Er allerede vågen kl.6 og føler mig frisk - sådan da. Skal se på en ny plan, jeg er ved at udvikle. Det blev for sent i går aftes.
Det jeg nu tænker er, at cykle til Landmannalaugar. Det springende punkt er, om jeg kan komme sydpå til vej 1 der fra. Så vil jeg nemlig havne på den anden side af Vik.
Er henne at snakke med Alex og Vera, for kørte de ikke den vej? Jo, det var netop, hvad de havde gjort. Der er 4 flodpassager, og man skal helst over om morgenen, inden der er for stor afsmeltning.
Vi siger farvel. Dejlige mennesker. Vi var præcis på bølgelængde. De skal tilbage til Reykjavik og hjem. Har stort set haft godt vejr al den tid, de har været her!!!
Jeg får aldrig betalt for pladsen. Hun har været der her til morgen, men da sad jeg og skrev omme på den anden side af toiletbygningen, så jeg så hende ikke.
Køber ind så der skulle være til 4 dage og kører lidt tilbage og ned ad vej 37 mod Selfoss. Sidevind så det går rimeligt indtil jeg kommer til vej 35, hvor jeg skal til venstre og kører lige ind i modvinden.
Jeg sidder tungt i sadlen v2ed dette stædige tråd i så tungt gear som muligt. Har ind imellem lyst til at stå af og smide mig i græsset. Ikke desto mindre kæmper jeg mig de 10 km frem til afkørslen mod Skalholt.
Det så ud som om, der var et kloster ved kirken i Skalholt - men jeg kørte ikke der ned
Her efter Laugarás er det "Einbreið brú" igen
Hyggeligt sted efter 25 km ødemark
Fandt senere ud af at det var Hekla, jeg kørte og kiggede på til venstre
Her ser det jo meget fredeligt ud - men....
Her klokken 15.30 sidder jeg i læ bag en N1 tank og skriver. På lyden fra poplerne til højre for mig, kan jeg høre vindhastigheden. Det lyder frygtindgydende, når det er værst. Venter på om det stilner lidt af....?
Jeg holdt ud nogle km endnu. Stod i læ ved en bygning og overvejede. En målestation længere fremme på vejen sagde 17 m/s og vinden ville blive ved de næste 2 døgn og vejret - i dag har der også været en del sol - blive dårligere med regn.
Himlen ser måske også en anelse truende ud?
Så besluttede jeg mig for at vende om. Lod mig blæse tilbage til N1 uden at træde en eneste gang. Der skulle der være et IYHO hostel, hvor jeg håbede at kunne få vasket.
Og nu kl.18 sidder jeg og spiser en sen frokost 2. Måtte hen og se, om de havde cappucino breve på tanken. Det havde de, the real stuff: Nescafé. Måtte også have en Egils Pilsner til aftensmaden senere.
Snakkede med nogle franske cyklister og en tysker og senere endnu en tysker. Ingen ved rigtig, hvad de skal. Ligger foreløbig underdrejet her.
I øvrigt er jeg sikker på, at det er middelvinden, de opgiver. Vindstødene har været i nærheden af stormstyrke. Jeg kunne dårligt gå op mod vinden på vej hjem fra tanken.
Nede på vej 1 er der ikke så meget vind. Der kører jeg ned i morgen.
51.88 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar