatz og så 2'eren til Kaiserdamm. Retningerne husker jeg ikke lige nu, men har dem skrevet ned.
Jeg giver dem til kl. 12. Så pakker jeg om. Kl. 14 går jeg herfra til Moritzplatz, hvor 8'eren kører.
Før måtte jeg styrte ud for at redde mit håndklæde ind, der kom en byge. Jeg havde ellers fået lavet en fin lille tørresnor af en elastik og en stump snor ude på altanen.
Daria kommer, snupper sig en mad i farten og styrter af sted med sin rygsæk. Øjeblikket efter kommer hun
tilbage: "Where did I put my mobile?" og hun går ud og ringer til den. Jeg synes, det lyder, som om den ringer ude på trappen, den var nok i rygsækken?
Det er ikke kun vi gamle, der ikke altid kan huske...
Nu skal jeg have håndklædet ud igen...
Det eneste spørsmål, der står tilbage er, om jeg skal cykle til Kaiserdamm med bagagen og ompakke den dér, eller om jeg skal lade cyklen blive her og ompakke her. I sidste fald, skal jeg med U-bahn til Kaiserdamm. Først linie 8 til Alexanderplatz og så 2'eren til Kaiserdamm. Retningerne husker jeg ikke lige nu, men har dem skrevet ned.
Jeg giver dem til kl. 12. Så pakker jeg om. Kl. 14 går jeg herfra til Moritzplatz, hvor 8'eren kører.
Før måtte jeg styrte ud for at redde mit håndklæde ind, der kom en byge. Jeg havde ellers fået lavet en fin lille tørresnor af en elastik og en stump snor ude på altanen.
Daria kommer, snupper sig en mad i farten og styrter af sted med sin rygsæk. Øjeblikket efter kommer hun
tilbage: "Where did I put my mobile?" og hun går ud og ringer til den. Jeg synes, det lyder, som om den ringer ude på trappen, den var nok i rygsækken?
Det er ikke kun vi gamle, der ikke altid kan huske...
Nu skal jeg have håndklædet ud igen...
Burghards altan - uden tørresnor - men med telt
det ser måske ikke sådan ud, men det er på 4.sal
Rejsebrev 6 Saksiske Schweiz
Lø 21.06
Burghard og Daniela kommer af sted med taxa til Ostbahnhof kl.8.00. Daniela har sikkert været oppe fra kl. 4. Hun får rejsefeber når hun skal af sted. At jeg er dukket op gør det vist ikke bedre, men som Burghard siger til mig, var der ikke mig at bekymre sig om, så var det bare noget andet.
Jeg får hendes fars nummer i Bonn. Det er der, de skal til først. Jeg skal sådan set bare være alene i lejligheden til i eftermiddag, hvor sønnen Vincent og hans kæreste Daria kommer for at bo her, mens der er ledigt. Deres lejlighed er nemlig ved at blive asbest-renoveret, så de bor i øjeblikket hos svigermoderen.
Jeg hjælper Burghard og Daniela ned med bagagen. De har vel ca. lige så meget bagage HVER, som jeg har
med mit telt, sovepose, underlag, kogegrej m.m. Der holder en taxa med åben bagklap udenfor porten. Det er lidt uklart om det ER den, men lidt efter dukker chaufføren op med en kop kaffe i hånden.
God rejse...
Lidt over 9 ringer jeg til busselskabet. Han har selvfølgelig ikke fundet ud af noget. Nu siger han, at de nok skal ringe til mig. Jeg tillader mig at gå ud fra, at det ikke kan lade sig gøre med cyklen.
Så ringer jeg til Anne-Marie for at advare om, at jeg er på vej hjem. Hun siger, at måske vores venner der er hernede samtidig med os om ca. 8 dage, kan have den med tilbage. Ja, selvfølgelig. Det kan da være. I går lykkedes det mig i øvrigt også at få book'et en tid hos lægen mandag eftermiddag - og købt billet til Bornholm mandag morgen. Så planen er klar.
Jeg cykler en tur til Alexanderplatz og går lidt rundt sammen med de andre turister. Op ad Unter den Linden til Brandenburger Tor, hvor det ser ud til, at der er sat storskærm op. Det er jo i aften Tyskland spiller sin anden kamp. Jeg er på udkig efter et turistkontor, hvor jeg kan få et lille simpelt kort over Berlin, men jeg finder ikke noget. Jeg var ellers sikker på, der var et ved Brandenburger Tor...?
Det er for den eventualitet, at jeg skal cykle til busstationen ved Kaiserdamm i morgen.
Senere på eftermiddagen dukker Vincent op. Da har jeg været henne og handle i Lidl og købt en pose
Schwäbische Käse-Spättzle som skal pebbes op med små stykker Schwarzwalder Schinken. Det er en ret
jeg selv har komponeret, da jeg sidst cyklede i Tyskland. Det eneste der kræves ud over de to nævnte er en halv liter vand og et gasblus. Og så dufter det dejligt. Der skulle være 2 portioner i. Det passer perfekt til én langturscyklist.
Han er vegetar og vi bliver enige om at lave mad hver for sig. Senere dukker også Daria op og det ender
med, at vi alle 3 ser fodbold. Det interesserer dem egentlig ikke så meget i almindelighed, men det ER jo Tyskland, der spiller. Og de holder nu engang med Tyskland i denne situation. Ellers er vi enige om, at det er sjovest når the underdogs vinder.
Nå, det bliver trods alt uafgjort, så Tyskland er med endnu, men mon ikke det var en påmindelse om,
ikke at regne med noget VM-trofæ denne gang?
11,75 km
Burghard og Daniela kommer af sted med taxa til Ostbahnhof kl.8.00. Daniela har sikkert været oppe fra kl. 4. Hun får rejsefeber når hun skal af sted. At jeg er dukket op gør det vist ikke bedre, men som Burghard siger til mig, var der ikke mig at bekymre sig om, så var det bare noget andet.
Jeg får hendes fars nummer i Bonn. Det er der, de skal til først. Jeg skal sådan set bare være alene i lejligheden til i eftermiddag, hvor sønnen Vincent og hans kæreste Daria kommer for at bo her, mens der er ledigt. Deres lejlighed er nemlig ved at blive asbest-renoveret, så de bor i øjeblikket hos svigermoderen.
Jeg hjælper Burghard og Daniela ned med bagagen. De har vel ca. lige så meget bagage HVER, som jeg har
med mit telt, sovepose, underlag, kogegrej m.m. Der holder en taxa med åben bagklap udenfor porten. Det er lidt uklart om det ER den, men lidt efter dukker chaufføren op med en kop kaffe i hånden.
God rejse...
Lidt over 9 ringer jeg til busselskabet. Han har selvfølgelig ikke fundet ud af noget. Nu siger han, at de nok skal ringe til mig. Jeg tillader mig at gå ud fra, at det ikke kan lade sig gøre med cyklen.
Så ringer jeg til Anne-Marie for at advare om, at jeg er på vej hjem. Hun siger, at måske vores venner der er hernede samtidig med os om ca. 8 dage, kan have den med tilbage. Ja, selvfølgelig. Det kan da være. I går lykkedes det mig i øvrigt også at få book'et en tid hos lægen mandag eftermiddag - og købt billet til Bornholm mandag morgen. Så planen er klar.
Jeg cykler en tur til Alexanderplatz og går lidt rundt sammen med de andre turister. Op ad Unter den Linden til Brandenburger Tor, hvor det ser ud til, at der er sat storskærm op. Det er jo i aften Tyskland spiller sin anden kamp. Jeg er på udkig efter et turistkontor, hvor jeg kan få et lille simpelt kort over Berlin, men jeg finder ikke noget. Jeg var ellers sikker på, der var et ved Brandenburger Tor...?
Det er for den eventualitet, at jeg skal cykle til busstationen ved Kaiserdamm i morgen.
Mit nye kamera er ret vidvinklet - men linjerne kæntrer
Schwäbische Käse-Spättzle som skal pebbes op med små stykker Schwarzwalder Schinken. Det er en ret
jeg selv har komponeret, da jeg sidst cyklede i Tyskland. Det eneste der kræves ud over de to nævnte er en halv liter vand og et gasblus. Og så dufter det dejligt. Der skulle være 2 portioner i. Det passer perfekt til én langturscyklist.
Han er vegetar og vi bliver enige om at lave mad hver for sig. Senere dukker også Daria op og det ender
med, at vi alle 3 ser fodbold. Det interesserer dem egentlig ikke så meget i almindelighed, men det ER jo Tyskland, der spiller. Og de holder nu engang med Tyskland i denne situation. Ellers er vi enige om, at det er sjovest når the underdogs vinder.
Nå, det bliver trods alt uafgjort, så Tyskland er med endnu, men mon ikke det var en påmindelse om,
ikke at regne med noget VM-trofæ denne gang?
11,75 km
lørdag den 21. juni 2014
Rejsebrev 5 Saksiske Schweiz
Fr 20.06.14
Klokken 5 minutter over 7 er jeg klar i spisesalen. Jeg sidder mutters alene et stykke tid, så kommer et ældre tysk ægtepar og sætter sig ved mit bord. De fortæller bl.a. at de i DDR-tiden havde forbindelse til folk i øst. Gennem en tante, de vist egentlig ikke var blodbeslægtet med.
Under alle omstændigheder havde de lov til at rejse ind i DDR og det var på sådan en rejse at toget på et tidspunkt holdt, og de så folk ligge på marken og grave med de simpleste redskaber. Da de rejste sig og hilste mod toget, blev de med geværkolber stødt tilbage. Og som han sagde: "Das muss ja nie so sein das Deutsche behandelt Deutsche dieses Weg". Og de holdt gennem årene forbindelsen til øst ved lige og sendte pakker m.m. og havde forbindelse til en kirkekreds. Det var nu ikke altid pakkerne nåede frem... det førte til historien om en brudekjole, som en østtysk pige havde ønsket sig. Den fik indsyet en hundrede mark seddel i linningen, men nåede aldrig frem. Hun fandt dog en brudekjole i en forretning, der meget lignede den ønskede - og hvad fandt hun i linningen: 100-mark sedlen.
Tyskland er et land med en grum historie, som mange ældre stadig har et meget nært forhold til. Hun har været lærerinde i Grundschule og han har, meget apropos eftersom vi også taler om brunkul-udvindingen, jeg har set resultaterne af på nær hånd, været ingeniør i kulindustrien.
Vi ønsker hinanden en god videre rejse...
Jeg har ikke hidtil omtalt mine betænkeligheder ved denne rejse, det må jeg nu. Allerede inden jeg kom af sted begyndte, jeg at have noget galt med de ædlere dele. Jeg tænkte at det nok fortog sig, men det synes ikke at være tilfældet, og skal der ikke gå ligefrem ugevis, inden jeg kan komme til lægen, bliver jeg nødt til at vende næsen hjemad straks.
Altså træffer jeg her til morgen den store beslutning, at rejse hjem hurtigst muligt og som det første skridt cykle tilbage til Dresden. Og så derfra tage med toget til Berlin. Så må jeg se, om jeg kan få ændret min billet. Da først beslutningen er truffet føler jeg mig helt lettet, selv om det selvfølgelig er ærgerligt lige netop her, hvor det Saksiske Schweiz begynder.
Vejret er nøjagtig som det man kunne se på vejrudsigten hjemme i Danmark for 4-5 dage siden: Det småregner ind i mellem, og jeg sætter snart regnovertrækkene på.
Står i tørvejr et par gange, men kommer forholdsvis hurtigt frem. Bortset fra de 700 m frygtelige
brosten, man kun kan undgå ved at køre på den anden bred, undgår jeg - klog af skade - at ende i
vildmarken.
Finder stationen og stiller mig i kø i Reiseinformationen. Den første forbindelse til Berlin med cykel er der mindre end 10 min til. Det tør jeg ikke løbe an på - altså vælger jeg den næste, der dog har to skift i stedet for ét. Jeg skal gå frem og til venstre op ad trappen... Er der ingen elevator? Nej, det er der ikke. Altså går jeg ud og henter min cykel og bærer den - med besvær - op ad først én så to trapper til til spor 4.
Da toget kommer, og jeg har fået installeret mig, bliver der sagt noget over højttaleren - jeg forstår det ikke. Da vi ikke er kørt efter et par minutter, spørger jeg en medrejsende, hvad der sker? Man har måttet kalde en læge til toget, så indtil videre kører vi ingen steder.... Jeg har 5 minutter til mit første skift og skal jeg ned ad trapper og op ad trapper.... Det når jeg ikke. Så jeg stiger af igen og stiller cyklen, mens jeg går ned og hører, hvad jeg nu gør? Ja, det går jo ikke, det kan hun godt se, og skriver en forklaring på min billet og giver mig en ny rejseplan. Nu har jeg god tid, men skal desværre nu fra spor 5 og ikke 4. Altså op igen - ned med cyklen og op igen...
Jeg når at spise frokost, før et fuldt tog ankommer. Heldigvis er der i forvejen én cykel, jeg kan sætte min uden på. Jeg står op indtil vi når Grossenhain ca. halvvejs. Jeg skal skifte i Ruhland og igen i Cottbus. Vil være i Berlin 17.24
Vi kører lidt på kryds og tværs af min tidligere køreretning. Netop nu holder vi i Ortrand, hvor jeg var i går. Da vidste jeg ikke, der var en station. Undervejs ser jeg et glimt af endnu én af brunkulsdinosaurerne, disse umådelige maskiner.
I Ruhland er det igen ned ad trappe og op ad trappe, fra spor 3 til spor 5. Jeg har allerede set, at Cottbus-toget holder klar derovre og spejder efter en elevator. Der er tid nok, men da jeg ikke ser nogen vælger jeg bare at slæbe.
Til en forandring er der masser af plads i dette tog, ingen skal på weekend dér øjensynlig.
Jeg kommer af i Cottbus og finder spor 5 - det er ikke helt logisk, at det er på den (forkerte) side af spor 1. Elevatorerne har jeg opgivet at se efter. Det skal man være forberedt på, hvis man rejser alene med cykel i Tyskland, men nu ved jeg, at jeg kan bære cyklen fuldt lastet to trapper op.
Mit nye tog kører helt til Wismar - og det holder et hav af steder. Mindst 4 i Berlin alene. Undervejs har jeg sendt Burghard en sms om at jeg vil ringe, når jeg er kommet til Berlin. Jeg ved, de skal rejse i morgen og kan sagtens finde en anden overnatning.
Det vil han nu ikke høre tale om, da jeg ringer efter at være stået af på Alexander Platz. Selv uden kort har jeg en klar fornemmelse af, hvordan jeg finder Oranienstrasse og dermed Oranienplatz og efter at have spurgt to gange, er jeg der - igen.
Efter lidt tid på nettet og en opringning til Rødbillet har jeg fået aflyst min billet og købt en anden til mig selv. Det kan først blive søndag og cyklen kan jeg først få besked om i morgen. I værste fald kan den være i Burghards kælderrum indtil jeg kommer herned igen om en uges tid.
Jeg får også booket en tid hos en af lægerne i Aakirkeby mandag eftermiddag og købt en DSB-billet
til den tidlige afgang mandag morgen- Så langt så godt....
Så ser vi ellers fodbold Frankrig-Schweiz. Sikke en kamp! I det hele taget har det været virkelig
seværdige kampe, jeg har set.
31,85 km
Klokken 5 minutter over 7 er jeg klar i spisesalen. Jeg sidder mutters alene et stykke tid, så kommer et ældre tysk ægtepar og sætter sig ved mit bord. De fortæller bl.a. at de i DDR-tiden havde forbindelse til folk i øst. Gennem en tante, de vist egentlig ikke var blodbeslægtet med.
Under alle omstændigheder havde de lov til at rejse ind i DDR og det var på sådan en rejse at toget på et tidspunkt holdt, og de så folk ligge på marken og grave med de simpleste redskaber. Da de rejste sig og hilste mod toget, blev de med geværkolber stødt tilbage. Og som han sagde: "Das muss ja nie so sein das Deutsche behandelt Deutsche dieses Weg". Og de holdt gennem årene forbindelsen til øst ved lige og sendte pakker m.m. og havde forbindelse til en kirkekreds. Det var nu ikke altid pakkerne nåede frem... det førte til historien om en brudekjole, som en østtysk pige havde ønsket sig. Den fik indsyet en hundrede mark seddel i linningen, men nåede aldrig frem. Hun fandt dog en brudekjole i en forretning, der meget lignede den ønskede - og hvad fandt hun i linningen: 100-mark sedlen.
Tyskland er et land med en grum historie, som mange ældre stadig har et meget nært forhold til. Hun har været lærerinde i Grundschule og han har, meget apropos eftersom vi også taler om brunkul-udvindingen, jeg har set resultaterne af på nær hånd, været ingeniør i kulindustrien.
Vi ønsker hinanden en god videre rejse...
Jeg har ikke hidtil omtalt mine betænkeligheder ved denne rejse, det må jeg nu. Allerede inden jeg kom af sted begyndte, jeg at have noget galt med de ædlere dele. Jeg tænkte at det nok fortog sig, men det synes ikke at være tilfældet, og skal der ikke gå ligefrem ugevis, inden jeg kan komme til lægen, bliver jeg nødt til at vende næsen hjemad straks.
Altså træffer jeg her til morgen den store beslutning, at rejse hjem hurtigst muligt og som det første skridt cykle tilbage til Dresden. Og så derfra tage med toget til Berlin. Så må jeg se, om jeg kan få ændret min billet. Da først beslutningen er truffet føler jeg mig helt lettet, selv om det selvfølgelig er ærgerligt lige netop her, hvor det Saksiske Schweiz begynder.
Vejret er nøjagtig som det man kunne se på vejrudsigten hjemme i Danmark for 4-5 dage siden: Det småregner ind i mellem, og jeg sætter snart regnovertrækkene på.
Står i tørvejr et par gange, men kommer forholdsvis hurtigt frem. Bortset fra de 700 m frygtelige
brosten, man kun kan undgå ved at køre på den anden bred, undgår jeg - klog af skade - at ende i
vildmarken.
Dårlige veje ser aldrig så dårlige ud på billeder som de er
Så er Dresden igen i sigte
Da toget kommer, og jeg har fået installeret mig, bliver der sagt noget over højttaleren - jeg forstår det ikke. Da vi ikke er kørt efter et par minutter, spørger jeg en medrejsende, hvad der sker? Man har måttet kalde en læge til toget, så indtil videre kører vi ingen steder.... Jeg har 5 minutter til mit første skift og skal jeg ned ad trapper og op ad trapper.... Det når jeg ikke. Så jeg stiger af igen og stiller cyklen, mens jeg går ned og hører, hvad jeg nu gør? Ja, det går jo ikke, det kan hun godt se, og skriver en forklaring på min billet og giver mig en ny rejseplan. Nu har jeg god tid, men skal desværre nu fra spor 5 og ikke 4. Altså op igen - ned med cyklen og op igen...
Jeg når at spise frokost, før et fuldt tog ankommer. Heldigvis er der i forvejen én cykel, jeg kan sætte min uden på. Jeg står op indtil vi når Grossenhain ca. halvvejs. Jeg skal skifte i Ruhland og igen i Cottbus. Vil være i Berlin 17.24
Vi kører lidt på kryds og tværs af min tidligere køreretning. Netop nu holder vi i Ortrand, hvor jeg var i går. Da vidste jeg ikke, der var en station. Undervejs ser jeg et glimt af endnu én af brunkulsdinosaurerne, disse umådelige maskiner.
I Ruhland er det igen ned ad trappe og op ad trappe, fra spor 3 til spor 5. Jeg har allerede set, at Cottbus-toget holder klar derovre og spejder efter en elevator. Der er tid nok, men da jeg ikke ser nogen vælger jeg bare at slæbe.
Til en forandring er der masser af plads i dette tog, ingen skal på weekend dér øjensynlig.
Jeg kommer af i Cottbus og finder spor 5 - det er ikke helt logisk, at det er på den (forkerte) side af spor 1. Elevatorerne har jeg opgivet at se efter. Det skal man være forberedt på, hvis man rejser alene med cykel i Tyskland, men nu ved jeg, at jeg kan bære cyklen fuldt lastet to trapper op.
Mit nye tog kører helt til Wismar - og det holder et hav af steder. Mindst 4 i Berlin alene. Undervejs har jeg sendt Burghard en sms om at jeg vil ringe, når jeg er kommet til Berlin. Jeg ved, de skal rejse i morgen og kan sagtens finde en anden overnatning.
Det vil han nu ikke høre tale om, da jeg ringer efter at være stået af på Alexander Platz. Selv uden kort har jeg en klar fornemmelse af, hvordan jeg finder Oranienstrasse og dermed Oranienplatz og efter at have spurgt to gange, er jeg der - igen.
Efter lidt tid på nettet og en opringning til Rødbillet har jeg fået aflyst min billet og købt en anden til mig selv. Det kan først blive søndag og cyklen kan jeg først få besked om i morgen. I værste fald kan den være i Burghards kælderrum indtil jeg kommer herned igen om en uges tid.
Jeg får også booket en tid hos en af lægerne i Aakirkeby mandag eftermiddag og købt en DSB-billet
til den tidlige afgang mandag morgen- Så langt så godt....
Så ser vi ellers fodbold Frankrig-Schweiz. Sikke en kamp! I det hele taget har det været virkelig
seværdige kampe, jeg har set.
31,85 km
torsdag den 19. juni 2014
Rejsebrev 4 Saksiske Schweiz
To 19.06.14 Pirna
Lavede ikke andet end at se fodbold og skrive ind på computeren. Prøvede dataroaming for første gang.
Det koster lidt over 4 kr/Mb. Forbindelsen var så langsom, at jeg opgav, at få noget op på min blog. Mens jeg så fodbold kom hun og spurgte, om jeg ville have noget, og jeg bestilte en schnitzel og en stor øl til når det blev halvleg. Det kom næsten på minuttet.
Da hun senere spurgte, om det havde smagt, syntes jeg, jeg var diplomatisk, da jeg svarede, at "Schnitzel ist ja Schnitzel", det mente hun nu ikke, men ringe var det.
Vejret er ikke så godt som i går. Da der endelig kommer lidt sol, ser jeg, at der kunn er sol på 1/3 af teltet. Men i betragtning af alle de høje træer, syntes jeg nu, det var meget godt ramt.
Det blæser hurtigt op. En absolut frisk vind, som jeg overvejende har fra siden, men...
Lauchhammer er en underlig by. Jeg finder tilbage, hvor jeg kom fra og kører denne gang gennem vandet.
Alligevel er det ikke så oplagt, hvor centrum befinder sig. En hel by af 3-4 etages beboelsesejendomme
dækker for det. Hvad fanden alle de mennesker skal leve af, nu hvor brunkulsindustrien er indstillet, forstår jeg ikke. Det gør de måske heller ikke.
Det har ikke været at se nogen direkte vej til Dresden på cykel på mit kort. Det holder stik. Efter de første par landsbyer, som også var på kortet, må jeg spørge mig frem. Og det er svært i mennesketomme landsbyer. Et sted er jeg ved at skræmme livet af en mand, jeg lige har set i en indkørsel. Han giver dog god besked: Fortsæt mod Dobra og sving til højre mod Radeburg i vejkrydset efter. Nu får jeg modvind, og bryder mig ikke helt om retningen i øvrigt.
I Radeburg er det absolut ikke oplagt, hvor jeg skal hen af, men en ung mand på torvet forklarer - efter at have tænkt sig om længe - at jeg skal ned ad dén gade der ogh blive ved til Berbisdorf og bare følge vejen videre til Moritzburg og derfra går det let. Og det gør det.
Efter at have kørt gennem skov det sidste stykke - og nogenlunde læ - afslører en åbning mellem træerne - og komplet overraskende - et slot på den anden side: Moritzburg. Så det er dér navnet kommer fra!
Moritzburg er et turistmekka med hestevogne og det hele. Der er endog et turistbureau, hvor jeg får bekræftet, at jeg bare kan følge vejen, de sidste 13 km til Dresden. Jeg har også allerede tilbagelagt 62km i vinden og er godt brugt. Den er måske ikke så rar at køre på, mener hun og giver mig en alternativ rute på en folder. Den er jeg nu ikke særlig interesseret i, men da jeg spørger til Pirna på den anden side af Dresden - hvor jeg har plads på vandrehjemmet i nat - og hun tilbyder at printe ruten ud fra Dresden, takker jeg straks ja.
Sætter mig og spiser frokost udenfor og arbejder mig bagefter videre mod Dresden. Netop som jeg tænker,
at der er blevet lige lovlig bakket, kommer der en nedkørsel på 8% og senere endnu en på 10%. Og inden længe er jeg på vej ind i Dresden og sidder nu kl.15.15 og spiser kaffe og kage i en gade der svarer til "Unter den Linden". Her er det dog "Unter den Platanen"
Jeg har fået en beskrivelse på 2 sider af Elb-radweg fra Dresden tiul Pirna, men hvor svært kan det være? Man skal vel bare følge floden?
Jeg er heller ikke engang noget hen til floden, så er der en mand, der ser min bagage og vil vide, hvor jeg kommer fra og hvor jeg skal hen, og han viser, hvor jeg skal køre ned til cykelvejen langs floden, og han venter oppe på broen, indtil han har set, at jeg kører den rigtige vej, det havde han nemlig ikke sagt, men det var jeg ikke et sekund i tvivl om.
Det med at følge skiltene, er nu ikke så enkelt igen. Jo, når de er der. Ellers må man gætte.
Først kommer jeg til et brostens stykke, der absolut ikke er egnet til at cykle på. Så kommer noget endnu værre, som en anden cycklist kalder Paris-Roubaix, det er dog ikke så langt. Til sidst ender jeg på en markvej, der bliver mere og mere mark og mindre og mindre vej. Jeg kan til sidst ikke se sporet for vegetationen, som jeg pløjer mig igennem. Jeg skulle nok ikke have været denne vej?
Til sidst bliver det heldigvis muligt at trække hen over engen og op til en asfaltvej, som jeg fortsætter af.
Sådan når jeg omsider frem til Pirna og spørger en ung mand, om han kender vandrehjemmet? Hans forklaring lyder meget indviklet, men da jeg først har fundet træbroen, er det nu meget enkelt. Da har jeg nu også spurgt én gang til.
99.66 km
Klokken er 19 og jeg har fundet torvet i den gamle bydel på den anden side af floden og sidder og venter på min Pizza Napoli. Den helt rigtige!
106,49 km
Lavede ikke andet end at se fodbold og skrive ind på computeren. Prøvede dataroaming for første gang.
Det koster lidt over 4 kr/Mb. Forbindelsen var så langsom, at jeg opgav, at få noget op på min blog. Mens jeg så fodbold kom hun og spurgte, om jeg ville have noget, og jeg bestilte en schnitzel og en stor øl til når det blev halvleg. Det kom næsten på minuttet.
Da hun senere spurgte, om det havde smagt, syntes jeg, jeg var diplomatisk, da jeg svarede, at "Schnitzel ist ja Schnitzel", det mente hun nu ikke, men ringe var det.
Vejret er ikke så godt som i går. Da der endelig kommer lidt sol, ser jeg, at der kunn er sol på 1/3 af teltet. Men i betragtning af alle de høje træer, syntes jeg nu, det var meget godt ramt.
Det blæser hurtigt op. En absolut frisk vind, som jeg overvejende har fra siden, men...
Lauchhammer er en underlig by. Jeg finder tilbage, hvor jeg kom fra og kører denne gang gennem vandet.
Alligevel er det ikke så oplagt, hvor centrum befinder sig. En hel by af 3-4 etages beboelsesejendomme
dækker for det. Hvad fanden alle de mennesker skal leve af, nu hvor brunkulsindustrien er indstillet, forstår jeg ikke. Det gør de måske heller ikke.
På vej mod Dresden - men hvilken retning?
Det har ikke været at se nogen direkte vej til Dresden på cykel på mit kort. Det holder stik. Efter de første par landsbyer, som også var på kortet, må jeg spørge mig frem. Og det er svært i mennesketomme landsbyer. Et sted er jeg ved at skræmme livet af en mand, jeg lige har set i en indkørsel. Han giver dog god besked: Fortsæt mod Dobra og sving til højre mod Radeburg i vejkrydset efter. Nu får jeg modvind, og bryder mig ikke helt om retningen i øvrigt.
I Radeburg er det absolut ikke oplagt, hvor jeg skal hen af, men en ung mand på torvet forklarer - efter at have tænkt sig om længe - at jeg skal ned ad dén gade der ogh blive ved til Berbisdorf og bare følge vejen videre til Moritzburg og derfra går det let. Og det gør det.
Efter at have kørt gennem skov det sidste stykke - og nogenlunde læ - afslører en åbning mellem træerne - og komplet overraskende - et slot på den anden side: Moritzburg. Så det er dér navnet kommer fra!
Åbenbaringen mellem træerne
Moritzburg er et turistmekka med hestevogne og det hele. Der er endog et turistbureau, hvor jeg får bekræftet, at jeg bare kan følge vejen, de sidste 13 km til Dresden. Jeg har også allerede tilbagelagt 62km i vinden og er godt brugt. Den er måske ikke så rar at køre på, mener hun og giver mig en alternativ rute på en folder. Den er jeg nu ikke særlig interesseret i, men da jeg spørger til Pirna på den anden side af Dresden - hvor jeg har plads på vandrehjemmet i nat - og hun tilbyder at printe ruten ud fra Dresden, takker jeg straks ja.
Sætter mig og spiser frokost udenfor og arbejder mig bagefter videre mod Dresden. Netop som jeg tænker,
at der er blevet lige lovlig bakket, kommer der en nedkørsel på 8% og senere endnu en på 10%. Og inden længe er jeg på vej ind i Dresden og sidder nu kl.15.15 og spiser kaffe og kage i en gade der svarer til "Unter den Linden". Her er det dog "Unter den Platanen"
Jeg har fået en beskrivelse på 2 sider af Elb-radweg fra Dresden tiul Pirna, men hvor svært kan det være? Man skal vel bare følge floden?
Jeg er heller ikke engang noget hen til floden, så er der en mand, der ser min bagage og vil vide, hvor jeg kommer fra og hvor jeg skal hen, og han viser, hvor jeg skal køre ned til cykelvejen langs floden, og han venter oppe på broen, indtil han har set, at jeg kører den rigtige vej, det havde han nemlig ikke sagt, men det var jeg ikke et sekund i tvivl om.
Det med at følge skiltene, er nu ikke så enkelt igen. Jo, når de er der. Ellers må man gætte.
Først kommer jeg til et brostens stykke, der absolut ikke er egnet til at cykle på. Så kommer noget endnu værre, som en anden cycklist kalder Paris-Roubaix, det er dog ikke så langt. Til sidst ender jeg på en markvej, der bliver mere og mere mark og mindre og mindre vej. Jeg kan til sidst ikke se sporet for vegetationen, som jeg pløjer mig igennem. Jeg skulle nok ikke have været denne vej?
En tvivlsom cykelvej
Og her mens man endnu kunne se sporet
Til sidst bliver det heldigvis muligt at trække hen over engen og op til en asfaltvej, som jeg fortsætter af.
Sådan når jeg omsider frem til Pirna og spørger en ung mand, om han kender vandrehjemmet? Hans forklaring lyder meget indviklet, men da jeg først har fundet træbroen, er det nu meget enkelt. Da har jeg nu også spurgt én gang til.
99.66 km
Klokken er 19 og jeg har fundet torvet i den gamle bydel på den anden side af floden og sidder og venter på min Pizza Napoli. Den helt rigtige!
106,49 km
Rejsebrev 3 Saksiske Schweiz
On 18.06.14
Det er en vidunderlig morgen. Ikke en vind rør sig, og solen er på vej op så teltet kan blive tørt. Først kl.6.00 blev jeg så vågen, at det ikke var tid til at sove mere. Badeforholdene var naturligvis fremragende. Kl.7.00 sad jeg med kaffen ved mit lille runde kakkelbord og kunne høre fjerne kirkeklokker mod syd.
Nu kl.8.30 er jeg klar til at køre. Venter bare på, at teltet er helt tørt. Kombinationen af varme indenfor, kulde udenfor og min udåndingsluft fuld af vand, gør det vådt på indersiden - ret vådt, så der skal lige nogle øvelser og helst sol til at få det hurtigt tørt.
Tilbage i Luckau dukker velkendte problemer op. Jeg er drejet til højre mod Finsterwalde, men kommer bare ud til en motortrafikvej, jeg ikke må køre på. Tilbage igen. Den første jeg spørger ved ingenting og jeg kan dårligt forstå ham. Den næste ved besked. Jeg skulle bare være fortsat lige ud ved "Ampel'en", det er den gamle vej og den skulle jeg kunne følge hele vejen.
Landskabet har hidtil været stort set fladt, men nu viser en skovklædt højderyg sig i det fjerne. Jeg skal nu først en del ned, og da jeg først er det, ser den ikke så frygtindgydende ud mere. Kun på det sidste stykke op gennem skoven stiger det så meget, at jeg går et gear ned.
Da det begynder at gå nedad igen ligger der et solcelle-anlæg på godt en halv km2 og to kæmpemøller
rejser sig. Til min overraskelse endnu engang: "Vestas".
Der er stadig mange bygninger, der bringer minder fra DDR-tiden, men de allerfleste huse er blevet pudset op siden, og malet - ikke altid i så heldige farver. Enkelte har beholdt den grå farve også i den restaurerede tilstand.
I Sonnenwalde er hovedgaden blevet asfalteret, men ser man ned ad sidegaderne, ligger brostenene der stadig som de gjorde før krigen - måske endda den første.
Finsterwalde er en stor pæn by, hvor jeg standser og spiser frokost og igen på torvet, hvor der (måske hver dag) er torvedag.
Nu er det slut med vej 96, så jeg spørger en dame, hvordan jeg lettest kommer til Lauchhammer? hvor den næste campingplads skulle befinde sig. Jeg skal over Schacksdorf og Lichterfeld, derfra er vejen ganske vist spærret, men mon ikke jeg kan komme igennem med en cykel... - hun skulle bare vide....
Jeg triller rask derudaf. Lige før jeg kommer til vejen til Lauchhammer, ser jeg noget underligt i det fjerne. Jeg tror først, det er en rutschebane, som den på bakken, så forsvinder den bag nogle træer.
Samtidig dukker et skilt op mod venstre: Besucher Bergwerk B60. Det må jeg lige se nærmere på. Og uventet som det er, bliver det en superoplevelse. Rutschebanen er ikke, hvad jeg umiddelbart troede, men et gigantisk brunkul opgravningsapparat. Jeg kører hen ved billetlugen, for at blive lidt klogere på, hvad det er for noget. Manden i billetlugen kommer ud og spørger, om jeg vil ind at se det? Det ved jeg ikke rigtigt... For 2€ kan jeg få lov til at køre ned til besøgscenteret og se på udstillingen, og hvis jeg vil på rundturen, kan jeg betale mere for det. Altså kører jeg ned og tager monsteret nærmere i øjesyn.
Det er jo meget apropos, det med storskala brunkul udvinding, jeg har jo nylig læst hvordan man opkøber
og fjerner hele landsbyer andet steds i Tyskland for at gøre det samme. Her er det ophørt, men man er åbenbart ikke blevet klogere.
I besøgscenteret må jeg have mit kort frem, for at blive klog på, hvor store områder det drejer sig om. Jeg husker godt, hvordan jeg på Goggle Earth så store ubestemmelige områder omnkring Lauchhammer. Det
så nærmest ud som om vegatationen var skrællet af. Nu forstår jeg, at det var den faktisk også.
Efter at have studeret kortet længe, går det op for mig hvor store områder, det drejer sig om. Disse er kun småting, de rigtig store ligger på den anden side af motorvejen Berlin-Dresden. Det er gigantisk - ligesom maskinen her, som vel er 300 m lang og 10 etager høj.
Da jeg har været udstillingsplancherne igennem, kører jeg tilbage til vejen mod Lauchhammer. Det er et
ørkenlandskab jeg kører igennem og overalt er der skilte med: "Lebensgefahr - zutritt verboten". Men vejen er fin og jeg har den HELT for mig selv. Jeg spurgte også lige billetmanden om jeg "durchkommen kann mit fahrrad", og det bekræftede han.
Det er et skræmmende resultat, jeg ser på. Landskabet er ikke bare ændret, det er DESTRUERET. Ganske som i den chilenske ørken, ser man lastbilernes støvfaner på lang afstand. Jeg nærmer mig stedet, hvor motortrafikken ikke kan passere. Men kan cykler overhovedet?
Det grus, der er kørt på, der hvor vejen engang skal gå igen, er for blødt til at cykle i - med min vægt. Men nede til venstre går det bedre. Men fremme forsvinder denne vej ned i en sø, så jeg vælger at kæmpe mig op på gruset - mens jeg endnu kan. Og der trækker jeg så cyklen gennem gruset en længere strækning. End ikke i Bolivia var jeg ude for noget lignende. Dér var det stykker på 2-300 m's længde. Her er det 1-2 km!
Endelig når jeg frem til asfalt igen og får kæmpet mig frem til Lauchhammer - næsten. Nu er vejen imidlertid endnu en gang spærret. Jeg kigger på det: jeg skal bare køre gennem en mindre sø, som jeg sagtens havde kunnet, men jeg vælger i stedet at køre mod Grünewalde Lauch, hvor campingpladsen skulle være, men i den tro, at jeg på vejen kan dreje fra til Lauchhammer og finde et dejligt konditori med kaffe og kage. Det har jeg fortjent efter disse strabadser.
Men sådan går det ikke....
Jeg kører vestpå og kommer endelig til Grünewalde, her KUNNE jeg have drejet fra mod Lauchhammer, men jeg tænker, at nu må jeg hellere finde campingpladsen først, så kan jeg altid....
Og jeg kører og kører ud af Grünewalde, der står aldrig afstande til campingpladsen på skiltene - forståeligt nok...
Endelig!!! Jeg får indskrevet mig, men føler nu ikke mere nogen trang til at køre tilbage til Lauchhammer, for at drikker kaffe. Heldigvis kan nde også lave kaffe her, og da de er udgået for kage, får jeg nybagt vaffel med is. Ikke så dårligt endda. Og der er storskærm, hvor jeg kan se Holland-Australien kl.18 og Chile-Spanien kl.21. Schnitzel 6,90€ og 0,5 l øl 2,80€. Jeg rokker mig ikke ud af flækken!...
69,71 km
Det er en vidunderlig morgen. Ikke en vind rør sig, og solen er på vej op så teltet kan blive tørt. Først kl.6.00 blev jeg så vågen, at det ikke var tid til at sove mere. Badeforholdene var naturligvis fremragende. Kl.7.00 sad jeg med kaffen ved mit lille runde kakkelbord og kunne høre fjerne kirkeklokker mod syd.
Nu kl.8.30 er jeg klar til at køre. Venter bare på, at teltet er helt tørt. Kombinationen af varme indenfor, kulde udenfor og min udåndingsluft fuld af vand, gør det vådt på indersiden - ret vådt, så der skal lige nogle øvelser og helst sol til at få det hurtigt tørt.
Tilbage i Luckau dukker velkendte problemer op. Jeg er drejet til højre mod Finsterwalde, men kommer bare ud til en motortrafikvej, jeg ikke må køre på. Tilbage igen. Den første jeg spørger ved ingenting og jeg kan dårligt forstå ham. Den næste ved besked. Jeg skulle bare være fortsat lige ud ved "Ampel'en", det er den gamle vej og den skulle jeg kunne følge hele vejen.
En skal jo være den første
Landskabet har hidtil været stort set fladt, men nu viser en skovklædt højderyg sig i det fjerne. Jeg skal nu først en del ned, og da jeg først er det, ser den ikke så frygtindgydende ud mere. Kun på det sidste stykke op gennem skoven stiger det så meget, at jeg går et gear ned.
Da det begynder at gå nedad igen ligger der et solcelle-anlæg på godt en halv km2 og to kæmpemøller
rejser sig. Til min overraskelse endnu engang: "Vestas".
Endnu en Vestas mølle
Ingen behøver være i tvivl om hvad dette er
Finsterwalde er en stor pæn by, hvor jeg standser og spiser frokost og igen på torvet, hvor der (måske hver dag) er torvedag.
Nu er det slut med vej 96, så jeg spørger en dame, hvordan jeg lettest kommer til Lauchhammer? hvor den næste campingplads skulle befinde sig. Jeg skal over Schacksdorf og Lichterfeld, derfra er vejen ganske vist spærret, men mon ikke jeg kan komme igennem med en cykel... - hun skulle bare vide....
Jeg triller rask derudaf. Lige før jeg kommer til vejen til Lauchhammer, ser jeg noget underligt i det fjerne. Jeg tror først, det er en rutschebane, som den på bakken, så forsvinder den bag nogle træer.
Samtidig dukker et skilt op mod venstre: Besucher Bergwerk B60. Det må jeg lige se nærmere på. Og uventet som det er, bliver det en superoplevelse. Rutschebanen er ikke, hvad jeg umiddelbart troede, men et gigantisk brunkul opgravningsapparat. Jeg kører hen ved billetlugen, for at blive lidt klogere på, hvad det er for noget. Manden i billetlugen kommer ud og spørger, om jeg vil ind at se det? Det ved jeg ikke rigtigt... For 2€ kan jeg få lov til at køre ned til besøgscenteret og se på udstillingen, og hvis jeg vil på rundturen, kan jeg betale mere for det. Altså kører jeg ned og tager monsteret nærmere i øjesyn.
En del af monsteret
Og den anden ende af uhyret
Det er jo meget apropos, det med storskala brunkul udvinding, jeg har jo nylig læst hvordan man opkøber
og fjerner hele landsbyer andet steds i Tyskland for at gøre det samme. Her er det ophørt, men man er åbenbart ikke blevet klogere.
I besøgscenteret må jeg have mit kort frem, for at blive klog på, hvor store områder det drejer sig om. Jeg husker godt, hvordan jeg på Goggle Earth så store ubestemmelige områder omnkring Lauchhammer. Det
så nærmest ud som om vegatationen var skrællet af. Nu forstår jeg, at det var den faktisk også.
Efter at have studeret kortet længe, går det op for mig hvor store områder, det drejer sig om. Disse er kun småting, de rigtig store ligger på den anden side af motorvejen Berlin-Dresden. Det er gigantisk - ligesom maskinen her, som vel er 300 m lang og 10 etager høj.
Da jeg har været udstillingsplancherne igennem, kører jeg tilbage til vejen mod Lauchhammer. Det er et
ørkenlandskab jeg kører igennem og overalt er der skilte med: "Lebensgefahr - zutritt verboten". Men vejen er fin og jeg har den HELT for mig selv. Jeg spurgte også lige billetmanden om jeg "durchkommen kann mit fahrrad", og det bekræftede han.
Det er et skræmmende resultat, jeg ser på. Landskabet er ikke bare ændret, det er DESTRUERET. Ganske som i den chilenske ørken, ser man lastbilernes støvfaner på lang afstand. Jeg nærmer mig stedet, hvor motortrafikken ikke kan passere. Men kan cykler overhovedet?
På vej gennem ødelæggelserne
Det grus, der er kørt på, der hvor vejen engang skal gå igen, er for blødt til at cykle i - med min vægt. Men nede til venstre går det bedre. Men fremme forsvinder denne vej ned i en sø, så jeg vælger at kæmpe mig op på gruset - mens jeg endnu kan. Og der trækker jeg så cyklen gennem gruset en længere strækning. End ikke i Bolivia var jeg ude for noget lignende. Dér var det stykker på 2-300 m's længde. Her er det 1-2 km!
Endelig når jeg frem til asfalt igen og får kæmpet mig frem til Lauchhammer - næsten. Nu er vejen imidlertid endnu en gang spærret. Jeg kigger på det: jeg skal bare køre gennem en mindre sø, som jeg sagtens havde kunnet, men jeg vælger i stedet at køre mod Grünewalde Lauch, hvor campingpladsen skulle være, men i den tro, at jeg på vejen kan dreje fra til Lauchhammer og finde et dejligt konditori med kaffe og kage. Det har jeg fortjent efter disse strabadser.
Men sådan går det ikke....
Jeg kører vestpå og kommer endelig til Grünewalde, her KUNNE jeg have drejet fra mod Lauchhammer, men jeg tænker, at nu må jeg hellere finde campingpladsen først, så kan jeg altid....
Og jeg kører og kører ud af Grünewalde, der står aldrig afstande til campingpladsen på skiltene - forståeligt nok...
Endelig!!! Jeg får indskrevet mig, men føler nu ikke mere nogen trang til at køre tilbage til Lauchhammer, for at drikker kaffe. Heldigvis kan nde også lave kaffe her, og da de er udgået for kage, får jeg nybagt vaffel med is. Ikke så dårligt endda. Og der er storskærm, hvor jeg kan se Holland-Australien kl.18 og Chile-Spanien kl.21. Schnitzel 6,90€ og 0,5 l øl 2,80€. Jeg rokker mig ikke ud af flækken!...
69,71 km
Rejsebrev 2 Saksiske Schweiz
Ti 17.06.14 Zossen
Det lykkedes at finde frem til Oranienplatz og jeg havde 45 min til at skrive i dagbogen. Man er
ikke i tvivl om, at Kreuzberg er dér, hvor der bor flest "fremmede" i Berlin. Hudfarverne og sprogene
veksler løbende, selv om tyrkerne er fremherskende.
Da klokken bliver 16.15 går jeg over til nr.5 og ind i gården, eftersom der er åbent, og venter på
Burghard. Da han ikke er dukket op efter 3 min finder jeg på at tage i døren til opgangen - og den
er åben. Altså går jeg op - måske er han kommet tildligere hjem?
Til min overraskelse er der Daniela, der åbner! Hun har haft ondt i ryggen og har måttet blive hjemme,
så planerne er ændret, og så bliver vi bare hjemme og spiser og ser kampen.
Jeg er lidt skuffet, men egentlig er det fint nok, at der er mere tid til at være sammen..
Som alle nok ved, får Tyskland den bedst tænkelige start på VM. 4-0 over Portugal, og tyskerne synes
med den "nye" Müller, at være tilbage i den effektive stil, vi altid så dem i tidligere.
Jeg har glemt at få skrevet min plan i et excel-regneark ud, men vi får på Burghards computer genfundet
de campingpladser, jeg havde på min liste. Da jeg senere skal ind på min telefon og se, om den sms
han har sendt mig om de ændrede planer virkelig IKKE er kommet, kommer jeg i tanker om, at jeg skrev
nogle notater på telefonen. Og dér er campingpladserne! Men nu har jeg imidlertid også telefon numre!
Men hvad nytter det at tænke på næsten alt, når man ikke kan huske det bagefter?
Om morgenen finder vi i fællesskab ud af, hvordan jeg lettest kommer ud af byen og på rette vej.
Til højre ad Oranienstr. og blive ved indtil den ender. Så kommer jeg til Vej 96, jeg skal blive ved
med at følge til venstre - og de næste dage.
Selvfølgelig kommer der problemer da 96'eren bliver til motortrafikvej og jeg må spørge mig for 4-5
gange, men jeg når dog nogenlunde smertefrit helt til Zossen, hvor jeg her kl.12.30 sidder og spiser
frokost foran banegården. 39 km tilbagelagt.
Fra Zossen bliver det mere skovrigt og cykelstien forsvinder på lange strækninger. Til gengæld er
trafikken også tyndet gevaldigt ud.
De næste 30 km forsvinder som dug for solen, og jeg når frem til Golssen, der egentlig er dagens mål.
Ved torvet er der et "Spargel Verkauf", hvor damen er yderst hjælpsom, da jeg spørger efter et bageri
med kaffe og en campingplads.
Så nu sidder jeg på restauranten overfor og nyder en apfelstrudel mit ein eis kugel og en kaffe og
har besluttet mig for en campingplads 10-12 km længere fremme til venstre, men jeg skal spørge mig
for i Rudingsdorf, for tilfældigvis ved hun, at der er et baustelle, hvor biler i hvert fald ikke
kan passere, men måske cykler kan?
Ellers skal jeg en omvej syd om. Rudingsdorf er mennesketom, men jeg satser på at kunne passere. De
har virkelig gravet vejen ud og er ved at anbringe nogle skinner af en slags, som jeg vist ikke skal
vade hen over, men jeg balancerer forbi oppe på kanten ind til folks haver.
Til sidst må jeg dog ned i hullet og op igen, før jeg igen er på sikker asfalt og kan køre videre til campingpladsen, hvor jeg nu er etableret på en plads foran en lille hytte som har bord og stole. Så langt væk fra åen som muligt, men selv her i solen er der myg. Landsbyen hedder Kreblitz og i den er der INTET ud over campingpladsen. Man kan bestille Pizza fra Luckau, men jeg tænker jeg nok kører derind og spiser - det kan vist ikke være mere end 5-6 km
Første lejrplads
85,46 km
Så sidder jeg og spiser Gong Bao Ji Ding - min foretrukne kinesiske ret. Jeg følte mig stadig ikke specielt sulten, da jeg kørte, men da jeg endelig fandt Edeka, var jeg pludselig ved at gå sukkerkold og måtte have en müslibar med tranebær. Jeg havde ellers spurgt efter et sted, hvor man kunne få pizza, men kørte alligevel lidt rundt - og så var det ,jeg faldt over denne kinesiske restaurant.
Det er heldigvis en kæmpeportion, der er stillet på bordet. Jeg spurgte om hun også kunne engelsk - hendes tysk var ikke for godt - men det kunne hun ikke. Kommer fra Shanghai. Hun spurgte, om jeg ville have "stäbchen" nu jeg havde været i Kina, og det fik jeg så. Og selv om min teknik som tidligere indrømmet ikke er for god, så har jeg ikke mistet grebet om det.
Jeg er den eneste gæst, men der kommer dog en tysker ind ad bagindgangen for at aftale et større arrangement. Først sidder de længe og taler arrangementet igennem, så går de efterhånden over til mere familiære anliggender. Altså tyskerens. Kinesere taler jo aldrig eller kun sjældent om sig selv.
På et tidspunkt siger han, at nu må han også gå, men han sidder der endnu. Det var kokken, der bragte fodbold på banen, den gamle var nu ikke fodbold-fan, men derfor kan man jo godt tale lidt om det. Nu er han på vej ud, men de snakker lige færdigt udenfor.
Jeg spørger, hvordan de synes der er i Luckau. "Zu ruhig" er svaret. Og det har de nok ret i.
104,03 km
Det lykkedes at finde frem til Oranienplatz og jeg havde 45 min til at skrive i dagbogen. Man er
ikke i tvivl om, at Kreuzberg er dér, hvor der bor flest "fremmede" i Berlin. Hudfarverne og sprogene
veksler løbende, selv om tyrkerne er fremherskende.
Da klokken bliver 16.15 går jeg over til nr.5 og ind i gården, eftersom der er åbent, og venter på
Burghard. Da han ikke er dukket op efter 3 min finder jeg på at tage i døren til opgangen - og den
er åben. Altså går jeg op - måske er han kommet tildligere hjem?
Til min overraskelse er der Daniela, der åbner! Hun har haft ondt i ryggen og har måttet blive hjemme,
så planerne er ændret, og så bliver vi bare hjemme og spiser og ser kampen.
Jeg er lidt skuffet, men egentlig er det fint nok, at der er mere tid til at være sammen..
Som alle nok ved, får Tyskland den bedst tænkelige start på VM. 4-0 over Portugal, og tyskerne synes
med den "nye" Müller, at være tilbage i den effektive stil, vi altid så dem i tidligere.
Jeg har glemt at få skrevet min plan i et excel-regneark ud, men vi får på Burghards computer genfundet
de campingpladser, jeg havde på min liste. Da jeg senere skal ind på min telefon og se, om den sms
han har sendt mig om de ændrede planer virkelig IKKE er kommet, kommer jeg i tanker om, at jeg skrev
nogle notater på telefonen. Og dér er campingpladserne! Men nu har jeg imidlertid også telefon numre!
Men hvad nytter det at tænke på næsten alt, når man ikke kan huske det bagefter?
Om morgenen finder vi i fællesskab ud af, hvordan jeg lettest kommer ud af byen og på rette vej.
Til højre ad Oranienstr. og blive ved indtil den ender. Så kommer jeg til Vej 96, jeg skal blive ved
med at følge til venstre - og de næste dage.
Selvfølgelig kommer der problemer da 96'eren bliver til motortrafikvej og jeg må spørge mig for 4-5
gange, men jeg når dog nogenlunde smertefrit helt til Zossen, hvor jeg her kl.12.30 sidder og spiser
frokost foran banegården. 39 km tilbagelagt.
Fra Zossen bliver det mere skovrigt og cykelstien forsvinder på lange strækninger. Til gengæld er
trafikken også tyndet gevaldigt ud.
De næste 30 km forsvinder som dug for solen, og jeg når frem til Golssen, der egentlig er dagens mål.
Ved torvet er der et "Spargel Verkauf", hvor damen er yderst hjælpsom, da jeg spørger efter et bageri
med kaffe og en campingplads.
Et russisk mindesmærke fra DDR-tiden
Så nu sidder jeg på restauranten overfor og nyder en apfelstrudel mit ein eis kugel og en kaffe og
har besluttet mig for en campingplads 10-12 km længere fremme til venstre, men jeg skal spørge mig
for i Rudingsdorf, for tilfældigvis ved hun, at der er et baustelle, hvor biler i hvert fald ikke
kan passere, men måske cykler kan?
Ellers skal jeg en omvej syd om. Rudingsdorf er mennesketom, men jeg satser på at kunne passere. De
har virkelig gravet vejen ud og er ved at anbringe nogle skinner af en slags, som jeg vist ikke skal
vade hen over, men jeg balancerer forbi oppe på kanten ind til folks haver.
Storken med unger i Kreblitz
85,46 km
Så sidder jeg og spiser Gong Bao Ji Ding - min foretrukne kinesiske ret. Jeg følte mig stadig ikke specielt sulten, da jeg kørte, men da jeg endelig fandt Edeka, var jeg pludselig ved at gå sukkerkold og måtte have en müslibar med tranebær. Jeg havde ellers spurgt efter et sted, hvor man kunne få pizza, men kørte alligevel lidt rundt - og så var det ,jeg faldt over denne kinesiske restaurant.
Det er heldigvis en kæmpeportion, der er stillet på bordet. Jeg spurgte om hun også kunne engelsk - hendes tysk var ikke for godt - men det kunne hun ikke. Kommer fra Shanghai. Hun spurgte, om jeg ville have "stäbchen" nu jeg havde været i Kina, og det fik jeg så. Og selv om min teknik som tidligere indrømmet ikke er for god, så har jeg ikke mistet grebet om det.
Jeg er den eneste gæst, men der kommer dog en tysker ind ad bagindgangen for at aftale et større arrangement. Først sidder de længe og taler arrangementet igennem, så går de efterhånden over til mere familiære anliggender. Altså tyskerens. Kinesere taler jo aldrig eller kun sjældent om sig selv.
På et tidspunkt siger han, at nu må han også gå, men han sidder der endnu. Det var kokken, der bragte fodbold på banen, den gamle var nu ikke fodbold-fan, men derfor kan man jo godt tale lidt om det. Nu er han på vej ud, men de snakker lige færdigt udenfor.
Jeg spørger, hvordan de synes der er i Luckau. "Zu ruhig" er svaret. Og det har de nok ret i.
104,03 km
Rejsebrev 1 Saksiske Schweiz
Ma 16.06.14
Det er bare en kort tur, jeg skal ud på - 11 dage til det Saksiske Schweiz. Til gengæld nok også den dårligst forberedte nogensinde.Ikke ruten og overnatningerne, dem har jeg nogenlunde tjek på, men alt det øvrige.
Vi er lige kommet fra Bornholm, og der har jeg så glemt Køgenøglerne, hvor nøglem til Køge-cyklen sidder.
Dermed burde jeg også have glemt nøglen til min tur-MTB, for den har siddet i det bundt indtil for nylig - men den er flyttet til Bornholm-cykelbundtet. Så jeg har både glemt nøglerne, hvor jeg troede, den var, og nøglerne hvor den faktisk var...
Altså har jeg måttet i Kvickly og købe en ny lås.
Bortset fra det, har jeg købt billet til Berlin med et nyt selskab, der hedder Rødbillet. Der kan jeg nemlig betale for at få en cykel med - 75 kr.
Aftenen før er jeg på vej med s-toget fra Køge for at sove hos min datter i Kbh. Jeg skal nemlig være ved bussen kl. 6.10 mandag morgen. Da jeg ser på min telefon, der har været på lydløs hele dagen, fordi Anne-Marie holdt fødselsdag for sine børn, børnebørn m.v., ser jeg til min skræk, at der er et hav af mistede opkald og beskeder. Der i blandt nogle fra Rødbillet. Er min bus nu aflyst?
Jeg ringer dem op og kommer her søndag aften mærkeligt nok igennem. Nej, de vil bare informere mig om,
at der kun er TO passagerer til Berlin i morgen, så derfor er det ikke en bus jeg skal se efter, men en Ford Transit.
Om morgenen får jeg sagt farvel til min datter og Sixten (barnebarnet) er også oppe. Eller rettere: Han er vågnet og har vækket sin mor. (Han er kun 4 mdr.)
I Ingerslevgadehvor fjernbusserne holder er der ingen Ford Transit, men i andet forsøg finder jeg den anden passager, en syfeplejerske fra Roskilde. Hun har før rejst med Rødbillet og fik dengang problemer, da de ombookede hendes hjemrejse til Eurolines og hun selv måtte finde et sted og få skrevet den nye billet ud. Så da kl. bliver 6.30 og bilen stadig ikke er dukket op, ringer hun prompte til selskabet og kommer igennem. De skal undersøge sagen, men vi må bare vente...
5-10 min efter dukker Transitten op med en makedonsk chauffør, der absolut ikke taler sprog. Hverken
engelsk eller tysk. Køre bil kan han dog og vi kommer frem til færgen i Gedser. Vi når ovenikøbet med den, der ligger i færgelejet som nogle af de sidste.
Da vi er kommet over og der er kaldt ned til bilerne og alle sidder klar til at køre fra borde, står vi stadig og venter på chaufføren. Da er jeg sikker på, at han er faldet i søvn et eller andet sted, men jeg tager fejl. Han dukker i hvert fald op i sidste øjeblik, og det viser sig, at bilen slet ikke var låst!!! Ikke særlig betryggende.
Vi ankommer rettidigt til ZOB i Berlin og Tina - som sygeplejersken hedder - begiver sig nordpå og jeg recognocerer, så jeg kan finde Kaiserdamm U-bahn St., når jeg kommer her igen med Anne-Marie og hendes mellemste barnebarn om 2 uger. Da skal vi heldigvis med Eurolines!
Endnu en ting jeg har glemt, er et kort over Berlin. Ikke desto mindre lykkes det mig at finde frem til Oranienplatz - det er jeg lidt stolt af. Jeg bruger kortene ved busstoppene, men ender med at køre ind i et område, hvor der ikke kører busser og må spørge mig frem.
Ingen er i tvivl om at Tyskland er med til VM
Har tid til at sidde lidt i solen og skrive i dagbogen, jeg har købt i en boghandel på vejen. Har aftalt at mødes med Burghard her kl.16.15 (Han bor hér - i nr. 5) Vi skal til at privat fodbold-arrangement i aften: Tyskland spiller mod Portugal. Det bliver nok ikke så festligt, hvis Tyskland taber - men det gør de ikke!!
14,76 km
Det er bare en kort tur, jeg skal ud på - 11 dage til det Saksiske Schweiz. Til gengæld nok også den dårligst forberedte nogensinde.Ikke ruten og overnatningerne, dem har jeg nogenlunde tjek på, men alt det øvrige.
Vi er lige kommet fra Bornholm, og der har jeg så glemt Køgenøglerne, hvor nøglem til Køge-cyklen sidder.
Dermed burde jeg også have glemt nøglen til min tur-MTB, for den har siddet i det bundt indtil for nylig - men den er flyttet til Bornholm-cykelbundtet. Så jeg har både glemt nøglerne, hvor jeg troede, den var, og nøglerne hvor den faktisk var...
Altså har jeg måttet i Kvickly og købe en ny lås.
Bortset fra det, har jeg købt billet til Berlin med et nyt selskab, der hedder Rødbillet. Der kan jeg nemlig betale for at få en cykel med - 75 kr.
Aftenen før er jeg på vej med s-toget fra Køge for at sove hos min datter i Kbh. Jeg skal nemlig være ved bussen kl. 6.10 mandag morgen. Da jeg ser på min telefon, der har været på lydløs hele dagen, fordi Anne-Marie holdt fødselsdag for sine børn, børnebørn m.v., ser jeg til min skræk, at der er et hav af mistede opkald og beskeder. Der i blandt nogle fra Rødbillet. Er min bus nu aflyst?
Jeg ringer dem op og kommer her søndag aften mærkeligt nok igennem. Nej, de vil bare informere mig om,
at der kun er TO passagerer til Berlin i morgen, så derfor er det ikke en bus jeg skal se efter, men en Ford Transit.
Om morgenen får jeg sagt farvel til min datter og Sixten (barnebarnet) er også oppe. Eller rettere: Han er vågnet og har vækket sin mor. (Han er kun 4 mdr.)
I Ingerslevgadehvor fjernbusserne holder er der ingen Ford Transit, men i andet forsøg finder jeg den anden passager, en syfeplejerske fra Roskilde. Hun har før rejst med Rødbillet og fik dengang problemer, da de ombookede hendes hjemrejse til Eurolines og hun selv måtte finde et sted og få skrevet den nye billet ud. Så da kl. bliver 6.30 og bilen stadig ikke er dukket op, ringer hun prompte til selskabet og kommer igennem. De skal undersøge sagen, men vi må bare vente...
5-10 min efter dukker Transitten op med en makedonsk chauffør, der absolut ikke taler sprog. Hverken
engelsk eller tysk. Køre bil kan han dog og vi kommer frem til færgen i Gedser. Vi når ovenikøbet med den, der ligger i færgelejet som nogle af de sidste.
Da vi er kommet over og der er kaldt ned til bilerne og alle sidder klar til at køre fra borde, står vi stadig og venter på chaufføren. Da er jeg sikker på, at han er faldet i søvn et eller andet sted, men jeg tager fejl. Han dukker i hvert fald op i sidste øjeblik, og det viser sig, at bilen slet ikke var låst!!! Ikke særlig betryggende.
Vi ankommer rettidigt til ZOB i Berlin og Tina - som sygeplejersken hedder - begiver sig nordpå og jeg recognocerer, så jeg kan finde Kaiserdamm U-bahn St., når jeg kommer her igen med Anne-Marie og hendes mellemste barnebarn om 2 uger. Da skal vi heldigvis med Eurolines!
Endnu en ting jeg har glemt, er et kort over Berlin. Ikke desto mindre lykkes det mig at finde frem til Oranienplatz - det er jeg lidt stolt af. Jeg bruger kortene ved busstoppene, men ender med at køre ind i et område, hvor der ikke kører busser og må spørge mig frem.
Indtryk fra Oranienplatz
Har tid til at sidde lidt i solen og skrive i dagbogen, jeg har købt i en boghandel på vejen. Har aftalt at mødes med Burghard her kl.16.15 (Han bor hér - i nr. 5) Vi skal til at privat fodbold-arrangement i aften: Tyskland spiller mod Portugal. Det bliver nok ikke så festligt, hvis Tyskland taber - men det gør de ikke!!
14,76 km
onsdag den 28. maj 2014
Hjemme igen
Da jeg ankom til Saxesgade her til morgen, var det 9 gr. Det var dog udenfor. Indenfor holdt den sig på 19 gr. men jeg følte alligevel trang til at fyre op i brændeovnen.
Det har ellers været sommer her på det sidste - så hvorfor nu det...?
Rejsen var endnu en gang en blandet fornøjelse. Planmæssig afgang fra Køge i går aftes, men med en kuling imod sig kunne færgen ikke overholde tidsplanen. Jeg tror bl.a. det skyldes at den er så høj, så der er en stor flade for vinden at presse på. Vi ville blive en time forsinket forlød det.
Det holdt desværre ikke. Så da vi omsider kunne komme fra borde, var bussen 7.08 kørt og der var en time til den næste.
Jeg har holdt mig inde hele dagen, bortset fra et besøg i Brugsen. Man skal vel have mad?
Har fået lavet en overordnet plan for min cykeltur til det Sächsische Schweiz. Har fundet nogle Jugendherberge der passer ind i planen, men deres booking side er mærkelig. Hver gang jeg prøver en dag, der ikke skulle være fuldt optaget, bliver jeg afvist, hvorefter dagen sært nok pludselig ER fuldt optaget. Må nok prøve at mail'e dem...
Planen er at tage en bus til Berlin. Der er én hvor man kan få en cykel med for 75 kr. Har tænkt lidt over, hvordan jeg bærer mig ad med at være i Ingerslevsgade kl. 6.15. Kolonihaven synes at være en del af løsningen. Og så et tidligt S-tog til hovedbanen fra Lyngby St.
Må have købt to firkantede plasttasker med lynlås, som cykeltaskerne lynhurtigt kan pakkes ned i, så jeg holder mig under kravet om max. 2 stk. bagage på max 25 kg tilsammen.
Her kl. 17.30 blæser det stadig en halv pelikan - hører Mark Knopfler: Privateering - og er ved at tænke på at gå i gang med madlavningen: Frisk pasta, kogt broccoli, mornay sauce, forårsløg og købe frikadeller. Og en mørk Svaneke Guld!
Det har ellers været sommer her på det sidste - så hvorfor nu det...?
Rejsen var endnu en gang en blandet fornøjelse. Planmæssig afgang fra Køge i går aftes, men med en kuling imod sig kunne færgen ikke overholde tidsplanen. Jeg tror bl.a. det skyldes at den er så høj, så der er en stor flade for vinden at presse på. Vi ville blive en time forsinket forlød det.
Det holdt desværre ikke. Så da vi omsider kunne komme fra borde, var bussen 7.08 kørt og der var en time til den næste.
Jeg har holdt mig inde hele dagen, bortset fra et besøg i Brugsen. Man skal vel have mad?
Har fået lavet en overordnet plan for min cykeltur til det Sächsische Schweiz. Har fundet nogle Jugendherberge der passer ind i planen, men deres booking side er mærkelig. Hver gang jeg prøver en dag, der ikke skulle være fuldt optaget, bliver jeg afvist, hvorefter dagen sært nok pludselig ER fuldt optaget. Må nok prøve at mail'e dem...
Planen er at tage en bus til Berlin. Der er én hvor man kan få en cykel med for 75 kr. Har tænkt lidt over, hvordan jeg bærer mig ad med at være i Ingerslevsgade kl. 6.15. Kolonihaven synes at være en del af løsningen. Og så et tidligt S-tog til hovedbanen fra Lyngby St.
Må have købt to firkantede plasttasker med lynlås, som cykeltaskerne lynhurtigt kan pakkes ned i, så jeg holder mig under kravet om max. 2 stk. bagage på max 25 kg tilsammen.
Her kl. 17.30 blæser det stadig en halv pelikan - hører Mark Knopfler: Privateering - og er ved at tænke på at gå i gang med madlavningen: Frisk pasta, kogt broccoli, mornay sauce, forårsløg og købe frikadeller. Og en mørk Svaneke Guld!
Abonner på:
Opslag (Atom)