Da jeg kom tilbage i går aftes, var jeg så heldig, at konen stod og snakkede med to polske cyklister, som også bor her. Hun kunne lidt tysk, så vi fik aftalt morgenmad kl. 7.30.
Her til morgen er det så manden, der kommer og viser mig ned i kælderen. Jeg havde troet, at det var i det lille køkken, der også er her i stueetagen, men hele kælderen er spisesal. Af størrelse ville jeg nok kalde stedet her for et hotel.
Der er røræg til 4 personer resten er helt traditionelt og kedeligt, særlig brødet, men fint for en cyklist. Og te - ikke kaffe. Da han vel synes jeg har spist nok - hvad jeg også har - kommer han og siger OK?, og for en gangs skyld kommer ordet til mig, når jeg skal bruge det: "smaczne" : meget godt. Han stråler over hele hovedet.
Når lige at støde på Netto - med hund og det hele - inden jeg forlader Polen
Så går det ellers mod Rusland. I Gronowo efter 5 km kommer grænsen. Der er ikke nogen lang kø fra Polen af, men da jeg kommer længere frem, ser jeg køen fra Rusland af!!!
Først er der et hus med 2 luger. Det er sådan noget spejlglas, så når lugen er lukket, kan man ikke se ind. Jeg når at passere lugen, som så bliver åbnet bag mig, og jeg bliver råbt an. Han kigger i passet og slår op på computeren. Så scanner han, hvad der kan scannes. Vender og drejer passet. Kigger på første side igen. Efter en rum tid, får jeg det igen. Skal jeg ikke have noget stempel? Nej, det er kun i Rusland. Det er først nu, hvor jeg skriver det, at det går op for mig, at jeg stadig er på den polske side. De holder også styr på, hvem der forlader Polen ad denne vej.
Så kører jeg videre til et nyt hus med luger. Der sidder en dame, der ikke værdiger mig et blik. Hun fortsætter uanfægtet med, hvad hun er i gang med, snakker med én og ordner noget. Da jeg har stået der et par minutter, siger hun pludselig: Passport! Som om jeg ikke har stået med det en evighed. Gad vide om de går på skole for at lære at te sig så ubehøvlet?
Så bliver passet ellers studeret igen og scannet, og JEG bliver studeret, om jeg nu også ligner billedet. Jeg er lige ved at sige: "Det er altså mig", men jeg varer mig. Så får jeg en hvid plastik-check-in-pind og passet tilbage og fortsætter til en tredje luge. Jeg husker ikke, hvad han gør med passet her, men jeg får det tilbage sammen med plastik pinden og halvdelen af et papir, som jeg tænker, jeg skal passe godt på. Og endelig.... får jeg mit stempel i passet, hvor der står, at jeg er indrejst 11.05.18.
Ved dette hus står der et antal grænsebetjente den ene med en kasket højere end den anden, og ham med den højeste kasket - den ser komisk ud - menneskeliggør hele optrinnet. Han er smilende og lun og kan et vist mål af engelsk og vil vide alt om min tur. Hvornår og hvor længe og hvad så? Jeg benytter lejligheden til at spørge til de udleverede effekter. Ja, sedlen skal jeg gemme til udrejsen og pinden skal afleveres "at the gate".
Jeg er lidt efter i tvivl om, hvorvidt jeg HAR passeret gate'n, men der var ingen mennesker. Senere kommer den, og jeg slipper af med pinden og NU bydes jeg velkommen af et skilt: "Welcome to the Russian Feuderation". Jeg tør ikke tage et billede, jeg har deres øjne i nakken.
Jeg kører ind i Rusland.
Den første russiske tekst
Kort efter forkynder en tavle, at lufttemperaturen er 23,9 gr. og vejtemperaturen 42,5 gr. Det bliver en varm strækning!
I Momonovo stopper jeg for at sidde på en bænk og skrive. Der er en pige, der har gang i et eller andet skråt bag mig. Først da jeg rejser mig, ser jeg, at hun er ved at male bænkene. I alle regnbuens farver. Om det er et lokalt initiativ, ved jeg ikke, men mon ikke? Og det med regnbuefarverne er der nok ikke noget symbolsk i - mon?
Her er hun med en af sine bænke
I starten er der ikke megen trafik på vejen, men det ændrer sig. Vejen går stort set lige ud, men bugter sig noget op og ned. Mere end på noget andet tidspunkt på turen. Den er pænt bred, hvad der åbenbart får russerne til at tro det er en motorvej. De kører i hvert fald generelt HURTIGT. Dermed mener
jeg 100 km/t. Det er ikke særlig behageligt, da nogle af dem ikke mener, de bør komme over midten af vejen. Og som om det ikke var nok, forekommer der også dobbelt overhalinger 2 gange. Her mener jeg, at mens én bil er ved at overhale mig, bliver den selv overhalet af en anden. Og trafikken bare vokser og vokser.
Jeg har aldrig set en levende mår - det har jeg så stadig væk ikke
Landskabsmæssigt ligner det Tyskland og Polen. Bygningsmæssigt af ringere standard. På et tidspunkt passerer jeg noget, der ligner noget jeg så i Letland i 2004. Sådan lidt kolonihaveagtigt. Med nogle små huse og andre i mere almindelig størrelse.
Det vil jeg nødig udtale
På en længere strækning passerer jeg et militært område.
Da jeg holder kortvarigt ved et busstop, standser en bil og ud stiger en ortodoks præst. Føreren stiger også ud og tager ærbødigst afsked med pateren. Samtidig standser en lignende bil bag dem og pateren stiger ind. Den første fører giver instrukser til den anden, og de fortsætter, mens den første vender
om og kører tilbage.
Man kunne jo fortsætte til Moskva... det har jeg ikke lyst til efter i dag
Mod slutningen er der flere gange meget åbent, så sidevinden rigtig kan irritere. Det er ikke en dag, jeg vil tænke tilbage på med glæde, men den får da ende.
Så mener de byen begynder
Allerede 8 km før slutstationen kommer skiltet med: Kaliningrad, altså på russisk. Jeg har ikke installeret russisk tastatur på computeren - men jeg har islandsk!
Kommer endelig til et stort kryds, hvor der også er vejarbejde, og hvor kaosset begynder. Godt jeg ikke er bilist i denne by. Cyklist er heller ikke nemt, men der kan man da køre på fortovet, når det virker formålstjenligt. Men der skal man jo dele det med fodgængerne, hvad der heller ikke er nemt.
Hvor om alting er, jeg ender med at finde hotellet. Det der står over døren ligner ikke noget, der har stået nogen steder på mine bekræftelser, men jeg ender med at tjekke nummeret: 12 Tatyana Turgeneva. Det ER her.
Man taler ikke engelsk her, men hun ender med at finde begge mine reservationer, til de to første dage, som jeg først reserverede, og til de to, som siden kom til. Jeg betaler de 8.400 Rb for 4 dage, altså ca. 210 kr./dg. For et rigtigt hotelværelse, hvor alt ser ud til at fungere. Jeg ville egentlig helst
have haft en Cola, men hun har ikke nogen kolde, så jeg vover en kold øl. Nøj hvor den smager og slår én helt omkuld.
Heldigvis får jeg lagt mig på ryggen, så mit første snork vækker mig, og jeg kæmper mig på benene og tager ud for at finde turistkontoret. Det ligger ikke lige, hvor man skulle forvente, men Google hjælper mig.
Pigen er engelsk talende og forsyner mig med bruchurer og kort. Jeg kan godt have min cykel med i toget. Jeg spørger, om der er nogle "restricted areas"? Ja, det må hun indrømme, og nej, det er ikke sikkert, jeg lige kan se det. Det med ikke at komme grænsen tættere end 7 km, som jeg har læst i en artikel, bekræfter hun. (Det gælder selvfølgelig ikke på veje med grænseovergange). Der er nogle steder, hvor man godt må køre igennem, men ikke standse.
Således beroliget, kører jeg hjem igen, for at vende. Det er blevet tid til aftensmad og der er ikke noget i nærområdet. Jeg kører efter det nærmeste, hun har udpeget, men finder det ikke. Nu SKAL jeg bare have mad, så jeg går ind og får en durum rulle og en cola, som jeg sidder og spiser på en bænk udenfor.
Det er vist næsten det bedste måltid, jeg har fået.
Veje og fortove er ind imellem af umådelig ringe standard og oftest er der ikke niveau udligning ved sidevejene. Her i mit nabolag, hvor der er brolagt, kan man opleve en bil pludselig ændre retning lige imod én. Det vænner man sig til. Den svinger tilbage, når den er kommet uden om det hul, der var.
Det minder mig om, at jeg aldrig fik skrevet, at jeg var ved at blive kørt ned af en skraldebil. Det var i Polen. Den holdt i venstre side af vejen, og jeg kom kørende på stien i højre side og havde lige passeret den, da den speeder op og drejer for at komme ned af den vej til højre, som jeg lige er på
vej over. I sidste øjeblik ser han mig og hopper op på bremsen.... Jeg kunne intet gøre.
Der er ikke så meget gammelt gammelt. Mest nyt gammelt
Det første indtryk af Kaliningrad er, at det er en rodebunke med nogle oplivende momenter. Fx. den sø, der ligger lige i næ rheden og som man kan kørerundt om og krydse på en bro på et smalt sted.
Den kører jeg også over på hjemturen og Mr. Cappucino står der endnu med sin bil. Så jeg får også aftenkaffe i dag. En stor - som jeg sidder og nyder på en af bænkene.
Aftenstemning ved søen
68.21 km her til 82.96 km i alt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar