Frankrig2020 Dag 16

21.08.20 Mulhouse, Hotel Strassbourg

Chaufføren havde sat afgangstidspunktet til 9.00 senest.

Vi kom vel af sted 9.30. Nøglen i Madame’s postkasse som aftalt. Cyklerne var allerede sat på taget i går. Det var ikke helt så varmt som ventet, sikkert fordi vi sjældent har været af sted så tidligt.

Kom planmæssigt frem til motorvejen i Orange Syd. Kørte frem og ventede på billetten. Hvor bli’r den af? Jeg fægter lidt rundt med hånden,  indtil jeg trykkede på ”hjælp” knappen. Det skete også en gang på nedturen. Så kom der en billet ud, da jeg bad om det. Nu siger damen et eller andet på engelsk, jeg ikke fatter. ”Se op”, siger AM. Så presser jeg hovedet lidt ud, og skæver op. Og må le. Jeg genkender med det sammen situationen fra for nogle år siden. Billetten sidder der oppe – i lastbil højde. Det er cyklerne på taget. Vi er en lastbil! Det lykkes at kante døren lidt op og få fat i billetten. Jeg vinker undskyldende til dem bagved….

Første kødannelse begynder straks efter. Det burde jeg måske have gennemskuet. Sammenfletningen af de to sydgående grene sker jo først EFTER, at vi er kørt på. Man kunne nok med fordel være blevet på hovedvejen og så have ventet med at køre på til EFTER sammenfletningen.

Under alle omstændigheder tæt trafik. Men når 100 km/t er ok, er det ikke så galt endda.

Der er nogle stop undervejs mod Lyon, men ikke noget, der helt kan tage pippet fra én. Jeg har det lidt skidt. Tænker: hvordan skal jeg overleve denne dag…. Men efter en pause og et stykke pizza – kun ét – går det lidt bedre. Og en masse at drikke.

Nu har det ikke blæst af betydning indtil nu. Selvfølgelig er det netop i dag, det skal begynde. ”Le Mistral”. Det tager lige toppen af farten.

Stille og roligt arbejder vi os frem mod Lyon. Det går fint nok med, at betale med kort på motorvejen. Også kaffeautomaterne virker med kort.

Alt går sådan set fint, indtil SIDSTE betaling. Der betaler man en fast pris 2€90 for et vist stykke.

Jeg holder øje med kort-symbolerne, der er kun to. Og begge har et skilt med max 2 m. Nu er vi OVER 2 m med cykler på taget, faktisk er vi at regne for en lastbil, så hvad gør man?  Hurtigt beslutter jeg, at så må de vel kunne finde ud af det i én af de andre rækker? Men det er ikke tilfældet. Han spørger gennem samtaleanlægget om ikke vi har 2€90 i kontanter? Jeg roder i min pung, men kan kun komme op på 1,50€, når jeg tager de 0,50 med, der ligger i bilen til indkøbsvogne.

AM finder sin pung frem. Gud hjælpe mig om ikke det er den med de engelske penge. Jeg troede ellers den én gang for alle var kommet af vejen…. Hun kan også finde én med danske penge….. For fanden da….

Så vil han have mit navn og min adresse, så de kan sende regningen. Jeg begynder at stave. På engelsk. Efter en hel del rettelser og forvirring spørger han, om ikke jeg har et kort med navn og adresse på, og jeg holder mit sygesikringskort op til TV-kameraet. Så synes han at være tilfreds, men der er stadig ikke blevet grønt lys. Han siger: You can take the ticket, men mener vist: We’ll send you the ticket. Efter at jeg flere gange har spurgt: Can I go now? Kører jeg. Lys eller ej. Altid noget der ikke er nogen bom. Desværre kommer der ikke nogle udrykningskøretøjer efter os…. Det var ellers lige, hvad der havde manglet.

Ved 18.30 tiden er vi omsider fremme ved Mulhouse, og så begynder mine prøvelser for alvor. Hvordan finder man et hotel midt i byen uden at slå GPS-damen til? Det er jeg blevet ret garvet til. Jeg har for længst tastet adressen ind, og efterhånden som vi nærmer os centrum, benytter jeg de røde lys, til at vurdere situationen. Til sidst lykkes det, at holde ind et øjeblik og tælle gader. Til højre ad 4. gade, den skulle gerne hedde Rue de Colmar. Og det gør den! Og vi ser hotellet ligge ovre bag sporvognsskinnerne. Længere frem og så til højre og prøve at komme tilbage.

Jeg kan komme til at holde oppe på fortovet foran en port, mens jeg lige går frem til hotellet og forhører mig. Da jeg kommer tilbage, er der en sur mand på vej hen for at åbne porten, så en eller anden schweizer kan køre ud – efter at jeg lige har bakket væk fra porten, så schzeizeren kan komme ud, og jeg kan komme til venstre ad en gade og hen til hotellet, hvor jeg nu kører over sporvognsskinnerne og hen til porten…. Nej, den går ikke mener receptionisten, vi er for høje, vi må om til bagindgangen. Han kan virkelig forklare det, så JEG i hvert fald forstår det, og inden længe, holder vi i gården, har fundet 317 og har delt to øl, vi havde med i køletasken.

Mulhouse er en hyggelig by. Minder om Strassbourg mht. bygninger men er kun halvt så stor befolkningsmæssigt.

Vi bor ud til en larmende gade, der er ikke air-con, så vinduet må stå åbent i nat….. 

Katedralen gemmer sig.

Vi går hen til centrum - ca. 500 m - og ender med at spise et sted, hvor man netop kan se toppen af katedralen.