tirsdag den 21. maj 2019

Baltikum2019 Dag 19

21.05.19 Skt. Petersborg

Gik hen og spiste et sted pigen i receptionen havde anbefalet, da jeg spurgte efter alm. russisk mad. Jeg så ikke noget til den gule kat, der skulle være deres logo, men pludselig kunne jeg genkende anden halvdel af navnet, hun havde skrevet.

Jeg fik bestilt et eller andet indbagt. Her kunne ingen engelsk, men der var billeder. Og tekst på russisk. Her kommer vist ikke andet end russere. Pigen, der kommer med min sodavand, ser i hvert fald på mig, som er jeg fra en anden planet.

Den Hundertwasser inspirerede væg i "Pekarni'et" - konditori, hvor jeg spiste

Her til morgen kommer jeg for TIDLIGT til morgenmaden, så jeg må læse lidt i min "Guide til Skt. Petersborg", som jeg har købt på nettet. Om Ruslands vaklen mellem sig selv og Europa med Skt. Petersborg som vinduet mod vest. MEGET interessant.

Der er én der spørger, om jeg ved, hvordan man åbner gryden med porridge. For en gangs skyld er jeg fiks på fingrene. Men bliver dog overrasket over indholdet. Det er jo ikke havregrød - men risengrød!

Så her spiser jeg risengrød med æble-og bananstykker og lidt marmelade og "busjanka", noget hvidt man kunne tage for yogurt, som det absolut ikke er. Lavet af kondenseret mælk og sukker. Man bruger det som marmelade, så vidt jeg kan se.

Da jeg cyklede i går, var det, der sprang mest i øjnene, det usædvanlige spir på Peter og Paul Katedralen inde i fæstningen. Og det er her kernen ligger. I hvert fald den synlige kerne. Peter den Store ikke bare grundlagde sin by på ny erobret land på kanten af Europa i 1703, han byggede en kirke uden kupler. Men det kan man da ikke, ville man sige i Moskva. Også det indre af kirken er usædvanligt. Normalt er kirkerummet i den ortodokse kirke delt op af den såkaldte ikonostase, sådan at menigheden ikke kan se alt, hvad der foregår. I dette tilfælde er der en opdeling, så man kan se delvis igennem. Peter var inspireret fra sine rejser i datidens Europa med dens renæssance. Noget der aldrig kom til Rusland.

Det andet synlige bevis på Skt. Petersborgs egenart er statuen af Peter til hest, Broncerytteren opført på foranledning af Katharina d.2 TIL Peter den Store. Ikke bare er der lavet en 3-dimensionel figur, noget de ortodokse ellers ikke giver sig af med, den har fået en inskription på den ene side på LATIN. Et sprog man ikke brugte i den ortodokse kirke. "Broncerytteren" er i øvrigt navnet på en roman af Pushkin.


Nogle af dagens kupler

Det er varmt og delvis skyet, en perfekt dag at trille rundt i byen. Skulle komme op på 28 gr. i   løbet af eftermiddagen. Jeg finder nogle mere fredelige steder ved vandet, og har nu fået bevæget mig over til fæstningsøen. Det er en vidunderlig dag.



Man må sør'me cykle ind på pladsen foran kirken. Der er ellers meget man ikke må efter skiltningen. Den dag der kommer nok cykler, bliver det forbudt. Bare vent.

De eneste bycykler jeg så, men....

Der lyder et overvældende dumpt brag, men det er ikke terror - heldigvis. Men kanonskud. Klokken er netop 12. Klokkespillet fortsætter længe en melodi, det ikke er til at få hoved eller hale i. Først 7 min efter slutter.

Jeg har mit hyr med at købe billet. "In the boathouse", står der, men hvor ligger det bådehus så? Så længe man ikke ser den side, hvor folk går ind og ud, er det ikke så let. Det er selvfølgelig lige ved siden af.

Her ligger dronning Dagmar så

Jeg kommer formedelst 550 Rb ind og giver mig straks til at lede efter Dagmar eller Maria Fjodorova, som hun kom til at  hedde. Efternavn med "ф", det er til at finde. Jeg bliver stående længe nok til, at der kommer en engelsktalende guide med sin gruppe. Jo, hun har styr på historien. Nu ved jeg, at det var tilbage i 2006, hun blev flyttet fra Roskilde Domkirke og genbegravet her ved siden af sin mand.

I år ser gruppemedlemmerne sådan ud

Guld og glimmer på ikonostasen

Jeg triller videre rundt, finder en sandwich i et Spar Supermarked og drikker en cappucino ved en vogn. Så kommer jeg i tanker om rytterstatuen, og finder den. Turist horderne har indfundet sig i løbet af dagen, særlig asiaterne. Jeg trænger til en pause og kører hjem til Lomonosova 18.

Peter skuer mod Europa

Travlhed på floden

Lomonosova

Jeg har fået en dims, så jeg kan komme ind ad gadedøren. Trappeopgangen mangler i den grad vedligehold. Er ellers af herskabelige dimensioner og huset har da også huset overklassen dengang før revolutionen i 1917. Efter den blev den til "kommunalka", hvor der boede en hel familie i hvert værelse. Og sådan har det vist været til den nye ejer købte lejligheden. I dag skal vi have fest. Hostel'et har 2 års fødselsdag.

Der er blevet bagt pandekager til den store guldmedalje her i eftermiddag. Sirligt lagt sammen to gange til små 90 gr.'s cirkeludsnit.

Omkring kl. 18 begynder festen. Der er citronlimonade at drikke - med masser af citroner i - og pandekager med abrikosmarmelade eller 'gojanka'. Jeg beklager min tidligere fejlfortolkning af ordet. Desuden er der to forskellige slags kager med frugt. Det var vist ejerens kone, der var hovedkraften i pandekagebagningen. Så han er nok ikke så gammel.

Så er der dækket op

Kommer til at snakke med en russisk pige og en sydkoreansk. Der lader til at være to forskellige studieformer i Rusland. Enten går man på et traditionelt universitet og så er det gratis. Eller man er fjernstuderende med nogle seminarer om året, og det skal man betale for. Til gengæld kan man så  slippe for en dyr husleje i storbyen og nøjes med at bo på hostel, når man har eksaminer, som hun har.

De konstaterer begge, at der ikke er ligeløn i deres lande. De brokker sig ikke over det - ikke rigtig. Kvindekampen har nok hårde tider de fleste andre steder.

Så snakker jeg med en inder og hans russiske pigebekendtskab. En indisk fodboldfan! Ja, I læste rigtigt. Han var til VM sidste år og så to kampe i Skt. Petersborg. Nu jeg så det nye stadion i Kaliningrad (udefra), burde jeg måske også tage ud og se det her. Det viser sig, at det ikke er det stadion, der er på mit kort. Det er det gamle. Sidste år blev der bygget et nyt til VM. Det ligger noget længere væk.

Inderen bygger cykler sammen med nogle venner. Det er stålstel og med fast gear. De har overvejelser om, at bygge i titanium. Der er åbenbart også cykel feinsmäckere i Indien. Han kommer nede sydfra  i nærheden af Chennai. 10 mill. indbyggere!!! Det er den, der tidligere hed Madras. Så forstår jeg bedre. Det er trods alt et vist marked.

Nu klokken 21 begynder pigerne at danse, de russiske altså, men det er kun kortvarigt, der bliver skruet op for musikken. Men de har det vældig sjovt.

Allerede før 22 går jeg til ro med min Skt. Petersborg guide på e-bogs-læseren, den skulle lige ligge og lade lidt. Der er mindst 3 forfattere. En om kultur og sprog, en om musik og nu er jeg kommet til arkitektur.

I morgen skulle det blive fint vejr igen, så skulle der komme lidt regn næste nat, hvorefter temperaturen dropper 10 gr. Jeg skal måske på museum?

27,9 km


Ingen kommentarer:

Send en kommentar