Morgenmåltidet kommer til at bestå af havregrød med müsli, æble-og pærestykker og lidt marmelade. Da det kommer til kaffen, før jeg problemer. Sådan en kande har jeg ikke set før. Ligner én af dem med pumpe, men.... Spørger én. Aha, man trykker på den blå knap. Men det er jo vand, der kommer ud. What about coffee? siger jeg, og så er det, han ser på mig, som om jeg var evnesvag og peger. Kaffebreve. Aha...
Det er slut med det dejlige mørke brød, og det lyse er ikke noget at skrive hjem om. Der er ingen juice, men den er da også bare blevet tyndere og tyndere på det sidste. Ingen blinis, ingen små kager. Nå, havregrøden kan jeg køre langt på.
Passerede på forskellige måder jernbanen mange gange - der køres med kul
Det er jo søndag morgen, og det ses på gadebilledet og trafikken. Planen er, at køre et stykke på E20 og så dreje fra mod Gatchina, der er dagens mål.
Så står der som enhver kan se Gatchina
Vejen ender med at være helt god. Jeg passerer et stort rørledningsarbejde flere gange, har man opgivet Nordstream II?
Ret typisk syn i løbet af dagen
Efterhånden bliver det lidt mere kuperet end det sidste stykke i Estland. Skifter mellem skov og åbne arealer.
Den nye vej er hvis på kortet og har meget mindre trafik. Men ellers er den for det meste fin. Der er kun ét problem. Jeg glemte at fylde flaskerne op til morgen, så nu har jeg kun en halv flaske tilbage. Jeg burde have reageret på det straks, men jeg ville også gerne have tilbagelagt nogle km i en fart. Det er desværre nok typisk mig.
Vand fra himlen
Pludselig kommer der et skilt med en vandhane, og da jeg standser, er der en del mennesker. Nogle med 4-5 10 l's dunke. Det er åbenbart en hellig kilde, men noget tyder på, at vandet også er drikkeligt foruden at være helligt. Jeg stiller mig op i køen og får fyldt mine flasker.
Stedet kom virkelig som sendt fra himlen, så jeg overvejer at aflægge den næste kirke et besøg, bare de ikke er gammel ortodokse.
Det eneste idylliske på dagen
Russerne har ikke det samme forhold til bjørneklo som vi. Den vokser overalt langs vejen. Undertiden er der hele marker af den.
Skov af bjørneklo
I en landsby jagtes jeg af en halvfed ret lavbenet hund. På den ene side, på den anden side og tilbage igen gør den rasende. Det er ikke behageligt, men jeg er nået til den konklusion, at hvis den går på sådan direkte efter anklen, så er det i første hug. Begynder den først at skabe sig tosset, er der ingen fare på færde.
Der kommer mange forskellige på sådan en tank
I Volosovo lykkes det mig at købe en kop kaffe på en tankstation. Men ikke engang det, at trykke på en knap, kan jeg finde ud af. Måske trykkede jeg for hårdt, måske skulle man trykke to gange. Hendes lille forsigtige tryk, får i hvert fald gang i maskinen.
Et trafikuheld - de er jo nok hyppige - man venter nok på politiet ankomst
Der er lang vej til Gatchina. De 82 km Google mente i går, var sådan set passende, men nu hvor jeg har kørt noget, skal den øjensynlig op på 97 km. Og det er en VARM dag.
Jeg har øvet mig på bogstaverne hele dagen. Når der kommer en by, prøver jeg at læse navnet. Det er ikke altid muligt, men jeg er på vej.... вопосово er fx. let: Volosovo.
Da jeg er ved at være tæt på гатчина, altså Gatchina, er der et uoverskueligt vejarbejde, som Google nok ved kendes ved, men hvor jeg ikke forstår skiltningen. Så jeg "spørger" en mand. Gatchina? Og udtaler det rigtigt, for han gentager og begynder så på en længere udredning. Jeg synes, at jeg forstår, men det gør jeg ikke. Men det gør ikke noget. Det vigtige var, om jeg overhovedet KUNNE komme videre der bag bjergene.
Havde jeg nu været i bil, var det aldrig gået, men som cyklist formår jeg at lave en u-vending og smutte ind mellem nogle biler. For så at komme til Gatchina, skal man først køre langt frem og så lave en ny u-vending, denne gang autoriseret, for dernæst at dreje af til højre.
Finder hotellet, der ser pænt ud. Jeg er ret bombet, men det lykkes mig at gå i bad og lave mig en kop kaffe (der er elkedel), før jeg falder om på sengen. Sover ikke, så går det helt galt.
De yngre generationer starter tidligt
Stabler mig lidt senere på benene og finder på cyklen ned til gågaden. Klokken er henad 19 og det er stadig varmt, og der er en helt sydlandsk stemning. De små børn kører rundt i små elektriske biler, og kan de ikke selv styre, går mor eller far bagved med en fjernbetjening. Skatere viser deres færdigheder på inliners, cyklister, fodgængere, unge på elektriske løbehjul og sedgboards. Der er grønhårede og lillahårede unge og nogle, der er farvet i ansigtet. Alt i alt en løssluppen atmosfære.
Et kig på bilparken
Går ind på Pizza Italiana, som jeg har udset mig fra Google's tilbud. Jeg har en pizza til gode. Servitricen kan ikke engelsk, men nok til at jeg forstår, at de ikke har nogen med "small fish" (ansjoser). Jeg peger på én af dem.
Der kommer en pizza på 40 cm, som kun én, der har cyklet 100 km kan spise, men det har jeg jo tilfældigvis også. Jeg sidder ude og betragter folkelivet. Jeg så på nabobordet, at de har mørkt øl, og ordet "black" forstod hun da også. Det lover godt for Skt. Petersborg.
Her fås de i flere farver
Nu her kl. 20 er det begyndt at lufte lidt og så er det ikke så varmt. Jeg må hjem på kontoret inden jeg falder helt omkuld.
103,02 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar