Sikke en dag. Men nu er jeg da kommet under rigtigt tag. Og har fået mig en seng.
Det startede ellers fint. Sol til morgen, men jeg lod mig ikke narre. Vejrprofeterne var ikke i tvivl: kraftig vind og regn sydfra. Jeg var indstillet på det værste.
Men efter at have pakket et tørt telt - hurra - skulle jeg lige sige farvel til broderskabet. Vi cyklister har trods alt noget at være fælles om, selv om vi har forskellige dagsordner.
På denne plads var der kommet én, da jeg skulle til at sætte telt op, og han gik omkuld i teltet - hans eget - lige på stedet. Og inden han dukkede frem igen, kom der en fransk pige. Hun havde cyklet Kjölur ruten sydfra. Skulle nu med bussen tilbage til Reykjavik for at nå at cykle noget mere nede sydpå. De fleste er jo begrænset i tid, det er kun mig, der er priviligeret.
Senere dukkede fyren i teltet op. Han ville cykle Island runlgadt, som den første bulgarer nogensinde. Han havde 15 dage, så han havde travlt. Han boede nu i Polen. Havde cyklet 17 timer i træk i forgårs og kun sovet 2 timer, så derfor havde han været lidt træt.
Vi fik sagt behørigt farvel og drog ud i hver vores retning. Jeg mod syd, bulgareren mod nord og franskmanden med bussen.
Vinden var som ventet imod, og der gik kun 3 km, før hele regnudtrækket måtte frem. Så regnede det ellers med 2 ophold resten af dagen.
Da jeg havde kæmpet mig de første 18 km frem, drejede vejen nok til, at jeg "næsten" fik vinden i ryggen. Og der dukkede en toiletbygning op. Noget at sætte cyklen op ad!
Der var en køkkensektion, som var helt åben, i vindsiden, og to toiletter på den anden. Der var ikke så meget at spille om. Skulle jeg have frokost - og det skulle jeg - så var det nu.
Så jeg sad på tønden med døren åben til udsigten og guffede en dåse tun og resten af en pakke rugbrød. Det må have set ømt ud....
Jeg kæmpede mig videre og kun sjældent var vinden direkte imod. Jeg havde sat næsen op efter et hostel, som skulle ligge efter ca. 70 km. Det var nærmest ren nedtælling hele vejen. Efter det første regnvejr, løjede vinden af i en periode, men tog til igen.
Jeg ved ikke helt, hvad anledningen er
Omkring 16.15 dukkede endelig det kendte vandrehjemsskilt op. Sikke en lettelse. Jeg havde nærmest ventet at falde af cyklen, når jeg kom frem, men jeg holdt mig på benene. Havde også tæsket chokolade med jævne mellemrum.
Endnu bedre var det, at der VAR en ledig seng og, at jeg kunne bruge mit vandrekort.
Var våd både udefra og indefra, men fik tørret det hele på en skoldhed radiator, mens jeg tog et bad. Cyklen står ude i en slags garage med noget af bagagen.
Før sagde man på Island: Der er flest får, så kommer heste, og sidst mennesker. I dag er det: Der er flest turister, så kommer får, så heste og endelig islændingene.
71.54 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar