Frankrig2020 Dag 17

22.08.20 Hotel Kranich, Heidelberg

Natten forløber ikke helt støjfrit. Der er musik fra en natklub et stykke henne i gaden. På et tidspunkt dør det ud. Det er nok henad 3. Efter det lejlighedsvise uartikulerede råb fra ikke helt appelsinfri personer. Og skramlende køretøjer.

Det er en storby og sådanne sover aldrig.  VI får dog sovet noget. Om end lidt afbrudt.

En regnvåd Rue de Colmar kl. 06.15 - set fra nr.17

Her til morgen regner det. Vejrskiftet er på vej. Det er lørdag morgen og rengøringen efter fredagens udskejelser er i gang. På det andet fortov kører en mand og tømmer skraldespande og samler affald op. Lidt senere kører der en større rengøringsmaskine på fortovet nedenunder.

Hotellet virker forsømt. Der er badekar og alt har engang været nyt og fint, men holderen til bruseren er engang knækket og aldrig blevet repareret. Slangen til bruseren har mistet noget af sin metalomslutning og i håndvasken stirrer man direkte ned i afløbsrøret. Det er ikke her, man skal tabe en kontaktlinse.

Tab ikke linsen.....

Senere finder jeg dog lukkedimsen, men den er fjernet, fordi hæve/sænke mekanismen er gået itu. Nej, den er ikke gået itu, Den skrue man skal kunne stille længden med, er ikke lang nok, så det har aldrig virket.

Her til morgen begynder et afsnit af ”Faulty Towers”. Vi går ned til 1.sal, hvor morgenmaden skulle vente. Men hvor man i går kunne se ind i spisesalen fra trappen, er den i dag ikke i syne. Jeg finder dog hurtigt ud af bag hvilken dør, den må befinde sig. Og døren er ikke låst, men der er ikke tændt lys. Der er dækket op på nogle borde med service, men der er ingen mad at finde og ingen i køkkenet.

Altså går jeg ned i receptionen. Der er heller ingen. Der er dog nedskrevet et nummer, man kan ringe til. I første forsøg får jeg at vide, at nummeret ikke eksisterer…. Efter nogen eftertanke bliver jeg klar over, at man nok ikke skal taste 0’et foran 6-tallet, når man ringer fra udlandet, hvad jeg i princippet gør.

Altså et nyt forsøg. Nu bliver telefonen ikke taget….. Så går der yderligere en rum tid, hvorpå min telefon ringer. Så vidt jeg kan høre, er det den søde ældre mand, der var der i går. Jeg gør rede for situationen. Jamen er der ikke lys i receptionen, vil han vide. Nej, overhovedet ikke. Ingen spor efter mennesker.

Så går der ca. 5 minutter, før en mand på cykel dukker op, med et baguette. ”Une minute…” siger han gang på gang. Og efter at have fået lavet kaffe, forsvinder han igen og kommer meget hurtigt tilbage med 2 croisant’er og to pain au chocolat.

Der er ingen undskyldninger, kun brokker han sig hele tiden over chefen, der åbenbart skælder ud. Og bliver ved med at snakke om vejret, der er blevet meget bedre, nu det ikke er så varmt mere. Vi ønsker bare han holder sin kæft, nu vi har fået så vi kan klare os.

Desværre havde vi fået betalt – også for morgenmaden – i går. Ellers var vi bare kørt og fundet et sted at få morgenmad.

Da vi skal ud af gården, hvor vi holder, er bilen igen ved at hænge fast. Bunden går på og AM hopper en meter i sædet. Jeg må bakke den fri og åbne porten helt op. Der er lidt lavere i højre side. Sådan slipper vi ud af mareridtet….

Jeg misser et sving til højre, så vi kommer på en mindre rundtur i omegnen, før vi kører mod Tyskland. Eneste tegn på at vi har krydset en grænse er, at skiltene nu har fået det kendte tyske layout tilbage.

Efter en tid kører vi ind i en kø. Den synes at være langvarig, så da vi efter 15-20 min når frem mod en afkørsel, vælger vi – ligesom utallige andre – at køre det sidste stykke i nødsporet og dreje fra. Det er hovedvej 3, vi skal frem til og følge nordpå.

Det går godt indtil vi nærmer os 3’eren. Så starter en ny kø. Først for at komme ud på 3’eren og siden PÅ 3ëren. Det viser sig nemlig, at den krydser motorvejen og der er en tilkørsel, som Alle vil ned på, for kø’en på motorvejen, er i mellemtiden blevet opløst.

Og sådan går dagen.

Ikke desto mindre når vi til Heidelberg. Jeg må have Goggle-damen, til at fortælle den sidste del af vejen.

Vi tjekker ind allerede 14.15. Jeg spørger til parkeringsmuligheder i Heidelberg. Det er kun i parkeringshuse. De almindelige p-pladser er forbeholdt dem, der bor i byen. Da jeg har tygget lidt på den, har jeg indset, at cyklerne nok er et problem. Det kan han kun give mig ret i. Men så kan vi bare tage bussen og sporvognen ind. Man køber billet i en automat henne ved stoppestedet ved Netto. Kan man betale med kort? Ja, det kan man.

Ja, for vi har satset på ikke at hæve flere €, og der er kun ca. 5 tilbage, som skulle kunne dække motorvejens toiletter.

Dette hotel er uden morgenmad. Den kan man købe sig til hos Netto’s bager lige over parkeringspladsen.

Efter at have hvilet en stund beslutter vi os for lige at tage en kop kaffe hos bageren inden vi tager med bussen. Man kan IKKE betale med kort der! Fandens også. Vi har kun lige nok til kaffen….

Nå, så må vi hæve i Heidelberg. Jeg skal jo også bruge nogle €, når jeg skal cykle med Bent i næste uge. Så jeg hæver 200, tænker jeg.

Automaten virker meget tilforladelig indtil jeg skal vælge betalingsmåde. Så virker den tilsyneladende ikke mere. Bagefter kan jeg se mit problem. Nu har jeg lige i kaffeautomaterne i Frankrig lært, hvordan man gør, og DER trykker man på den ønskede betalingsmåde. Derfor tror jeg – dum som jeg er – at man også gør det her. N-E-J selvfølgelig ikke. Her gør man bare det man vil. Putter mønter i – putter sedler i – sætter kortet i….

Og mens jeg roder med maskinen, kommer der en bus, vi ikke når at komme med…. Fandens og to gange fandens…

Her er vi så kommet med bussen

Jeg har fundet ud af, at vi kan blive i bussen hele vejen i stedet for at skifte. Så får vi set noget mere af forstæderne og kommer til at køre langs floden et godt stykke. Floden hedder Neckar og her er vi lige før, den løber ud i Rhinen. Altså Rhein-Neckar og så mangler man jo bare at sætte Löwen bagefter, så har man en af Tysklands stolte håndboldklubber. Så HER hører den hjemme.

Hvis vi står af lige før bussen krydser floden, skulle vi være i udkanten af Altstadt.

Det kunne ikke passe bedre. Her starter simpelthen Hoved-gå-gaden gennem hele Altstadt. Det er et populært mål, for her er proppet med mennesker.

På gågaden - på jagt efter vores skygger

Vi finder en automat, får penge og finder en italiensk restaurant, ”Garibaldi” og får noget at spise. Godt det samme med pengene, for heller ikke her, kan man betale med kort. Læren må være: Man kan betale med kort overalt, undtagen de steder du HAR brug for at betale med kort.

Mondæne huse på den anden side af Neckar

Kan man se paraglideren....

Bussystemet og køreplanerne er her lige så uigennemskueligt, som det kan være hjemme, men det lykkes alligevel, at komme helt hjem.