Frankrig2020 Dag 6

 11.08.20 Ville-sur-Auzon

Heller ikke i dag kom jeg op kl. 6. I lang tid har jeg haft for vane at vågne et sted mellem 2 og 4 og så ligge vågen i lang tid. Det er altså noget upraktisk.

Nå, men den var vist henad halv 8 i dag. Ikke desto mindre holdt jeg fast i at cykle  bare en lille tur her til morgen. Jeg valgte at køre op ad den nye vej mod Sault. Det skulle bare være en ½ times tur, så jeg var godt klar over, at jeg ikke kom langt.

Der var stejlt ind imellem, så meget at jeg var nede i mindste gear. 4,5 km blev det til, så vendte jeg om og lod mig trille ned igen med op til 52 km/t. Jeg startede et par min i halv og var tilbage 1 min over. Meget godt timet syntes jeg.

Så kørte vi til Mormoiron, hvor der skulle være marked tirsdag og AM havde ikke fået købt et stykke sæbe hun manglede.

Der var ikke noget marked, men da vi nu var af sted kørte vi rundt i omegnen og så, hvad der var forandret.

I Caromb ledte vi efter det sted, vi havde boet for længe siden, men fandt det ikke. Til gengæld kom vi ud af en meget lille vej som jeg efterhånden genkendte. Den har jeg tidligere cyklet på et par gange. Den fører fra Caromb til Crillon le Brave.

Derfra kørte vi til Bedoin og videre af vejen op over Col de la Madeleine. De ”rigtige” franskmænd, hvormed jeg nok mener de lokale og andre, der bor i lignende geografiske områder, har deres specielle kørestil. For en dansker synes de at køre med hovedet under armen – men der er mening i galskaben. De klistrer sig fast til højre kant af vejen – og så bli’r de der. Det er naturligvis særlig gennem sving, hvor man ikke ved, hvad der kommer, men går ud fra, at den eventuelle modkørende går det sammen.

Det her går naturligvis kun på veje, der er brede nok, til at to biler (lastbiler inkl.) KAN passere hinanden.

Vi andre fra egne med en anden topografi er tilbøjelige til at trække lidt ud mod midten af vejen, så længe der ikke er modkørende og så straks trække ind, når der kommer nogen.

AM bryder sig ikke om, at jeg øver mig i at ”køre fransk”. En rigtig franskmand kan heller ikke tåle, at der kører en foran. Lægger sig to m bag og venter på den mindste lille åbning.

Nu er en Skoda heller ikke den bedste til små hurtige, skarpe sving, der er de små vimse biler de kører i hernede meget bedre.

Da vi kom ned på hovedvejen mellem Malaucene og Carpentras, svingede vi til venstre til le Barroux – en mindre middelalder borg - og fulgte så vejen mod le Roc Aldric.

Le Barroux

Her slipper man for trafik. En enkelt bil eller to og et par cyklister. Her er man inde bag Les Dentelles de Montmirail – Montmirail’s små tænder, og den karakteristiske tandrække kommer til syne fra tid til anden. 

Les Dentelles de Montmirail som ligger i vinene Seguret og Gigondas' område

Når man fortsætter fra Aldric ender man i en flække ved navn Lafare, og drejer man til højre følger man vejen fra Baumes-de-Venise op over passet Col de la Chaine til Malaucene. Det er en noget stejlere vej end op gennem Gorges de la Nesque, men afstanden nogenlunde den samme.

Her have AM og jeg engang en halvvild hund efter os på vej op. Det var bare om at holde cyklen i gang. Den fulgte med helt til Suzette.

Her er jeg ved en tidligere lejlighed

Da vi nåede Malaucene, hvor restauranterne dominerer den øverste del af hovedgaden, satte vi os og fik en omelette med skinke og ost og sad og mindedes, da vi besøgte et vennepar på hotellet overfor. Dengang boede vi i Malaucene, men da vi forsøgte at finde det nu, måtte vi opgive.

Her sad vi - og derovre ligger hotellet i Malaucene

Vi fik tanket i Malaucene og i morges tjekkede jeg olie og vand. Olien var stadig kun midt på mærket, men kølervæsken var der taget godt fra af, så den blev suppleret. Desuden fik jeg tørret forruden af – det var et stort arbejde.

Vi har nu fået købt Campari, Rosé i pap og et par gode rødvine. Har masser af øl – Leffe – og ca. 12 l vand, både med og uden brus. Så vi kan klare os.

En ukendt natsværmer på vores dørkarm - når den fløj var der noget orange over den

Cyklerne er blevet flyttet om bag i haven og Madame har sat nøglen i lågen – det er sådan set en jerndør – til haven, så jeg kan gå den vej ud, tage nøglen med og låse efter mig. Går jeg den ”reglementerede” vej ud, bliver jeg nødt til at tage nøglen med, og så kan AM ikke komme ud.