19.08.20 Ville-sur-Auzon
Det har været en lang dag og hvordan var det lige den begyndte….
Jeg var oppe ved halv syvtiden, tror jeg. Det var svagt lyst i stuen. Planen var jo en længere cykeltur i løbet af formiddagen.
Lidt i 8 var jeg ved at være klar. Går ud gennem haven, så kan jeg låse ståldøren til haven udefra og tage nøglen med. Og AM har stadig nøglen til hoveddøren og kan gå og låse efter sig – hvis det skulle blive aktuelt.
Startede 7.52 og kørte op gennem gorge’n. Det første stykke op er lidt stejlere og der kører jeg 16-18 km/t. Det er en nogenlunde jævn stigning, men man mærker selv de mindste ændringer i hældning som ændring i fart. Efter 6-7 km kommer man ind i den egentlige gorge, og der stiger farten så til omkring 20 km/t. Der begynder modvinden også. Den forsvinder dog hver gang jeg drejer ind i en side slugt. Megen af vejen er jeg lidt presset på åndedrættet, men på de gode stykker er det bare, som om kroppen er en maskine, der arbejder under mig. Jeg kører et ret hurtigt tråd i 3. eller 2. mindste gear.
Kommer et godt stykke frem, før jeg bliver overhalet af en bagfra kommende. Han kører lidt hurtigere end mig, og jeg skal ikke forsøge noget. Ikke desto mindre er det kun langsomt han forsvinder foran mig, og i alle sidegrenene kan jeg se ham på den anden side. Indtil jeg pludselig ser ham meget langt fremme. I rød trøje.
Havde han det…? Så ser jeg, at det ikke er ham. Han kommer først meget længere tilbage, den anden er bare én, jeg ikke har set før.
Kl. 8.54 når jeg udsigtpunktet i enden af gorge’n efter at have kørt 19,75 km. Meget tilfredsstillende.
Så kører jeg ned til Monieux og fortsætter mod Sault. Jeg er godt nok øm i det øverste af lårene. På en måde jeg ikke synes, jeg kender fra tidligere. Det må være alderen? Tænker lige: Kan jeg overhovedet gennemføre dette….?
Så er jeg fremme nedenfor Sault – der ligger højt på en klippeknold – og finder en genvej frem til hovedvejen mod bjerget. Google foreslog nogle andre, men dem turde jeg ikke løbe an på. Vidste ikke om det skulle blive grus, men denne her – om end smal – ser tilforladelig ud.
Da jeg når hovedvejen ser jeg en større gruppe cyklister nogle hundrede meter foran mig, og jeg sætter uvægerligt tempoet lidt op. Det går trægt med at hente ind på dem, men efter at nogle af dem er stoppet, ender jeg med at køre bag et par hollændere. Han kører forrest og standser ind imellem for at vente på hende. De er på almindelige turcykler. Ham følges jeg med en tid, indtil de bestemmer sig for at holde en pause….
Så når jeg op til en pige, der viser sig at være belgier, og hende kommer jeg til at følges med hele vejen til Chalet Reynard. Pige er måske så meget sagt, for hun har en søn, der cykler et sted foran sammen med faderen.
Hun viser sig at være læge, og vi snakker sundhedsvæsner og Corona og hvad ved jeg hele vejen. Og på den måde, kommer jeg næsten ”af mig selv” til Chalet Reynard. Det er ikke anstrengende en eneste gang. Der var lige lidt, som må være det, der har ét hak på kortet.
11.02 efter 49,24 km ankommer vi til Chalet Reynard, hvor jeg lige får drukket lidt, inden jeg kører ned ad mod Bedoin.
Nedkørslen er forfærdelig. Jeg bremser næsten hele vejen, men én ting er at køre ned alene. Noget ganske andet er, at køre ned med modkørende. Og det er ikke cyklisterne jeg taler om, men BILISTERNE. De er ikke alle lige øvede i at køre i bjerge, og da slet ikke et bjerg, hvor der ustandselig kommer cyklister ned med min. 50 km/t.
Jeg må bremse kraftigt nogle gange for at undgå at blive torpederet, og får råbt ”Idiot!!!” en gang eller to. Af mine lungers fulde kraft. Og cyklisterne på vej op stemmer i på deres sprog….
Det er frygtelig anstrengende at køre ned. Ja, altså ikke fysisk, der kan man bare lade den rulle og så bremse, når man – jeg – når 50 km/t, men man bliver nødt til at have mindst én hånd helt nede i grebet, og skal samtidig se fremefter. Altså får man hurtigt ondt i nakken.
Jeg stopper to gange undervejs og får hovedet på plads. Det kan nok være svært at forestille sig, at det kan nå at give ondt i nakken, men det er fordi man kører ned – hvis man har været helt oppe – i 45 min. Næsten en time i frihjul, i samme stilling. Kun hænderne arbejder med bremserne.
Jeg er hjemme – også fra bageren med baguettes – kl. 11.51 efter 71,16 km. En fremragende tur.
Forleden faldt jeg i med det lokale ”slæng”. Jeg hørte lyden af en guitar og gik ud for at se, hvad der foregik. Om det bare var gennem et vindue. Så sad de der alle sammen. Noël, Gerard, André og Dominique plus nogle stykker mere. Det var Gerard der trakterede guitaren. Det måtte jeg naturligvis blande mig i. Også Gerard var vokset op med Rolling Stones og Beatles og talte rimeligt engelsk, så det kunne vi få tid til at gå med. De sad og skulle lige have en aperitif og ville jeg og min kone ikke være med…?
Det var AM ikke meget for. Jeg kunne bare gå der hen…. Nej, det ville jeg dog ikke, så jeg var henne og takke nej på en pæn måde. Ærgerligt….
Nå, men så i går sad André og Dominique henne hos sig selv. Hun snakker noget engelsk og sønnen og hans ven er GODE til det. De var der nu ikke. De skulle til at drikke kaffe, og om ikke vi ville have en kop med? Det fik jeg overtalt AM til. Havde lige erfaret at Dominique havde en veninde i Finland, T-i-i-i-na. Hun var meget god til at efterligne den finske udtale, så med AM’s barnebarn i Helsingfors ,havde de da noget at tale om.
De kommer oppe fra Nantes, men har nu haft – sommerhus må man vel kalde det – hernede i 11 år og er her en måneds tid hvert år. Så de kender alle de lokale. Folk kommer hinanden ved her. Og om sommeren foregår alting udendørs. Næsten alle har bord og bænke eller stole udenfor og her indtager man måltiderne. André og familien gør i hvert fald. Længere henne i gaden har de nærmest lavet have med krukker udenfor.
Senere på dagen, spurgte André, om ikke jeg ville cykle en tur gennem Gorge’n i morgen tidlig, og det lod jeg mig ikke sige to gange. Han taler ikke engelsk, men vi skal nok finde ud af at cykle sammen. Og så bliver jeg jo tvunget til at sige noget på fransk.
Halv otte lyder aftalen på.
Så kørte AM og jeg til Seguret, der er én af de 3 byer på vestsiden af Dentellerne. Sydfra er de: Gigondas, Sablet og sidst Seguret. En by hvor der ikke kan køre biler. Vi har snart været her mange gange, men selv om den ligner sig selv, var manden med sentonerne blevet udskiftet med en anden kunstbiks. Det så noget mere mondænt ud. Han var nok død eller kommet på plejehjem.
Sørme' om der var kommet ladestationer på parkeringspladsen
Sad på terrassen og spiste is og drak kaffe. Straks som vi havde fået vores, væltede folk ind. Bilerne på parkeringspladsen talte der tydelige sprog. Én belgisk og én dansk, resten var franske. Det plejer at være omvendt. Også her holder folk ferie i deres eget land.
Billeder .....
... fra Segurèt
Det minder mig om, at den belgiske læge fortalte, at der havde været så mange drukneulykker i Belgien i år. En masse mennesker, der er vant til swimming pools nede sydpå, tager til stranden uden at kende strandens farer, først og fremmest udadgående strømme. Det har vi også set eksempler på hjemme.
Vi kørte over Saillans og supermarkedet på hjemvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar