Jeg er glad for min nye cykelcomputer. Den har tal så store, at selv en gammel mand, kan se dem. Nu mangler jeg lige at finindstille den, men måske er det lykkedes nu. Har barberet 4% af den omkreds den var stillet til sidst. Den har ikke en dækstørrelse der hedder 26 x 1,90.
Det er vist mest russere og hviderussere ved morgenmaden. Efter bilerne udenfor at dømme. Vi får lavet en madpakke og får cyklerne ud af konferencerummet.
Garmin leder os ud af byen og på rette spor. Allerede efter 5 km kommer vi til Grutos Parkas, også kaldet Stalinland, selv om Stalin selv ikke er særligt repræsenteret. Det er en park, hvor man har anbragt de fleste af de statuer, som ingen ønskede af se på mere efter 1991. Altså Lenin, Marx, Engels, Stalin og så alle de litauiske kommunist koryfæer. Mest nogle fra tiden 1910-20. Hvad skulle man gøre med dem - skulle de destrueres? Og så valgte man at huske tiden, ved at udstille dem her i skoven.
En af de mere neutrale statuer
Der er også bygninger med malerier, tryk m.m.
Alle koryfæerne samlet den femte er ham der grundlagde Gulag, mener jeg
Da vi er stort set færdige og netop har fundet en kop kaffe, dukker et par op. Han tiltaler os på engelsk. De viser sig at være russere. Han er vist professor i historie. Begge parter er interesseret i at høre, hvad den anden mener om forskelligt. Vi er enige om, at det har været lidt ensidigt, at bevæge sig gennem parken. Kun Sovjetunionen stilles i et dårligt lys. Tyskernes uheldige optræden indgår ikke. Men de satte jo heller ikke nogle aftryk op gennem 50'erne og de næste årtier.
En lille mand - og en stor mand
Vi spørger ham om, hvorfor russerne trak sig tilbage fra Bornholm. Hanen stor mand mener, at Danmark (eller en del af det) ikke var med i deres planer for efterkrigstiden. Som f.eks. Polen, Czekoslovakiet, Ungarn m.m.
Han ligner ikke, hvad vi opfatter som en typisk russer. Konen taler vist ikke meget engelsk. De er kørt hertil i bil fra Moskva.
Det var stier som denne man fulgte rundt i skoven
Så går det ellers der ud af gennem et nyt landskab. Vi er kommet til nogle af de store litauiske skove. Vejen går stort set ligeud hele vejen. Det er ikke til at se om det går op eller ned, men man mærker det på trådet.
Sådan går det km efter km. Denne strækning er med mellemrum kantet af skulpturer. Vist 20 i alt på strækningen til Varena.
En af skulpturerne - og et sjældent hus ved vejen
Hovedet har fået lidt solcreme i dag og solen skinner også fra en skyfri himmel.
Vi spiser madpakken undervejs ved et busstop. Vinden er springende. Ind imellem helt væk, men alt for ofte IMOD. Det skulle den ikke være. Og der burde være læ her i skoven, men der må være noget turbulens her, hvor vejen skærer sig igennem.
Den eneste rigtige afveksling fra skoven, var denne sø
Vores næste stop er Varena, hvor det vi har book'et ud fra de seneste mails jeg har modtaget, viser sig at være en lejlighed på 2.sal. Det hedder ellers "Nature lovers Place", og så oprindelig ud som om det var en hytte af en slags ude i naturen. Sådan kan man blive snydt.
Jeg har fået en kode til midter indgangen på en 4 etages boligblok i Varena. På 2.sal ved lejlighed nr. 20 skal der være en nøgleboks med endnu en kode.
Thomas venter nede, mens jeg forsøger mig. Alt fungerer og inden længe, har jeg et bundt med 3! nøgler. Da jeg har fundet nøglen til den første dør, viser det sig, at der er endnu en dør bagved. Med en ny nøgle.
Ind kommer vi altså og går lejligheden efter. Der er 3 værelser og køkken, så vi kan roligt invitere gæster. Der er kun en dobbeltseng med én dyne, så vi kommer til at komme hinanden ved, eller også sover jeg i min sovepose. Og så kan vi ikke finde ud af, hvordan man tænder lyset på toilettet. Eller i køkkenet for den sags skyld. Og der er åbenbart kode på wifi'et.
Jeg finder ud af, at jeg ved at svare på en mail, jeg har fået fra booking.com, kan kommer i kontakt med ejeren af lejligheden.
Altså skriver jeg til ham, og så tager vi ud og kigger på byen om ikke andet, så for at finde stationen, hvor vi skal tage toget lidt over 8 i morgen tidlig. Der er under en kilometer.
Så vi kører ned til stationen og er bagefter i Maxima, en af de store supermarkedskæder her i landet.
På et kort der lå i lejligheden, har vi set et pizzaria, men det lader sig ikke finde. Der er en kebabai, som Thomas ikke er begejstret for. Så lader vi Google komme til orde, og vælger den restaurant med de fleste stjerner, 4,8.
Selv om Thomas egentlig bestiller noget andet, ender vi med begge at få andebryst med søde kartofler og sovs med blå ost, som det hedder. Det er et temmelig avanceret spisekort når man tager byen i betragtning. Byen består i væsentlig grad af kedelige boligblokke, som den vi selv bor i, men spisekortet er øjensynlig det nye litauiske køkken, som vi vist allerede har stiftet bekendtskab med.
Det tager også sin tid, før maden kommer, så vi må have en ekstra lille Grimbergen inden vi er færdige.
I mellemtiden er der kommet svar fra ejeren. Der skal være to snore til højre for køkkendøren, som man skal trække i for at tænde lyset i køkkenet og på toilettet. Og password'et står bag på routeren. Det kunne man jo have sagt sig selv.
Så kan vi ellers køre hjem til lejligheden efter at have flirtet skamløst med en lille hottentot-håret pige ved nabobordet.
59,25 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar