Jeg troede, jeg var blevet bestjålet - og det var jeg sådan set også. Da jeg kom i går, sad der to unge amerikanere ved "køkkenet", og jeg kom til at snakke med dem. De virkede underlige. Havde ikke noget telt, havde bare pludselig fundet på at blive der.
Da jeg senere så dem gå, var de et noget umage par. Den ene lille og spinkel den anden høj og ranglet med briller. Fy og Bi døbte jeg dem.
Senere kom fyrtårnet hen til mit telt og spurgte, om han kunne låne en mobil lader bare et lille øjeblik, og dum som jeg var, gav jeg ham min Huawei superlader. Jeg havde faktisk en anden dårligere.
Efter nogen tid gik jeg hen og spurgte, hvordan det gik med opladningen. Han skulle nok komme med den om et øjeblik.
Jeg tænkte: jeg giver ham til 22.30, og gik så derhen. Han var der ikke og laderen var hverken på det ene eller det andet toilet. Så gik jeg på jagt, men fandt ingen. Væk. Alle 3 kan man vel sige.
Det er mildt sagt, at jeg var sur og nedtrykt, men hvad var der at gøre, andet end at gå til ro.
Omkring midnat vågnede jeg og hørte stemmer. Det var sgu dem. Nu sad de igen lige her henne og skvadrede. Jeg ud af soveposen og derhen. Jeg nedstirrede den lange længe nok til, at han spurgte, om det var laderen, jeg kom efter. Ja, det kunne han bande på. Why didn't you bring it? Your tent was closed and I thought you were asleep. Jeg snuppede den ud af hånden på ham og gik.
Og hvad er læren af det? Lån aldrig noget ud til nogen, du ikke synes du kender bare lidt, tror jeg. For man hjælper vel, hvis man kan?
Men jeg låner sgu aldrig min lader ud igen, med mindre jeg kan holde øje med den hvert sekund.
Var oppe 5.45 og kom af sted 7.15. Jeg havde ikke kunnet få min müsli fra Brugsen, så jeg havde købt en anden mere crunchy én og en halv liter mælk - troede jeg. ½ liter var der og mjölk, stod der på den. Men hvad jeg ikke havde tænkt over var, at der stod ab mjölk. Nu ved jeg, at det svarer til A-38. Ikke at det gjorde noget, jeg blev bare overrasket.
Det var så Borganes
Akranes i sigte
Pæne gamle huse i Akranes
Vejen ned var ikke så stejl
Og det var så Akranes...
Det er svært lige at omstille sig til by og gade mode, men jeg snyder og bruger Google Maps. Så ved jeg hurtigt, hvor jeg er, og hvor jeg skal hen.
På campingpladsen i Reykjavik skal man stå i kø i 15 min for at få lov til at indskrive sig. Jeg får 10% rabat som cyklist og yderligere 10% som senior (pensionsalderen er 67 i Island så jeg klarer den lige). Så på den måde bliver det ikke så helt sindsygt dyrt, som tyskeren syntes, men han havde jo også to børn til fuld pris. Ca. 1800 pr. nat.
Foruden den million mennesker, der sikkert normalt er her, er der en million spejdere. Det er helt kaotisk, i forhold til hvad jeg er vant til.
Efter at teltet er oppe kører jeg straks hen til Örninn, cykelværkstedet. Den første unge mand, der beredvilligt kigger på det, kan ikke rigtig blive klog på det. og tilkalder en anden. Så skiller de styret ad. Kommer til det resultat, at der nok mangler en indsats, sådan én som denne her, siger han. Men de har ikke én, der passer. Så samler de det igen, og strammer til så godt de kan. Jeg spørger, hvad de skal have? 2 mand i ½ tim. Det bliver vist mest symbolsk: 2132 kr. Intet under at de er berømte. Han mener nu også, at de er den største cykelforretning/værksted i Nordeuropa.
Var i et supermarked, der hedder Kronan. Der havde de ikke min danske müsli.
Hvem siger islandsk er svært
Hvem så overkommandoen er
46.58 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar