Endnu et vådt telt er pakket sammen. Der er ikke meget vind - endnu.
Jeg så profilen fra Blönduos til her på en af englændernes GPS. Pæn jævn stigning op og så nærmest et lodret fald ned til Varmalið. Det så frygtindgydende ud, men det viser sig at være en meget alm. hård stigning som så ofte før. Jeg foretrækker dem sådan. Bare få det overstået og SÅ komme videre.
Det gælder om at få en god rytme, i dette tilfælde 3 pedalomdrejning for hvert åndedræt, 2 til udåndingen og 1 til indåndingen.
En træt cyklist prøver at se ind i kameraet
Jeg er kommet op i overgangen, her ligger målestationen Vatnskarð. Den kender jeg fra Vedur, vejrtjenestens app.
Desværre kommer der endnu en stigning i enden af overgangen, ikke slem men lang.
Oppe i overgangen
Jeg får aldrig den medvind, jeg har håbet på. Bjergene til venstre, hvor vinden kommer fra, er for lave, så vinden kommer bare over og ind i siden på mig.
To gange er jeg indblandet i farlige situationer. Folk vil hellere slå sig selv ihjel end vente 5 sek. De to gange kommer der modkørende, og jeg spærrer højre vognbane, men de holder sig ikke bag mig, men kører over i venstre bane for at komme forbi og er selvfølgelig ved at kollidere med de modkørende, der tuder som gale.
Er nu nået de ca. 50 km til Blönduos, og mit telt ligger og får tørret bunden, inden det skal sættes op. Snakkede lige med en gruppe polske cyklister, der er kommet med bus for at starte herfra og køre ned ad Kjölur ruten. Den jeg lige har opgivet. Jeg forsøgte ikke at tage modet fra dem, tænkte bare: godt det ikke er mig.
Dagens præmie
Sidder på cafeteriaet og får cappucino og gulerodskage, gulrótarbiti. Spurgte om der var opfyldning med, og da han havde været ude at spørge, var svaret JA. Det er bare en maskine, men ikke én, man selv trykker på, så man skulle ikke tro det. Men altså: Spørg altid efter refill i Island. Det er også nærmest kun et halvt bæger, man får for 550 kr., så det manglede bare.
Nu er teltet kommet op, og solen skinner så dejligt. Jeg ligger lidt og småsover i solen, der går væk et par gange. Livet er bedst i tørvejr!
Så kører jeg ud og kigger på byen. Helt ude nordpå ved havnen møder jeg Emma. Emma er en pige på 4-5 år, som bor i nærheden af Vejle. Hun er her heldigvis ikke alene, men har sin mor og far med. Faderen er islænding og kommer herfra. Moderen er dansk. Nu bor de i Danmark og er her kun på ferie.
Der er håndarbejdsmuseum i byen så lygtepælene er dekorerede
Da jeg kommer tilbage, tror jeg en overgang, at jeg har mistet opladeren til min telefon. Det er ikke sådan, når man har rutiner. Så skal tingene være bestemte steder. Jeg fatter det ikke - endelig - da jeg tænker på computeren.... Nå, de lå jo til opladning sammen, og så ligger den der. Jeg slap med skrækken - for jeg tror ikke de har nogen computer shop her. Men man kan aldrig vide. Men en oplader til en Huawei P9....?
55 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar