onsdag den 28. maj 2014

Hjemme igen

Da jeg ankom til Saxesgade her til morgen, var det 9 gr. Det var dog udenfor. Indenfor holdt den sig på 19 gr. men jeg følte alligevel trang til at fyre op i brændeovnen.
Det har ellers været sommer her på det sidste - så hvorfor nu det...?

Rejsen var endnu en gang en blandet fornøjelse. Planmæssig afgang fra Køge i går aftes, men med en kuling imod sig kunne færgen ikke overholde tidsplanen. Jeg tror bl.a. det skyldes at den er så høj, så der er en stor flade for vinden at presse på. Vi ville blive en time forsinket forlød det.
Det holdt desværre ikke. Så da vi omsider kunne komme fra borde, var bussen 7.08 kørt og der var en time til den næste.

Jeg har holdt mig inde hele dagen, bortset fra et besøg i Brugsen. Man skal vel have mad?
Har fået lavet en overordnet plan for min cykeltur til det Sächsische Schweiz. Har fundet nogle Jugendherberge der passer ind i planen, men deres booking side er mærkelig. Hver gang jeg prøver en dag, der ikke skulle være fuldt optaget, bliver jeg afvist, hvorefter dagen sært nok pludselig ER fuldt optaget. Må nok prøve at mail'e dem...

Planen er at tage en bus til Berlin. Der er én hvor man kan få en cykel med for 75 kr. Har tænkt lidt over, hvordan jeg bærer mig ad med at være i Ingerslevsgade kl. 6.15. Kolonihaven synes at være en del af løsningen. Og så et tidligt S-tog til hovedbanen fra Lyngby St.
Må have købt to firkantede plasttasker med lynlås, som cykeltaskerne lynhurtigt kan pakkes ned i, så jeg holder mig under kravet om max. 2 stk. bagage på max 25 kg tilsammen.

Her kl. 17.30 blæser det stadig en halv pelikan - hører Mark Knopfler: Privateering - og er ved at tænke på at gå i gang med madlavningen: Frisk pasta, kogt broccoli, mornay sauce, forårsløg og købe frikadeller. Og en mørk Svaneke Guld!