23.08.20 Kischers Landhaus, Hannover
Selv med vinduet lukket hørtes motorvejen tydeligt, så da det var for varmt med det lukket, forblev det åbent. Sidst på natten var den faldet nogenlunde til ro, og jeg sov videre til kvart over 6.
Halv ni gik vi over for at spise morgenmad i bageriet. At dømme efter antallet af morgenmadsspisende, var der alligevel 4-5 værelser på hotellet, der havde været i brug.
Vi fandt hurtigt tilbage til motorvejen og så gik dagen med det sædvanlige: Tanke, drikke kaffe, gå på toilettet, drikke vand, vejarbejde…. Temperaturen er kommet ned i et udholdeligt leje.
Ved Göttingen kørte vi fra for at betale regningen på hotel Beckmann. Det var dem, der havde anegalleriet på væggen. Jeg går ud fra, at det var Beckmann den yngre, der selv sad i receptionen ligesom sidst. Jo, han kunne godt huske os. Vi var på vej til Frankrig, og havde det nu været en god tur, og tak for nu og kom endelig igen….
Jeg satte Google’s damestemme til at vise vej til det nye hotel, da vi nærmede os Hannover. Uden hende havde det været svært. Nu var det let.
Værelset en hel balsal sammenlignet med flere af de andre. Og her er morgenmaden inkluderet.
Vi havde kun spist en sandwich i løbet af dagen, så vi gik ret hurtigt hen på det lokale græske spisested. Jeg fik lammekoteletter, AM en gyros platte. Og to store Erdinger.
Sammenlignet med de tidligere TV-skærme er denne en mindre biograf værdig, så jeg prøver lige, hvad der er. Efter at have fulgt lidt med i en tysk families jordomrejse på trods af corona’en, er jeg blevet klar over, at der er CL finale: ParisSG – Bayeren München kl. 21.00. Den skal jeg i hvert fald se begyndelsen af…..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar