Frankrig2020 Dag 15

 20.08.20 Ville-sur-Auzon

Jeg vågner og synes, det ser temmelig lyst ud. I det øjeblik jeg står ud af sengen, vågner alarmen til live. Det er timing. Jeg har kun en halv time, så jeg har travlt. Men når at blive færdig, få fyldt vand på flasken og pumpet cyklen. Den er desværre HELT flad her til morgen. Der er endnu ingen spor af André, så jeg tænker, at jeg måske lige kan nå at skifte slangen. Der må vel være en ekstra i saddeltasken?

Det er pinligt at måtte indrømme det, men selvfølgelig ER der en slange. Det pinlige er, at da jeg kigger nærmere på den har den store revner adskillige steder. Ikke så underligt at den ikke ER blevet repareret. Den KAN ikke repareres. Det er det der med ”det skal jeg lige huske at gøre….” Jo, godav du….

Mens jeg sad og ventede på André, kom jeg til at tænke på, hvad det ubeboede? hus mon skulle koste?

Jeg når endda et par spil Wordfeud inden først Dominique og siden André kommer frem og undskylder….

Vi har en fin tur op gennem gorge’n. Kører 2-4 km/t langsommere end jeg selv ville gøre. Så det er den rene spadseretur for mig. André vejer vel 90 kg, så ikke underligt, at han puster noget. Er 58 år.

Tilbageturen er det omvendt. André skal køre så langt han kan uden at bremse. I den sammenhæng er jeg en kylling. Selv om jeg efterhånden kender de fleste sving nogenlunde, kan jeg ikke lade være med at bremse de helt ubehagelige steder. Som en af de små bitte tunneler hvor der er et skarpt sving før og man derfor ikke kan se, om der er en lastbil på vej fra den anden side.

Og her har han vægten med sig. Plus en 16 år yngre cykel, der ikke taber luft på forhjulet. Nå, men hvad man ikke har i udstyret, må man have i benene og vi kommer da sammen tilbage og kan takke hinanden for en fin tur.

Og senere erfarer jeg, at han da har forstået det meste af, hvad jeg har forsøgt at fortælle ham på fransk, for han gengiver det til Dominique.

Vi er ude og køre en sidste tur i bilen. Den har fået tjekket og efterfyldt olie og kølervæske og er sådan set klar til hjemturen.

Vi kører op ad den nye vej mod Sault og der et sted oppe i højlandet, skal der være en vej, der går tilbage mod Flassan. Det viser sig at være en temmelig bred og temmelig god vej, der snor sig ned gennem skov, skov og atter skov. Skov med vildsvin – vi ser naturligvis ikke nogen. Jeg tænker, at dette måske var alternativet til Gorge de la Nesque engang. Indtil man byggede den nye vej.

Vi ender i Bedoin, hvor vi er i samtlige cykeltøjsforretninger igen. Til sidst beslutter jeg mig for en trøje.

Her er den så - cykelblusen

Og så kan vi få en is. Det vi har bestilt viser sig at være både is og kaffe, og den unge mand spørger, hvilken slags kaffe, vi vil have. Cappucino. Så går der noget tid og overtjeneren kommer med ud og forklarer, at til det vi bestilte, hører der desværre kun espresso, det vidste den unge mand ikke. Om vi stadig vil have det bestilte. Som nu allerede står på bordet. Det vil vi selvfølgelig.

Her burde følge et billede af isdesserterne, men I må nøjes med at forestille jer dem. I en slags kæmpe champagneskål ligger der 3 slags is med flødeskum og en halvrund vaffel, der virkelig smager af noget.

Da vi skal betale, siger damen noget med 28 € og da isene kostede 10,50 €, kan jeg hurtigt regne ud, at hun bare har lagt to cappucinoer oven i. Nu er der nok nogen, der synes, jeg er smålig, men efter de forhåndenværende omstændigheder mener jeg, at vi vel kun skal betale FORSKELLEN på en espresso og en cappucino? Det synes overtjeneren at fatte og acceptere, men så er det, at han pludselig bliver væk. Vi sidder vel 5 min og venter…. Så kommer han ud i samtale med en eller anden lokal, som helt klart er vigtigere end 2 dumme turister.

Og SÅ er det jeg bliver sur! Jeg holder dog min kæft for AM’s skyld. Men det er altså en uforskammet behandling. Sådan er det at være turist. Lad os komme hjem…..

Bilen bliver tanket op og cyklerne læsset på og så mangler vi bare at pakke vores grej.

Vi spiser efter franske forhold tidligt, så det er først efter vi har spist, at det trækker op til fest i gaden. Vi har godt kunnet høre folk snakke og så sætter det i med musik. Jeg vil kalde det ragtime.

Der er linet op til en festlig aften

Det må jeg ud og se nærmere på. Borde er linet op og et 4 personers orkester er i fuld gang. En bas, en guitarspiller (stålguitar og bottleneck) en pige der skiftevis spiller ukulele og guitar og endelig Gerard på guitar. Det fås ikke meget bedre.

Og her er orkesteret

Sådan noget med en masse mennesker hun ikke kan snakke med, er ikke noget for AM. JEG har ikke nogen problemer med at snakke med nogen. Der er altid nogen der kan lidt engelsk – selv hernede. Der er en tysk kvinde, siger de og jeg tror, hun er på ferie, eller hvad? Nej, hun kom for 20 år siden med manden og blev hængende. Er guldsmed. Manden er ham med bassen og parret i orkesteret er professionelle. Det lyder også sådan.