Berlin 2022 Dag 4

 26.03.22

Dagen starter lidt uventet. Burghard har smerter i brystet og vil til lægen. Jeg forstår først ikke, hvad det er for en sygdom, han taler om. Men efter nogen tid når vi frem til noget. Helvedesild. Det er muligt at komme til lægen på en lørdag. Han forsvinder mens jeg sætter mig til at beskrive gårsdagens hændelser.

Daniela spørger, om jeg stadig vil låne hendes cykel? Jo, hvis det ikke er for meget besvær. Det synes det at være, for det er Burghard, der ved, hvor værktøjet er, hvis sadlen skal sættes op. Vi tager den heldigvis op fra kælderen først, og den passer noget nær perfekt. Det er heller ikke nødvendigt at pumpe.

Så kommer Burghard tilbage og Daniela bliver sendt af sted til apoteket, så jeg må lige vente lidt på cyklen.

Ved 12-tiden kommer jeg af sted. Det tager ikke et kvarter, at cykle til Teknikmuseet.

Bortset fra denne montre ved indgangen, var der ikke meget for børn

Jeg orienterer mig lige lidt og går så ned i cafeen for at spise frokost. En sandwich og en cappucino, er jeg så oppe på 10 € (grænsen for at betale med kort). Nej. Så må jeg også have et stykke kage, og så går det.

Jeg begynder i den nye bygning, hvor jeg ikke var sidst. Skibe nederst, så balloner og fly og endelig rumfart. Det er gennemgående en skuffelse. Rumfarten er ikke åbnet endnu. Det mest interessante er verdens første 2-trins raket, som man arbejdede på under krigen, men som aldrig kom til at spille nogen rolle, da den delvis skulle styres fra jorden og det voldte for meget besvær.

Så er jeg ovre ved jernbanedriften. Mange steder, er der trapper op, som er spærret. En stor del er midlertidigt lukket, men der var jeg heldigvis sidst. Men modelbanen kører ikke!!! Og i afdelingen oven på er der for trangt, så dér er lukket på grund af Corona….

Så er der skilt til et bryggeri ud gennem en dør. Det viser sig at være lukket. Den besked kunne vel også have stået på døren ud? Nå, nu jeg er ude, tænker jeg, jeg lige så godt kan gå rundt om bygningen for at komme tilbage til hovedbygningen. Desværre – da bygningen er rund opdager jeg først, der er spærret efter et par hundrede meter. Men så kan jeg da advare de næste mod at gå den vej. Det er pil nedad for skiltning.

Masten fra skibet nedenunder var for høj

Der er kun én bil. Resten har de utvivlsomt på bilmuseet, som jeg aldrig har hørt om. Måske har mærkerne hver deres?

Hvad er det? En bil, en sporvogn, en bus?

Jeg tager en ny kop kaffe i cafeen, før jeg igen vender snuden hjemad. Nu er det ingen sag, at finde vej. Da jeg stopper for at tjekke med Google, er det netop stedet, hvor jeg skal dreje op mod Orinienplatz.

Berlin 2022 Dag 3

 26.03.22

I dag købte jeg en 24 t billet til de offentlige. Tænkte jeg ville se nogle af de steder, jeg havde været før. Man kunne betale med VISA i automaten. Ikke som kaffestedet i går: ”Nur bar geld…” Og så har de jo det her EC-kort som ofte er det eneste betalingskort, der dur.

Var på vej til Brandenburger Tor, men stod af ved Alexanderplatz. Dén lignede sig selv. De var dog ved at lave noget mere gågade ned mod Rote Rathaus.

Berlin, Alexanderplatz 2022

Så kørte jeg til Brandenburger Tor og gik ind på turistkontoret for at få et kort. Kunne få en U-bahn oversigt gratis, men det havde jeg allerede fået med fra Burghard, så jeg købte et kort for en euro, hvor der også var en nyere U-bahn oversigt. Der er kommet en ny linie til, der af stop ved både Friedrichsstrasse, B. T., Reichstag og Bundesamt eller hvad det nu hedder.

Der skulle øjensynlig være koncert i aften som der også skulle sidst jeg var her. Men jeg tænker, de har manglet i hele Corona-perioden.

Også Berlin har fået løbehjul

Så ned mod Siegissögle, hvor guld ørnen nærmest blændede mig i solen. Så vendte jeg om, og gik den anden vej ned ad Unter den Linden. Man var i gang med at bygge et nyt Willy Brandt center, som indtil vidrere åbenbart befandt sig et andet sted.

Ved Friedrichstrasse drejede jeg nordpå mod Oranienburger Strasse. Ved et par sideveje holdt der motorcykelbetjente og standsede nogle af bilisterne, der ville dreje af. Gad vide hvorfor? Forklaringen kom senere.

Oranienburger Strasse var ukendelig. Som jeg husker den var der masser af kondemnerbare huse, der var mere eller mindre besat. Nu var der kun én ejendom, som enten skulle rives ned eller have facaden pudset op. Måske nye ejerlejligheder til skyhøje priser? Resten var nyt i glas, stål og beton.

Så fandt jeg på at tage til Denkmal für den Mauer. Kunne først ikke huske, hvad gaden hed, men efter at have studeret kortet, kom det: Bernauer Strasse.

Den bemærkelsesværdige runde bygning viste sig at være en kirke

Ankom fra den anden side i forhold til sidst. Der var meget passende en cafe med et toilet i tilknytning til  ”Museet”. Jeg tror også det var der sidst, men da var jeg ikke inde. Jeg spurgte, om det kostede noget? Nej, alle tyske Denkmals var gratis, belærte han mig om.

Her var murens historie igen. I al dens grumhed. Alle historierne om, dem det lykkedes at flygte – og dem der måtte lade livet. Og enkelte det lykkedes for, men senere blev kidnappet tilbage til hårde fængselsstraffe.

Fra toppen af bygningen kunne man se over på det gamle ingenmandsland. Lidt henne til venstre var resterne af fundamentet til en af de bygninger, der havde ligget ud til grænsen, og hvor folk i starten blot behøvede at springe ud af vinduet for at komme ind i vesten. Senere blev vinduer og døre muret til og til sidst blev husene revet ned.

Et stykke ingenmandsland og Berlin's skyline set fra Bernauer Strasse

Efter at have brugt meget tid både på den ene og den anden side af Bernauer Strasse, tog jeg videre til Potzdammer Platz. Ifølge kortet skulle der være et udsigtspunkt i et af de nye høje huse der. Med Europas hurtigste elevator.

Meget syntes forandret i området. Der var kommet en grøn korridor skråt sydpå med en masse nye røde blokke ved siden. Jeg husker dem i hvert fald ikke. Området var også længe Tysklands største byggeplads.

Her VRIMLEDE det med politi. Vrimlede er måske ikke det rigtige ord, for de stod alle sammen og hyggede sig ved deres biler. Jeg spurgte en af dem, om de altid var så mange her? Nej, der havde været en ”Sammlung”, tror jeg han sagde, altså en demonstration, som de havde skullet tage sig af. Nu ventede de vist bare på at det skulle blive tid at køre hjem. Det må have været det motorcykelbetjentene tidligere gjorde parat til.

Senere så jeg på en station en pige med et skilt "I hate you Putin", så jeg tænkte, det nok var mod invasionen - som det ikke må hedde i Rusland, men senere fortalte Daniela mig, at det var klimaet, det havde drejet sig om.

En grønne bakke, der løb ned skråt sydpå, var stejl på den ene side og fladede langsomt ud på den anden. Det var ikke tanken at man skulle kunne komme op på den stejle side?? Hvorfor dog ikke? Nu var der så i stedet de uordentlige små stier folk laver, der hvor det er praktisk at gå. Jeg fulgte bakken på toppen og videre ned mod floden. Dér var der pludselig noget bekendt ved stedet. Jeg var sikker på, at det tekniske museum, hvor jeg gerne vil hen i morgen, lå lige i nærheden.

Det røde bygningskomplex lige overfor var Polizei Amt, men lidt længere henne kom det så. Jeg kunne se DC-3’eren dykkende ned fra taget på lang afstand.

Der er også en Vesta's vinge som blikfang ved museet

Så besluttede jeg at tage tilbage til udsigtspunktet. Nu jeg var her, ville det være dumt ikke at prøve Europas hurtigste elevator.

Det var nu ikke så nemt at finde. Kortet angav ingen adresse kun en placering, der passede nogenlunde med Sony centeret. Dér fandt jeg også det første skilt. Umiddelbart kunne man tro man skulle lige frem, men at skulle gennem en SPAR for at komme til det….? Om igen. Efter yderligere nogle svært tilgængelige skilte nåede jeg frem til billet salget. Elevatoren var ikke nogen speciel oplevelse. Hele operationen tog 20 sek. Og den kørte med 10 m/s, men man mærkede det ikke. Ingen kraftig acceleration.

Har man været i Fehrnsee Turm er der ikke noget nyt her. Kun er det svært at tage billeder ud gennem gitteret. Der må være en del, der taber deres telefon her? I værste fald ryger den vel alle 89 etager ned? I bedste fald lander den på afsatsen udenfor gitteret.

Jeg tror, jeg kørte hjem her fra. Da jeg igen stod på Oranien Platz, var det blevet til over 20.000 skridt. En herlig men også trættende dag.

Berlin 2022 Dag 2

 24.03.22

Det er en helt fantastisk forårsdag. Jeg ville gerne til Potsdam, og havde tænkt mig bare at købe et dagskort til de offentlige, men Burghard og Daniela vil gerne med, så vi kører derud i bil. Det er ellers ikke noget, der sker ofte. Hvad skal man også med en bil i Berlin med den berlinske trafik.

Vi stopper først ved Glienicker Brücke, hvor de berømte spionudveklslinger foregik i den kolde krigs tid. Jeg har været her før, men denne gang GÅR jeg over.

Glienicker Brücke

Alle vil have kaffe, men her er det ikke alle steder, der har åbent udenfor weekenderne. Efter i noget i retning af ti minutter om at dreje til højre, lykkes det til sidst at få parkeret og finde Bryggeriet ”Mejeriet” – oversat til dansk. Der er både en indvendig serveringsafdeling og en udendørs, hvor man selv køber og tager med. Og er der noget man ikke forstår, skal dronningen af bryggeriet nok fortælle én det. Hun koster rundt med alt og alle.

Cappucino, kan man ikke få, men maskinen kan lave en Milchkaffee, der ligner til forveksling. Von Kuchen haben Sie keine. Det er fortryllende at sidde og se ud over en af de mange søer.

Behørigt påklædt til at gå ind på toilettet - maske efter tysk standard

Så går vi hen forbi Cecilienhof, der er stedet, hvor Potzdam-konferencen fandt sted. Sidst var jeg ved Wannsee-konferencens arnested, altså den, hvor jødeudryddelserne blev besluttet. Her tæt på blev slutkapitlet til krigen så skrevet af Churchill, Roosevelt og Stalin.

Cecilienhof

Ringen er sluttet. Kedeligt at vi har gang i et nyt krigskapitel, der på mange måder minder om det forrige. Mennesket bliver åbenbart aldrig klogere?

Jeg genkender steder fra sidst jeg var her. Dér sad vi og spiste, og dét antikvariat var vi vist inde i. Den er i Holländischer Viertel de mest turistede gader ligger. Men turister er der ikke mange af nu.

Daniela skal mødes med én, så Burghard og jeg fortsætter til slottet Sanssoucis, hvor jeg husker det kinesiske tehus og gerne vil gense det.

Hele parken inklusive tehuset er klædt i sin vinterdragt. Alle statuer bliver åbenbart skærmet for vinterens kulde.

Et vinterklædt the-hus

På hjemvejen skal vi lige forbi nogle ukrainske flygtninge, som Burghard er blevet involveret med. Det er en mor, Tatiana og hendes to børn. De bor hos en arkitekt, der bor i et minus energi hus. Der altså producerer mere energi end det selv behøver. Arkitekten er nu ikke hjemme. Ham jeg først tror er arkitekten er bare en, der også bor der, fordi han og konen har lavet lejlighedsbytte med en fransk familie fra Paris, så da han af en eller anden grund er hjemme, har han ikke noget sted at bo.

Tatiana taler kun ukrainsk, så de kommunikerer ved hjælp af Google Translate. Man kan også indtale det man vil have oversat, så siger telefonen det på det valgte sprog. Det er om deres registrering, sygesikring, skolegang m.v. Er alt nu i orden.

Drengen Nikita på en 10 år går åbenlyst og keder sig. Var ude i haven og sparke lidt til en bold. Så jeg går ud med ham og spiller fodbold. Der behøver man ikke at tale.

Vi bliver også budt på mad. Bare en lille tallerken med stegte kartofler og noget salat. Det smager fint. Jeg ender som vegetar inden jeg er hjemme. I går spiste vi stegte rodfrugter med yogurt sovs.

Vi ser lige nyhederne på 1’eren kl. 20. Intet nyt selv om der har været holdt jeg ved ikke hvor mange topmøder.

Berlin 2022 Dag 1

 23.03.22

 På vej til Berlin. Det føles som den første udlandsrejse i årevis - men det er det faktisk ikke.

Brugte mine første point på en kop kaffe og en croissant hos Seven Eleven på Hovedbanen. Jeg tjener 11 points på hver rejse til/fra Bornholm. En cappuccino koster 100 points og en croissant det samme, så det gjorde et ordentligt indhug på kontoen.

Skal skifte i Fredericia og Hamburg. Denne forbindelse kører ikke af den nye Ringsted bane. Skulle være fremme 16.22.

 

Toget er fyldt. Enten har man computeren/telefonen fremme eller også sover man... Nej der er enkelt, der hører musik.

Jeg nyder turen over det flade Sjælland i fuld sol. Der er dæmpet samtale i baggrunden, toget er også et sted, hvor man lejlighedsvis mødes.

 

Toget var 4 min forsinket i Fredericia - og der var kun 7 min i forvejen... Men det viste sig at være på samme perron, så ingen problemer.

Nu hvor vi passerede grænsen, skulle man tage mundbind på. Overraskende. Jeg troede man havde hævet alle restriktioner i Tyskland, men det var åbenbart ikke endnu.

 

Vi passerer i Rendsburg højt, højt oppe over Kielerkanalen. Langt ude mod øst passerer også motorvejen…  Jeg erindrer én gang før, at have kørt her. Højbroen slår et sving mod venstre, mens den over en flere km strækning langsomt bringer sig på niveau med omgivelserne.

For anden gang ringer min telefon. Første gang var det min perker ven, som jeg kalder ham. Der er ikke noget nedladende i udtrykket fra min side. Anden gang er det min håndværker ven Karl Åge. De har styr på, hvornår jeg er på Bornholm. Eller PLEJER at være det. For en gangs skyld er planen ændret. Berlin i stedet for Bornholm denne uge.

 

Også i Hamburg var toget forsinket. Men igen var det næste tog fra samme perron. Det var ikke helt klart, hvor vogn 7 ville være, men jeg var heldig at stå tæt på.

Her fra er der knap to timer til Berlin. Toget kører videre til München. Holder i Berlin Spandau før Berlin Hbh.

Det er det flade landskab vi kører igennem. Marker, skove og en landsby i ny og næ.

Bilerne på en parallel vej står nærmest stille, vi kører 189 km/t. Over en strækning på adskillige km: vindmøller, vindmøller, vindmøller.

Farten er sat ned - vi nærmer os berlin

 Jeg er aldrig før stået af på den nye HBH – den er STOR. Vælger at gå fremad på perronen. Ikke helt logisk går jeg op af en trappe, der hvor toget begynder. Så tilbage indtil jeg finder en trappe, der igen går ned til perronen. Og dér møder jeg så Burghard. Stor gensynsglæde.