Baltikum2019 Dag 29

31.05.19 Helsinki

Vi havde lige en episode her til morgen. Der kom en russisk pige på værelset i går. Så var vi 4. Belgieren, mig, thai pigen og den russiske pige. Da sidstnævnte havde været ude og kom tilbage, var hendes inde sko væk. Det blev hun noget knotten over, mens kineseren forsøgte at gyde olie på vandene. Han skulle nok opklare det. Var tydelig ubehageligt berørt: Det var bare en misforståelse. Det var det naturligvis også. Der var nogle "free shoes", og russerens var kommet på afveje, så en anden - den svenske iraker - var kommet til at tage dem.

Hvorefter russeren overfusede den stakkels dame, der var helt chokeret.

Nå, ud på morgenen ville Rudy - belgieren - lukke vinduet. Det var koldt - han ligger nærmest ved vinduet - og der er larm fra gaden. Det ville russeren ikke høre tale om. Så kunne hun ikke sove. Hun tog rigtig klynkestemmen på. Så sov jeg ellers videre og Rudy gav op.

Senere stod thai'en op og forlod os. Heldigvis - hun havde ikke overlevet det følgende.

Netop som jeg stod op, røg proppen af Rudy. I morgen nat ville vinduet være lukket. Og det følgende vil jeg ikke gengive i deltaljer. "I hate you russians" og fuckfingre fløj i luften fra begge sider. Den voldsomste følelsesudladning jeg nogensinde har oplevet på et hostel.

Et gensidigt hensyn er nødvendigt for at få tingene til at glide. Kan man ikke finde ud af det, må man bo på hotel. Fucking russer!

Inden jeg har fået snakket færdigt med mine venner  her, Reinhardt som den tilbageblevne tysker hedder, og Rudy, der har fødselsdag i dag - 62 - er regnen hørt op, og jeg må skynde mig af sted.

"Oodi"

Først biblioteket, "Oodi", det ligger tæt på stationen. De har en info 1... 2... 3 personer. Jeg har egentlig ikke noget at spørge om, så jeg når hen til den tredje, før jeg finder på noget. Jeg undrede mig i går over, hvad det var for en bygning - troede det var et museum, men hvad var det for en masse mennesker, der stod oppe på terrassen?

På trappen - her set nedefra og op -.....

...stod der hvem der måtte komme der. Endelsen -ille betyder for

Det var fordi "the viewing platform was opened yesterday". Virkelig? For en gangs skyld var jeg på pletten! Hun sidder der egentlig på EU kommisionens vegne, så vi er snart inde i EU-valget og finsk politik i særdeleshed. Den virker meget lig dansk. Deres Dansk Folkeparti hedder De sande Finner, og så har de Socialdemokratiet som det største parti og et Centrumparti svarende til Venstre. Også radikale har de, men hvad de hedder er væk.

Der blev læst

Vi har fremragende biblioteker i Danmark, men dette er virkelig en hovedstad værdig. Hovedstaden i et land, der har design som et af sine varemærker. Arkitekturen er udsøgt. Det skal virkelig være et sted for ALLE. Man skal ikke gøre alting på nettet, men mødes på biblioteket.

Der var træer

Der er skolebørn, der arbejder, mødre og fædre med små børn, studerende, almindelige lånere. Nogle TV-hold laver optagelser for slet ikke at tale om alle turisterne. Det er et tilløbsstykke for både udlændinge og finner.

Og der blev læst

Måske i bøger som denne

Beslutter mig for kaffe i cafeen senere. Nu går turen til Nationalmuseet, som ligger næsten lige ved siden af. (Foruden parlamentet, koncertsalen og Finnlandia-huset.

Og der blev leget

...og nogle var alene

Jeg buser lige ind i specialudstillingen, som Rudy snakkede så begejstret om og Reinhardt var gået forbi. Det er en ide om, at skildre menneskets ødelæggelse af kloden ved at sætte store fotostater af savannens dyr op i det moderne afrikanske landskab med fabrikker, motorveje, lossepladser osv. Og så tage billeder af det. 3 billeder havde været nok, mener jeg. Der er ingen udvikling eller linje i det. Ikke én jeg opdager.

Velkomsten på museet - det var ikke hærværk i almindelig forstand

Jeg er også igennem de sidste 100 års finske historie. Og bliver her præsenteret for et stort finsk foretagende, jeg aldrig har hørt om: Supercell! Spørger nede i billetsalget. Han ved intet om det!
Da jeg ikke lige kan finde udgangen, kommer jeg til at snakke med en af de nye finner. En mørk fyr, der ser østafrikansk ud. Han er studerende og tjener lidt ekstra ved hovedsagelig at gå og kontrollere, at folk har det lille mærke, som adgangsbilletten er. Kostede 9€ selv for en pensionist. Han fortæller, at jeg skulle være kommet lidt senere. Fredag 16-18 er det gratis. Er somalier og så kan han da bruge sin telefon til at finde ud af, hvad Supercell er: Et finsk spil-foretagende, der dog er 85% ejet af kinesisk kapital. Omsætter for milliarder.

Den finske hårmode er nogle gange lidt skinger

Så tilbage til bibliotekets cafe. Jeg benytter min tilbagevenden til at udfordre min veninde i informationen. Hun består. Hendes kæreste sørger for, at hun er inde i alt om computerspil.
Cappucinoen er ikke ringe, men jeg savner nu min egen.

Kører ned til havnen for at tjekke båden til Soumenlinna, som jeg har tænkt mig at tage til i morgen inde jeg skal køre ud til færgen hjem. Eller næsten hjem. Til Travemünde. Her har jeg ikke været før i denne omgang, men jeg synes at genkende noget fra første gang i Helsinki for 25 år siden.

Kører videre langs havnen og ender med at fare vild. Ikke mere end at jeg finder hjem, men først efter en pæn omvej.

Ender med at snakke med Rudy, der også kommer. Og så dukker der to nye cyklister op. En tysker og en kineser. Og så har vi fået nye lejere på værelset. Russeren er flyttet, og der kommer en japaner og en indisk pige. Thai pigen kommer først tilbage fra Tallinn i morgen.

Rudy vil absolut byde på en øl, selv om han ikke selv drikker. Nu han har fødselsdag. Så han tager mig med i Lidl, så jeg selv kan vælge.

Vi fejrer fødselsdag og så dukker en ung tyrker op. Klokken er kun 21.30, men alligevel kommer en dame og beder os være stille. Hun kan ikke sove. Vi lover at hæve mødet 22.30 som er det officielle tavshedstidspunkt her. Allerede inden er der ro. Der er kun to piger, der snakker dæmpet, mens jeg sidder og skriver.

19,24 km

Baltikum2019 Dag 28

30.05.19 Helsinki

Jeg syntes, jeg hørte en sporvogn i nat, og de har sporvogne her i byen, men de er ved at tage skinnerne op her i gaden. Til gengæld var der nogle, der snakkede højt på et slags engelsk, og vinduet var åbent. Det lød grangiveligt som den store belgier her på værelset, men her til morgen, nægter han.
Vi er ellers i alt 4 gamle mænd her. 3 på cykel og belgieren uden. Der er en fin stemning, men det er lidt småt. Det er kinesere, der passer det.

Der er meget vand i og omkring Helsinki

Det er helligdag, så der er en lidt søvnig stemning over byen, som passer fint til min sindstilstand. Ikke noget jeg skal nå, ingen steder jeg er på vej til.

Solen skinner fra en skyfri himmel, men luften er kold, så efter en tur til turist info på stationen - hvor jeg får et cykelkort!!! over Helsinki området - triller jeg lidt rundt og finder en solbeskinnet bænk i en park. Og nyder at sidde i solen. Der er kun én af bænkene, der er sol på, og der sidder allerede et ældre pas, men der er masser af plads.

Selvfølgelig er der bycykler

De prøver på finsk, men den går ikke. Så prøver jeg på svensk, men den går heller ikke. Men hun kan lidt engelsk, så de får styret deres nysgerrighed. Det er typisk, tror jeg, at ældre finner kun har ét sprog, hvis de er finsktalende evt. lidt engelsk. Mens de svensktalende gerne mestrer flere sprog.

Far og søn er ude at lege med drage - eller....

Klokken er allerede over 12, så jeg leder efter en kioski. Må spørge en lokal og får to sandwich i en Adema nede ved metroen. Den havde jeg aldrig fundet. Så kører jeg i retning af Sibelius monumentet. Pludselig ser jeg noget, der kun kan være kuplen på "The rock Church", som den kaldes på engelsk, kirken, der er bygget direkte ned i klippen. Der er en pige, der spiller på en slags liggende harpe. Fremragende akustik, men der er også forstærkning på.

Årets studenter havde fået hue på - og skulle fotograferes udenfor kirken

Lysets spil i kirken

En kirke, der var voldsom modstand mod, da den blev bygget, er blevet en af Helsinki's største attraktioner. Der er to køer. For dem der har forud købte billetter, og så os andre. Men der er ingen ventetid. Det bliver der nok senere på sæsonen.

Der spilles på Gondola

Senere får jeg spurgt mig til, at det er et traditionelt finsk instrument kaldet en "gondola". Jeg nyder musikken og akustikken en tid, og kører så videre mod Sibelius monumentet. Behøver bare at finde parken og se efter turistbusserne.

Sibelius monumentet i Sibelius Parken

Nu, jeg ser det, kan jeg godt huske det. Triller videre og falder ind til en fodboldkamp. 10-12 år er de nok. Det blå hold virker meget fysisk stærkere og kommer hurtigt foran. Senere også 2-0, men de røde har sisu og ender med at udligne inden halvlegen er slut. På et tidspunkt er der én der ligger og græder efter et hårdt sammenstød. Træneren bliver kaldt ind, han hiver drengen op og bærer ham ud. Det er ikke en sport for tøsedrenge.

To tændte mandskaber

Mener jeg så 3 Espresso Houses på et øjeblik tidligere. Nu er de som sunket i jorden. Jeg skal sammenligne med derhjemme. Må have Google til hjælp. Tager den lige overfor stationen. Den er i hvert fald ikke bedre.

Stemningsbillede fra dagen...

Nogle af gaderne her i byen er stejle, det var ikke kun den i går. Det bryder mine ben sig ikke om.
De bliver sært kraftesløse.

...og endnu et - det er IKKE det naturhistoriske museum

Finland er to-sproget. I en vis forstand. Alle har på et tidspunkt også det andet sprog i skolen, men det rangerer lavere end engelsk. Går man i en finsk-sproget skole har man først svensk i 7.kl. Og omvendt går jeg ud fra. Så mange (de fleste?) lærer aldrig at tale det andet sprog. Og i øst rangerer russisk også højt.

14 km

Baltikum2019 Dag 27

29.05.19 Helsinki

Der var en ugle, der gjorde opmærksom på sig selv i går aftes, men den holdt mig ikke vågen.
"Hyvää huomenta", skulle jeg egentlig sige. Nu har jeg lært det. Og hej hedder "Moj", som mojn uden n. Og farvel: "Moj moj". Regnen er ikke hørt op - endnu, men jeg venter på det. Forhåbentlig senest til 10.

Da jeg kører, regner det stadig, men det er hørt op, inden jeg er ude af byen. Det bliver hurtigt varmt med regntøj, så jeg er inde ved det sidste center før ødemarken og sidde på en metalbøjle, for jeg skal have støvlerne af for at få regnbukserne af. Får samtidig købt ekstra forsyning til frokost.

Vi startede med små bakker

Det går trægt, jeg har ikke megen energi i dag. Bakkerne bliver værre efterhånden, som jeg kommer frem. 7-8 km/t opad. Synes ikke jeg kommer ud af stedet.

Ikke alle finner kører Audi

Men tiden går, og klokken bliver 12, og jeg skal virkelig have noget indenbords for at få blodsukkeret op. Men der er ingen bænke i busskurene. Og tit er der ikke engang et skur.

Jeg er i krise, da et sjovt lille hus dukker op. Man skal være mere end almindelig adræt for at komme derop, men det lykkes mig. Der er bænke inde. Det var præcis, hvad jeg manglede. Et sted at SIDDE og i LÆ. Så nu får jeg tanket op. Nu går det hurtigt bedre, men bakkerne bliver ikke bedre - tværtimod.

Mit frelsende lille hus

Kommer forbi en golfbane. Det er da vist den første, jeg har set på hele turen. Jeg må nærme mig beboede egne.

Jeg ved at jeg snart er i Porvoo, og da jeg ser monsterbakken med et trafiklys på toppen, ved jeg, at det er sidste udfordring. Så nu er jeg trillet videre ned i byen  og har fået en kop kaffe i en kiosk.
Solen er fremme ind i mellem, nu skal jeg lige ud af byen og finde et sted at tørre teltet. Bedst som jeg har bredt det ud, kommer der  to cyklister fra Helsinki-siden. De viser sig at være fra Columbia. Er startet i Athen. Den nærmere rute får jeg vist aldrig helt at vide, men de er på vej til Rusland. Deres Schengen-visa er ved at udløbe, til gengæld behøver de ikke visum til Rusland. Det gælder visse sydamerikanske lande.

Det er en kærkommen afbrydelse. Da de er kørt videre, er teltet så godt som tørt. Om ikke før, så skal det lige slås op, når jeg er kommet hjem.

Solen er nu fremme hele tiden, men vinden er øget og drejet mere i vest - som den desværre skulle.
Vejen bliver lidt mindre bakket, til gengæld er der flere åbne stykker, hvor vinden bedre kan flå i én.
Da jeg kommer forbi Box-Cafe må jeg have en pause igen.

Ved ikke hvor tydelig "sneen" er, men den kom i øjne og hals

De sidste 20 km må jeg hele tiden koncentrere mig om at finde cykelstien. Jo mere man kommer ind i byen, jo sværere bliver det. Det er stadig vej 170, jeg følger, men cykelstien er ikke altid lige ved siden af. På et tidspunkt er jeg kommet lidt på afveje, men Google Map hjælper mig til igen at komme på sporet. Men jeg må stoppe hvert andet minut, for at tjekke hvor jeg er.

Også i Finland vil man gerne have havudsigt

Til sidst skal jeg bare til højre to gange og lidt hen ad gaden. Da jeg kommer om det første hjørne, er der kun én ting at sige: Åh nej. Dén bakke har jeg ikke tænkt mig at prøve at cykle op ad. Så jeg skubber cyklen og holder kun én pause undervejs.

Nu er jeg næsten fremme....

Mit hostel hedder "Sweet dreams". Som sædvanlig lykkes det mig at gå forbi, så jeg må finde adressen i booking.com app'en. Der dukker endnu en bedaget herre op, som allerede er tjekket ind, så jeg slipper ind sammen med ham. Og senere hjælper han mig op med tingene, så jeg kun behøver at gå én gang.

….men så kom bakken jeg trak op ad

Det er heldigvis kun én etage op med cyklen. Den skal jeg ned og hente nu.

92,08 km

Baltikum2019 Dag 26

28.05.19 Loviisa

Klokken er 6.30, da jeg første gang ser på uret. Har ellers vendt og drejet mig 100 gange i løbet af natten. Underlaget er fint nok, men min krop bryder sig ikke så meget om det som tidligere. En svag støvregn sætter ind og bliver bare kraftigere, mens jeg kæmper for at tage mig sammen til at gå hen og tisse. Det har jeg skullet det meste af natten.

Kysten ved camping pladsen

En dejlig varme møder én, når døren åbnes. Den har de da i det mindste lukket. Lykkeridderne kørte ellers ræs på pladsen sent i går, og der larmende musik fra en åben bildør. Det var dog vist kun et halvt minut.

Vandet bliver varmt øjeblikkeligt, en herlig begyndelse på en tvivlsom dag. Der kom en yngre tysk cyklist i går - helt fra Helsinki - han havde haft medvind. Der er nogle, der kan! Var kommet med Travemünde færgen, som jeg skal med.
.
Jeg book'ede et hostel i Helsinki for de 3 nætter, jeg har der. Kunne have fået et billigere, men det var på pigernes sovesal. De ville måske blive sure. Denne her er blandet. Så nu skal jeg bare til Helsinki på 2 dage, som det hele tiden har været planen.

Det blæser i dag. Teltet når at tørre en hel del.

Det finske flag på lang afstand - det skulle være det største i Europa

Tilbage i Hamina (eller Fredrikshamn på svensk) beslutter jeg mig for lidt sightseeing, og nu ved jeg, at byen er grundlagt af svenskerne som en fæstning en gang i 1500-tallet. Resterne af det flere gange genopbyggede voldanlæg står her endnu.

Man havde lavet en teaterplads ud af fæstningen

Ved en gammel tank (militærkøretøj) kommer der et ældre ægtepar, der gerne vil i kontakt. Det kniber med det sproglige, men "flag" kan hun, og jeg så jo netop det kæmpestore finske flag vaje på flere kilometers afstand. De lærer mig at sige "god morgen" på finsk. Det er væk nu, men jeg har en meget god fornemmelse for tonen i sproget.

Jeg undrede mig over hagekorset - men det tyske vender anderledes, ik'?

Benene er ikke til angreb i dag. Dieselmotoren må gøre arbejdet opad. Det er dog, som om bakkerne er blevet mindre stejle, men længere. Et godt bytte. Og modvind nedad og mere rolige vindforhold opad, kan man ikke sige noget til. Helt slippe for vinden, kan jeg jo ikke.

Det begyndte at stå på svensk også

Kaffe og croissant i en kiosk ved Kotka.

Jeg undrede mig over noget gult i en hvid blomst - og den har fanget et bytte

Landskabet er meget mere fladt nu, men vinden... Der er perioder, hvor jeg helt har glemt den, og så pludselig.... Flere steder er det tydeligt, at der er tunneleffekt, hvor fx en gennemskæring af en klippe af hensyn til motorvejen gør, at vinden drejes lige i hovedet  på mig, selv om jeg burde få den mere og mere i ryggen, eftersom min vej drejer op over motorvejen. "Min vej" hedder 170, der er den gamle hovedvej.

Mine tanker går til Jens Vejmand

Den HELT gamle hovedvej kommer jeg også til og ofrer 2 ekstra km for at se, hvad det er, der vises hen til. Så jeg tager "Gamla Vyborg vägen", og kommer til en bro, hvor den nuværende er bygget af Christiani & Nielsen i 1928.

Broen på den gamle Vyborg vej

Der kommer nogle uendelige bakker. Det ser næsten fladt ud, men stigningen er nok til, at jeg må ned på den mindste klinge. Jeg synes, jeg kravler fremad. Har længe haft Loviisa som mål for kaffe og kage.

Triller omsider lidt rundt i byen og min næse fører mig usvigelig sikkert til en turist info, som jeg tvivlede på kunne findes i denne lille by.

Jeg har ikke talt længe med pigen, før det er besluttet, at jeg bliver her. Det er øde strækninger til næste store by Porvoo (Borgå), der er næste mulighed, og dér er der 40 km til. Det orker jeg ikke i dag. Solen skinner, og jeg kan få set lidt på området, før regnen kommer i aften.

Så finder jeg "Kahvila & Teehuone" - Kaffe og te hjørnet, der også har dyre  kager.

Dagens præmie

Skiltene (hvoraf nogle i morges også var på russisk) er undervejs begyndt at være finsk/svensk sprogede. 40% af Loviisa's befolkning er svensk-finner.

Da jeg er på vej til camping pladsen, ser jeg pludselig en turcyklist stå på fortovet. Han er hollænder, og lidt efter støder konen til. Det er begyndelsen på mit kendskab til Jos og Corrie. De har book'et et værelse på camping pladsen, jeg er på vej til.

I supermarkedet oplever at blive tiltalt på et sprog, der næsten er mit eget - svensk. Om hun kan hjælpe mig med noget. Jeg leder efter portions kaffepulvere. Som man kunne få dem i de baltiske lande. Men ikke her. Det er Finland. Senere kan jeg dog glæde mig over, at der står instant coffee i køkkenet, jeg bare kan tage af. Så får jeg alligevel kaffe i morgen tidlig.

Senere spiser jeg min mad sammen med hollænderne i dagligstuen og drikker nogle øl og snakker om cykler og cykeloplevelser. Han er også årgang 48 og hun er fra 50. De har mest cyklet i Europa, men lavet næsten samme tur som mig, blot har de været meget mere langs kysten på den russiske side.

Så først nu kl. 22.30 går jeg på kontoret.

75,35 km (med turen til købmanden efter øl)

Baltikum2019 Dag 25

27.05.19 Hamina Camping

Regnen blev ved i anseelige mængder. Til sidst var der ikke andet for end at tage regntøj på, for jeg SKULLE i supermarkedet et par km væk.

Det var MINDST så stort som Bilka. Heldigvis taler alle engelsk, så man kan spørge sig for. Jo, müesli er vist nede omkring række 75. De havde Castello til 2€15, så det købte jeg også. Og yogurt.
Finland havde slået Rusland 1-0 og skulle spille finale mod Canada, så jeg kørte igen lidt i 21 for at finde et sted, hvor man kunne drikke en øl og se kampen sammen med finnerne.

Desværre nåede jeg kun at opleve skuffelsen, da Canada kom foran, og jeg havde besluttet kun at se første periode. Walter var ikke så meget til ishockey. Heldigvis kom finnerne igen og vandt, så jeg her til morgen, og hvor ville jeg gerne have oplevet stemningen i pub'en.

Da jeg var nede og gøre aftentoilette, var der allerede to, og da den ene var russeren, der indskrev sig før os, antog jeg, at den anden var hans ven. Da vennen spurgte, om jeg talte tysk, begyndte jeg at tale tysk med ham, og da vi havde talt nogen tid, siger jeg så: Warum sprichst du so gut Deutsch? Ja, ich bin ja Deutsch, svarede han. Aha....

Der kom endnu én på cykel i går. Walter blev ved med at snakke om hans e-bike. Det syntes jeg nu ikke det lignede. Så til morgen dukkede han frem og viste sig sig at være østriger. Det var ganske rigtig IKKE nogen el-cykel. Han var kommet fra Hamina, 111 km. Det er dér, jeg skal til, men jeg tager en anden vej, der skulle være kortere.

Det er de lange øde stræk i dag. Ikke meget kulturlandskab, mest skov men alligevel afvekslende og temmelig bakket.

Noget af dagens program

Jeg kommer til en seværdighed, der hedder Salpa-Asema. Det viser sig at være resterne af et stort fæstningsanlæg, der har løbet op gennem det østlige Finland bygget i forbindelse med krigen 1941-44.

Rester af fæstningsværket

Senere er der et mindesmærke, hvor det sidste slag i borgerkrigen i 1917-18 mellem de røde og de hvide fandt sted. I disse to ting har vi nok en del materiale til den finske folkesjæl.

Mindesmærket for det sidste slag i borgerkrigen

Når til et skilt med en kaffekop  og dummer mig som sædvanlig. Der står en større gruppe mænd ved vejen, og jeg råber: Congratulations with your victory in the final match! De ser nærmest betuttede ud. Så siger én: Wir sie deutscher. Nå, det ku' jeg ikke se. Men så blev I jo slået ud i kvartfinalen.... Men Danmark kom ikke engang så langt....

Efter en croissant og en kaffe er det om at komme videre.

Når omsider til vej 26, der skal føre mig de resterende 50 km til Hamina. Der er cykelsti til en begyndelse, men snart bliver vejen smal. Heldigvis er der ikke så meget trafik, for to lastvognstog kan ikke passere hinanden og mig samtidig.

Mens der var cykelsti

Var der ikke bakket før, så bliver der det nu. Op og ned går det. Og jeg har det med at angribe bakkerne. Hermed mener jeg, at på bakker, der ser overskuelige ud, giver jeg den ekstra gas for et komme over i en fart. Jeg oplevede det tydeligt i går, da jeg kørte sammen med Walter. På bakkerne sakkede han agterud, og det var ikke bare, fordi han muligvis var lidt tungere.

Her regnede det bare lidt, da der dukkede en tunnel op

Og den forretning jeg har ventet på, kommer aldrig, så ingen brød til min ost. Jeg har heller ingen chokolade reserver, men to snegleagtige kager med salt karamel. Nu må den anden også lade livet. Sidder heldigvis i et busskur, da der kommer en byge.

Modvinden er kommet og gået, men hver gang den kommer, er det lige ubelejligt. Det er som om bakkerne flader LIDT ud her mod slutningen, men der har ingen søer eller elve været at køre langs med. Det er som om, vejen bare er kastet ned over landskabet.

Det var ikke mange vandløb jeg kom over i dag

De sidste km er hårde, men det gode er, at jo hårdere det bliver, jo kortere er der også igen. Ret tæt på Hamina er der nogen der vinker fra en tysk bil med BO nummer, og jeg synes, jeg genkender den fra Lappeenranta.

Og det var heller ikke mange klipper

Kommer til et  supermarked, jeg må have en kold Cola. Det er ikke Prismo som sidst, men lige så stort. Men der er lidt begrænset, hvad de har af fødevarer. Finder aldrig noget brød, jeg vil have og heller ingen bananer. Så jeg må ind i et til.

Der er stadig 7 km til camping pladsen, og det er i den gale retning. Jeg kører af den, jeg mener er hovedgaden. Pludselig ser jeg et grønt turist info ved Spa Hotel. Og da jeg går ind, står tyskeren fra i går, ham jeg først tog for russer, der med kone og datter. Det VAR dem, der vinkede. Verden er lille.
Da de er gået, går mine sonderinger i gang. Det billigste logi booking.com kan tilbyde er 50€. Turistdamen, der også står i receptionen på Spa Hotel, tilbyder mig et værelse for  80€, det koster ellers 106. Ne-ej, det er over mit budget.

Jeg ser på vejrudsigten og beslutter mig for camping pladsen, så kan jeg evt. tage et værelse i morgen, selv om vejret skulle holde én dag mere. En væsentlig faktor er også, at solen er begyndt at skinne,
Så kører jeg mod Vilniemi. Turistdamen sagde, der var restaurant dér, for jeg kunne godt se, det var langt fra alfar vej.

Da jeg kommer derud, bliver der talt russisk! Det er også én i en russisk bil, der er ved at tjekke ind, men damen virker ikke finsk, kan tilsyneladende ikke engelsk, men der dukker en anden dame op, der mestrer tilstrækkeligt engelsk. Jeg ved ikke, hvad problemet er med ham russeren, men jeg føler det lettere uforskammet, at jeg bare skal stå og vente på at komme til at betale. Jeg er ikke kommet til Finland for at blive betjent af uforskammede russere.

Da jeg endelig har fået betalt og besluttet mig for en plads, går jeg hen for at se på køkken/toiletfaciliteterne. Der står 4 mand og ryger i indgangen. Der holder en estisk bil. Jeg synes ikke estere plejer at optræde provokerende, så jeg spørger, om det er dem, der kører bilen? Ja, det er det. Men du taler da ikke estisk? Nej, vi taler russisk. Vi er fra MInsk. Vi arbejder her. Den mest talende af lykkeridderne har også været i København. Det er ikke til at leve af lønnen i Hviderusland. Og Lukasjenko slipper de aldrig af med. Ingen demokrati. Ingen penge. Og det har de sikkert ret i.
Der var ikke noget mad at få, men nu har damen indvilget i at lave noget mad af noget frossen kylling og nogle frosne pommes frites. Gad vide hvordan det bliver? Og til hvilken pris. Jeg har bestilt det her til kl. 19.

Teltet fik jeg slået op, uden at der kom myg ind i inder teltet.

Da jeg kommer kl.19 har hun glemt alt om det. Maybe if you wait 10 min? Would you like some tea? Yes, that would be fine. Så nu har jeg fået et krus pose te og 6 småkager.

93.98 km

Baltikum2019 Dag 24

26.05.19 Lappeenranta

Jeg er stadig i Finland her til morgen. Alle finnerne fra i går bor øjensynlig her. Der er sådan nogle små kugler i vand, som ligner smør, men jeg prøver lige personalets sprogkendskaber. Fremmede sprog er ikke lige hendes kompetance, men "maslo" er netop et ord på min meget korte liste over russiske ord. Kaffen er god, og der er apfelstrudel.

Da jeg er ved at pakke min cykel, kører den første busfuld finner, og der er én til. Denne gang har de kun været her én nat, siger hun i receptionen, nogle gange er det to.

Det helligste af hellige finske steder i Vyborg - Monrepos

Der er lidt vand i luften, da jeg kører, og det når at regne noget, netop som jeg er på vej op over en længere bro, hvor det intet læ er. Men mere bliver det ikke til, så bukserne tørrer hurtigt.

Jeg vil kalde området for bakket. Det er enten den store klinge eller den lille, ikke noget midt imellem, når lige bortses fra et par strækninger langs en flod eller sø. Det er en fint afvekslende vej med birke-og granskov. Et par sluser har hævet vandstanden i et par søer, men det synes ikke beregnet på skibsfart. Der er kun det ene sæt sluseporte hver gang.

På vej til de 1000 søers land - en underdrivelse der er mere end 182.000

Jeg overvejede kort, om jeg skulle tage den direkte vej til Hamina, der var "kun" 90 km, og jeg kunne have sparet en dag. Nu bruger jeg to dage for også at komme til Lappeenranta, men der er noget magisk ved det navn. Der MÅ jeg til.

Så er jeg på rette vej

10 km før grænsen bliver jeg stoppet - som russerne har for vane - af en betjent, der bare skal sikre, at jeg HAR pas og visum. Videre mod grænsen, hvor jeg behændigt kan køre inden om alle bilerne i køen. Holder og venter højst 5 min. Damen i lugen ser venlig men bestemt ud. Jeg har kvitteringen på, at jeg er kommet ind i landet, så der er ingen problemer, men det tager sin tid. Jeg synes, det ser ud som om, hun skanner mit pas adskillige gange? Så er jeg officielt udskrevet af Rusland i denne omgang.

Længere fremme er der én til, der skal se pas, og jeg tænker, at nu er jeg inde i Finland. Men der tager jeg fejl. Nu kommer en ny kø. Heldigvis kan jeg som sidst køre inden om og helt frem i rækken, der hedder EU-citizens. De stakkels russere må pænt vente i deres kø, formentlig hele eller halve timer. Jeg nøjes med 10 min, så bliver der grønt, og jeg kan køre frem og vise mit pas.

Næsten med det samme forandrer landskabet sig. Det bliver kulturlandskab. Med gårde og marker, som jeg ikke har set meget til - om nogen overhovedet - i Rusland.

Åbent landskab

Jeg har vel kørt 5 km, da jeg støder på Walter. Han er tysker fra i nærheden af Køln og også på cykel. Han har været rundt på det meste af jorden på sin cykel. Turen nu startede i Tyrkiet i marts og over Georgien og gennem Rusland. Taler noget engelsk, men ellers kun tysk. Og han er lykkelig over igen at kunne tale sit eget sprog, og jeg er meget tilfreds med at øve mit jammerlige tyske.

Walter og jeg er samme årgang

Han havde prøvet at book'e på mit hotel i Vyborg. Helt umuligt, alt optaget, og jeg kunne fortælle ham hvorfor.

Vi bliver enige om at slå pjalterne sammen til Lappeenranta. Han har book'et en hytte på "min" campingplads og inviterer mig til at blive en nat. Til gengæld kan han jo komme og besøge mig på Bornholm, når han kommer tilbage fra Nordkap, ligesom mine to tyske venner gjorde sidste år. Han nægter i hvert fald at tage imod betaing, selv om jeg hjertens gerne ville betale for at få tag over hovedet. Det skulle blive regn sidst på dagen - og det bliver det.

Vi kommer til en vej man ikke må cykle på og spørger en finne om vej. HAN taler i hvert fald kun finsk. Men med Google i baghånden forstår vi ham godt.

Senere får jeg glæde af mit estiske. Der er nemlig cykelskilte, hvor der står "Keskosta" på. Og pludselig er der noget, der ringer. Keskus betød jo centrum på estisk. Og sådan kommer vi til centrum og videre til campingpladsen og får indlogeret os.

67,28 km

Baltikum2019 Dag 23

25.05.19 Vyborg

Jeg vågnede og mente at klokken var 6. 22-06 var vel passende? Da jeg så havde ligget og vendt tingene lidt, var den kun 3.30. Så satte jeg alarmen og sov videre.

Det er det vilde Østen jeg er kommet til. Det er jo faktisk et hotel, de driver her. Ingen røgalarmer eller sprinklere - og det er et træhus. Ingen udvendig brandtrappe. En brandfælde med andre ord. Men ingen papirer, ingen kvitteringer. Ingen behøver at vide noget.

Vores hotel i Tallinn var også af træ, men der var røgalarmer og sprinklere i alle rum. Selv toilettet.
Det med brandtrappen er der nu en tilføjelse til. Henne ved døren for enden af gangen står der faktisk en stige udenfor. En ganske alm. stige. Men håndtaget på døren er brækket af....

Morgenmaden er ok. Først boghvedegrøden, som er sødet. Så omelet med flæsk og toast til og endelig en pandekage med æbler. Kaffen er hverken rigelig eller god.

Kommer af sted 9.30. Dejligt at komme på asfalt igen efter en kilometer med jordhuller og sand. Fra tid til anden lidt væde i luften. Jeg har droppet cykeltøjet i dag, det virker for koldt. Men jeg savner cykelbuksernes pude. Nu er der ikke meget mellem den rå saddel og min bagdel. Man kan hurtigt vænne sig.

Ensformigt landskab med fyr på begge sider, men mere bakket end i går. Kommer helt ud til kysten nogle steder. Passerer flere bælter gennem skoven, hvor der ser ud til at have været gravet for nylig.
Så pludselig kommer lidt umotiveret et skilt med standsning og parkering forbudt de næste 150 m. Sært. Indtil jeg ser at det er endnu sådan et bælte, og jeg når at opfatte et brandfare symbol nederst på et af skiltene. Det er måske her Nordstream gasledningen står til søs?

Stranden i nærheden af Luzhki

Endelig, efter 31 km, kommer der en bænk ved et større fabriksanlæg.

Så fortsætter ensformigheden, brudt af en lille by med 3 store løse hunde, der allerede gør, før jeg overhovedet har set dem. Fandens. Én sætter efter mig, så jeg skruer op for gassen, og så falder den fra.

Her var der blevet gravet sand

Møder endnu en rydning gennem skoven, og her er jeg sikker. Der står simpelthen: "ГАЗ" = GAS.
I de seneste mange busskure, der er begyndt at dukke op, har brædderne til bænkene været ,fjernet, men endelig er der et intakt et. Nogle lokale tyveknægte øjensynlig.

Lidt usædvanlig idyl

Omsider når jeg frem til Vyborg. Google leder mig gennem et fabrikskvarter, der har set bedre dage. Og beboelseshusene virker også forsømte. En by der kæmper for at overleve?

Et russisk-baltisk fænomen - hele små byer af garager

Foran mit hotel tæller jeg 4 finske biler. Der synes også at være en del restauranter og andre hoteller. Turisme fra Finland er måske det eneste, der endnu holder den oppe?

Mens jeg nyder at være fremme og installerer mig, begynder det at regne. Jeg sået glimt af ishockey nede i baren, så jeg søger lidt i kanalerne. Ganske rigtigt. Må lige opdatere mig lidt på udviklingen. Det er semifinalerne Rusland-Finland nu og Canada-Tjekkiet senere.

Jeg ser to meget velspillede perioder, men uden scoring, og nu skinner solen. Ud og se på byen. Jeg får revideret mit indtryk. Efter at have set på den gamle by, kan jeg konstatere, at det ER turisme man satser på, men ikke kun vestlig også russisk. Der er mange renoveringsarbejder i gang, der hvor alt gerne skulle tage sig rigtigt ud.

Slottet og byen fra deres pæne side 

Det er lørdag aften, og folk er på vej til et arrangement på eller ved slottet, og restauranten, som jeg ender med at gå ind på, er allerede godt fyldt, så jeg må tage til takke med et lille cafe bord.
Porteren er god. Der kom et større selskab for lidt siden, som næsten øjeblikkelig brød ud i sang. Og nu er de der igen. Det lyder lidt svensk-agtigt, men er formentlig finsk. Jeg har på fornemmelsen, at halvdelen af gæsterne er finner.

Heldigvis begynder en blød tenorsax et sted i baggrunden. Girl from Ipanema. Musikken overdøver finnerne, så de blot høres som en mumlende underlægning til musikken. Ja, ja, jeg nærmer mig Finland. Nu er det "Du må få min sofacykel" - på finsk.

Her har Lenin fået lov til at blive stående - og blive overskidt

Da jeg har luret nogen tid på musikken, synes jeg den lyder live, og mens jeg venter på regningen, går jeg rundt og ser. Jo, der er ganske rigtigt en levende saxofonspiller og en sangerinde. Resten er indspillet.

Både tjeneren og receptionen bekræfter, at finnerne kommer hver weekend i stort tal, fordi det for dem stadig er et stykke af Finland. Og russerne kommer - om end ikke i samme tal, fordi det historisk er et stykke Europa.

65,5 km