Crepe med curd og æble viser sig at være pandekager - ikke overraskende - lagt sirligt sammen om et indhold af friskost og - æble? Muligvis. Creme fraiche og syltetøj som tilbehør. Efter to sådanne er man klar til adskillige kilometre.
Vejret ser gråt ud. Formodentlig ingen regn, men K - O - L - D - T!
Vi begiver os - efter at efterladt bagagen i receptionen - nordpå mod Plokstine, hvor "Cold war Museum" ligger. Der var vejarbejde sidste år, siger Thomas, men nu er vejen blevet færdig. Fin vej, hvor bilerne kan køre RIGTIG hurtigt -og det gør de.
Efter 5 km drejer vi fra ind i Nationalparken hvor vejen gennemgående går opad. Mange smukke steder. På et tidspunkt kommer der endog cykelsti - asfalteret, og da vi drejer fra til højre, sker det forunderlige, at cykelstiens asfalt fortsætter, mens vejen bliver til grus. Sjældent set.
Et sjældent syn
Et udsnit af anlægget med låget på en af siloerne
Raketterne har stået i deres siloer og ventet. I løbet af godt 45 min kunne de blive klargjort og armeret. Armeringen gik ud på at anbringe sprænghovedet som - af sikkerhedshensyn? - befandt sig i en anden facilitet. Man ser arbejdere, der i sikkerhedsdragter og gasmasker monterer sprænghovedet. Det er jo radioaktivt materiale der er tale om - atombomber.
Et kig ned i en silo
Vi kom op samme sted vi gik ned - men der var en nemmere vej
Sådanne anlæg har begge parter haft 100'vis af tilbage i 60-70'erne, men med spionsatellitternes fremkomst blev de umulige at skjule for fjenden, så de mistede deres betydning. Begge parter kunne overrumble den anden ved at slå først. De blev overtaget af mobile systemer inkl. neddykkede u-både.
Idyl på vejen tilbage
Det er ikke til at få bord i restauranten sådan en søndag, men der er et bord i bowlinghallen, hvis vi vil tage til takke med det?
Det vil vi. I dag er der mange børn, mens det i går var voksne. Det er åbenbart en alm. familieudflugt at tage på bowlingbanen. Der er også en dreng, der holder fødselsdag. Man kan lave børnebaner ved at der hæves nogle bander, så kuglen ikke kan ryge ned i rendestenen. Nogle kan dårligt løfte kuglen...
Vi spiser suppe og drikker en stor øl. Grimbergen har fået etableret sig her i landet. "Dubbel" havde de også på færgen. En god øl!
Til sidst bliver vi trætte af larmen i hallen, får vores bagage og triller ned til byen via den "hemmelige" sti over banen.
Vi valgte lige at vente på at toget kørte forbi
Vi kommer faktisk til at stå lige hvor vogn 6 holder og der er en cykel på døren. Men døren kan ikke åbnes, og togdamen kan først hjælpe os, da hun har gelejdet alle andre ind. Så forsvinder hun ind og får med stort besvær åbnet døren. Det er høj indstigning. RIGTIG høj. Jeg er i tvivl om min cykel kan komme ind MED bagage, men det lykkes. Allerede på næste station må vi dog flytte rundt på cyklerne, for der kommer en cykel mere, der skal længere end os. Den skal til Vilnius mens vi skal af i Jonava for at cykle til Kaunas.
Togturen har vi allerede kørt sidste år, hvor vi kørte helt fra Klaipeda til Vilnius. I dagens solskin er det en smuk tur mellem grønne og gule skovomkransede marker og over små floder.
Efter jeg har fået bakket min cykel ud til døren bliver jeg opmærksom på, at vi måske skal ud til den anden side? Ganske rigtigt. Ind med den igen og dreje rundt. Døren til den anden side er heldigvis til at få op, men jeg kender ikke dette tog - der er et trick med en plade, der skal løftes op for at man kan få trinene drejet ud. Den holder jeg på, så nu er der lige 1,5 m ned til perronen.
Jeg klarer springet uden forstuvninger og cyklen kommer også ned - uden mén - nok så vigtigt. Thomas har jo kun tasker bagpå, så det går lidt lettere.
Så er det bare at følge Garmins rute og inden længe befinder vi os på en dobbeltsporet hovedvej, der er lagt efter en lineal. Heldigvis er der nødspor og det har vi for os selv.
På vej over floden Neris i aftenlys
Bobbebrødrene på litauisk
Det sidste stykke ind i Kaunas opdager jeg at for tasken i højre side har løsnet sig øverst. Det er en plastikstrip, der er knækket. Jeg ser for mig den gang i Chile, hvor jeg havde måttet købe nye tasker til at have foran. Jeg kørte ned i et stort hul, den ene tasker blev løftet af, ramte pedalen og jeg faldt ud på vejen - der kom dog ingen bagfra.
Nå, der er ikke tid til at gøre noget nu, det er ved at blive mørkt og vi skal frem inden. Men jeg ser nu at det er frontbagagebæreren strippen har holdt og den har forbindelse til den anden side, så det går nok. Og det gjorde det.
Vi følger ruten ind i et lidt skummelt kvarter. Skulle der være et hotel her? Så fortæller Garmin, at vi har nået destinationen. Såh....
Heldigvis er der en ung mand i en bil, der kan fortælle, at det er det grønne hus der ovre. Kan vi komme derhen, hvis vi kører videre? Ja, ja. Og der er en sti, der ikke er bredere end at en pige med en hund må stå inde i bedet, mens vi passerer. Hotel den vej? Ja.
Således ankommer vi så at sige af bagvejen. LT Guesthouse har ikke nogen reception, man skal henvende sig i receptionen på et nærliggende hotel. Mens Thomas finder det, kommer ejeren ud, efter der har været ringet på klokken. Ja, det er derhenne vi skal "register".
Man kan kun betale kontant - de to steder har ikke fælles økonomi - godt vi har Euro med - og vi bliver udstyret med 3 nøgler foruden én til garagen. Én til første hoveddør. Én til anden hoveddør på første sal og endelig én til værelset. Det er sådan hostel agtigt med fælles køkken og dagligstue _ og der er ikke andre end os.
Vi er henne og hente 2 pizza'er og 2 cola'er i nærheden og hjemme igen for at spise sen aftensmad. Man kan ikke købe øl og lign. efter kl.18, bortset fra på restauranter.
Så går jeg ud som et lys - sov også dårligt i går.
67 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar