Operation Grænseland 2

27.08.20 Hotel Pelli Hof, Rendsburg

Døren var låst da vi kom, men der var da en klokke, og efter nogle minutter dukkede der en mand op, der startede med at sige at vi skulle ”maske tragen...”. Dem havde vi jo også lige ved hånden. Så spurgte han, om vi forstod tysk, og da vi sagde ja, gav han sig til at tale engelsk....

Værelset her er på størrelse med en femøre, omend faconen er anderledes. Det er trekantet og så er der møflet en køjeseng ind. Med det resultat, at når der står én ved håndvasken, kan den anden ikke komme forbi. Vi var advaret på forhånd: køjeseng og bad og toilet på gangen. Men så er der heller ikke læselys ved sengene. Jeg vil kalde det lettere tarveligt, og så er det ikke engang billigt. 66 € - dog med morgenmad.

Nu skal vi ned og se nærmere på den.

Morgenmad - med Röte Grütze

Morgenmaden er klart over forventning. Der er juice og kaffe og boller og skinke, pølse og ost og smør og oven i det altsammen morgenens clou: Röte Grütze me.d creme fraiche, som Bent fortæller mig det hedder. Altså noget, der svarer til rødgrød. Jeg får også hans!

Så begiver vi os mod Dannevirke. Vi vælger den fladeste af 3 foreslåede ruter. Jeg siger bare: Hvis det er den fladeste, vil jeg nødig se den mest bakkede....

Ikke desto mindre ankommer vi efter nogen tid til Dannewerk, som viser sig at være en by. Man skal lige igennem den – og det tager noget tid – for der kommer en byge og som sendt fra himlen dukker der et bus skur op. Således frarøvet initiativet, sætter vi os til at revidere planen. Jeg har godt tænkt, at det var for ambitiøst FØRST at køre til Eckernförde og BAGEFTER til Rendsburg, så jeg foreslår, at vi dropper den første. Jeg har heller ikke nået at se nærmere på, hvilke gader det var mine forfædre boede i, så egentlig er der ikke noget specielt at komme efter.

Så får vi tid til at køre tilbage til Haithabu (Hedeby) og se på museet eller hvad der nu måtte være.

Så bliver holder regnen op og det bliver tid at køre videre, og så snart vi er tilbage på hovedvejen, ligger museet dér.

Ved en cykelrasteplads langs Ochsensveg som fortsættelsen af Hærvejen kaldes

Og dele af den gamle vold. Vi stiller cyklerne og gå ned mod Valdemarsmuren, som var en forstærkning af voldanlægget under Valdemar Sejr’s tid. Det er en murstens mur, som er ved at blive gravet fri. I mange år har den været skjult under jord. Den har været det største samlede fæstningsanlæg i Norden. Foreløbig er nogle hundrede meter udgravet. Der er 3 ihærdige kvinder fra et eller andet firma, der arbejder på sagen.

Valdemarsmuren…..

v

…. hvor der arbejdes ihærdigt

Vi fortsætter til Skanse 14. Under den anden slesvigske krig (1864) byggede man 25 Kanon skanser, der skulle holde østrigerne og preusserne stangen. Skanse 14 er blevet genopbygget af et tysk og et dansk kompagni soldater i 2001.

Ikke desto mindre lykkedes det ikke, og det var her fra Dannevirke, at general de Meza trak hæren tilbage til Dybbøl i ly af mørket og natten. To danske kompagnier holdt herefter de jagtende østrigske tropper tilbage i slaget ved Sankelmark, så tilbagetoget lykkedes. At resten så ikke lykkedes, er en anden sag.

Udsigt til fjenden fra Skanse 14

Museet kigger vi bare lidt ind i. Det bliver ikke i dag. Derimod er der en kro ved siden af, hvor man kan få kaffe og kage. Det får vi, mens det regner af.

Så kører vi en anden vej tilbage til Hedeby museet, stiller cyklerne og går sammen med alle de andre i retning af museet. Det ser ikke så interessant ud, så vi fortsætter. Der er langt og for sent bliver vi klar over, at vi burde have cyklet, så kunne vi hurtigere komme tilbage igen.

Hedeby i nutidig udgave

Men bordet fanger og heldigvis er genopbygningen af en lille del af Hedeby interessant. Vi betaler de 3 € pr. Næse, der kræves, og bruger en halv time her. Man kan gå inden for hver gang det regner.

Den gang, altså 8-900 tallet var det man byggede det første Dannevirke. Det var her Danmark forsvarede sig mod germanske stammer sydfra. Senere da Slesvig-Holsten var blevet etableret, vist i 1400-tallet rykkedes Danmarks grænse yderligere sydpå til Ejderen.

Vi ser mange Slesvig-Holstenske flag. Faktisk er den generelle tradition tilsyneladende at flage med det ”lokale” flag, altså ens Bundesland’s flag, snarere end med det tyske, som man vist mest ser i forbindelse med fodboldmesterskaber o.l.

Planen er blevet revideret til, at køre øst om Haddebyer Noor og ned mod Nord-Ostsee-Kanal, som Bent fortæller mig, den egentlig hedder, Kielerkanalen. Vi satser på, at der er et lille supermarked i Geltorp, der er i hvert fald et symbol med en indkøbskurv på Google Maps. Omtalt som Imkerei Brumm. Nu, hvor jeg skriver, slår jeg det op. Imkerei betyder biavl. Ikke så sært vi aldrig så det, når vi kiggede efter en forretning.

Næste station på vejen er Askfelt. Da vi prøver at undersøge, om der er supermarked her, er der ingen netforbindelse, så intet svar på det.

Den ene af skyerne er en radar kuppel - ellers var der bare smukt

Det er et smukt område, vi har bevæget os ind i. Meget kuperet. Vejen mod Askfelt synes på et tidspunkt, at gå direkte op i himlen, som vi cykelryttere siger. Hvad gør man så? Ser efter alternativer. Det ser ud til, at vi kan følge hovedvejen i stedet, og så dreje fra og køre tilbage.....

Der er to gange indkøbskurve på den rute.

Pludselig har vi passeret den første uden at se noget. Den næste ser vi. Havde det nu været en halv oksemørbrad, vi var ude efter, var sagen klar. Men det er det ikke.....

Det var, hvad man handlede med her....

Vi deler en æske müslibar, jeg har haft med – og overlever foreløbig.....

Da vi efter en lang opkørsel når til Askfelt (Google’s navn) viser den sig, at hedde Ascheffel, og herfra kom nogle af mine forfædre på mødrenes side. Det er heller ikke mere end 10-15 km fra Eckernförde.

Vores redningskrans - bagforretningen

I byen spørger jeg en ung kvinde, der sidder sammen med en gammel dame, om der er nogle indkøbsmuligheder? Njah, der er et lille bageri til venstre og 250 m længere fremme.

Det viser sig at være redningen. Ikke bare er der bagerforretning, man kan også få øl, belegtes brötchen og kaffe. Så inden længe sidder vi på en bænk i det officielle anlæg overfor og mæsker os. Øllerne er dog først til vi når frem.

Vi krydser ned over landet mod kanalen. Og til sidst lykkes det at nå frem. Nu burde der ikke være flere bakker.... troede vi. Det er der heller ikke længe, men når så stien bevæger sig VÆK fra kanalen, er det en anden snak.

På vej langs kanalen...

Jeg opdagede i går aftes, at linsevæsken desværre stadig står på badeværelset hos AM. For en enkelt nat klarede jeg mig med min ”øjenfedtevæske”, men planen har været, at vi skulle nå frem inden lukketid til Rendsborg.

Der er en optiker, der har åbent til 18, og ham satser jeg på. Så som vi kører der langs vandet, får jeg vist skruet lidt op for farten. Det er lidt med livrem og seler at vi når Rendsburg. Google har længe været tunet ind på Optikeren, så vi ankommer lettere kvæstede til den pågældende 10 min i 6. Og jeg får min væske.

Og hotellet er ikke langt væk. På ”Pelli Hof” er værelset stort og firkantet og vi har eget bad. SÅ skal vi have en længe savnet øl....

Taler vist for sig selv....

Så kører vi ud i byen. Ned ved kanalen, hvor der er en fussgänger tunnel under kanalen. Først har vi stillet cyklerne, men folk kører rask væk op og ned ad rulletrappen med cykler. Det kan vi vel også....? Det går fint nok ned og vi er en tur henne lang vandet, for at se om vi kan komme tilbage, der hvor Goggle hævder det. Det er den ”svævefærge” som Bent siger, allerede var holdt op med at fungere sidste år, hvor han var her.

Den famøse rulletrappe - på vej ned

Altså må vi tilbage igen til fodgængertunnelen. Vi kører ned med elevatoren, som vi også kom op med, men da vi har cyklet under tunnelen, synes jeg vi skal prøve rulletrappen op. Jeg er forrest. Jeg så godt, hvordan de lokale satte forhjulet på skrå for at forhindre cyklen i at glide baglæns, så det gør jeg også. Jeg ser tilbage på Bent og skal til at råbe.... men det er allerede for sent. Der lyder et brag, da han vistnok falder baglæns med cyklen over sig – eller også falder han oven på cyklen. Under alle omstændigheder laver han endnu en kolbøtte, før han tydeligt chokeret kommer på benene og åbenbart kun har ét i hovedet: at komme væk fra denne ubehagelige situation. Altså løber han ned og ud af den opadgående trappe, mens cyklen omstyrtet fortsætter op alene.

Jeg kan nå at stille min egen cykel, da jeg er oppe og tage imod hans og gudskelov er der ikke sket anden skade end et lille sår på den ene hånd.

Men sikke en forskrækkelse.

Et måltid der er en cyklist værdigt

Så får vi os ellers et solidt måltid mad og to store øl. Og så slutter en ny lang dag. Vi har kun været af sted i to dage – det føles som en uge....

60,09 km