Dag_22

Lørdag 04.02.17

Uret ringer kl. 7. Der er pakket nogenlunde færdigt. Alberto skal komme kl. 10. Det aftalte vi dengang vi kom. Jeg overvejede i går, om jeg skulle ringe og få bekræftet aftalen, eller evt. bare sende en sms, men mon ikke vi har fået gjort opmærksom nok på os selv til, at det ikke kan glippe?

Der er god tid. Næsten FOR god tid. Jeg har jo fået en kabinekuffert, så rygsækken skal nu også være i kufferten. Der desuden skal indeholde en flaske rom og forskelligt, vi har fået købt, men ikke spist. Ikke en gang åbnet. Det lykkes mig at få den lukket. Bagefter hjælper jeg AM med at få hendes lukket. Også det lykkes. Den ligner nærmest en kugle.

Så er der kun tilbage at vente. Der er 2 busser, vi skulle kunne nå det med. 66’eren der kører omkring 10.40 og 90’eren der kører omkring 11.15.

Lidt i 10 går jeg en tur ned for at se, om han er i farvandet. Det ville jo være dumt, hvis han stod dernede og ventede på, at klokken skulle blive 10. Ingen Alberto i syne.

Klokken bliver 10, jeg har besluttet at ringe 5 min over. Det bliver den også, så jeg ringer. Han tager den og jeg spørger, om han er ved at nærme sig? ”I’m in Italy”, er svaret. For f…. da. Han mener Roberto kommer kl. 11, men efter at jeg har forklaret, at vi altså har en bus, vi skal nå, siger han, at han nok skal ringe til ham.

Så går der ikke 10 min, før Roberto er der. Og vi holder gode miner til slet spil, får vores 30 € retur og bliver færdige med overleveringen. Han tilbyder generøst at hjælpe os ned med bagagen. Den første elevator indeholder en rengøringsdame med vogn, så den må vi lade gå. Så kommer der en ledig. Den stopper på 4, hvor 2 ikke SÅ slanke mennesker stiger på. Og det viser sig faktisk, at elevatoren, der burde kunne rumme 6 personer, også er i stand til at rumme 5 + 2 gange bagage. Om end man står tæt.

Vi betakker os for at blive fulgt helt til busstoppet og triller af sted mod det. Klokken er vist blevet 10.30 og vi har ikke set nogen bus passere på vejen derhen. Altså burde vi kunne nå 66’eren.

Det holder stik, og vi ankommer til lufthavnen i god tid. Der er ikke nogen check-in maskiner her, men check-in og bag-drop samtidig.

Bortset fra en lettere forsinkelse i afgangen går alt efter planen og vi lander i CPH kl. 19.10, eller rettere 20.10 dansk tid. Temperaturen er ganske rigtig 2 gr. eller der omkring. Det bliver sikkert ikke svært at vænne sig til - men kedeligt.

Dag_21

Fredag 03.02.17

Denne sidste dag har vi tænkt at bruge på endnu en bustur. Med det tredje og – vistnok – sidste selskab, der laver ture med uld. Vi har nemlig ikke set ”grotte-husene”. Mange steder på øen bor man stadig i grotter i bjerget. Altså udhugne grotter med al moderne komfort. De holder en ret konstant temperatur året rundt på 19-21 gr. Og så er der ingen udvendig vedligeholdelse , bortset hvis man har vinduer.

Jeg ringede i går og book’ede. De holder som et af stoppene ved naboen Hotel Green Field. Vejret ser ellers ud som perfekt strandvejr, men lad os nu bare få lidt kultur med på falderebet.

De havde to ture, der lignede hinanden meget, men hun sagde, at de nok blev slået sammen, for der var aldrig ret mange om fredagen, da lørdag var skiftedag. Guiden taler svensk, men er ellers opvokset her på øen, den mest lokale guide, vi endnu har haft.

Uld foredraget er i den lille by Sardina. Det skal bare overstås. Maden er god. En risret med noget dejlig mørt kød. Så – efter 2 timers forløb – kører vi videre til Agûimes og går en tur rundt i byen. Den ligner det oprindelige Gran Canaria og husene er vedligeholdt pænt. I mellemtiden har chaufføren fået udskiftet bussen til en mindre, vi er nemlig kun 22. De 4 finner har været til foredrag et andet sted, men dukker op igen. Jeg tror nordmændene er i overtal i dag. Så er der nogle få svenskere og os to danskere. Foruden finnerne.

Billeder fra de små gader i Agüimes

Derfra går det videre op i Barranco de Guyadeque. Der er ingen vej videre frem i denne slugt. Vi kører dog ikke helt til Guyadeque, men holder ved en hule-restaurant, hvor man kan smage på skinke, ost og rom og desuden smage en lokal vin for 1 €. Rommen her er bedre end den vi købte på romfabrikken. De 30% gør den lige det skarpere, der sætter prikken over i’et. Vi køber en flaske og et stykke ost. Rødvinen smager ikke som noget, man har smagt før. Lidt sødlig. Ikke noget for min smag.

Grotte-lejlighed-næsten-færdig-til-salg.                                    To kvinder                                                      

Så kører vi mod San Bartolomë. Den modsatte vej af den, jeg kørte på cykel sidst. Endnu en gang virker det utroligt, at jeg virkelig kørte disse 18 km ekstra den dag. Det går sandelig op og ned. Mere end jeg husker det.

 Som én af de andre gange holder vi ved Mirador de Tunte. En restaurant med en fantastisk udsigt. Denne gang får vi kapret os et bord MED udsigt, og drikker 2 cortados. Kaffe med mindre mælk end når det er kaffe med mælk.

Udsigt fra restauranten

Hjemturen kører vi for 3 gang. Vi kommer først af, men de holder ikke direkte ved Green Field, så vi er kommet et godt stykke op ad gaden, da guiden råber efter os: ”Vinen!”. Vi skal også have en gave i form af en flaske vin – det var hun ved at glemme.

Jeg var ved at falde i søvn, én gang under præsentationen og én gang senere i bussen, men det har været en fin tur at slutte af med, for hendes 39 år på øen gør, at hun ved meget mere om dagliglivet og traditionerne end de andre guider. Her er det familien, der er det sociale sikkerhedsnet. Der FINDES socialhjælp, men den skal man ikke ønske sig. Den er ikke til at leve af. Til næste år holder hun op med at arbejde, for at passe sin mor, som ikke kan klare sig selv mere.

Det er egentlig meningen, at vi vil gå ud at spise denne sidste dag, men hvad skal vi stille op med rødvinen? Den er sikkert ikke af en kvalitet, man vil gide at slæbe med hjem. Planen bliver ændret til at vi henter mad hjem. Jeg er først henne at spørge på en kinesisk om de leverer ud af huset? Jo da. Så senere går jeg hen for at hente 2 x Gong Bao Ji Ding og ris. Det er en ret fra Sichuan, som man kan få over hele Kina. Jeg har selv prøvet at lave den, men jeg har aldrig fået den uden for Kina ellers. Ingen af de gange jeg har spist den i Kina, har den været ens.

Det er en total skuffelse. Der er ingen sichuan peber! Og jordnødderne er det uhyre sparsomt med. Men mad er der nok af. Ergo vil man spise kinesisk mad så tag til Kina. Ikke til Gran Canaria – eller København for den sags skyld.

Rødvinen bliver tømt og rommen også – bortset fra den vi købte i dag. Så nu er der ikke andet tilbage end at pakke.

Dag_20

Torsdag 02.02.17

Der er kommet en sms. Jeg har ikke briller på, men jeg kan da se, at det er fra Pil. Og så står der: Jeg skal med far til Spanien….? Lettere mystificeret læser jeg videre: Og besøge farfar og farmor… SÅ begynder noget at gå op for mig, det er ikke hende, der har skrevet det – jo det er det selvfølgelig – men det er Sixten, der har fået mit fødselsdagskort – 2 dage for sent. 5 dage var altså ikke nok for det spanske postvæsen – eller er det i Danmark, det har ligget og samlet støv?

Endnu en dag ser det ud til strandvejr, og det er meget passende. Jeg har dog fået en tanke angående netværk, som lige skal undersøges. På listen over tilgængelige netværk er der nemlig et par stykker, der hedder noget med Agaete Parque. Og AM har set, at der er en reception længere henne i bygningen. Måske man kan købe sig til netværksadgang?

Det viser sig ganske rigtigt at være tilfældet. For 7 € får jeg internetadgang 24 timer. Jeg betaler, får en fremgangsmåde med og går op. Det skulle være såre simpelt. Man logger sig på den af dem, der har bedst signalstyrke, åbner browseren og så skal der gerne komme en log-in side frem. Det gør der bare ikke. Så jeg står der med mit user name og password og skægget i postkassen.

Ned i receptionen igen. MED computeren. Det lykkes ham – efter en del besvær - at logge på Agaete Parque 25. Den er fin tænker jeg, nu er jeg accepteret som bruger, så nu går jeg bare op, prøver først om 25’eren går igennem og logger ellers af og på 2’eren, som er bedst hos os.

Lortet virker ikke. Eller rettere meget kortvarigt. Jeg får Google frem, men ikke noget andet. Ned igen. Det er bedst på altanen, siger han så, og jeg går op og prøver. Det lykkes mig at opdatere én dag på min blog. Med billeder og det hele. (Dem har jeg skaleret ned til 1200 x 900 – ellers tager det ALT for lang tid. Så, midt i opdateringen af den næste side, virker det ikke mere. Jeg går ned igen og brokker mig. Det forstår han ikke. For en eller anden stor procentdel virker det perfekt. Jeg opgiver, og går hen mod elevatoren. Så ser jeg én, jeg har snakket lidt med i elevatoren en anden dag. Jeg tror, han er svensker, vi snakkede ganske vist engelsk.

De er ganske rigtigt svenskere, og jeg spørger, om de ved, hvordan det er med det lokale netværk? ”Bara skidt”, svarer han. De har købt en lejlighed og har nu abonnement andet steds, men i starten, da de bare lejede, prøvede de det. Det kom aldrig til at fungere. Han ringede til selskabet bag og fik sine penge tilbage. Jamen manden siger, at det fungerer i størstedelen af tilfældene, indvender jeg. ”Han bara ljugar”, siger han.

Således bekræftet og opmuntret går jeg op igen, og vi begiver os til stranden, hvor vi går et stykke ud ad ligesom i går. Solen er for længst gået væk. For resten af dagen ser det ud til. Det blæser dog kun lidt, og vi finder læ bag en klit og ligger lidt og ser på dem, der defilerer forbi.

Der vandres på stranden

På vejen hjem ser vi for første gang et dansk Ekstrablad. Det er oven i købet fra i dag. Det køber vi. Bare for sjov. 4 € 60. Hjemme skulle det koste 21 kr, men det har jo også rejst langt. Da vi er kommet hjem og bladrer i det, er det lidt tyndt i trykket. Og da AM læser det, er der én side med dobbelt tryk, der er ulæselig. Vi bliver enige om, at det nok er kassable eksemplarer, der afslutningsvis får påtrykt 4 € 60 og sendt ned til nogen, der ikke rigtig har mulighed for at brokke sig…?

Nogle af fyrretræerne kan ses viden om og står nærmest som vartegn

Da jeg tænder computeren lykkes det den at koble sig på netværket. Men jeg kan se, hvor ufattelig langsomt det går. Tror jeg bare for sjov vil lave en hastigheds test. Nå nej ikke lige nu. Jeg havde flyttet mig hen til køkkensektionen – nu er der slet ikke forbindelse.

Det er nu lykkedes mig, at få lavet en kladde til dagens tekst. Netværket er så ufatteligt langsomt, at jeg faktisk aldrig har set noget lignende. I 1993, hvor jeg startede på internettet med et 44 kB modem til telefonen, gik det nok 100 gange hurtigere.

8839 skridt (indtil nu 18.00 - nej i mellemtiden er klokken blevet 18.30 - det har taget mig en halv time at få billederne upload'et)

Dag_19

Onsdag 01.02.17

Jeg må sige, at jeg føler mig lidt handicappet ved ikke mere at have netforbindelse. Men senere på dagen vil jeg gå over på The Red Onion og få opdateret blog’en. Jeg var vågen en tid i nat. Og lå og hørte fulderikker råbe og synge et sted derude. Dem om det. Men det virker som om flaskecontainerne bliver tømt hver eneste morgen. Det er noget, der kan høres. Det er med andre ord voldsomme mængder, der bliver hældt indenbords løbende.

Vi har ikke lært nogen at kende her i blokken. Jeg vil tro, der er 300 lejligheder, så det er kun dem, der benytter vores elevator, man evt. støder på. Den eneste jeg genkender, er én med sådan en læder hat, der aldrig er helt appelsinfri – altså manden. Jeg tror han er finne. Han bor etagen over os. Ikke engang naboerne, ved vi, hvem er, og vi hører dem heldigvis heller ikke.

Det ser ud til strandvejr. Vi vil gå ud ad stranden mod sydspidsen. Til vi finder et sted for os selv – ha ha. Det tager sin tid, før vi kommer af sted, så inden er solen gået væk, og til sidst når det også at blæse op. Da vi når ned på strandpromenaden, er det med en frisk vind i ryggen.

Da vi kommer helt ned på stranden viser det sig, at alle åbenbart har besluttet at gå enten fra Playa del Ingles til Fyrtårnet eller det omvendte. Stranden er simpelthen fuld af mennesker, der er på vej entn den ene eller den anden vej. Vi har dog den fordel at have vinden i ryggen. Efterhånden som vi nærmer os sydspidsen kommer vinden mere og mere fra siden og sandet fyger om benene på os. Mange af de modgående ser ud som om de taler i mobil, men det er fordi de forsøger at skærme sig mod det fygende sand.

Nu har vi fået fyrtårnet i sigte

Da vi runder spidsen, kommer vi om i læsiden. Barkanerne, som jeg er kommet i tanker om, de hedder i ørkenen, er af en betragtelig højde. Rigeligt til at læ. På den måde når vi for anden dag i træk frem til fyrtårnet, Faro de Maspalomas.

DET er nogle klitter, der vil noget

Vi traver længe rundt og leder efter et toilet, der har været skiltet med, og ender også med at finde det. Så sætter vi os ellers ned på strandpromenadens lave mur og spiser de medbragte sandwich. Her er sandet endt og stranden overtaget af sten. Efter et besøg på endnu en afdeling af Café de Paris og en iskaffe, bliver vi opmærksom på resterne af nogle huse de oprindelige beboere har opført her. AM får øje på en rotte, hvad der vel egentlig ikke er så mærkeligt, mere overraskende er, at det indhegnede område åbenbart er tilholdssted for det canariske kæmpefirben. Jeg havde opgivet at se dem, men her – så at sige i menneske mylderet – findes de altså. Nu er disse eksemplarer ikke ligefrem 80 cm. Højest 30-40 cm vil jeg mene. Men store er de.

Det kanariske kæmpefirben

Jeg tænker, at det er tid til at tage bussen hjem, men AM har mod på at gå hjem samme vej, vi kom. Lige her virker det også som om, vinden har vendt, og vi har den i ryggen. Desuden er solen kommet frem. Bølgerne vælter ind mod den flade strand, så det er klogt at tage sandalerne af, man ved aldrig, hvornår en ekstra stor bølge overskyller ens fødder.

Det sorte sand har det med at lejre sig bag forhøjninger

Det utrolige ER virkelig sket: vinden er vendt og i øvrigt næsten forsvundet, så vi har en behagelig tur tilbage, om end der er nøjagtig lige så langt som den anden vej. Efter over 23.000 skridt er vi hjemme igen og kan udmattede falde om på altanen. Det gik der det meste af en dag med.

AM vil spise græsk, så det går vi ud for at gøre. Vi traver rundt for at finde den. Jeg synes, jeg kan huske, hvor det var, hun snakkede om en græsk restaurant. Men det er ikke den gade, og hun ved ikke selv, hvor det var. Så vi ender på den indiske her i gaden med det lidet flatterende navn: Bollywood, masala restaurant. Vi er de eneste gæster, men maden er god. Butter Chicken. Jeg får den medium – det er lige tilpas.  De har kun haft åbent et par uger. Senere kommer der dog flere gæster.

26549 skridt

Dag_18

Tirsdag 31.01.17

Jeg har sat uret til kl. 8, for jeg skal tanke bilen og aflevere den kl. 9. Så vidt kommer det aldrig. Kl 7:38 ringer telefonen. Det er en pige fra Dansk Flygtningehjælp. Hun vil bare sige, at …. Jeg svarer med enstavelsesord, indtil jeg er blevet vågen nok til at sige, at jeg ikke ønsker at bidrage med mere, end jeg allerede gør. Så får vi sluttet samtalen.

Det er først nu en halv time efter, at sagen helt går op for mig. Jeg har for nylig reageret på et nødråb og sendt dem nogle penge. Det var det samme, der skete sidste år, og jeg er ret sikker på, at det var den samme pige. Teknikken og den overfriske stemme var den samme. Dengang lykkedes det mig efterfølgende at ringe én op højere oppe i systemet og sige, at jeg ikke ønskede at blive ringet op af dem. Jeg har altid bidraget én gang om året ud over, hvad de måtte have af husstandsindsamlinger.  Men nu slutter festen!

Afleveringen af bilen er der heldigvis ingen problemer med, og jeg får mine 50 € tilbage. Jeg påpeger, at der ikke er sprinklervæske på, og det lader han til godt at være klar over. Jeg undlader at spørge, om han har tænkt sig at fylde noget på. I går måtte vi finde et sted at holde ind på vej ned ad bjerget. Den lave sol og den støvede rude gjorde, at det kortvarigt var umuligt at se noget fremad. Vi måtte tage af drikkevandet for at få ruden vasket ren.

Så har vi et problem. Jeg tolkede abonnements siden hos 3, som at jeg max kunne tilkøbe 10 GB data, når jeg var i udlandet. Jeg KØBTE faktisk 10 GB, men siden kom der en utvetydig sms: i udlandet kan man max BRUGE 10 GB/md. Og det er vi ved at have nået. Altså ringer jeg til kundeservice og klager min nød. Ny kunde og misforståelige tekster på deres sider. Jeg får godskrevet de 130 kr, jeg har betalt og kan bruge videre af de 8 resterende GB, når jeg kommer hjem, men i situationen, kan hun ikke gøre noget – desværre.

Samtidig har AM undret sig over, at hun hverken på telefonen eller på Ipad’en kan gå på nettet. Uanset om roaming bliver slået til. Hun har også lige skiftet selskab. Hun ringer op på min telefon. Man skal bede om at få udlands data slået til, viser det sig. Så nu har vi hendes telefon til at gå på nettet fra – i nødsfald. Min blog må jeg ud i byen og opdatere. Heldigvis har de Wi-fi ovre på The Green Onion.

Så går vi ellers ud i byen. Ud mod Fyrtårnet. Der er en ”brolagt” kanal, som vi flere gange er kørt over med bussen, og jeg har også gjort det på cykel. Nu går vi langs med den og ender helt ude ved stranden ved en mærkelig lille lagune. Det er egentlig en indsø, men den bliver sikkert født fra havsiden, når bølgerne er store nok til at skylle over sandet. Der er nogle, der ligner vanlige hejrer, som vi kender dem, og så er der en hvis variant. Ligner nogle jeg har set i Kina og Japan, men om det er samme art, ved jeg ikke. På den anden side begynder Las Dunas de Maspalomas, sandørkenen.

Vi får en kop kaffe på busstationen og tager siden en 39’er hjem. Efter en pause hjemme på altanen, der nu er dejlig varm, går vi over hovedvejen for at købe ind. Denne gang i det nærmeste supermarked. De har ikke noget lammekød hos slagteren, men vi finder en pakke med noget, der vel nærmest må kaldes lamme buco.

Vi får strikket et udmærket måltid sammen, selv om den indkøbte ”mojo” – en speciel canarisk foreteelse, der findes i forskellige farver – viser sig at være ”picante” – stærk. Det er en slags pesto, der bl.a. spises til de små saltede kartofler, ”papas arrugadas”. Med drinks før maden og en rosé til, når vi aldrig til desserten, nogle chokoladekager med blødende hjerte. De må vente til en anden dag.

På EuroNews er speak’en pludselig på spansk og ikke på tysk. I stedet ser jeg sidste sæt af finalen fra Australian Open, som utvivlsomt blev spillet i søndags. Eurosport Deutschland har åbenbart valgt at genudsende den. Det er fremragende tennis og underholdning, som det oftest er når de store koryfæer mødes.

Vi er ikke så langt fra ækvator, for månens segl ligger ned.

19400 skridt