Kl. 8.50 går jeg ned og folk er så småt og folk er så småt i gang. Jeg sætter mig ved et bord og ser, hvad der sker. Jeg er ikke den, der bliver serviceret først, men der går da ikke så længe, så kommer hun, og jeg viser mit nøgle nummer, jeg har jo bestilt i går. Det eneste valg der var udover kaffe eller te, var spørgsmålet om kartoffelpandekage eller æg. Der var ganske vist to udgaver af æggene, men teksten var den samme, bare i forskellig rækkefølge.
Lidt efter kommer herlighederne. Kaffen kan man selv tage, det må jeg nok sige. Der er brødristere og det er tiltrængt. Imens kører et fjernsyn med reklamer og musikvideoer. På et tidspunkt genkender jeg Aqua bag forklædningerne.
Det er så morgenmaden
Det viser sig at den udgave af scrambled eggs, jeg har valgt er spejlæg. Det troede jeg hed fried eggs. Det gør det vist også, bare ikke her.
Nu skal jeg ikke nedgøre måltidet helt. Det var en børnecyklist værdigt, og mens jeg ventede, kom jeg pludselig til at tænke på tidszoner. Er uret egentlig blevet stillet en time frem? Beroliget kan jeg konstatere, at det først er, når jeg kører ind i Litauen, det sker.
Hvordan kan her stå "Tatyana Turgeneva Hotel"?
Pigen i går talte om bilfri dag i dag, så jeg starter med at GÅ ned til søen. Der er masser af biler, så det er nok kun under kampen? Jeg henter min cykel. Senere erfarer jeg, at det kun er under kampen og kun på den ø, hvor stadion ligger.
Den ortodokse katedral
Kører så ud i byen uden nogen egentlig plan, andet end at jeg på et tidspunkt skal finde Ocean Museet. Turistkontoret, som skulle åbne klokken 11 i dag, er alligevel lukket. Jeg kører lidt på må og få, i gennem forskellige parker og langs jernbanen finder jeg en rigtig cykelsti langs vejen, som vi
kender dem. Der er nemlig også fortov på den anden side af noget beplantning.
(D)en rigtig(e) cykelsti
På den måde kommer jeg sydpå, og jeg beslutter at køre sydpå mod floden og havnen. Var der trafikkaos i går, er det for intet at regne mod det i dag. Her hvor jeg rammer, er der en rundkørsel og en bro over floden sydpå, og folk kommer fra begge sider. Jeg kører mod venstre, for at se, hvor lang køen er. Den strækker sig samtlige km langs floden indtil der, hvor vejen drejer. Dem er kommer derfra vender for det meste, når de ser, der er kø hele vejen.
Denne rundkørsel plus formodentlig lyskurve på den anden side af broen skabte kaos
Det ender med, at hun begynder at vise mig rundt i byen. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget den er præget af tyskerne, når der ikke bor en eneste tysker. Men det har sin forklaring. Efter krigen blev de tyskere der var, simpelthen sendt ud af landet. De fik et par dage, eller i værste fald et par timer til at pakke, før de blev sendt ud på en tvivlsom rejse. Der var så megen frygt - af gode grunde - for disse transporter, at folk ofte satte deres børn af undervejs i ly af mørket, i håb om at DE i det mindste ville overleve.
Hun havde kendt en kvinde fra Litauen, der var barn af en sådan transport. Et ægtepar havde taget hende til sig, da de fandt hende grædende et sted, og siden opfostret hende som deres egen datter. Men sin herkomst kendte hun ikke.
Vi kommer ned til Ocean museet som ligger ved floden. Det er nu ikke kun ét museum, men adskillelige. Ikke så meget om fisk og livet i havet, som om skibe. Der er en U-båd, som man kan komme ned i, og som den eneste i verden også flyder!! Det må jeg prøve. Der er lidt kaotisk ved billetkontoret, hvor en fransk gruppe er ved at købe billetter til en rundvisning. I løbet af nul komma fem, har hun fået ordnet det, så jeg kommer med franskmændene og sparer 100 RBL. De har en russisk guide med, der ser lidt muggen ud, men hun kan ikke engelsk, så hun er ude af billedet her, eftersom rundviseren taler engelsk, som så oversættes af en af franskmændene.
Fra torpedo rummet
Det egentlige foredrag foregår i torpedorummet - ét af to. Bagefter går man "bare" igennem skibet og ser ind i de enkelte lukaf'er, hvis de da hedder det. For hver 5-6 m skal man igennem en rund luge på 60-65 cm. Her føler jeg mig nærmest som en antilope mod de aldrende franskmænd. Ja, jeg ved godt, de var på min alder! Men hvor jeg med styrtaske og kamera smyger mig elegant igennem, er der en og anden, der er ved at sidde fast. En dame er på et tidspunkt gået i gulvet og kan ikke komme op ved egen hjælp.
I mens har Olga, som min guide viser sig at hedde, underholdt sig med en af vagterne.
Nu er jeg blevet sulten, og hun finder et billigt russisk spisested til os på Moskovskij Prospekt. Det er hvad vi vil kalde et cafeteria. Alt har en pris fra en skive brød til en skål suppe, og maden bliver vejet.
Vi får 2 skåle suppe, 2 glas juice, nogle skiver brød og brasekartofler og paneret kylling til mig for 40 kr. Og det smager godt. Jeg får en hvid kold suppe, som først og fremmest smager af dild.
Så finder hun ud af, at vi lige kan nå Bunker Museet inden billetsalget lukker. Det er også én af de ting der er på min liste. Det var bunkeren, hvor general Otto von Lasch regerede over byen men også i sidste ende kapitulerede til russerne.
Mens vi er der går lyset ud. Og så bliver der mørkt 11 m under jorden. Der er dog nogle flugtvejs skilte, der lyser svagt op. Der er ikke noget opsigtsvækkende over dets 42 m i længden, hvis man har været på fx Stevnsfortet. Og næsten alt står kun på russisk. Man kan dog få sådan en fortælle-pind på engelsk og tysk.
Nu føler jeg trang til at være lidt for mig selv, og får sagt farvel uden at være alt for uhøflig. Vi skilles ved den sydlige sø, hvor jeg egentlig ikke har været før, men fra kortet ved jeg, hvordan den ligger i forhold til "min" sø, så jeg kører bare hjem uden at kigge på kortet.
Siden har jeg ikke rokket mig længere end til at gå ned i receptionen efter en øl og høre, om de har nogen "laundry service". Det var en anden pige i dag, som virker lidt kvikkere til engelsk og det lader det til, de har.
Og så så jeg Signe Moldes Qiuz med Niels Hausgaard og Pia Kjærsgaard. Det var kun fordi, det pludselig gik op for mig, at der er NOGEN DR udsendelser man GODT kan se i udlandet, og så måtte jeg lige prøve. Wi-Fi'en her havde ingen problemer med det, men det er også den hurtigste forbindelse, jeg har oplevet på denne tur.
21.52 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar