Jeg er stadig i Finland her til morgen. Alle finnerne fra i går bor øjensynlig her. Der er sådan nogle små kugler i vand, som ligner smør, men jeg prøver lige personalets sprogkendskaber. Fremmede sprog er ikke lige hendes kompetance, men "maslo" er netop et ord på min meget korte liste over russiske ord. Kaffen er god, og der er apfelstrudel.
Da jeg er ved at pakke min cykel, kører den første busfuld finner, og der er én til. Denne gang har de kun været her én nat, siger hun i receptionen, nogle gange er det to.
Det helligste af hellige finske steder i Vyborg - Monrepos
Der er lidt vand i luften, da jeg kører, og det når at regne noget, netop som jeg er på vej op over en længere bro, hvor det intet læ er. Men mere bliver det ikke til, så bukserne tørrer hurtigt.
Jeg vil kalde området for bakket. Det er enten den store klinge eller den lille, ikke noget midt imellem, når lige bortses fra et par strækninger langs en flod eller sø. Det er en fint afvekslende vej med birke-og granskov. Et par sluser har hævet vandstanden i et par søer, men det synes ikke beregnet på skibsfart. Der er kun det ene sæt sluseporte hver gang.
På vej til de 1000 søers land - en underdrivelse der er mere end 182.000
Jeg overvejede kort, om jeg skulle tage den direkte vej til Hamina, der var "kun" 90 km, og jeg kunne have sparet en dag. Nu bruger jeg to dage for også at komme til Lappeenranta, men der er noget magisk ved det navn. Der MÅ jeg til.
Så er jeg på rette vej
10 km før grænsen bliver jeg stoppet - som russerne har for vane - af en betjent, der bare skal sikre, at jeg HAR pas og visum. Videre mod grænsen, hvor jeg behændigt kan køre inden om alle bilerne i køen. Holder og venter højst 5 min. Damen i lugen ser venlig men bestemt ud. Jeg har kvitteringen på, at jeg er kommet ind i landet, så der er ingen problemer, men det tager sin tid. Jeg synes, det ser ud som om, hun skanner mit pas adskillige gange? Så er jeg officielt udskrevet af Rusland i denne omgang.
Længere fremme er der én til, der skal se pas, og jeg tænker, at nu er jeg inde i Finland. Men der tager jeg fejl. Nu kommer en ny kø. Heldigvis kan jeg som sidst køre inden om og helt frem i rækken, der hedder EU-citizens. De stakkels russere må pænt vente i deres kø, formentlig hele eller halve timer. Jeg nøjes med 10 min, så bliver der grønt, og jeg kan køre frem og vise mit pas.
Næsten med det samme forandrer landskabet sig. Det bliver kulturlandskab. Med gårde og marker, som jeg ikke har set meget til - om nogen overhovedet - i Rusland.
Åbent landskab
Jeg har vel kørt 5 km, da jeg støder på Walter. Han er tysker fra i nærheden af Køln og også på cykel. Han har været rundt på det meste af jorden på sin cykel. Turen nu startede i Tyrkiet i marts og over Georgien og gennem Rusland. Taler noget engelsk, men ellers kun tysk. Og han er lykkelig over igen at kunne tale sit eget sprog, og jeg er meget tilfreds med at øve mit jammerlige tyske.
Walter og jeg er samme årgang
Han havde prøvet at book'e på mit hotel i Vyborg. Helt umuligt, alt optaget, og jeg kunne fortælle ham hvorfor.
Vi bliver enige om at slå pjalterne sammen til Lappeenranta. Han har book'et en hytte på "min" campingplads og inviterer mig til at blive en nat. Til gengæld kan han jo komme og besøge mig på Bornholm, når han kommer tilbage fra Nordkap, ligesom mine to tyske venner gjorde sidste år. Han nægter i hvert fald at tage imod betaing, selv om jeg hjertens gerne ville betale for at få tag over hovedet. Det skulle blive regn sidst på dagen - og det bliver det.
Vi kommer til en vej man ikke må cykle på og spørger en finne om vej. HAN taler i hvert fald kun finsk. Men med Google i baghånden forstår vi ham godt.
Senere får jeg glæde af mit estiske. Der er nemlig cykelskilte, hvor der står "Keskosta" på. Og pludselig er der noget, der ringer. Keskus betød jo centrum på estisk. Og sådan kommer vi til centrum og videre til campingpladsen og får indlogeret os.
67,28 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar