30.08.20 Westerland, Sylt
Vi var nøje blevet instrueret om, hvor vores morgenmads bord var i spisesalen, så det fandt vi let. 2.5 stod der, det var os. Ved buffeten kunne man hente müsli, mælk, havregryn, cornflakes. Altsammen i små glas med låg. De må have købt en nedlagt marmeladefabrik.
Det mærkelige var, at der ikke var nogen dyb tallerken eller skål, så eneste mulighed var, at hælde det hele sammen i ét glas og komme mælk ved. Jeg spiste det med en teske.
En lidt aparte morgenmad - men mæt blev man
Det eneste man kan sige disse tyske JHB på, er, at man selv skal lægge sengetøj på. Det havde vi meget sjov ud af i går aftes. Jeg troede ellers, at jeg havde lært det sidst, hvor det for første gang lykkedes mig at anvende metoden med at vende dynebetrækket ud over dynen. Det havde jeg glemt igen. Men efter at have opgivet, lykkedes det alligevel til sidst. Så kunne vi roligt gå ud at spise.
På banegården fik vi købt personbilletter til Westerland (Sylt) og mens Bent gik på toilettet, fandt jeg ud af, hvor toget gik fra, og hvordan man kom derhen.
Så er vi klar til afgang
Så selv om vi var enedes om, at det førte tog 10.10 når vi ikke, så nåede vi det. Alle bekymringer blev gjort til skamme. Jeg havde forestillet mig, at det var biltoget, vi også skulle med, men det passede ikke. Det var et helt almindeligt lokaltog med lav indstigning. Vi kom i øvrigt aldrig til at vise billetterne. Turen tog vel omkring 30 min og vi holdt 3 steder. Ét før dæmningen og to efter, før vi rullede ind på Westerland Stationen. Man kan altid overveje om man skal låse cyklen, for at den ikke skal trille den ene eller den anden vej, når toget accelererer og decellererer, men det var ikke nødvendigt. Aldrig før har jeg oplevet et tog med SÅ forsigtigt et bevægelsesmønster. Tysk effektivitet når den er bedst.
Toget er ankommet til Westerland
Vi nåede altså frem til Sylt og blev enige om, at køre lidt sydpå først, inden vi ville sætte kursen nordpå til List, hvor vi skulle overnatte. Det var endnu nogle nye særprægede landskaber. Vi kørte til Rantum og fandt en Backstube, eller Backstoow som det vist hed på frisisk. Vi bestilte to kaffe og to pain au chocolat, som de dog kaldte noget andet hos en vrissen dame, der burde have fundet sig et andet job – uden kundekontakt. Hun spurgte om croisanterne skulle på to eller én tallerken, og da Bent lettere ironisk svarede, at vi ville foretrække det på to, svarede hun flabet, at det kunne man jo ikke vide....
Den tyske drøm om et ferieparadis
Hvordan den søde unge mand der ryddede af kunne holde ud at arbejde dér, forblev en gåde.
Vi var nede ved klitterne for at se på badeforholdene. De så gode ud. Størstedelen af husene her på Sylt, er bygget i gammel stil med Stråtag, Vi blev enige om, at der må være nogle regler om det, i hvert fald i visse områder. Det er den tyske drøm om en rustik sommerferie.
Cykelstien havde hele vejen været fyldt som en motorvej i myldretiden. Jeg følte mig mere utryg end ved at køre på en russisk hovedvej. Alle disse mennesker i alle aldre, der ikke er vant til at cykle, er pludselig sat op på sådan en maskine og drøner af sted ofte hjulpet af uanede elektriske kræfter. Vi oplevede ikke nogen uheld, hvilket syntes et rent mirakel.
Også kirken var omdannet til ferieidyl
Og herudover er vejene fyldt med biler, der dog for en gangs skyld er lidt i defensiven.
Det var en strålende dag at besøge Sylt. En let til frisk vind fra NV, den var i ryggen hele vejen til Rantum, men blev til modvind på tilbageturen nordpå. Vi kørte dog over en 6 km lang dæmning rundt om et fuglereservat for dernæst at køre til Keitum, hvor vi fandt et sted at spise vores i går indkøbte sandwich’s.
Der var mere øde her
Så fortsatte vi nordpå i en ny type landskab og nåede List og skulle lige proviantere, før vi skulle finde overnatnings stedet. Vi fik købt det vi skulle og da jeg så finder bookingen i app’en og beder om placering, ser jeg vantro på en rød markør i Westerland!!! Jeg fatter det ikke. Og det var jo dér, vi startede. Siden har vi kørt 42 km, og nu er vi pludselig 17 km væk fra målet. Jeg har aldrig vidst, hvor eller hvad Westerland var. Søgte bate i sin tid på List på Booking.com og fandt noget, der var til at betale. Og så tjekkede jeg aldrig, hvor det lå. Troede bare det var i List. Ja, sådan kan man blive klogere. Desværre er der så en regning at betale. Vi må køre yderligere 17 km sydpå igen. På positiv siden er, at det nu er medvind og at vi følger den anden cykelsti, der går direkte gennem lyngbevoksede klitter høje som bjerge. Der er smukt og specielt.
Op gennem lyngbjergene
Så når vi frem til ”Mein Urlaub auf Sylt” B&B. Der er ingen, der åbner, men efter at have studeret en falmet skrivelse i vinduet, der taler om, at i påkommende tilfælde skal nøglen hentes i USA, går pråsen op for os begge. Det er postkassen, der refereres til. En amerikaner model.
Ganske rigtigt er der en kuvert med mit navn på og nøgler i. Og så kan vi gå indenfor i et pænt stort værelse og nyde vores velfortjente øl.
63 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar