Vejret ser ud til at blive som i går. Det er skyet til morgen, men skyer der ser ud til at spredes. Jeg vover at trække i cykeltøjet. Altså med en "rigtig" jakke yderst, men med bare ben. Det føles ikke specielt koldt på benene og så længe overkroppen er varm - og det må man jo sørge for ved at cykle - går det fint.
Vi er ved at forlade vores hjem fra de to sidste dage
Vi skal ned ad den lange bakke og over floden. Og SÅ går det ellers opad. Vi så på ruteprofilen i går, og der skulle være nogle lange bakker imellem.
Det viser sig at holde stik. Men på en pæn strækning går det da temmelig lige ud. Vinden er lidt mere fra siden end ventet.
Da vi kører - efter Garmins rute - på en stor vej med nødspor, kommer der en bro over vejen. Desværre går den ikke bare over den vej vi kører på, men også over en vej, der gik til højre fra vores. Og der er højt støjhegn og autoværn både til siden og i midten og det hele, så vi er låst til denne vej, med mindre vi kører tilbage i den forkerte retning.
Der var ingen mulighed for at komme op på broen
Altså fremad.
Så kom den frelsende vendemulighed
Heldigvis kommer der indenfor en kilometer en mulighed for at vende, så på den måde er vi reddet. Skal man til venstre af de to sidste veje, skal man altså vende og køre tilbage, hvad vi så gør.
Ikke alle veje er asfalt
Vejen vi skal videre af en ikke stor, men med fin belægning. Til en start! Inden længe er vi ovre i grus. Sådan går det nogle kilometer, men alt har en ende - også grusveje. Tilbage på en stor vej.
I Prienai ca. halvvejs finder vi et kaffested. Netop som vi skal til at tage i døren, kommer der to damer for at åbne. Man kan sidde udenfor i solen og i læ. Det er en dejlig kop kaffe. Vi spiser vores "madpakke" fra morgenmaden.
På vejen ud af Prienai kommer vi igen på grus. Det er ulempen ved alle disse elektroniske kort: man kan som regel ikke se hvilken type overflade vejen har.
Mere grus....
Da vi endelig kommer ud på en stor vej igen er besværlighederne slut for i dag. Efter et udsigtspunkt med en fin udsigt over floden Nemunas, drejer vejen så vi endelig får vinden rigtig i ryggen og efter at have spist nødrationen bestående af en Snickers, tager vi resten af vejen i et stræk.
Efter 72,5 km er vi fremme i byen Alytus ved Hotel Vaidila.
Alytus er der et sted i det fjerne
Byen virker temmelig ny. Vi ser ingen tegn på nogen gammel bydel. Faktisk ikke nogen huse, der er mere end 50-60, maximalt 100 år gamle. Vi diskuterer forskellige teorier. Det er den med krigen, viser det sig, da vi spørger på turistkontoret. Den oprindelige by lå i øvrigt på den anden side af floden. Dér er der en kirke med tråde tilbage til 1500-tallet. Men for det øvrige Alytus vedkommende, var byen garnisonsby og blev af den grund udraderet af nazisterne i starten af krigen. Med en hovedpart af træhuse er det, der ikke blev sprængt i stumper vel brændt væk.
Kirken her klarede nogenlunde skærene under krigen, men er kun fra 1920
72,5 km
Fortsat god vind, og tak for tekst og billeder. Et billede fortæller mere end tusind ord ☺
SvarSlet