Det har været en fredelig nat. Mit værelse ligger i læsiden, så hvis vinden har tudet hele natten, har jeg i hvert fald ikke hørt det.
Der kom ikke andre, så jeg har haft værelset for mig selv. De eneste andre gæster er en spansk gruppe med en spansk guide/kok.
Jeg har revideret planen. Nu kører jeg skråt tilbage til Ringvejen og tager den langs sydkysten og ser, hvad der er at se.
Jeg fik da set Hekla uden skyer. Hekla, der med sine 1491 m er et af de højeste bjerge i Island. Dog overgået af "Den hærdebrede" med 1682 m og flere steder på Vatnajökull, men om det er med eller uden sne, ved jeg ikke.
Det undrede mig, at spanierne taler fransk her til morgen, men der er åbenbart også en fransk gruppe. Uden guide. Spanierne har øjensynlig forbud mod at vise sig før 8, for hvor alt foregik på spansk i går aftes, er det nu fransk.
Det var dyrt at overnatte her, 4.500 kr. Men så vaskede hun for mig, og lagde det oven i købet sammen. Det gav jeg 1.000 kr for i Akureyri, og så var det ikke lagt sammen.
Lader mig blæse tilbage til vej 30. Vinden er lidt på skrå, hvad der betyder, at jeg får den lige i ryggen på hovedvejen. Solen i øjnene og vinden i ryggen, hvad mere kan man ønske?
Det er ikke noget sindsoprivende stykke på dette store plateau. Her er stort set fladt og vejen går lige ud med et sving i ny og næ.
Kursus i islandsk: salgssyning
Så var freden forbi
Og jeg måtte gå lidt
Efter at have gået 1-1½ km cykler jeg lidt igen. Kommer der lastbiler bagfra, stopper jeg. Men da jeg finder ud af, at Hella ikke bare er 12 men 24 km væk, og at der formentlig ikke er læ før dér, beslutter jeg at holde en frokostpause. En væsentlig faktor er også, at vinden, inden for den næste time, skulle gå ned fra 14 m/s til 9 og allerede kl.15 være vendt.
Sidste afkørsel til Hekla
Da jeg vurderer, at vinden i det mindste ikke er 14 m/s, kører jeg videre og kommer uden problemer resten af de 25 km til Hella, hvor der meget kærkomment er nogle borde og stole udenfor supermarkedet.
Da jeg kører fra Hella, vender vinden. Da jeg kørte ind i byen, var den NNØ, da jeg sætter i gang føles det vindstille, men så snart jeg er ude af byen blæser det fra S. Og en hel del.
Kommer dog uden problemer til Hvolsvöllur, der var tænkt som dagens endestation. Klokken er kun 16, så jeg satser på, at vinde en dag ved at køre de 21 km ekstra til én af pladserne ved Seljalandsfossen.
Læg mærke til "snorklen", luftindtaget, og anordningerne til at ændre dæktryk under kørsel
Vejen er egentlig ret kedelig, men der er noget fascinerende ved ganske langsomt at bevæge sig forbi baggrunden. Baggrunden er fx Hekla, der ganske langsomt fjerner sig, mens nye mastodonter dukker op forude. Tindfjallajökull og Eyjafjallsjökull og bag dem Myrdalsjökull. Næsten alt vandet fra disse 3 løber bag om Eyjafjallajökull og ud i havet i form af elven Markarfljót, som jeg lige har krydset.
Når frem til pladsen Hamragarðar. Fra mit telt har jeg udsigt til Seljalandsfossen, som jeg var henne ved på vejen. Man kan gå bag om vandfaldet - men ikke uden at blive våd, kunne jeg se.
Netop da tikker en meddelelse ind om et dødsfald i den nærmeste vennekreds. Det får omgivelserne til at blegne og sætter mig i trist humør.
87.40 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar