Frankrig2020 Dag 3

08.08.20 20 Quartier de grand Portail, Ville-sur-Auzon

Der var air-condition på værelset. Den blev hurtigt sat på 23 gr. og inden så længe var der behageligt. Jeg havde gerne ladet den køre hele natten – susen eller ej – men AM har sine ideer. Så vi lukkede vinduet op i stedet, da vi gik i seng. Sådan at al den varme luft ude fra kunne komme ind.

Jeg faldt nu hurtigt i søvn og sov vist helt til omkring kl. 4, men jeg har fornemmelsen af at have hørt på sporvogne, store motorcykler og en masse fuldemandssnak under min søvn. Jeg tror, jeg blev vækket netop af fuldemandssnak og råb. Det virkede som om det var mørkt endnu. Telefonen havde sagt noget og i min omtågede tilstand tænkte jeg, at det måske var et første lille grynt, før alarmen for alvor gik i gang, men da jeg fik tændt lyset og så at den kun var lidt over 4, kunne jeg godt se, at jeg bare skulle sove videre. Men nu var jeg blevet vågen…. Jeg ved ikke, hvad det var jeg lå og vendte og drejede i mit hoved, men det var i lang tid. Ikke desto mindre var jeg for alvor faldet i søvn, da alarmen vækkede mig 7.30.

Jeg havde bestilt tid i svømmepølen kl 8.00 mens AM ville gå i bad. Hotellet har to afdelinger. Den oprindelige og en nyere 2 opgange til siden. Det var i denne anden afdeling vi boede og også her svømmepølen er. Så jeg kunne gå ned iført badebukser og et håndklæde.

Desværre kun for at konstatere, at der endnu ikke var blevet åbnet.  Altså måtte jeg op igen til 3. sal og iføre mig noget, jeg kunne gå på gaden i. Han undskyldte mange gange og jeg har en vis sympati for ham, for der er travlere i disse corona tider, selv om der måske er færre gæster end normalt.

Det er den forreste, der er den rigtige pool

Efter jeg havde svømmet – det er et bassin på ca. 5 x 6 m – fik jeg lyst til at prøve jacuzi’en. Sådan noget kender jeg ikke. Dejlig varmt vand.  Når man trykkede på en knap var der undervandstråler, der masserede ens ryg. Meget behageligt, men måske også en anelse overflødigt. Jeg klarer mig i hvert fald udmærket uden til daglig. Da jeg trykkede på den anden knap, for at se om den var til at slukke med, var det som om hele karret kogte. Jeg håber der var en timer på, for jeg fik hurtigt nok.

Der var ikke nogen morgenbuffet i almindelig forstand. Man stod der med masken på og sagde, hvad man ville have, og så kom damen lidt efter og serverede det. Så længe man sad ned, kunne man tage masken af. Jeg fik lavet noget, der svagt mindede om min morgenmads skål hjemme.

Næsten som hjemme

Da jeg skulle trække stikket til min computer ud, fulgte stikket i væggen med…. Det var dog til at sætte ind igen…. Til den næste.

Det var aldrig sket i Tyskland

Vi fandt problemfrit ud af byen i den ”gale retning” og var snart på vej mod Mulhouse. Turen falder i karakteristiske stykker. Først det flade markland til Mulhouse, hvor kunstvandingen kører, som den har gjort hver eneste gang, vi har kørt her.

Så går vejen vestpå gennem de skovklædte Jura bjerge. Op og ned slynger vejen sig. Man forstår, hvorfor der er så tørt i marklandet. Det er her i bjergene, at al regnen falder og giver basis for den grønne skov.

Efter et par hundrede km drejer vi fra omkring Dole. Nu følger endnu et par hundrede km ad A39 med relativt fladt land, hvor man en stor del af vejen kører med grønne skråninger på begge sider. Ved udfletningen mod henholdsvis Schweiz og Lyon havde der været en ulykke, så vi måtte gennem lidt kø. Jeg havde godt set det røde stykke på Google Map tidligere, men nu var man næsten færdige med at rydde op.

Man kører øst om Lyon, men det hedder ikke mere Rocade d’Est, det står i hvert fald ikke på skiltene, men navnet Marseille er dukket op. Det er den vi kører mod nu.

Nu mangler jeg bare en bank at røve

Omsider kommer så de sidste par hundrede km ned langs Rhone floden. I starten farer man gang på gang på bro over floden, men så falder vejen til ro på den venstre bred, hvor den bevæger sig lidt væk fra floden. Op over ”Den store Bøf”, som vi har døbt Col du Grand Beuf. 323 m.o.h. På denne strækning var der et par kø stykker ved mindre uheld. Først kørte man mod Valence, så dukker navnene Montelimar og Orange op. Vi er ofte kørt fra ved Bollène, men vi holder ind ved Air de Montelimar, for at se hvad Goggle foreslår: Orange Sud.

Der er ikke mere betjening ved motorvejen, når man skal betale, selv i Frankrig synes alt at være blevet automatiseret.  Hvor man før skulle sørge for at have de fornødne kontanter, kan man nu betale med kort – og det går stærkt – inden der kommer tekst på skærmen om at betalingen er accepteret, går bommen op.

Et sted undervejs prøvede jeg at ringe til det nummer, der er opgivet som kontakt, for at sige hvornår vi regnede med at være fremme, men telefonen blev ikke taget og en fransk dame sagde en hel masse, der endte med en form for dut. I håb om at det var en telefonsvarer, sagde jeg så det, jeg havde tænkt mig. Der kom en lyd mere i slutningen, så hun fik nok ikke det hele med. Jeg sagde, at vi regnede med at være fremme omkring 6-7 om aftenen.

Det viste sig at være noget optimistisk. Selv om jeg kørte som død og djævel, var den næsten halv 8, da vi kørte ind ved supermarkedet i Saillans, for at se om de havde åbent endnu. Hvor heldig kan man være… De lukkede 19.30. Da vi gik ind viste damen med 5 fingre, hvor lang tid vi havde.

Det blev historiens hurtigste indkøb. Vand, rødvin, brød, ost, teposer, nutella, yogurt, og mens AM stod i køen, fandt jeg nogle skiver lammekød og noget salat. Det var virkelig klaret på 5 min. Og så nåede jeg også et enkelt telefonopkald. Det var en ven til værten, som nok ville høre, hvor vi blev af?... Jeg fik ham gjort forståeligt, at vi befandt os i Saillans og at det nok tog en halv time – tror jeg da.

For mig var det nogenlunde kendte veje vi var kommet til, jeg var bare ikke helt sikker på, hvordan vi skulle komme gennem Carpentras, men skilte ledte os igennem, for heldigvis kender jeg alle byerne i området. Først kørte vi efter Mazan, og så dukkede skiltet med ”Ville-sur-Auzon” op. Det sidste stykke er temmelig snoet og vi havde hurtigt en ”rigtig franskmand” bag os. En af dem, der lægger sig 2 m bag og venter på det rigtige øjeblik. Han var dog klog nok til at vente til efter de værste sving.

Engang for længe siden, havde jeg på et kort set ca. hvor i byen det var. Det er en lille by med en gade rundt om en lille bitte bykerne. Nu havde jeg kun adressen, men det måtte vel også række….? Vi spurgte en ung mand. Det anede ham ikke, var måske selv turist, selv om han ikke så sådan ud. Så spurgte vi nogle damer. De var vist heller ikke lokale, men den yngste ringede til en eller anden og vi blev sendt ud på, hvad der viste sig at være en vildmand. Op ad en vej ud af byen – til venstre ved forgreningen – og så skulle huset ligge på højre side og ligne en postkasse? Fransk er til tider et vanskeligt sprog. Under alle omstændigheder passede vejnavnet slet ikke og heller ikke husnumrene.

Vi kørte tilbage og ledte efter flere at spørge. Så så jeg det. Skiltet med ”Grand Portail” og så var det bare at finde nummer 20. Der stod tilsyneladende en ventende dame. Hun viste sig nu ikke at være værten, men formodentlig konen til ham, der havde ringet. Vi skulle bo i stueetagen i værtens hus. Hun var ikke hjemme, men kom først i morgen klokken 15…..  Tror jeg nok. Vi fik nøglen og beså lokaliteterne, og så overtog vi venindens parkeringsplads ude i gaden. Gad vide om det altid er til at finde et sted at stille bilen. Jeg tror, der stod at der var parkeringsplads umiddelbart ved huset. Som om, at man havde en egen plads. Men det synes ikke at være tilfældet…?

Meget charmerende gammelt hus og dejlig køligt, nu vi havde kørt hele dagen i 36 gr. Det eneste minus var en lugt af kælder. Hver gang man kom ind udefra bemærkede man det. Fugtskader på væggene afslørede hvorfor. Man betaler da ikke 4.000 kr pr. uge for at bo i en kælder, gør man. Så kan den være så nydelig, den vil.

Det andet minus opdagede man, når man gik ud på det, der på billedet havde været en hyggelig lille terrasse og videre ud i ”haven”. Jeg syntes den lignede lort, for nu at sige det, så det ikke kan misforstås.

AM, der havde insisteret på det med lammekødet, havde mistet appetiten, så jeg nøjedes med 2 skiver brød med ost og lidt af en velkomst rosé, der passende kunne have ligget i køleskabet, sammen med den LILLE flaske vand som damen gjorde opmærksom på, lå der til os.

Og så gik vi ellers udmattede til ro.