Lejligheden er virkelig en rodebutik. Der er en vis forkærlighed for Østen. Allerede på dør nr. 2 står der "Nameste", som vist er en nepalesisk hilsen. Der er bede flag og fotostater af vægstørrelse af pagoder i diffust lys.
Arrangementet med de to døre
På den anden side også en vild forvirring af postkort. Man kunne tænke, at her bor en mand med et internationalt udsyn og venner i mange lande, men når man ser bag på postkortene, er de aldrig blevet sendt. Men måske HAR han været i Østen. I så fald må det have været efter 91, så han er nok ikke så gammel, som vi ellers umiddelbart kunne tro: på vores alder.
Der er en rigtig grammofon med forstærker og en usædvanlig opbygning af højttalere i "kontorværelset". Der er også en altan med en hængekøje.
Vores er opgangen til højre
Vi har yogurt, brød, ost og kaffe til morgenmad. Og finder nogle corn flakes af ældre dato.
Får fuldendt besøget ved slutteligen at placere nøglerne i boksen og flytte lidt på cifrene. Og bære cyklerne ned igen, de har naturligvis været med i lejligheden.
En statelig lysekrone på stationen
Kommer planmæssigt med toget 8.36. Det er endnu en gang høj indstigning, men der er en venlig togmand, der hjælper.
Vi havde det for os selv i den bagerste vogn
Fra Senijie Trakai (Gl. Trakai), hvor stationen ligger, er der 5 km til selve Trakai, hvor slottet ligger.
Vi måtte lige have en kop kaffe og en kage i chokoladehuset
Meget smukt på en ø i en sø. I dag er der bro derover, ved ikke hvordan det var i 12-1300-tallet, da borgen blev bygget. Jeg troede egentlig, det var den navnkundige konge Vytautas, der stod bag, men det viser sig at være en ved navn Kestius. Den er genopbygget, som de har for vane her. Masser af skoleklasser og turister.
Vi synes ikke vi har behov for at se nærmere på den.
Slottet på øen i søen
Kongen hentede dengang nogle familier fra Krim hertil som vagter. De er af tyrkisk afstamning (sprogligt), men ellers en slags jøder, der læser Mosebøgerne meget bogstaveligt. Der er et par hundrede tilbage i dag. Karæerne kaldes de.
Vandcykel trukket af robåd - det er ikke hverdagskost
Vi smager på deres traditionelle mad i en restaurant på stedet, efter først at have været på det etnografiske museum, hvor en række artefakter som hovedsagelig deres sidste religiøse overhoved samlede, er udstillet. Museet er ikke stort og lammesuppen jeg får ikke noget at skrive hjem om.
Så kører vi mod Vilnius, for dog at komme forbi Paneriai Memorial. I en skov her henrettede nazisterne flere hundredetusinde mennesker, hovedsagelig jøder. De blev ligefrem fragtet hertil for at blive skudt. Efter krigen er der rejst en række mindesmærker her. Først et som lokale overlevende jøder rejste. Det blev dog siden i Sovjet-tiden fjernet og erstattet af et, der beskrev, hvordan 100.000 sovjetborgere var blevet dræbt af Facisterne. Siden er en række andre kommet til, sådan at der nu er en 20 stykker i alt.
Overskriften på området
Et forsøg på efterfølgende at skyde genvej må vi opgive. Det så ellers lovende ud, der kørte bus på vejen, men efter at have kørt længe gennem skoven, holder bussen åbenbart ved endestationen, og chaufføren siger, at hvis vi skal til Vilnius den vej, må vi køre på skovstier. Det opgiver vi og kører tilbage, hvor vi kom fra.
På den måde bliver det, der skulle have været en kort dag alligevel til 60 km. De sidste 20 km er på en rædsom smal hovedvej. Vi holder en pause ved et busstop, spiser brød og ost og 5 småkager til en kop kaffe.
Hotel Rinno husker vi fra sidste år, og finder det let, da først vi når til stationen.
60,06 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar