26.03.22
I dag købte jeg en 24 t billet til de offentlige. Tænkte jeg ville se nogle af de steder, jeg havde været før. Man kunne betale med VISA i automaten. Ikke som kaffestedet i går: ”Nur bar geld…” Og så har de jo det her EC-kort som ofte er det eneste betalingskort, der dur.
Var på vej til Brandenburger Tor, men stod af ved Alexanderplatz. Dén lignede sig selv. De var dog ved at lave noget mere gågade ned mod Rote Rathaus.
Så kørte jeg til Brandenburger Tor og gik ind på turistkontoret for at få et kort. Kunne få en U-bahn oversigt gratis, men det havde jeg allerede fået med fra Burghard, så jeg købte et kort for en euro, hvor der også var en nyere U-bahn oversigt. Der er kommet en ny linie til, der af stop ved både Friedrichsstrasse, B. T., Reichstag og Bundesamt eller hvad det nu hedder.
Der skulle øjensynlig være koncert i aften som der også skulle sidst jeg var her. Men jeg tænker, de har manglet i hele Corona-perioden.
Også Berlin har fået løbehjul
Så ned mod Siegissögle, hvor guld ørnen nærmest blændede mig i solen. Så vendte jeg om, og gik den anden vej ned ad Unter den Linden. Man var i gang med at bygge et nyt Willy Brandt center, som indtil vidrere åbenbart befandt sig et andet sted.
Ved Friedrichstrasse drejede jeg nordpå mod Oranienburger Strasse. Ved et par sideveje holdt der motorcykelbetjente og standsede nogle af bilisterne, der ville dreje af. Gad vide hvorfor? Forklaringen kom senere.
Oranienburger Strasse var ukendelig. Som jeg husker den var der masser af kondemnerbare huse, der var mere eller mindre besat. Nu var der kun én ejendom, som enten skulle rives ned eller have facaden pudset op. Måske nye ejerlejligheder til skyhøje priser? Resten var nyt i glas, stål og beton.
Så fandt jeg på at tage til Denkmal für den Mauer. Kunne først ikke huske, hvad gaden hed, men efter at have studeret kortet, kom det: Bernauer Strasse.
Den bemærkelsesværdige runde bygning viste sig at være en kirke
Ankom fra den anden side i forhold til sidst. Der var meget passende en cafe med et toilet i tilknytning til ”Museet”. Jeg tror også det var der sidst, men da var jeg ikke inde. Jeg spurgte, om det kostede noget? Nej, alle tyske Denkmals var gratis, belærte han mig om.
Her var murens historie igen. I al dens grumhed. Alle historierne om, dem det lykkedes at flygte – og dem der måtte lade livet. Og enkelte det lykkedes for, men senere blev kidnappet tilbage til hårde fængselsstraffe.
Fra toppen af bygningen kunne man se over på det gamle ingenmandsland. Lidt henne til venstre var resterne af fundamentet til en af de bygninger, der havde ligget ud til grænsen, og hvor folk i starten blot behøvede at springe ud af vinduet for at komme ind i vesten. Senere blev vinduer og døre muret til og til sidst blev husene revet ned.
Et stykke ingenmandsland og Berlin's skyline set fra Bernauer Strasse
Efter at have brugt meget tid både på den ene og den anden side af Bernauer Strasse, tog jeg videre til Potzdammer Platz. Ifølge kortet skulle der være et udsigtspunkt i et af de nye høje huse der. Med Europas hurtigste elevator.
Meget syntes forandret i området. Der var kommet en grøn korridor skråt sydpå med en masse nye røde blokke ved siden. Jeg husker dem i hvert fald ikke. Området var også længe Tysklands største byggeplads.
Her VRIMLEDE det med politi. Vrimlede er måske ikke det rigtige ord, for de stod alle sammen og hyggede sig ved deres biler. Jeg spurgte en af dem, om de altid var så mange her? Nej, der havde været en ”Sammlung”, tror jeg han sagde, altså en demonstration, som de havde skullet tage sig af. Nu ventede de vist bare på at det skulle blive tid at køre hjem. Det må have været det motorcykelbetjentene tidligere gjorde parat til.
Senere så jeg på en station en pige med et skilt "I hate you Putin", så jeg tænkte, det nok var mod invasionen - som det ikke må hedde i Rusland, men senere fortalte Daniela mig, at det var klimaet, det havde drejet sig om.
En grønne bakke, der løb ned skråt sydpå, var stejl på den ene side og fladede langsomt ud på den anden. Det var ikke tanken at man skulle kunne komme op på den stejle side?? Hvorfor dog ikke? Nu var der så i stedet de uordentlige små stier folk laver, der hvor det er praktisk at gå. Jeg fulgte bakken på toppen og videre ned mod floden. Dér var der pludselig noget bekendt ved stedet. Jeg var sikker på, at det tekniske museum, hvor jeg gerne vil hen i morgen, lå lige i nærheden.
Det røde bygningskomplex lige overfor var Polizei Amt, men lidt længere henne kom det så. Jeg kunne se DC-3’eren dykkende ned fra taget på lang afstand.
Der er også en Vesta's vinge som blikfang ved museet
Så besluttede jeg at tage tilbage til udsigtspunktet. Nu jeg var her, ville det være dumt ikke at prøve Europas hurtigste elevator.
Det var nu ikke så nemt at finde. Kortet angav ingen adresse kun en placering, der passede nogenlunde med Sony centeret. Dér fandt jeg også det første skilt. Umiddelbart kunne man tro man skulle lige frem, men at skulle gennem en SPAR for at komme til det….? Om igen. Efter yderligere nogle svært tilgængelige skilte nåede jeg frem til billet salget. Elevatoren var ikke nogen speciel oplevelse. Hele operationen tog 20 sek. Og den kørte med 10 m/s, men man mærkede det ikke. Ingen kraftig acceleration.
Har man været i Fehrnsee Turm er der ikke noget nyt her. Kun er det svært at tage billeder ud gennem gitteret. Der må være en del, der taber deres telefon her? I værste fald ryger den vel alle 89 etager ned? I bedste fald lander den på afsatsen udenfor gitteret.
Jeg tror, jeg kørte hjem her fra. Da jeg igen stod på Oranien Platz, var det blevet til over 20.000 skridt. En herlig men også trættende dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar