Operation Grænseland 7

01.09.20 DSB-toget til Køge Nord 

Vi bor sammen med omkring hundrede skoleelever fra 8.kl. Det kunne godt give én problemer. Da vi var kommet hjem fra vores fugleudflugt og aftensmad og skulle i gang med dagens skriftlige arbejde, samlede de sig på gangen og larmede VIRKELIG meget. Det var svært at koncentrere sig.

Jeg gik ud på gangen og tog skolestemmen på. Det er ellers længe siden. På den måde lykkedes det mig at få ørenlyd og på en meget venlig måde – syntes jeg selv – at forklare, at der boede altså andre på vandrehjemmet end dem.

Jeg vil ikke sige, der blev larmende tavshed, men det virkede som om budskabet trængte igennem og SÅ kunne vi gå i gang med arbejdet, og inden vi var færdige, var der fuldstændig ro over lejren. Ikke at jeg mener, det var min skyld.

Det er den smukkeste morgen, skyfrit, dug i græsset og helt stille. Måske en smule efterårsagtigt over lyset, men det er jo også den første efterårsdag.

Og der er kun lidt over 40 km foran os til Padborg. Det bli’r en ren svir.

Et tysk monument over faldne lokale sønderjyder i WW1

Der er adskillige cykelruter her i grænselandet. Og hvad der er hvad, kan være svært at blive klog på. Efter en rum tid begynder billedet at tegne sig. 8 er Rudbøl-Fynshav. Så er der Grænseruten. Det tager det halve af Sønderjylland før vi er klar over, at den går på begge sider af grænsen, hvad der er uheldigt, da de fleste overgange er lukkede. Endelig er der rute 18 og 19 foruden Tønder ruten, der dog kun er lokal.

Vi følger et af Googles forslag langt hen ad vejen.

Ikke alle mindesmærker bliver vedligeholdt lige godt - her er vi i Sæd

Dagens altafgørende udfordring er formiddagskaffen. Der er ikke tegn i sol og måne på, at der er en café el. lign. på ruten.

Jeg tænker, at møllerne nok står i Tyskland - men jeg ved det ikke

Lige syd for Rens beslutter vi at køre op til byen. Det der på afstand KUNNE være en bager, viser sig nu som en elektriker. På vej ned af Rens skolevej, ser jeg pludselig en dame, der sidder ude og ordner negle på tæerne. Hun bliver råbt an, og stiller velvilligt sin viden til rådighed. Nej, der er desværre ingen bager i byen – eller noget andet for den sags skyld. En kop kaffe mener hun ikke kan fås før Padborg, men til gengæld berømmer hun SuperBrugsens kaffe og kage. Det eneste andet sted man kan købe noget i nærheden, er hos Priss lige syd for grænsen. Der er vel 3 km. Jamen grænsen er jo lukket her, indvender vi. Nej, den er åben i dagtimerne, siger hun.

Fartøj, der formodentlig bruges til findeling af "grøde" i kanalen

Så beslutter vi at køre til Tyskland og spise frokost, og vi kan da altid købe et par øl til senere hos Priss. Og overveje muligheden af i stedet at køre gennem Tyskland til Padborg.

Så vi spiser frokost i Tyskland, men det er for langt at køre til Padborg den vej, med mindre overgangen ved Skelbæk er åben i dagtimerne? Det synes ikke at være tilfældet, hvilket vi får bekræftet, da vi kommer tilbage til grænseovergangen og nu skal vise pas. Jo, den er rigtignok lukket.

Grænseovergangen ved Pebersmark - læg mærke til vildsvinehegnet på den danske side

Det er ikke noget særlig varieret landskab vi kører igennem. Mest marker med majs. Og lange lige stræk, der virker uendelige.

Men vi holder ud, og omsider er der mindre end 20 km til Padborg, og så begynder nedtællingen. Efter frokostpausen har vi en frugtpause og siden nogle hvile-røven pauser.

Så er der kun 13 km tilbage

Endelig bliver det tid til at taste SuperBrugsen Padborg ind. Måske HAR de bedre kager end Brugsen normalt har, for vi passerer en bager, der er flyttet hen sammen med Brugsen på Centerpladsen.

Vi indtager vores kaffe og MEDALJER. Mindre kan ikke gøre det.

To glade, gnavne gamle mænd: Mission Accomplished

Så køber vi to sandwich i Brugsen og to MasterBrew til aftensmaden, der forventes indtaget på Fredericia Banegård, mens vi venter på vores tog over Køge. Havde vi bare skullet til København, kunne vi være kommet med 18.23, men nu skal vi vente til 18.53, og det kunne ikke passe bedre, så er der tid til at indtage aftensmaden.

FØR vi kom så langt havde vi et helvedes hyr med at tjekke ind MED cykel. Det var ikke helt logisk – efter vores opfattelse – hvad der stod på standeren. Jeg nåede at tjekke en pensionist + en voksen + en cykel ind først og tænkte: Fandens Også..... Så foreslog Bent, at jeg tjekkede ud igen og startede forfra. Det kunne man faktisk godt. Alligevel stod vi der og tjekkede ind og tjekkede ud i mindst 5 min, før vi var i mål.

Så fandt vi spor 9 og satte os til at spise, og vi var ikke mere end lige færdige, da jeg lige ville tjekke om sporet var ændret – man ved aldrig med DSB.

Det er netop gået op for mig, at der åbenbart er 10 spor, da Bent råber til mig. Det er det tog, der allerede holder der, og i alleryderste øjeblik, får vi kæmpet cyklerne op og ombord. Det med at hjælpe hinanden med cyklerne, var pludselig slet ikke nødvendigt. Op skulle de – og det kom de!

Således reddet af gong-gongen er vi nu på vej hjem det sidste stykke.

Bortset fra de 8 km fra Køge Nord – men det går nok også.....

52 km

Operation Grænseland 6

31.08.20 Danhostel, Tønder

Natten forløb uden rystelser. Jeg sov tungt indtil ved 5-tiden. Så var jeg oppe at tisse og lå vågen nogen tid indtil jeg sov tungt igen.

Morgenmaden, vi havde bestilt, viste sig at være udmærket og rigelig. Og meget billigere end ventet. Egentlig et tilfredsstillende sted, men hvorfor SKAL dørene knirke. Når man forsigtigt åbner toiletdøren, for ikke at vække nogen, finder man ud af at man skulle have revet den op – og så er det for sent.

Så er der kursus i frisisk

Kommer af sted 9.32. Der rører sig ikke en vind – stort set i hvert fald. Solen skinner, og jeg har taget sommerantrækket på: sandaler og smidt underbenene på bukserne.

Hvad laver de dog? Det er kø'en til bageren
 

Vi kører de 17 km til List på godt en time. Tids nok til at se færgen lige være sejlet. Det er heller ikke den, vi har satset på, men den næste. Så er der tid til en kop kaffe.

Vejen mod List gennem det særprægede klit-og hedelandskab 

Færgen sejler lidt forsinket, men vi har fået plads på første parket på andet dæk. Hvis ellers færgen sejler i den retning – men det gør den.

Vi møder færgen den modsatte vej

Det er en bedre geografi-time. Der er lejlighed til at se eksempler på strøm og aflejringsforhold. I det smalle vand mellem Sild og Rømø er strømmen stærk, når tidevandet skifter, og graver en fin dyb sejlrende. Men efter mellemrummet svækkes strømmen og materialer aflejres og laver grunde, man som skibsfører skal undgå. Og de røde og grønne bøjer kommer ligesom med dokumentationen.

Der er tid til en magnum på vejen.

Så kommer turen fra Havneby nordpå til dæmningen. Går uden problemer, og også turen over dæmningen. Så er det tid til frokost. Vanen er efterhånden blevet, dagen før at købe de sandwich, vi ønsker at spise til frokost. I dag suppleret med den sidste tomat, der længe har været en plage at køre med, men nu falder på et tørt sted.

Der er stadig langt til Tønder, men forhåbentlig ikke så langt til en ny kop kaffe. De største forhåbninger knytter sig til Hjerpsted, men der er ikke noget, så vi nøjes med en tår vand og 2 müsli bar’er hver. Google Maps har i mellemtiden lokaliseret en café i Højer, som vi også skal igennem. Der hvor vi står, kan vi vælge mellem to ruter, og jeg argumenterer for den over Emmerlev, den burde være den korteste. Det er den sikkert også, men der kan jo være andre overraskelser. Og det er der – inden længe overgår den til grus!

En kedelig opdagelse

Nå, også det overlever vi, og nu nærmer vi os virkelig Højer. Desværre begynder det at småregne og mod forventning bliver det mere og mere mens vi kører ind i byen. Da jeg lige skal tjekke beliggenheden, ser jeg med småt, hvad jeg ikke så før: Midlertidigt lukket! Pokkers!!

Jeg spørger en dame, der mener at der er to muligheder for kaffe nede ved torvet. Caféen viser sig også at være lukket, men det SIDSTE sted, ishuset giver pote. Det hedder ”is’nkram” og man kan købe is, kaffe, vin og forskelligt kram, som fx. gamle ølkasser. Det bestyres af en venlig dame, der kom herover med manden for at se sort sol for fire år siden – og blev hængende. Husene var billige....

Mens vi drikker kaffen bliver vi enige om, at købe en flaske vin for at støtte hende. Det er ½ flasker og vi vælger en rosé.

Imens har det regnet kraftigere, men det er hørt op. Perfekt. Alting synes at flaske sig. Bent har for længst døbt denne dag til ”Kongeetapen”.

Og etapen slutter med stykket til Tønder. Vi burde snart være der, men jeg kan ikke kende noget.... Det viser sig, at selv om jeg før HAVDE plottet adressen ind, slettede jeg den igen, så nu var målet bare sat til Tønder, og så havner man altså på Violvej i et rækkehus kvarter.

På’n igen. Endelig drejer vi væk fra byen, og jeg genkender området i store træk. Jeg ringede tidligere, og sagde, at vi ikke kunne nå at være der inden 16. Det var ikke noget problem, hun ville bare lægge en kuvert med mit navn på og nøglen i.

Og inden længe kan vi læne os tilbage og drikke vinen. Så langt så godt....

Siden damen med ishuset har vi snakket om muligheden for at se sort sol, og jeg har på nettet fundet det nærmeste sted lige over grænsen til Tyskland. Omkring Aventoft.

Efter at have lagt sengetøj på – i Tyskland får man sengetøj til at lægge på med i prisen – som vi lejer, kører vi mod grænsen. Det viser sig desværre, at grænseovergangen ved Møllehus er lukket, så vi opgiver.

Lille sort sol

Men på hjemvejen stopper vi ved en mindre samling sværmende stære. Og ser faktisk fænomenet i meget lille målestok. Hvordan flokken bliver suppleret af mindre flokke og vokser i størrelse. Til sidst forsvinder den i retning af Aventoft og vi forsvinder tilbage mod Tønder.

Over åen - på vej tilbage til byen

Kører direkte til hovedgaden og finder et sted, hvor man kan få Burger med sovs og pommes. Det får vi + 0,5 l Grinbergen Pale Ale. Se DET er et måltid.

76,12 km  

 

Operation Grænseland 5

30.08.20 Westerland, Sylt

Vi var nøje blevet instrueret om, hvor vores morgenmads bord var i spisesalen, så det fandt vi let. 2.5 stod der, det var os. Ved buffeten kunne man hente müsli, mælk, havregryn, cornflakes. Altsammen i små glas med låg. De må have købt en nedlagt marmeladefabrik.

Det mærkelige var, at der ikke var nogen dyb tallerken eller skål, så eneste mulighed var, at hælde det hele sammen i ét glas og komme mælk ved. Jeg spiste det med en teske.

En lidt aparte morgenmad - men mæt blev man

Det eneste man kan sige disse tyske JHB på, er, at man selv skal lægge sengetøj på. Det havde vi meget sjov ud af i går aftes. Jeg troede ellers, at jeg havde lært det sidst, hvor det for første gang lykkedes mig at anvende metoden med at vende dynebetrækket ud over dynen. Det havde jeg glemt igen. Men efter at have opgivet, lykkedes det alligevel til sidst. Så kunne vi roligt gå ud at spise.

På banegården fik vi købt personbilletter til Westerland (Sylt) og mens Bent gik på toilettet, fandt jeg ud af, hvor toget gik fra, og hvordan man kom derhen.

Så er vi klar til afgang

Så selv om vi var enedes om, at det førte tog 10.10 når vi ikke, så nåede vi det. Alle bekymringer blev gjort til skamme. Jeg havde forestillet mig, at det var biltoget, vi også skulle med, men det passede ikke. Det var et helt almindeligt lokaltog med lav indstigning. Vi kom i øvrigt aldrig til at vise billetterne. Turen tog vel omkring 30 min og vi holdt 3 steder. Ét før dæmningen og to efter, før vi rullede ind på Westerland Stationen. Man kan altid overveje om man skal låse cyklen, for at den ikke skal trille den ene eller den anden vej, når toget accelererer og decellererer, men det var ikke nødvendigt. Aldrig før har jeg oplevet et tog med SÅ forsigtigt et bevægelsesmønster. Tysk effektivitet når den er bedst.

Toget er ankommet til Westerland

Vi nåede altså frem til Sylt og blev enige om, at køre lidt sydpå først, inden vi ville sætte kursen nordpå til List, hvor vi skulle overnatte. Det var endnu nogle nye særprægede landskaber. Vi kørte til Rantum og fandt en Backstube, eller Backstoow som det vist hed på frisisk. Vi bestilte to kaffe og to pain au chocolat, som de dog kaldte noget andet hos en vrissen dame, der burde have fundet sig et andet job – uden kundekontakt. Hun spurgte om croisanterne skulle på to eller én tallerken, og da Bent lettere ironisk svarede, at vi ville foretrække det på to, svarede hun flabet, at det kunne man jo ikke vide....

Den tyske drøm om et ferieparadis

Hvordan den søde unge mand der ryddede af kunne holde ud at arbejde dér, forblev en gåde.

Vi var nede ved klitterne for at se på badeforholdene. De så gode ud. Størstedelen af husene her på Sylt, er bygget i gammel stil med Stråtag, Vi blev enige om, at der må være nogle regler om det, i hvert fald i visse områder. Det er den tyske drøm om en rustik sommerferie.

Cykelstien havde hele vejen været fyldt som en motorvej i myldretiden. Jeg følte mig mere utryg end ved at køre på en russisk hovedvej. Alle disse mennesker i alle aldre, der ikke er vant til at cykle, er pludselig sat op på sådan en maskine og drøner af sted ofte hjulpet af uanede elektriske kræfter. Vi oplevede ikke nogen uheld, hvilket syntes et rent mirakel.

Også kirken var omdannet til ferieidyl

Og herudover er vejene fyldt med biler, der dog for en gangs skyld er lidt i defensiven.

Det var en strålende dag at besøge Sylt. En let til frisk vind fra NV, den var i ryggen hele vejen til Rantum, men blev til modvind på tilbageturen nordpå. Vi kørte dog over en 6 km lang dæmning rundt om et fuglereservat for dernæst at køre til Keitum, hvor vi fandt et sted at spise vores i går indkøbte sandwich’s.

Der var mere øde her

Så fortsatte vi nordpå i en ny type landskab og nåede List og skulle lige proviantere, før vi skulle finde overnatnings stedet. Vi fik købt det vi skulle og da jeg så finder bookingen i app’en og beder om placering, ser jeg vantro på en rød markør i Westerland!!! Jeg fatter det ikke. Og det var jo dér, vi startede. Siden har vi kørt 42 km, og nu er vi pludselig 17 km væk fra målet. Jeg har aldrig vidst, hvor eller hvad Westerland var. Søgte bate i sin tid på List på Booking.com og fandt noget, der var til at betale. Og så tjekkede jeg aldrig, hvor det lå. Troede bare det var i List. Ja, sådan kan man blive klogere. Desværre er der så en regning at betale. Vi må køre yderligere 17 km sydpå igen. På positiv siden er, at det nu er medvind og at vi følger den anden cykelsti, der går direkte gennem lyngbevoksede klitter høje som bjerge. Der er smukt og specielt.

Op gennem lyngbjergene

Så når vi frem til ”Mein Urlaub auf Sylt” B&B. Der er ingen, der åbner, men efter at have studeret en falmet skrivelse i vinduet, der taler om, at i påkommende tilfælde skal nøglen hentes i USA, går pråsen op for os begge. Det er postkassen, der refereres til. En amerikaner model.

Ganske rigtigt er der en kuvert med mit navn på og nøgler i. Og så kan vi gå indenfor i et pænt stort værelse og nyde vores velfortjente øl.

63 km

Operation Grænseland 4

29.08.20 DJH Nieböll

Sengen var smal, men mig bekendt kom det ikke til uoverensstemmelser i løbet af natten. Men helt rolig forløb den  nu ikke. Skybruds lignende regn og torden i flere omgange. Det forhindrede mig nu ikke i at sove godt og tungt.

Vi blev ført ind gennem stuen i går. Den så noget uorganiseret ud, så vi er blevet enige om, at konen er skredet og har taget børnene med. For i følge postkassen, skulle der bo en hel familie. At de TO vaskemaskiner i badeværelset – og der er plads til dem – skyldes idel sengetøjs og håndklædevask, er der vist ingen tvivl om.

Måske han kan leve af det?

Endeligt et internet der virker! Det uploadede billeder på 5 sek.

Der er ikke noget bord, så den første lille morgenmad bliver rettet an i vindueskarmen. Tanken er at køre ned i byen, hvor der er marked i dag lørdag og få en ”second breakfast”, før vi vender næsen vestpå for at køre på diger ude ved havet.

Så er der dækket op i vindueskarmen

Vi er vist af sted allerede ved 9-tiden, så der er ikke det vilde liv i byen endnu. Markedsboderne er for de flestes vedkommende stillet op.

Der er ikke særlig livligt endnu

Vi finder en bager og venter pænt på at blive de næste til at komme ind. Det synes at være en vedtaget standard, at der kun kommer én ind i bagerforretninger af gangen. Der er en dame, der bliver afvist. Hun har kun sådan en lille mundskærm på. Hun er vred. Og da hun lidt efter kommer igen, for at spørge, hvad bagerdamen hedder, er hun endnu vredere. Vi får lov til at få vores croisanter og kaffe mod at registrere os. Det er sædvane. Inden vi kører, køber vi 4 sandwich’s til frokost i en bod.

Man venter pænt på tur....

Så begiver vi os mod havet og inden længe kører vi nedenfor et dige. Der viser sig ofte at være vej på begge sider af digerne. Vinden er syd/sydøst, så da vi først kommer ud til havet og drejer mod nord, får vi MEDvind.

Et sted går vejen gennem diget, og der er store stålporte, der kan lukkes for at forhindre vandet i at løbe ind bag diget.

Portene bliver lukket manuelt, hvis det bliver nødvendigt

Hvor jeg havde troet, at vi skulle køre OPPE på diget, kører vi enten foran eller bagved diget. Vejen drejer ud på Nordstrand, der i hvert fald i dag, er en halvø. Til sidst ender festen for bilisterne og kun gående og cyklister må bevæge sig ud på diget, der afgrænser Beltringharder Koog.

Her ender festen for bilisterne

Det er en umådelig afslappet etape med vinden i ryggen. Vi spiser et sted, hvor der er cykeludlejning. Det er de bedste sandwich, jeg længe har fået. Indenfor den næste time, skulle der gerne dukke et kaffested op.

Da der kommer til at stå Ockholm, drejer vi fra, men Ockholm kan ikke byde på det ønskede. Den har derimod en speciel kirke med et lille klokketårn. Næsten alle på kirkegården har danske navne, særlig Ingwardsen. Der er også et monument med faldne i de to store krige..

Hovedsagelig danske -sen navne

Senere kommer vi forbi flere gaststädte, som desværre alle er lukkede – og vist alle for good.

Men vinden bærer os videre og i Risum-Lindholm giver Risum heller ikke noget resultat, så i stedet for at dreje mod målet, Nieböll, fortsætter vi gennem Lindholm. Det er her, de skulle tale frisisk og også lære det i skolen. Bynavnet står da også på frisisk.

Som lovet af en mand i Husum, er Lindholm centrum i det friske sprog's udbredelse

I enden af byen kommer der et hotel, hvor Bent næsten er på vej ind, da jeg foreslår, at vi lige gør vores indkøb i enten Aldi eller Netto Markt og ser, om ikke man også kan få kaffe.

Der viser sig at være et lille torv bag Aldi, hvor der er en Backstube, altså et bageri. Det var som sendt fra himlen. Her indtager vi dagens kaffe og kage. Det var på høje tid.

Så går det endelig de sidste 5 km til Nieböll, hvor vi prøver at forhøre os om toget til Sylt og muligheden for at tage cykler med. Det bliver vi ikke rigtig kloge på, så vi finder i stedet vandrehjemmet, hvor vi skal have et "twei betten" rum med WC/Dusch. Der er godt nok køjesenge, men det ER faktisk et "vier betten" rum, så vi kan begge få en underkøje. Værelset har bord og stole og skabe og knager og dansegulv. Ikke at vi skal danse, men der er plads til det. Og MED morgenmad koster det 61 € til forskel for gårsdagens 68 € UDEN morgenmad.

Min saddel har flere revner og nattens regn har den suget til sig som en svamp. Så jeg har hele dagen kørt med en lille tynd plastikpose over. En pose, der typisk blæser væk, når jeg standser og står af. Jeg tror Bent har jagtet den 5 gange og jeg selv 3. Her på Jugendherberget er der overdækket cykelstald, så nu håber jeg den kan tørre helt?

Efter at have indtaget dagens øl – der i dag er Krombacher – kører vi tilbage til centrum for at spise. Vi er dog også forbi stationen og er nu blevet lidt klogere – tror vi – og har fået købt to cykelbilletter til i morgen. Man kan vist ikke reservere. Personbilletterne kan jeg godt købe på nettet, men måske venter vi til i morgen. Det er også afgjort, at Nolde-museet bliver opgivet. Bent har set det før, og det har jeg også, ha ha. Udefra.

Spiser i Rattskeller. Udmærket mad, men heller ikke i dag blev det til Bratt-eller currywurst, som vi har fablet om, de sidste dage.

Jeg prøver om jeg kan finde hjem i mørket uden kort. Det går ikke så godt. Jeg ved, at DJH ligger helt mod nord i byen, så det burde ikke være svært, men er det alligevel. Byen er ikke rund, men langstrakt, så vi kommer faktisk for LANGT mod nord og må bruge Google Maps, for at finde hjem det sidste stykke. Heldigvis har vi kørt stykket af en lille mørk sti allerede i eftermiddags, ellers havde vi nok ikke vovet det her i mørket. Men Bents lygte klarer sagerne.

61 km 

Operation Grænseland 3

28.08.20 Privates Ferienzimmer, Maas 42, Husum.

Rendsborg – for nu at stave det på dansk – er en tidligere garnisonsby, der spillede en rolle under de slesvigske krige....

Vi bor ud til en stærkt trafikeret vej, men vinduerne, hvor de yderste er almindelige gamle vinduer, har fået en ekstra termorude som fortsats, og de tre samlede lag er på forbløffende vis i stand til at holde støjen ude.

Der er lunch paket til morgen. Som kan indtages i spisesalen eller medtages. Det er en option vi har tilvalgt. Og vi spiser den i salen. Der er kun et dansk par foruden os.

Så er morgenmaden serveret

Så får vi låst op til garagen med vores cykler og begiver os ud til dagens første opgave: at sikre den senere frokost et sted på vejen. Heldigvis er Google Maps leveringsdygtig i supermarkeder, men som vi har set, er det ikke altid fødevarer i almindelighed, som indkøbsvognen indikerer.

De to første glipper, så vi ender med hele den tyrkiske musik. Derpå går det godt derudaf. Det er, om om vinden er vendt. Kan det virkelig passe, at det er blevet østenvind nu vi skal køre mod vest?

Vi var desværre ikke inviteret med

Vi starter med vej 203, den har cykelsti. Det går fint af sted og i Fockbek grener 202 sig ud fra 203 og det er nu åbenbart – hvad vi anede allerede i  går – at der ligger en militær lufthavn i nærheden. Det viser sig at være i Hohn, som vi inden længe når.

Der standser vi for en kop kaffe ved et bageri. Efter kaffen fortsætter vi væk fra hovedvejen ad Moordamm, der ender med at blive til en sti af skiftende beskaffenhed. Forbi et naturschutz område, med fiske-og havørne, vi ser dog ingen af dem.

Vejen mod naturbeskyttelsesområdet

Vejen fører til Christiansholm, hvor vi igen kommer på vej 202. Kun for straks at forlade den igen og kære til Meggentorp, hvor vi holder frugtpause ved det lokale stadion. Siden Bergenhusen, der viser sig at ligge oppe i det højland vi har kunne se i lang tid. Der dukker et frokost sted op, hvor vi indtager noget af al det, vi købte hos tyrkerne.

Trænerne på plads

Der viser sig også et kaffested i byen, men nu har vi lige spist frokost, så vi satser på, at der også må være noget i Nørre Stabel, der vel kun er en 4-5 km væk. Det holder stik, et herligt bageri med nogle herlige kager.

 Kager der er cyklister værdige

På vejen mod Friedrichstad begynder det at regne. Og tordne. Det tager til og vi søger ly i en slags udestue ved et hus. Der står vi indtil regnen er stilnet af. Så er det om at skynde sig videre, men ak.... Regnen tager til påny og vi ender med at stå og bliver gennemblødte under et piletræ ved vejen.

Her skulle vi være blevet

Til sidst kan vi også forlade dette hi, og endelig køre ind i Friederichstat, hvor stationen er ligefrem. Selve stationen er ombygget til lejligheder, men vi finder en ventesal med toilet, hvor tøjet på overkroppen bliver skiftet. Så må bukserne selv sørge for at tørre.

Vi kører lidt tilbage for at se på byen. Meget charmerende – og meget turistet. Vi får en stor kop varm cacao at varme os på, mens vi sidder på torvet og nyder de smukke gamle huse i solen, der meget passende er kommet frem.

Husene på torvet i Friedrichstat

Så går vi i krig med sidste etape: Fra FriedrichStat til Husum. Vinden har hele dagen været nærmest i ryggen. Det er lidt af et mirakel.

Vi ender med at være fremme kl. 18 og bliver indkvarteret på første sal i et rækkehus. Der er kun os på etagen, så vi får badeværelset for os selv.

Så kører vi ind til byen og spiser Spaghetti Carbonara på La Dolce Vita. Vi sidder ude men under en kraftig markise, hvad der er heldigt, for et nyt tordenvejr kommer forbi.

65 km

Operation Grænseland 2

27.08.20 Hotel Pelli Hof, Rendsburg

Døren var låst da vi kom, men der var da en klokke, og efter nogle minutter dukkede der en mand op, der startede med at sige at vi skulle ”maske tragen...”. Dem havde vi jo også lige ved hånden. Så spurgte han, om vi forstod tysk, og da vi sagde ja, gav han sig til at tale engelsk....

Værelset her er på størrelse med en femøre, omend faconen er anderledes. Det er trekantet og så er der møflet en køjeseng ind. Med det resultat, at når der står én ved håndvasken, kan den anden ikke komme forbi. Vi var advaret på forhånd: køjeseng og bad og toilet på gangen. Men så er der heller ikke læselys ved sengene. Jeg vil kalde det lettere tarveligt, og så er det ikke engang billigt. 66 € - dog med morgenmad.

Nu skal vi ned og se nærmere på den.

Morgenmad - med Röte Grütze

Morgenmaden er klart over forventning. Der er juice og kaffe og boller og skinke, pølse og ost og smør og oven i det altsammen morgenens clou: Röte Grütze me.d creme fraiche, som Bent fortæller mig det hedder. Altså noget, der svarer til rødgrød. Jeg får også hans!

Så begiver vi os mod Dannevirke. Vi vælger den fladeste af 3 foreslåede ruter. Jeg siger bare: Hvis det er den fladeste, vil jeg nødig se den mest bakkede....

Ikke desto mindre ankommer vi efter nogen tid til Dannewerk, som viser sig at være en by. Man skal lige igennem den – og det tager noget tid – for der kommer en byge og som sendt fra himlen dukker der et bus skur op. Således frarøvet initiativet, sætter vi os til at revidere planen. Jeg har godt tænkt, at det var for ambitiøst FØRST at køre til Eckernförde og BAGEFTER til Rendsburg, så jeg foreslår, at vi dropper den første. Jeg har heller ikke nået at se nærmere på, hvilke gader det var mine forfædre boede i, så egentlig er der ikke noget specielt at komme efter.

Så får vi tid til at køre tilbage til Haithabu (Hedeby) og se på museet eller hvad der nu måtte være.

Så bliver holder regnen op og det bliver tid at køre videre, og så snart vi er tilbage på hovedvejen, ligger museet dér.

Ved en cykelrasteplads langs Ochsensveg som fortsættelsen af Hærvejen kaldes

Og dele af den gamle vold. Vi stiller cyklerne og gå ned mod Valdemarsmuren, som var en forstærkning af voldanlægget under Valdemar Sejr’s tid. Det er en murstens mur, som er ved at blive gravet fri. I mange år har den været skjult under jord. Den har været det største samlede fæstningsanlæg i Norden. Foreløbig er nogle hundrede meter udgravet. Der er 3 ihærdige kvinder fra et eller andet firma, der arbejder på sagen.

Valdemarsmuren…..

v

…. hvor der arbejdes ihærdigt

Vi fortsætter til Skanse 14. Under den anden slesvigske krig (1864) byggede man 25 Kanon skanser, der skulle holde østrigerne og preusserne stangen. Skanse 14 er blevet genopbygget af et tysk og et dansk kompagni soldater i 2001.

Ikke desto mindre lykkedes det ikke, og det var her fra Dannevirke, at general de Meza trak hæren tilbage til Dybbøl i ly af mørket og natten. To danske kompagnier holdt herefter de jagtende østrigske tropper tilbage i slaget ved Sankelmark, så tilbagetoget lykkedes. At resten så ikke lykkedes, er en anden sag.

Udsigt til fjenden fra Skanse 14

Museet kigger vi bare lidt ind i. Det bliver ikke i dag. Derimod er der en kro ved siden af, hvor man kan få kaffe og kage. Det får vi, mens det regner af.

Så kører vi en anden vej tilbage til Hedeby museet, stiller cyklerne og går sammen med alle de andre i retning af museet. Det ser ikke så interessant ud, så vi fortsætter. Der er langt og for sent bliver vi klar over, at vi burde have cyklet, så kunne vi hurtigere komme tilbage igen.

Hedeby i nutidig udgave

Men bordet fanger og heldigvis er genopbygningen af en lille del af Hedeby interessant. Vi betaler de 3 € pr. Næse, der kræves, og bruger en halv time her. Man kan gå inden for hver gang det regner.

Den gang, altså 8-900 tallet var det man byggede det første Dannevirke. Det var her Danmark forsvarede sig mod germanske stammer sydfra. Senere da Slesvig-Holsten var blevet etableret, vist i 1400-tallet rykkedes Danmarks grænse yderligere sydpå til Ejderen.

Vi ser mange Slesvig-Holstenske flag. Faktisk er den generelle tradition tilsyneladende at flage med det ”lokale” flag, altså ens Bundesland’s flag, snarere end med det tyske, som man vist mest ser i forbindelse med fodboldmesterskaber o.l.

Planen er blevet revideret til, at køre øst om Haddebyer Noor og ned mod Nord-Ostsee-Kanal, som Bent fortæller mig, den egentlig hedder, Kielerkanalen. Vi satser på, at der er et lille supermarked i Geltorp, der er i hvert fald et symbol med en indkøbskurv på Google Maps. Omtalt som Imkerei Brumm. Nu, hvor jeg skriver, slår jeg det op. Imkerei betyder biavl. Ikke så sært vi aldrig så det, når vi kiggede efter en forretning.

Næste station på vejen er Askfelt. Da vi prøver at undersøge, om der er supermarked her, er der ingen netforbindelse, så intet svar på det.

Den ene af skyerne er en radar kuppel - ellers var der bare smukt

Det er et smukt område, vi har bevæget os ind i. Meget kuperet. Vejen mod Askfelt synes på et tidspunkt, at gå direkte op i himlen, som vi cykelryttere siger. Hvad gør man så? Ser efter alternativer. Det ser ud til, at vi kan følge hovedvejen i stedet, og så dreje fra og køre tilbage.....

Der er to gange indkøbskurve på den rute.

Pludselig har vi passeret den første uden at se noget. Den næste ser vi. Havde det nu været en halv oksemørbrad, vi var ude efter, var sagen klar. Men det er det ikke.....

Det var, hvad man handlede med her....

Vi deler en æske müslibar, jeg har haft med – og overlever foreløbig.....

Da vi efter en lang opkørsel når til Askfelt (Google’s navn) viser den sig, at hedde Ascheffel, og herfra kom nogle af mine forfædre på mødrenes side. Det er heller ikke mere end 10-15 km fra Eckernförde.

Vores redningskrans - bagforretningen

I byen spørger jeg en ung kvinde, der sidder sammen med en gammel dame, om der er nogle indkøbsmuligheder? Njah, der er et lille bageri til venstre og 250 m længere fremme.

Det viser sig at være redningen. Ikke bare er der bagerforretning, man kan også få øl, belegtes brötchen og kaffe. Så inden længe sidder vi på en bænk i det officielle anlæg overfor og mæsker os. Øllerne er dog først til vi når frem.

Vi krydser ned over landet mod kanalen. Og til sidst lykkes det at nå frem. Nu burde der ikke være flere bakker.... troede vi. Det er der heller ikke længe, men når så stien bevæger sig VÆK fra kanalen, er det en anden snak.

På vej langs kanalen...

Jeg opdagede i går aftes, at linsevæsken desværre stadig står på badeværelset hos AM. For en enkelt nat klarede jeg mig med min ”øjenfedtevæske”, men planen har været, at vi skulle nå frem inden lukketid til Rendsborg.

Der er en optiker, der har åbent til 18, og ham satser jeg på. Så som vi kører der langs vandet, får jeg vist skruet lidt op for farten. Det er lidt med livrem og seler at vi når Rendsburg. Google har længe været tunet ind på Optikeren, så vi ankommer lettere kvæstede til den pågældende 10 min i 6. Og jeg får min væske.

Og hotellet er ikke langt væk. På ”Pelli Hof” er værelset stort og firkantet og vi har eget bad. SÅ skal vi have en længe savnet øl....

Taler vist for sig selv....

Så kører vi ud i byen. Ned ved kanalen, hvor der er en fussgänger tunnel under kanalen. Først har vi stillet cyklerne, men folk kører rask væk op og ned ad rulletrappen med cykler. Det kan vi vel også....? Det går fint nok ned og vi er en tur henne lang vandet, for at se om vi kan komme tilbage, der hvor Goggle hævder det. Det er den ”svævefærge” som Bent siger, allerede var holdt op med at fungere sidste år, hvor han var her.

Den famøse rulletrappe - på vej ned

Altså må vi tilbage igen til fodgængertunnelen. Vi kører ned med elevatoren, som vi også kom op med, men da vi har cyklet under tunnelen, synes jeg vi skal prøve rulletrappen op. Jeg er forrest. Jeg så godt, hvordan de lokale satte forhjulet på skrå for at forhindre cyklen i at glide baglæns, så det gør jeg også. Jeg ser tilbage på Bent og skal til at råbe.... men det er allerede for sent. Der lyder et brag, da han vistnok falder baglæns med cyklen over sig – eller også falder han oven på cyklen. Under alle omstændigheder laver han endnu en kolbøtte, før han tydeligt chokeret kommer på benene og åbenbart kun har ét i hovedet: at komme væk fra denne ubehagelige situation. Altså løber han ned og ud af den opadgående trappe, mens cyklen omstyrtet fortsætter op alene.

Jeg kan nå at stille min egen cykel, da jeg er oppe og tage imod hans og gudskelov er der ikke sket anden skade end et lille sår på den ene hånd.

Men sikke en forskrækkelse.

Et måltid der er en cyklist værdigt

Så får vi os ellers et solidt måltid mad og to store øl. Og så slutter en ny lang dag. Vi har kun været af sted i to dage – det føles som en uge....

60,09 km