Jeg er på vej til at være for gammel til campinglivet - i hvert fald i telt. Allerede efter én nat, gør jeg mig tanker, om en nat under tag. Da jeg skulle ud af teltet i morges, fik jeg lavet en lidt for voldsom bevægelse - og fik krampe i baglåret.
Wi-fi'et virkede - men ikke inde i køkkenhuset. Altså måtte jeg stå ude ved antennen, mens jeg upload'ede tekst og billeder. Det var sgu koldt. Men det var der også inde - blot lidt mindre. Jeg underholdt mig med finnen imens, en sjov type. Havde ingen kontanter med, så her havde han problemer. Han har ellers cyklet Skandinavien rundt flere gange. Helt fra Nordkap til Danmark.
Da jeg gik hjem til teltet 22.30, var der en smuk solnedgang, så jeg måtte lige ned til stranden.
Vigen her er en flig af Østersøen
Det gik nok nogle minutter, før jeg sov. Jeg havde kolde fingre. Vandet i hanen er ISKOLDT. Fik ikke lynet soveposen helt op, så når jeg vendte mig den ene vej i nattens løb, blev jeg lidt kold på ryggen. Men få rettet på det... Næ, det magtede jeg ikke.
Det var først kl. 9 receptionen åbnede, men det kom til at passe fint, jeg kom alligevel til at snakke med finnen igen.
9.15 er jeg "On the Road again". Det er en fortryllende dag. Ikke så varmt endnu, men høj sol. Det er på hvide veje på kortet, som i det øvrige Baltikum er højst tvivlsomme, er her med perfekt asfalt. Så bilerne kan køre STÆRKT. Men der er næsten ingen trafik.
Storkene står som sædvanlig inde til siden fra tid til anden. Man kunne tage nogle af dem for at være af plastik. Indtil de bevæger sig. Før fløj en lidt stor sort fugl over vejen lidt fremme. Lignede lidt en stor solsort, men næbbet havde en mere rød farve. Synes den satte sig på træet som en spætte. I så fald var det den røde nakke, jeg så, og så har jeg set min første sorte flagspætte. Senere hørte jeg spætte-lyde i området.
Vejen kantes af grøfter med engkabbelejer med den dybe gule farve. Der er hvid og gul anemone, men i lille antal. Det mest fremtrædende er mælkebøtter og skvalderkål.
Blev imponeret her på det første stykke. 7%. Opad. Det gjorde mine ben ikke, men jeg klarede den i næstmindste gear.
I Haljala ser jeg ikke noget supermarked, men der kommer en CircleK tankstation, og så er det om at slå til. Der har kun været øde stræk med enkelte huse siden starten. Cappucino og en lidt salt snegl. Og en færdig sandwich til lidt senere. Så fik jeg endelig min sandwich. Et øjeblik efter er jeg tilbage på 1'eren.
Den minimerede 1'er
Allerede straks efter mister den nogle af sine spor og vigespor, og bliver til en almindelig hovedvej med en fuldt optrukken hvid linje i siderne med ½ m asfalt udenfor til mig. Lige lidt nok, når to lastbiler skal passere hinanden. De tager så meget hensyn de kan uden dog at sætte farten ned.
Jeg holder ud temmelig mange km, men hvor vej 120 drejer fra til højre, er der præcis lige så langt til Narva, som hvis man bliver på 1'eren.
Der kan være længe mellem busserne
Altså drejer jeg fra. Vejen er præcis som den anden, men jeg har den næsten for mig selv.
Det er blevet en tak varmere og solen skinner fortsat fra en skyfri himmel, så jeg flash'er mine hvide arme, der lige får lidt solcreme.
Jeg reviderer planen for i dag. Det sted jeg havde regnet med, Saka Manor, har da vist ingen camping, og jeg vil gerne have noget, der ligger direkte på vejen til Narva. Ender sjovt nok med et hotel. "Alex" i Kohtla-Järve. MED morgenmad for 36,90€.
Bjerge til siden....
Da jeg kører videre, ser jeg lidt af et bjerg forude. Det ser ikke naturligt ud. Så dukker flere bjerge op. Det ser ud som om, man forsøger at beplante dem. Og det sidste ser ud til, at være transformeret til et vintersportssted med lift og det hele.
….og bjerge fremme
Det er som om, jeg pludselig er i et helt andet land.
Og et værk af en slags
Skal jeg følge ruten, kommer jeg tilbage på 1'eren de sidste 10-20 km, så jeg leder efter alternativer. Der er en anden vej, som er lige så lang. Den prøver jeg.
Også her er der mindelser fra arbejds-og koncentrationslejre. 20 i Estland alene
Kommer til at køre for langt, så jeg må 500 m tilbage. Nåh, det var vejen til 360 kV transformator-stationen. Den kommer jeg ret hurtigt forbi, og så bliver vejen til: GRUS. Endda dårlig grus, men det kan jo skifte, så jeg fortsætter. Da det går op for mig, at det er de næste 10 km - eller mere - er det for sent at vende om.
Fra asfalt til grus
Vejen følger en stor rydning, der strækker sig gennem skoven for at give plads til ledningerne til/fra transformeren. Bliver passeret af to biler på strækningen. Den sidste tager pænt hensyn ved at køre meget langsomt forbi, så der ikke hvirvles så meget støv op. Ved den første følte jeg mig hensat til Bolivia. Hvordan er vinden? Hvilken side skal man stille sig i?
Til sidst skal vejen op over en rørledning. Det er en ordentlig krabat, 1½ m i diameter, og der sker noget inde i den. Det lyder nærmest som om et uendelig langt tog kører igennem.
Rørledningen
Efter at have passeret jernbanen kommer der asfalt igen. Her sidst på dagen blæser vinden fra havet, så der er modvind det sidste stykke.
Da jeg ved, det er lige om lidt, kommer der et Maxima, og jeg MÅ ind og have en kold Cola med.
På hotellet taler man ikke fremmede sprog, men det går endda. Jeg har i hvert fald forstået det sådan, at jeg godt kan tage cyklen med herop på første sal, hvor hotellet ligger.
Efter et bad og lidt skriveri, er Cola'en (1 liter) så godt som væk, og jeg finder den kanal, de viste ude i receptionen: en russisk sproget estisk kanal. Og hvad interesserer russere sig for? Ishockey. Fra Danmarks pulje spiller Frankrig mod Slovakiet. Må lige se, hvor skræmmende slovakkerne er, dem skal vi møde senere. Og de er på hjemmebane.
De kører ikke Frankrig over, men ser ud til at vinde en komfortabel sejr, da jeg går ud for at spise. Ikke så godt. Vi havde besvær mod Frankrig.
Det skal være noget hurtigt. Nede på Rådhus?pladsen er der en tavle, hvor man kan se, hvor alting er. Den kommer man ikke langt med. Det eneste, der er markeret som spisested, er det bestemt ikke, så jeg tyr til Google. Google kan man regner med. Så jeg finder et sted, hvor man kan få durum ruller, De kalder det ganske vist Pita, men det generer mig ikke.
Har fået læst lidt op på Kohtla-Järve. Det er olieskiffer man har udvundet siden slutningen af 1800-tallet. Det står bag størstedelen af Estlands energiforbrug. Afbrænding af fossile brændsler - fy da.
Rørledningen har formodentlig også noget med det at gøre.
98,34 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar