Det er en søn og en mor, der passer dette hostel. Sønnen er ved at sætte et plankeværk op og male det, da jeg ankommer. Moderen kommer ud på aftenen og tager imod betaling og ordner ting. Han taler engelsk. Hun meget lidt.
Her til morgen ligger der en dame henslængt i en sofa. Hende har jeg ikke set før. Da jeg er et godt stykke inde i mit måltid - havregryn, müsli og mælk - opdager jeg, at der er linet alt muligt op på skranken. Morgenmad er åbenbart inkluderet? Men der er ingen kaffe, og jeg glemte mit kaffepulver.
Da jeg kommer ned igen, indtager hun en ny udflydende stilling ind over køkkenbordet. Hun irriterer mig.
På et tidspunkt, hvor hun er gået, går jeg hen og kigger på sagerne. Der er ikke noget, der tiltaler mig, men så får jeg øje på noget mørkt brød. En skive med ost kan vel ikke skade? Da jeg senere tænker, at jeg lige skal have én til, er hun over mig med det straks. Har hele tiden stirret misbilligende og
mistroisk på mig, nu får jeg hele hendes estiske ordforråd kastet i synet. Man skal åbenbart betale 5 € for morgenmad - så meget forstår jeg. Det kunne da godt have stået et eller andet sted. Måske også på andet end estisk?
Hun ringer - sikkert til moderen - og brokker sig, men får øjensynligt ikke rigtig medhold. Så forlader jeg etablissementet. Går op og pakker og beslutter, at lægge 1 € til hende. Det må være rigeligt for een skive brød med ost.
Da jeg kommer ned igen, er Suresen væk, og moderen dukket op. Jeg forklarer, at der var en lille misforståelse og lægger nogle mønter. Nej, nej, det skal jeg da ikke. Jo, jo, det skal jeg, og jeg lader dem blive liggende.
Finder hen til Maxima supermarkedet, hvor både min hade bank Swedbank og konkurrenten SEB Bank har en ATM. Der er kø ved SEB, men jeg venter. Der er ingen problemer i at få spyttet 250 € ud, men den beholder mit kort..... Efter en rum tid kommer det dog. Man skulle have trykket på en knap. Så nu ved i det, hvis I skulle komme til Estland. Jeg ved ikke hvilken.
Rigtig cykelsti
Så af sted. Vejen er spærret pga. vejarbejde, men jeg husker straks, at hun sagde, at der var cykelsti. Det skal jeg da love for. Hele 5 km ud af byen fortsætter den, og derefter er der afmærkning på vejen med 1 m til cykler. Senere bliver stykket skiftevis smallere og bredere. Belægningen må siges at være
silkehud nr.1. Den bliver dog kortvarigt afløst af elefanthud nr.2. Fin plan vej, men meget grovkornet.
Den første gang jeg sætter mig ved et busstop - I SOLEN - bliver jeg overstukket af myg. Næste gang går det bedre.
Standardiserede postkasser - selvfølgelig
.I går, da jeg lige var kommet til Valga og sad og spiste frokost, kom der en mand hen og talte til mig. Han havde nogle pamfletter i hånden og så MEGET glad ud. Sådan lidt tosse glad, hvis jeg må være så fri. Jeg kunne forstå, at det var noget med et arrangement henne i kirken. Selv om jeg gjorde mig umage med at tale andre sprog end estisk, gik der lang tid, før han fattede, at jeg var udlænding. Men kunne dog afslutningsvis sige "Good day".
Da jeg havde været i supermarkedet, blev jeg igen passet op af en mand. Denne gang i pænt jakkesæt, og med de samme pamfletter, måske kordegnen selv? Igen måtte jeg beklage, at jeg ikke havde tid, hvad der er sandt nok. Mit kontorarbejde tager ofte op imod et par timer. Her på hostel'et var netværket nu super hurtigt.
Men for at gøre historien færdig: mere end halvdelen af esterne siger, når de bliver spurgt, at de ikke er religiøse. De mindst religiøse i Baltikum - måske i hele verden. Så forstår man jo godt, at de der er gået i fælden, har noget at lave.
På vej op ad bakken for lidt siden, kom der et skilt med en kaffekop! Herligt. Lige til pas efter 30 km. Der var lukket....
Kaffe? Ikke denne gang
Og det er det eneste minus ved denne vej 67. Den er perfekt som cykelvej, men der er næsten ingen trafik og derfor heller ikke nogen "vandingssteder".
På et tidspunkt går der pludselig et par med en hund på vejen. De drejer ned mod en bebyggelse, hvor der åbenbart er noget info. Jeg kører efter dem og spørger, om man mon kan finde en kop kaffe der fremme? Ne - e - j. Möiste 10 km væk er nok det nærmeste....
Estland har allerede nu 2 stjerner i bogen. Først for de gode cykelforhold og nu for hjælp og service. Da jeg når frem til Möiste, drejer jeg op mod byen, der består af et supermarked med posthus, en uspecificeret butik og en storkerede. Som håbet er der en kaffeautomat indenfor døren, men oh skræk, den virker ikke, siger pigen - på estisk - men der er ingen tvivl. Jeg prøver forsigtigt at spørge, om der er andre steder inden Vöru? Det virker ikke sådan, men pludselig får hun en ide. Skal jeg bare have én kop? Og her strækker mine 3 estiske gloser lige: yks, kaks, kolm. Og det er præcis hvad hun siger: Yks?
Hun tager et krus med og forsvinder ud bag ved i frokoststuen og kommer tilbage med et fyldt krus. Nej, nej, det koster ikke noget. Jeg takker overstrømmende, og hun kommer løbende efter mig med en teske og et låg. Det tegner lovende.
Man ser ikke mange biler fra det vestlige Europa. En enkelt finne i ny og næ, så jeg bemærker en hollandsk autocamper, der passerer i et mageligt tempo.
Lidt efter holder der netop en autocamper, og jeg tænker, at det er den. Da jeg nærmer mig, kommer der en dame ud, og jeg får allerede tidligt en fornemmelse af, at det er mig, hun er på vej ud til. Vil jeg ikke have lidt vand? Øh.. jeg har faktisk vand. Jamen så en kop kaffe da? Eller noget at spise?
En kop kaffe siger jeg ikke nej til, og jeg tilbyder at tage brownies med. De nye jeg har købt, kan man godt byde af. Manden er også kommet ud, og så sætter vi os ellers ind i camperen og har det hyggeligt den næste halve time. De er også pensionerede og er denne gang af sted 7 uger, hvor de er startet på den 3.
Vi bliver enige om, at vi måske mødes i Tallinn, som er deres - og mit regner jeg med - vendepunkt.
Jeg når endelig vejen mod Rouge, som også er asfalteret. Efter den ved jeg ikke rigtig. Der fra er der ikke så langt til Haanja, hvor jeg tror Herregården ligger, og først da jeg står i Rouge, går det op for mig, at den ligger meget sydligere. Google Maps foreslår to ruter der til, så jeg leder efter nogle mennesker at spørge til råds. Finder omsider en familie i noget, der vel er deres have, og går ind til dem. De er meget venlige. Hovedforslaget er asfalt hele vejen. Det er en meget bakket vej, der vil føre mig forbi Suur Munamägi, som jeg har døbt til: Den store Æggebakke, Baltikums højeste punkt på over 300 m. Det er netop på min ønskeliste. Også restauranten ved siden af. Den anden vej er asfalt det første stykke, men bliver så grus. Og mindre bakket.
Ingen tvivl om hvor man er
Da jeg siger, at det er mit indtryk, at en del unge mennesker har købt ældre huse på landet og sat dem i stand, siger de, at det er rigtigt. Det er en hel bevægelse, hvor de selv mener, de har været nogle af de første. Fra Tallinn er de flyttet til Rouge og nu er hendes forældre flyttet med.
Mindestenen efter de danske soldater
Jeg beslutter mig for det første alternativ og knokler op og ned - mest op naturligvis - mod Estlands højeste punkt. Inden jeg forlader Rouge, når jeg dog også at se mindesmærket over kaptajn Gustav Borgelin og hans 200 mand, der kæmpede på estisk side i selvstændighedskrigen 1918-20. At der skulle være et sådant mindesmærke, ved jeg fra den estiske ambassadør i Danmark, som min bror er kommet til at kende, og som har foreslået mig en cykelrute i Estland, som jeg lige tilpasser lidt.
Det var her i mellem bakkerne at Borgelin og hans mænd kæmpede
Det er sø-høj-landet jeg kører op i. Eller de estiske Alper, som de selv ynder at kalde dem. Jeg krydser de 80 km på vej mod Haanja og kan endelig dreje ind til Restauranten, der vist nærmere er en café. Jeg skal hilse ejeren fra ambassadøren - hvis han da er der. Og så skal jeg have en cappucino og deres bedste kage.
Jeg sad i fred og ro oven på - og fandt en dansk bog på reolen - arkitektur
Finder hende, der ser mest overordnet ud. Er det nu ejeren af huset, eller bestyreren af cafeén jeg skal hilse? Det ved jeg egentlig ikke, men hun tror nok hun ved hvem.
Abba gik i gang med Super Trooper på disko toilettet
Jeg havde undervejs tænkt, at jeg måske kunne køre tilbage her til og spise til aften, men det opgiver jeg. Klokken nærmer sig 18. I det her bakkeland kører man ikke 22 km ekstra. Men jeg går over vejen - efter kagen og kaffen - og op til Suur Munamägi med dens udsigtstårn. Jeg slipper med 3 €, fordi hun mener, jeg er "pensionär". Ja for pokker, er der noget, der hedder det her. Og så må jeg endda tage elevatoren op i stedet for trappen. Det gør jeg nu ikke. Man skal vel holde sig i form? Jeg tager den ned.
Man kan se 50 km væk, men det er nu småt med særlige kendetegn, for der er så at sige træer over det hele. Man kan se Vöru mod nord, men ellers bliver træerne bare russiske, hvis man ser mod øst og lettiske, hvis man ser mod syd.
Det er Rusland i baggrunden - store Rusland
Så ned igen og ned til caféen, hvor jeg fik lov til at sætte min cykel om bag ved, mens jeg var der oppe. Styrtasken har jeg naturligvis med.
Lidt i 19 er jeg fremme i Ruusmäe på herregården. Jeg lader til at være den eneste gæst, men heldigvis kan han godt lave et måltid til mig (der stod også, at der var restaurant). Kylling eller fisk? Jeg vælger fisk, der viser sig at være laks med ris, nogle grøntsager og citronsauce. Perfekt.
Mens jeg spiser - havde selvfølgelig taget skjorte og langebukser på - dukker en stor sort russisk indregistreret bil op og kører nogle gange rundt på gårdspladsen.
Indkørslen set fra gårdsiden
Nu er to russiske damer blevet indkvarteret ved siden af mig. De larmer.
93 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar