Alte grenze afslutning

 04.09.22 Aakirkeby

Den endelige afslutning på cykelturen for mit vedkommende blev lige udsat nogle dage. Cyklen blev i Køge, mens jeg lige var en smut tilbage på øen, så først i dag skulle den køres hjem gennem Sverige.

Først s-toget til Hovedbanen. Jeg havde nået at tænke, at de jo kører hvert 10. min, så det ikke betød så meget, hvornår jeg kom til stationen. Indtil jeg lige nøjagtig IKKE nåede et tog. Så gik det op for mig, at det var søndag. Så er der 20 min imellem og det standser ved alle stationer.

Nå, jeg nåede Kbh.H og fik købt billet til både mig og cyklen. Jeg havde ellers set nogle opslag, der reklamerede med, at det var gratis at tage cyklen med i Øresundstoget. Da jeg for en ordens skyld tjekkede det, viste det sig at være rigtigt – for så vidt – for Øresundstog der kører til Sverige er det gratis, MEN…. Kun i Danmark, altså indtil lufthavnen….

Der var mange med toget, men der er en kupe, der er forbeholdt barnevogne, klapvogne, cykler og kørestole. Jeg var hurtig og fik anbragt min cykel det autoriserede sted, og den anden cyklist anbragte sin udenpå min. Men der sad allerede en række og optog pladsen for de klapvogne, der fristede en krank skæbne henne foran dørene, Flere af de andre passagerer havde prøvet at gøre opmærksom på problemer, og det lykkedes nogle nordmænd at fatte beskeden. Tilbage sad en mand, jeg høfligt henvendte mig til: ”Undskyld?” Han stirrede vedholdende ned på skærmen på sin telefon. ”Do you speak english?” Manden blev siddende uden at reagere. Da togdamen et øjeblik efter kom og tog skolestemmen på, kunne han pludselig høre og der kom orden på køretøjerne. Det er da utroligt, som folk kun har næse for sig selv…

Havde en meget hyggelig snak med den anden cyklist. Han var svensker, men boede i Danmark og talte dansk. Skulle over og cykle en 80 km’s tur med en kammerat, som stod på i lufthavnen – uden cykel. ;in svenske ven havde endnu en cykel i Malmø, som han kunne låne.

Jeg kom af i Hyllie og satte navigationssystemet i gang. Det består af en rute, jeg på forhånd har lavet i Google Maps. Desuden en app, der kan sørge for at skærmen ikke slukker og endelig en holder og et hylster til telefonen. Jeg skal selv sørge for at flytte kortet efterhånden som jeg flytter mig, men det kan man godt gennem plastikken. Man kan også zoome om nødvendigt.

Min hjemmekonstruerede rute ville passere alle stationerne på strækningen til Ystad, bortset fra den første Oxie. Dagens problem var nemlig vinden. 5-10 m/s modvind er ikke til at spøge med i det åbne skånske landskab. Vinden er jo som oftest vestlig, men der er snart intet, der er som det plejer, hvad angår vejret. Så derfor ruten. Så kunne jeg altid tage toget, hvis det kom til at knibe med tiden.

Normalt ville jeg starte med at køre til Svogertorp St., hvor man kan krydse banen og komme ud af det, jeg vil kalde Malmøs trafikale helvede. Et hav af motorveje og jernbaner med ud- ind- og sammenfletninger er vanskelig at have med at gøre som cyklist. Hvor kommer man over? Eller under…..?

Men med min navigationshjælper går det. I stedet for at køre ud af helvedet med det samme, leder den mig stille og roligt igennem det.

På et tidspunkt kører jeg langs den motorvej, jeg plejer at køre i bil på. Har aldrig bemærket, at der også er cykelsti på et stykke.

Da vejen videre frem mod Svedala ser enkel ud, slår jeg navigationen fra. Når skærmen skal være tændt hele tiden, bruger den MEGET strøm.

Fra Svedala følger jeg en rute, jeg har kørt på før. Det er min største force. Jeg kan straks genkende steder, jeg har været før. Og huske forløb på veje og stier temmelig godt. Det er fx ved Börringe Kloster, hvor Google Maps laver cykelrute på E45, hvor man bestemt ikke må cykle. Allerede da jeg lavede ruten, måtte jeg tvinge Google væk fra E45. Det lykkedes, men der skulle zoomes kraftigt, så skovstien kom frem.

Senere kommer en endnu mere tricky vej i Grönby, hvor det bare er en smal sti gennem skoven. Sidst mødte jeg en løber her. Denne gang er her INGEN. Skovstierne fortsætter og bliver til grusede skovveje, og jeg genkender dem.

Havde jeg ikke kørt her før, ville jeg have været betænkelig

Der er betydeligt flere bakker end længere sydpå

Da jeg omsider kæmper mig frem til Skurup, kører jeg til stationen for at se på togtiderne. Det begynder at knibe med tiden. Klokken er 16.30 og Google mener, at jeg har 1 t 45 min tilbage. Vel at mærke ved 20 km/t. Det vil mindst være 2 t i denne modvind og så bliver den 18.30, og der sejler færgen….

Jeg troede, der var timedrift på Pågatoget om søndagen, men det er åbenbart kun om morgenen. Nu er tiderne 08 og 38 her i Skurup. Jeg beslutter at tage én station mere: Rydsgård. Der vil tiderne nok være 15 og 45 og 17.15 skulle jeg kunne nå.

Netop, som jeg ser jernbaneoverskæringen forude, kommer jeg til at tænke på, at 38 toget fra Skurup snart må være her, og i samme øjeblik går signalet i gang og bommene ned. Der er orden i sagerne.

16.38 fra Skurup har netop passeret

I Rydsgård kommer der nye udfordringer, Billetautomaten har ”hængt sig”. Den kæmper forgæves med at afbryde et køb. Prisen lyder på over 2.000 kr. Der er nok en spøgefugl her, der ved, hvordan man får den ud af drift….? Da jeg har prøvet at trykke på alt uden resultat, kommer jeg til at se over på den anden peroon. Der er jo også en automat. Men hvordan kommer man derover, der er hegn mellem sporene. Jeg finder en undergang. Samme sag. Blot lyder købet her på over 12.000 kr.

Jeg tager et billede af begge automater, så jeg har dokumentation, når jeg må fortælle togpersonalet, at jeg ingen billet har.

Automaten arbejdede på højtryk - men....

Da der stadig er tid, får jeg en ny ide. Når man kan købe billet i Danmark gennem rejseplanen, må man også kunne det i Skånetrafikens app? Jeg harv faktisk en gang haft den for at kunne tjekke uregelmæssigheder på den svenske side. Henter den, og efter lidt bøvl med at betale – jeg har ikke ”swiss” eller hvad deres MobilePay nu hedder – har jeg en autoriseret billet på telefonen. 53 sv.kr. Det lyder dyrt, synes jeg, men oversat til danske er det vist kun 38 kr.

Togmanden beder IKKE om at se min billet! Han ved muligvis at automaten ikke virker! Det kunne jeg have sparet mig! Hvorfor skal jeg også altid være så lovlydig….? Fordi, det skal man. Basta.

Cyklen skal jo være et bestemt sted i toget, og jeg gider ikke binde den fast for de 10 min. Så jeg er tvangsindlagt til at høre og se på to møg irriterende unger og deres far. De taler engelsk sammen, så jeg er flere gange ved at buse ud med et: ”This is a train – not a playground”….

Da jeg er nået frem og står i bane 1 og venter på at færgen skal ankomme, ser jeg at bussen ved siden af er finsk! Det har jeg aldrig set før. Finner på Bornholm! De taler finsk-svensk, så jeg spørger chaufføren, om det er den første finske bus på vej til Bornholm? Nej, han har været her én gang før. Lige før coronaen.

Ombord på færgen kommer jeg til at sidde tæt på en ny irriterende unge og en passiv far. Ungen laver lyde hele tiden. Nogle gange en slags sang. Højt. Faren har lukket sig inde i sig selv med sin skærm.

Bedst som jeg er ved at eksplodere bliver mit bord invaderet af svenskere. Det viser sig at være nogle af passagererne fra den finske bus.

Det bliver en interessant overfart, som har sikret mig et overnatningssted i Helsingfors næste gang, jeg kommer der. Det er kvinderne der regerer i Finland. Statsministeren har vi jo lige hørt om – det hidser de sig ikke op over. Hun er god nok. Og alle koalitionspartierne ledes også af kvinder. Bortset fra at statens underskud er øget, er alt godt.

Vi snakker om alt muligt fra den finske borgerkrig til Sol over Gudhjem. ”Inbördeskriget” hedder det. Det tog tid at forstå hinanden der.

Det er mørkt da jeg kommer i land i Rønne, men udover det ubehagelige ved at møde en mørk cyklist på cykelstien, sker der ikke noget

74.50 km i alt ca. 55 modvinds km i Skåne.

Alte Grenze Dag 7

 Toget fra Hamborg 30.08.22

Det var et håndværkerhotel vi boede på. Da vi kommer ned er alle for længst over alle bjerge. De er ikke kommet for at sove længe!

Morgenmaden er lav hotelstandard.

Vi kommer som sædvanlig af sted omkring kl. 10. Der er ingen ”dagens rute”. Så langt kom jeg aldrig. Troede ellers alt var dækket ind. Men under maden har vi besluttet, at begynde med at tage tilbage til den sydlige bred, der er nemlig en bro over Elben her i byen, lidt længere fremme.

Lysregulering på cykelstien - det har jeg ikke oplevet før

Der er dejligt at køre på den anden side. Nærmest medvind så det går rask derudaf. Omsider kan man sige, at der er mange cyklister. Både med og uden bagage.

Overraskende nok ER der en Elbfähre et sted på vejen, som Henriks kort viser, men som Google Maps ikke vil vide af, men nu har vi besluttet en rute, og den holder vi os til.

Et af de relativt få krigsmindesmærker vi er kommet forbi

Efter godt 20 km er det tid til kaffe. Første sted vi stoppede, havde de kun tyrkisk te. Så var der noget, der så kedeligt ud, og jeg hævdede med overbevisning, at med alle de huse der var, måtte der komme noget længere fremme. Det viste sig heldigvis at holde stik.

Der var fredfyldt langs Elben

Vi drikker først kaffe, går over og ser på udsigten over floden og spiser endelig en sandwich – en ”Schlemmer Stange”. Så slem er den nu ikke.

Der var vand nok til denne pram

Vi kører videre mod Hamburg, hvor vi skal krydse tilbage over floden. Der er to steder at gøre det, den første er sammen med Motorvej 1, det er den jeg har passeret i bil på vej sydpå 20-30 gange uden at lægge mærke til, at der kører cyklister ude i den ene side. Det er omkring Hamburg Stillhorn, som en rasteplads hedder.

Efter bropassagen – over Süder Elbe -  starter vi med at køre gennem et kolonihavekvarter, og herfra kommer der mere og mere by.

Her var Elben nærmest tørlagt

Bedst som vi kører langs en vandvej bliver jeg toilettrængende. Vi kører videre til stationen for et toiletbesøg ogivt bagefter hen til Botanisk Have, hvor der er en cafe lige udenfor en af indgngene. Vi vil være tilbage på stationen kl. 16. Toget kører 16.54.

Også Hamburg har sine sølle eksistenser

Toget ankommer lettere forsinket, men kører til tiden. Ved grænsen kommer der dansk paskontrol, så vi er i skrivende stund 10 min forsinket.

48.74 km

Alte Grenze Dag 6

Geesthacht 29.08.22

Jeg har fået sofaen i stuen. Snorkerne Bent og Henrik deler soveværelset og Pernille har fået villalejligheden i baghaven. Der er også et lille gult skur, hvor cyklerne kan låses ind.

Jeg sover nogenlunde, men jeg tror, jeg i min alderdom skal til at have en blødere madras. Denne sofa er i hvert fald lige hård nok. Vågner kl. 6 men sover vist lidt igen.

Så har Bent været efter morgenbrød m.m. Et så stort indkøb, at han ikke havde penge nok. Og havde ikke fået visa kortet med. Havde til gengæld et master card, men kunne så ikke huske koden. Til sidst havde han fået betalt med visa kort på mobilen. Det må jeg også have fundet ud af.....

Efter et længere omfattende morgenmåltid, får vi pakket sammen og kører. Planen er at blive på den sydlige bred indtil Lauenburg, hvor en bro kan føre os over floden, og så køre resten på den nordlige bred.

Samlet ved morgenbordet

Modvinden er ikke så slem som i går. Vi møder mange cyklister. Der er særlig et par fra Ruhr-området, hvis veje vi krydser ustandselig. Han snakker som bare pokker. Fraråder vores sidste del på nordlige side. Det er en frygtelig rute, siger han ustandselig.

Vi forlader Villa Lütt

Næsten hele vejen ligger der det ene flotte bindingsværkshus efter det andet.

Panorama ved Elben

Vi snakker med et ældre schweizisk par på elcykler, der har været langt omkring. Og vist stadig har en måned endnu.

Vi får lagt Ruhr-folkene bag os, de skulle vist også dreje fra, og haster videre mod broen til Lauenburg. En gammel lillebæltsbro type.

Lauenburg - den gamle by fylder ikke meget

Det gamle Lauenburg er BROLAGT. Og brolægningen er ikke fornyet de seneste par hundrede år. Vi standser ved en Imbiss og får kaffen. Solen er kommet frem trods vejrudsigtens benægtelser.

Brolægning og gamle huse

Så er det videre ad brolagte gader. Vi har besluttet at se stort på udsagnet om en frygtelig rute. Så er der pludselig en fin cykelsti nede ved vandet og så går det igen derudaf.

Et sted hvor stien bevæger sig op i landet beslutter vi at spise frokost. Det er i dag en ret enkel foreteelse, eftersom vi har smurt madpakker. Vi falder i snak med en utrolig sød kvinde, der også holder frokost her. Hun fortæller historier fra Tyskland som umiddelbart kan oversættes til danske forhold. Også forhold til flygtninge m.m.

Mht. Den videre færd, siger hun, at vi godt kan fortsætte ad den lille sti. Man kan dog aldrig vide, om der skulle være væltet et træ over stien siden sidst.

Altså bevæger vi os ind i vildnisset. Stien er virkelig smal og der er brændenælder, nogen gange på begge sider.

Der skal krybes....

Der går ikke så længe, før det første væltede træ viser sig. Og så bliver det ved. I alle størrelser, antal og afskygninger. Det er virkelig en jungle-ekspedition værdig. Vi bevæger os vel frem et par kilometer i løbet af en time. Det er ikke en sti, der er med på Google Maps, så vi er virkelig ”far out”.

Fanget blandt væltede træer

Til sidst når vi tilbage til noget, der kan findes på kortet, så siden er vi på intet tidspunkt ved at fare vild. Vi nærmer os så småt Geesthacht. Tager en vej ned mod vandet man suser nedad. I lang tid.

Så følger vi ellers Elb-radweg resten af vejen. Indtil jeg pludselig ser skiltet: Fährhaus Ziel. Vi er i mål.

Efter et hurtigt bad går vi ud for at få velkomst-øllen og måske spise umiddelbart efter. Mens vi venter på, at Henrik skal hente sine solbriller - solen skinner stadig - snakker vi med en gammel dame. De to første restauranter havde "Ruhetag" om mandagen, men der ligger sådan en dejlig restaurant med bl.a. fisk længere henne efter lyskrydset.

Da vi kommer derhen, har de naturligvis OGSÅ ruhetag, og det samme gør sig gældende i bunden af et stort lejlighedskompleks ved vandet.

Vi er tvunget til at gå op i byen - så det gør vi. 

Efter at have drukket en øl på en Eiss Cafe på hovedgaden endnu vi oppe ved Sushi stedet, vi hele vejen havde et godt øje til.

Vi får misosuppe til forret og en større gang sushi med 68 stykker, det er 17 til hver og det viser sig at være tilstrækkeligt. Selv for 4 tur-cyklister.

42.95 km

Alte Grenze Dag 5

 Bleckede 28.08.22

En dejlig fredelig nat indtil morgenholdet indfandt sig. Det føltes som om det stadig var nat, men klokken var nok 6, da de larmende marcherede ned ad gangen. Jeg vågnede, men sov hurtigt videre.

Da jeg kom hen i køkkenet var der allerede gang i forberedelserne til morgenmåltidet. Det blev med blødkogt æg og perfekt opvarmet brød med sprød skorpe. Og yogurt! Ros til kokken.

Pædagogen skal på tur med tumperne

Netop som vi skulle til at køre, kom der to lastbiler hen ad vejen og parkerede. En IFA (den østtyske udgave af DKW) og en Robur (aldrig hørt om den). Endelig kunne vi få svar på, hvad der havde været der i DDR-tiden. Hele området var befolket med ”baupioneren”. Dem der byggede grænseværnet. Fra pigtråd til vagttårne. Mere end 1300 km i alt.

En af de antikke lastbiler

Efter Google Maps forslag kørte vi en finurlig vej gennem diverse villakvarterer ud til hovedvejen. Vejret var fint fra morgenstunden. Ikke noget med dis eller tåge, men tilgengæld en NOGET lavere tempertur. Første interessante sted var der et valg mellem at køre ligeud op over en bakke eller bare køre ligeud. Vi valgte det sidste og kom på den måde til en undergang under banen. Alle kom vi under og op og stod så, ved en meget ramponeret station i Pritzier, der så ud som om den skulle rives ned snart. Den var aflåst, men der var adgang til læskure  på perronerne, hvor der hang plancher med afgangstider.

En station, der har kendt bedre dage

Der var advarsler om hurtigkørende tog og inden længe kom der ét. Godt man ikke stod ved perronkanten, så var man blevet væltet omkuld. Inden længe ét til den anden vej. Nogle piger vi havde passeret på cykelstien, nåede frem og skulle øjensynligt med toget. Det var dog et godstog, der kom først, så måske står de der endnu?

Senere kom endnu én af de gamle østtyske "to-sporede" betonveje. Denne i super tilstand. Den må næsten være blevet opgraderet....

Henrik for fuld udblæsning på betonen

Næste stop blev kirken i Lübtheen. En BINDINGSVÆRKS kirke. Den var nu lukket, men is-cafeen var åben og den fandt vi hurtigt. Det blev også til et besøg på en kriegsgräber afdeling på den lokale kirkegård. En hel afdeling med simple trækors med en plakette med navn og dødsdag. På nogle stod der: UKENDT, men flertallet var kendt. Mange var døde efter krigens slutning, så vi sluttede, at det var flygtlinge fra tidligere tyske områder i Polen  m.m. De sidste var døde helt fremme i 1948-50.

Har man set mage - en kirke i bindingsværk

Krigsgravene i Lübtheen

I byen var der også et loppemarked i weekenden, og vi fandt frem til det i håb om, at der var en kop kaffe. Efter en tur rundt på pladsen satte vi os ved nogle borde og spiste vores mad til de indkøbte drikkevarer.

Fra Lübtheen kørte vi mod Gudow og senere Neuhaus for så at dreje til højre og krydse floden Krainke, der er en biflod til Elben. Længere ude af vejen sås, hvordan landskabet hævede sig. Det måtte være den anden side af Elben man så. Min rute gik på sydsiden af floden, hvor Henrik sagde, der var meget kuperet. Det havde han læst om. Vi jokede lidt med, at man måske ikke behøvede tage sig af, hvad Henrik havde læst i en bog. Måske var der noget, han havde misforstået?

I den sidste ende var beslutningen let. Færgen over floden var ”auser betrieb”. Senere fik vi bekræftet, at det var grundet ringe vandstand i floden. Det er ikke kun Rhinen, der døjer med vandmangel!

Altså måtte vi bliver på den nordlige bred. I følge skiltningen var der 15 km til Bleckede på sydsiden og 17 km på nordsiden.

Stien oppe på diget - man er udsat for vinden for fuld udblæsning

Vinden havde i forvejen været temmelig kraftig, men nu fik vi den direkte imod. Det blev nogle hårde kilometer både ovenpå og nedenfor diget. Diget, fik vi senere bekræftet, var blevet bygget efter genforeningen. Et enkelt vagttårn med hegn var blevet efterladt til eftertiden.

På vej over Elben

Heldigvis sejlede Elb-færgen til Bleckede. Og sådan nåede vi endnu engang frem til dagens mål.

Aftensmaden blev denne gang græsk.

64.56 km

 

 

Alte Grenze Dag 4

Wittenburg 27.08.22

Pernille og jeg starter med en tur i søen. Vandpesten, som der er en del af, er rigtig blæst sammen i nattens løb. Ved de første svømmetag får man stænglerne viklet om armene, og de er svære at slippe af med. Det er ikke ligefrem behageligt, men vandet føles helt varmt.

Morgenmaden på de tyske vandrehjem er god, for ikke at sige fremragende. Morgenmaden er med i de 40 € vi hver betaler for værelset. Aftensmåltidet i går kostede 9 € pr næse, det var ikke galt.

Tordenvejret, der var lovet i går, udeblev stort set og regnen i dag er der heller ikke megen af – i begyndelsen. Vi er endt med at ville vest om Schaalsee, men vejen viser sig meget trafikeret og ret smal. Efter nogen tid undersøger vi sagen: der er en lille vej til venstre, vi havde overset. Det er for sent nu, at vælge at køre den anden vej om søen, så i stedet vælger vi nogle mindre veje over Kogel.

Vejen krydser jernbanen, men der havde vist ikke kørt tog i mange år 

Igen er vi lidt lemfældige med at se på kort og telefon, så efter at vejen er gået fra asfalt til grus, til ringere grus ender vi et sted i en skov. Sind wir verfahren? Ja, egentlig, men et enkelt korrekt sving, og vi ender på L218, der fører til Sterley, som vi før var på vej imod – troede vi. Nu ER vi det.

Vi krydsede jernbanen adskillige gange - her var det toget, der var bom for

En meget fin støvregn er begyndt og den varer ved mens vi kører fra Sterley til Hollenbek og derfra mod Klein Zecher. På vejen dukker der en cykelvej op mod højre med angivelsen Klein Zecher, den må vi prøve. Det er en betonvej som dem, vi før har kørt på i det tidligere DDR, men ikke med to rækker fliser. Her er hele vejen betonplader. Senere afløses den af forfærdelige brosten, der igen bliver afløst af asfalt. Ud over en enkelt traktor møder vi ikke en menneske.

Vi er nær den gamle grænse - det nederste har været overstreget i 30 år - Grenzschutzgebiet 

I Klein Zecher er hele landsbyen brolagt stadig, på trods af, at vi endnu ikke er i det tidligere DDR. Inden vi kommer til Zarrantin har vi krydset ind i Mecklenburg-Vorpommern. Der er tilsyneladende en genvej til Zarrentin på et tidspunkt, men vi tør ikke tage den, den fremgår ikke på Google Maps.

I Zarrentin er det blevet tid til en kop kaffe. Så er det jo heldigt, at der ligger en Seecafe lige nede til venstre. Tilfældigvis lige ved et kloster, hvor der netop er marked denne weekend. Så efter kaffen tager vi lige en rundtur på markedet. Samtlige turister i området synes at være samlede her. Kirken er blomsterudsmykket og det viser sig, at være fordi, der skal være bryllup. Brudgommen og hans best man står og venter. Ser på uret og ringer så.... Er panikken ved at indfinde sig? Dukker bruden ikke op?

Klosterkirken og noget af markedet

Kirken er klar - brudgommen er klar - men hvor er bruden?

Vi venter ikke for at få enden på historien, men lader brud være brud og cykler videre.

Nye små veje og landsbyer fører os videre. Bantin, Boissow og i Neuhof støder vi på den rute, jeg havde lavet hjemmefra og følger nu den resten af vejen til Wittenberg. 

For jeg ved ikke hvilken gang, går vi fra asfalt til brosten

Regnen er holdt helt op og det bliver efterhånden igen varmere. Hele denne strækning er man ikke i tvivl om, at det er det tidligere DDR. Men samtidig med de velrenoverede huse fra DDR-tiden – og nogle der ikke er det – bygges der meget nyt her. Grundene er nok billige.

Wittenburg er en by, hvor forfaldet skinner igennem, trods alle forsøg på at fjerne focus fra det. Som ”installationen” U-bahnhof Rathaus et sted på hovedgaden. Den virker lidt malplaceret.

Vi får kørt hele byen igennem, før vi findes Pappelweg. Der er lidt forvirring i starten fordi det, der ligner bygningen vi har set på nettet, er nogle seniorboliger, måske nærmest et plejehjem. Men det er nr. 2 og Die Kantine, som vi leder efter, skal være nr. 3. Altså videre hen ad vejen forbi Netto, og dér ligger nr. 3. Nøgleboksen er der, koden passer og nøglerne til nr. 6 og 7 hænger klar. Foruden nogle værelser til udlejning er der sale man kan leje til selskaber og der er allerede gang i ét, det er jo også lørdag. Vi gruer lidt for, hvordan natten skal forløbe, da vi går i Netto og køber ind og bagefter ud for at spise.

En mærkværdig bygningskonstruktion som kunne ses kilometer væk synes at være et ”Alpin center”. Altså en indendørs skibakke. Det lignede nærmest noget fra Klodernes Kamp på afstand.

Det alpine center i baggrunden

Vi kigger først på Akropolis, men ender på Racing Eiscafe/Bistro-Pizzaria, hvor man både kan få pizza og pasta.

Bagefter GÅR vi ned til centrum og tilbage igen. Der er et mærkeligt voldanlæg med en alle af lindetræer, som der ikke er nogen forklaring på. Og der er ikke nogen at spørge.

Naturen er ved at generobre det tabte

Hjemme igen synes festen heldigvis at være ved at fuse ud og sådan føler jeg mig også selv, men arbejdet skal gøres, så her er dagens beretning hermed.

46.62 km

Alte Grenze Dag 3

 Ratzeburg 26.08.22

Bent og jeg har værelse ud til gaden. Det er nødvendigt at have vinduerne åbne, så al støj fra gaden kommer lige ind. Der er en idiot der sidder og taler i telefon med et medhør så højt, at han må være døv. Det er vi desværre ikke. Ikke desto mindre falder jeg i søvn i løbet af samtalen, jeg husker i hvert fald ikke at den standser. Her er der ingen myg, men til gengæld bliver man vækket af fulderikker på gaden og tidligt på morgenen, tror jeg, af en larmende lastbil.

Planen for morgenen er at tage en ostemad og en kop kaffe hjemme og så gå hen til et morgenmadssted Bent og Pernille fandt i går. De åbner kl. 9.00.

Det viser sig at være et ret hipt sted, hvor man fx kan få kvark med frugt. Foruden forskellige slags ost med tomat m.v. Og en dejlig cappucino.

Dagens morgenmad

Der sidder vi så som fugle på elledning og kigger på gadelivet. Gaden er smal, så smal, at en dame lidt henne må rejse sig og flytte stolen, da en lastbil skal passere. Hun får sig lige en passiar med chaufføren – om hun kender ham vides ikke, men det er idel smil og god stemning.

Det lykkes mig at få det medbragte udstyr til selfies til at fungere. En lille trefod og en mobilholder. Resultatet følger:

Her sidder vi så

Tilbage til Wähmstrasse og pakke færdig. Jeg går ned og betaler. Nogle gange bliver pengene trukket automatisk på forhånd, andre gange ikke. Det kommer vist an på hvilken type aftale udlejeren har med booking.com.

Det er lettere diset her til morgen, men det vil utvivlsomt blive endnu en varm dag ligesom i går.

Jeg vil gerne købe noget et bestemt sted, jeg husker fra tidligere, så vi afviger lidt fra den planlagte rute. Desværre finder jeg ikke forretningen, men der ligger en stor ny bygning ca. der hvor jeg husker det var.

Vi kommer til at køre en yderligere omvej – en jeg har kørt nogle år tilbage. Jeg genkender både bakken, sportspladsen og svingene.

Det er først i dag turen starter for alvor. Som vi joker lidt med, har det kun været transportetaper indtil nu. Men det er jo en del af jerntæpperuten, vi skal køre, og vi når da også til Gedenktafel die Wiedervereinigung:

Mindetavlen

Straks efter drejer vi skarpt til højre ind i skoven. Vejbelægningen skifter fra asfalt til de for nogle af os kendte to rækker betonplader. Disse med den variation at de er forsynet med rækker af huller, der gør dem vanskelige at cykle på uden kraftige rystelser. Man må ikke køre i bil her, men ikke desto mindre overhales vi to gange af biler, der må vente på, at vi trækker ud til siden og giver dem plads.

Det er den såkaldte ”kolonnenweg” vi kører på. Jeg genkender navnet fra dengang jeg lavede ruten og sad med både Google Map og Google Earth åbne. Vi har mødt en cyklist. Det er ham der bruger ordet. Han kører rundt og samler flasker, også her i den øde skov. Og her bliver de tit kørt i stykker af biler. Og så er det skidt for cykler og hunde. Han har tidligere haft hund og gået her meget. Vi håber vist at han er tidligere østtysker, men det er ikke tilfældet.

Vores flaskesamlende ven

Kolonnenweg gik på den østtyske side af grænsen og var en del af hele grænsekonceptet. Brugt til at fragte tropper og vagtmandskab frem og tilbage.

Der var både skov og mere åbne områder

Hele dette frygtelige stykke ”cykelsti” er vel et sted mellem 4 og 5 km. Så kommer vi ud på asfalt igen. Der er i løbet af dagen på intet tidspunkt noget skilt for Euro Velo 13 – jerntæpperuten, så godt at jeg har lavet min egen version.

Et par vi også mødte på kolonnenweg talte begejstret om de hjemmebagte kager, man kunne få i Grenzhuus Schlagsdorf, som er delmål i dag, så vi beslutter at så kan man nok også få frokost af en eller anden slags, så vi dropper indkøbet. De taler også om en la-a-ang bakke vi vil komme til. Den er ikke bare lang, men også stejl.

Efter at have kørt gennem dejlige områder både med og uden skov, kommer vi til bakken. Det var ikke løgn, hvad de sagde. Men op kommer vi. Og da vi skal ende ved samme sø som vi starter fra, må vi nødvendigvis få det tilbage i form af ned ad bakke.

Grenzhuus Schlagsdorf er et museum, der fortæller historien om de to Tysklandes deling og genforening. En historie vi kender store dele af, men der kan altid tilføjes nye aspekter.

Vi starter med frokost. Jeg får Soljanka med brød. En oprindelig russisk suppe, der i dette tilfælde indeholder en hel del fint snittet pølse. De obligatoriske sylteagurker er der ikke mange af, men Pernille kan fremvise i det mindste ét stykke agurk, så Soljanka er det.

Vi går igennem samtlige rum på de 3 etager huset råder over. Det er hård kost skiftevis at læse tysk og engelsk i timevis, så vi ender med at måtte sidde ned og have kaffe og en af de hjemmelavede kager. I skyggen. Det var mindst 30 grader på øverste etage.

Bagefter er der den udendørs afdeling tilbage. Her har man opbygget nogle af den gamle grænses enkelte elementer: Grænsehegn, Vagttårn, to-personers vagtbunker, kolonneweg, antikøretøjs forhindringer, yderligere grænsehegn m.m.

På vej ind i Totesstreifen - ingenmandsland

Så trænger vi til bare at cykle uden at skulle læse alt muligt og vi skulle også gerne nå frem inden aften, for der er truet med regn – formodentlig tordenvejr.

Det går alt sammen. Vi ankommer til DJH Ratzeburg, som ligger ved søen, så man bare går ud af terrassedøren og 30 m ned til søen og springer i. Bagefter en kold øl. Så er der ikke et øje tørt.

Vi har bestilt morgenmad, men er kommet for sent til at kunne få aftensmad. Ikke desto mindre prøver Bent lige en gang til – han siger man aldrig skal tage et nej for et nej – og sør’me: Han skal lige spørge kokken..... Es geht....

Dagens menu er lakseforrel med pommes frites og hollandaise og selvblandet salat. Vi slipper for at gå ud i regnen.

Regnen kommer nu aldrig, så vi går en tur i de nærmeste omgivelser efter maden. Ratzeburg ligger nærmest midt i en sø. Dels på en halvø på den vestre bred, dels på en ø ud for halvøen. Yderligere er de lavet en dæmning fra den østre side, så der kun er to smalle gennemsejlinger mellem den nordlige og den sydlige del af søen. Det er meget idyllisk.

Vandrehjemmet længst væk med domkirken i baggrunden

42.86 km

 

Alte Grenze Dag 2

 

Lübeck 25.08.22

Omkring kl. 7.00 er vi alle oppe. Natten forløb nogenlunde. Jeg forstyrredes af én eller flere myg et par gange i nattens løb, og hver gang kløede det af H. til. Men her til morgen er der ingen efterveer.

Flere af indkøbene fra i går er russiske med et enkelt polsk islæt. Henrik brokker sig over rugbrødet. Som den ekspert, han viser sig at være, hævder han, at det er usyrnet. Det er det utvivlsomt, men vi andre kan godt lide det. Osten er blevet væk, men efter at jeg har beskyldt Pernille for at have gemt og glemt den, kommer jeg i tanker om, at jeg selv kom den ned i et af de mindre rum i rygsækken. Pinligt.

Vi er stort set færdige med morgenmaden, da den hollandske familie kommer ned og gerne vil overtage køkkenet, og vi fortrækker og gør klar til afgang. Aldrig så snart har Henrik fået repareret sin ene bagtaske med en strip, før jeg opdager, at min bagagebærer er gået løs forneden. Der er raslet en møtrik løs og bolten er også væk. Bent må have værktøjskassen med boltene frem.

Der arbejdes med fastgørelse af bagagebærer

Det lykkes ikke at finde nogen, der passer, så også bagagebæreren klares med strips. TO. Så endelig kommer vi af sted.

Mit gæt er at det er en mårhund - men jeg har ellers aldrig set sådan en - nogen er der det?

Tager en alternativ rute det første stykke, for evt. at komme forbi et kaffested, men det der så mere befolket ud på kortet, viser sig ikke at være det, og først og først i Sandesneben finder vi kaffestedet, men så er vi også inde på den planlagte rute.

Bageren er ved en Lidl, så efter kaffen bemyndiges Henrik til at købe ind til frokost. 3 ting: rugbrød, bananer og ost. Plus en overraskelse.

Overraskelsen er en stor flaske af noget citronvandsagtigt til deling. Hurra....

Vi kører lidt videre før frokoststedet bliver fundet. En bænk bag brandstationen og kirken.

Frokostpause bag kirken

Vi har været tilbage på den planlagte rute, men nu viser der sig noget, der decideret virker som en cykel vej langs en kanal. Den tager vi resten af vejen mod Lübeck.

Der er mange vejtræer i Tyskland og mange cykelstier langs vejene. Asfalterede cykelstier og vejtræer er ikke nogen god cocktail. Efter en årrække kryber overfladerødderne op og ødelægger asfalten – I kender det utvivlsomt.... Skarpe irriterende bump, der godt kan få en godt fastgjort cykeltaske til at hoppe af, eller evt. få holderen til at knække....

En nyere reparation

Her i området har man fundet en ret fin løsning på problemet. De pågældende steder fjerner man asfalten og lægger i stedet små fliser over en strækning på ½-3 m. Om nødvendigt laves en lille bule. Senere kan fliserne lægges om – hvad de trængte til nogen steder.... Men point for ideen.

I dag kører jeg for første gang (bortset fra til Paris) i cykeltøj. Se lige min bluse!

Lübeck - et sted i det fjerne

Det sidste stykke prøver vi at følge min rute, men jeg ser ikke ofte nok på den, så vi kommer til at køre en mindre omvej. Og kører til sidst ind i Altstadt ad en anden vej efter Henriks anvisning og finder Wärmstrasse 53. Mens vi står og diskuterer OM vi er det rigtige sted og om vi måske skal ind mellem nogle forretninger, kommer der en neger ud af tøjforretningen og spørger om vi søger Coco, og om hvilket navn der er bestilt i? Altså ER vi det rigtige sted. Cyklerne kan komme ind i gården bag forretningen, men lejligheden er på den anden side af gaden.

Der var endnu én af den slags trapper, før man var oppe

Det er lidt af to hønsestiger man skal op af, men det er et charmerende gammelt hus og vi har to etager, at boltre os på. Der er køkken og bad og masser af plads. Og skæve vinkler og tage og et lille stræde bagtil. Vi bliver senere – bl.a. efter at have set alt ragelset i et lille rum i skunken – enige om, at det er lidt af en brandfælde.

Efter den obligatoriske velkomstøl går vi ud i byen. Når at besøge museet i Holstentor, der fortæller Lübecks historie fra dengang byen var underlagt den danske konge til nazisterne ville lave det om til et nationalistisk krigsmuseum.

Model af Lübeck et sted midt i det syttende århundrede

Vi fortsætter hen langs kanalen og op i byen og ender med at spise indisk et sted, hvor man kan sidde ude. Det har været varmt siden middagstid. Startede ellers lidt tåget og fugtigt i morges, men det fik solen gjort noget ved.

Maden er herlig!!!

42.92 km

Alte Grenze Dag 1

 

Grossen See 24.08.22

Uret ringede 04.45. Da var jeg i dyb søvn, så det nåede til sine hidsige bip-bip-bip, før jeg fik det stoppet. Så var der 45 min til at blive klar. Det viste sig at være lige i underkanten, men af sted kom jeg og landede hos Bent omkring den tid, hvor vi skulle køre fra ham.

De eneste gange jeg kører meget tidligt med toget, er når jeg skal nå 6.26 fra Hovedbanen mod Bornholm. Så er klokken kun  lidt over 5, og da er der ikke mange med toget. Men anderledes nu, hvor den er 6.04. Toget fyldes hurtigt, men der er en velsignet ro. Ingen tåbelige telefonsamtaler at overhøre. De eneste der ytrer sig er Bent og jeg i lavmælt samtale.

Alle er planmæssigt ankommet til tiden og vi går hen for at se, hvad spor Hamborg-toget kører fra. Spor 5.

Der er høj indstigning i toget, så vi hjælpes ad med cyklerne. Allerede her på Hovedbanen er toget godt fyldt. Vi skal standse i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg. Toget kører af den nye Ringsted-bane, så det er første gang, jeg ser hvordan landskabet tager sig ud set ”indefra”.

Toget blev fyldt - ikke kun med passagerer

Det går strygende. Når man ikke skal skifte, som vi har gjort de foregående år, føles det bare som et øjeblik at køre til Hamburg.

I Tyskland skal man ”maske tragen” i den offentlige transport. Jeg havde taget en maske med, men ikke fordi jeg vidste det med den offentlige transport.

Vi passerer den legendariske bro over Kieler-kanalen og senere Neumünster.

Planmæssig ankomst til Hamburg, hvor vi finder Adenauer Alle og drejer ved Kreuzweg. Så er det bare mere eller mindre ligeud i lang tid. Jeg får afprøvet navigationen. Jeg har lavet ruter til alle dagene og foreløbig følger vi den første. Det er en god hjælp på vej ud af en stor by. Vi standser ved et mindre supermarked og provianterer til i morgen tidlig. Plus 4 øl til når vi kommer frem.

Der viser sig også at være en kaffe-automat i indgangen, så vi holder lige en kaffepause, inden vi fortsætter.

Sejrsgudinden på en "Siegissäule" i en rundkørsel

Omsider når vi ud af byen og cykelstien bliver bedre. Det er varmt. Et sted på vej ud af byen sagde den 29 gr. Der er en del træer og skov og dermed skygge. Men selv i skyggen, mærker man varmen. Selv et stykke udenfor byen, støder man på de evindelige løbehjul, der vist præger alle storbyer i Europa. Tilsyneladende parkeret til hvis der tilfældigvis skulle komme en forbi.

En sjælden pause

Til slut kører jeg for langt. Strandweg, viser det sig, går ikke ud til hovedvejen og den lille stump vej vi skulle have været ind af, har ikke noget navn på Google Maps. Men Pernille har spurgt nogen, som vil vise os vej.

Guiden viser vej - som næsten er blokeret

På den måde kommer vi til Strandweg, men at finde 28A er ikke så let. En mand jeg spørger forklarer, hvor det er, men hans fagter er lettere misvisende. Til sidst lykkes det dog. Nøgleboxen er der og virker, så vi hurtigt står med nøgler til 2 af de 3 værelser, der er i huset.

Vi snakker lidt efter med en gammel mand, der dels viser sig at være dansker, dels være far til damen, der ejer huset. Han er 93. Blev i sin tid gift med en tysker og de bosatte sig i Tyskland, hvor kan uddannede sig til massør efter ellers at have arbejdet i landbruget indtil da. Han er spændende at snakke med.

Tiden løber, men vi når øllen – som stadig er halvlunken, øv - men vi når ned til badesøen i nærheden og får en dukkert. En perfekt afslutning på en varm dag.

Bare 500 m væk skulle der ligge en restaurant, der har åbent 16-20. Vi går derhen og får hvad vi kom efter: mad. Jeg spiser en vegetarisk pastaret med soltørrede tomater. Den hedder noget med Kräuter, men bortset fra nogle svage grønne spor, er der ikke meget krydderurt over den. Men de soltørrede tomater er der nok af – og de smager igennem.

Min og Bents ret

Selvfølgelig kan man kun betale med ec-kort - eller kontanter. Men vi er forberedt.

Senere på aftenen bliver også den 3. lejlighed oppe under taget besat af en hollandsk familie.

Nu er det på tide at gå til ro. Klokken er 21.45.

 

35.44 km