I går var jeg i Solrød for at blive opdateret på islandske forhokld og for at få gode råd. Det er en islænding, jeg stødte på, da jeg cyklede til Paris med Rynkeby sidste år Hans hold var ppå Bornholm og cyklede med os en gang i foråret. Og siden sagde vi lige hej i Paris.
Nu skal jeg cykle til Island i morgen, mens han skal mod Paris igen om en uge. På det første islandske hold nogensinde!!! Konen er med på service-teamet.
Det er to meget koncentrerede og givende timer, vi har. Han har været overalt på Island - på nær TO bebyggelser - og har mange gode forslag.
Her til morgen regner det kun meget lidt, men så snart jeg sætter i gang, tager det til. Jeg har regntøjet på, men ikke regnovertrækkene på taskerne. Jeg skal også kun til stationen. Så er det meningen, jeg tager toget til Hillerød, cykler til Hundested, tager færgen til Rørvig og cykler til Odden for at tage færgen til Århus.
Egentlig skulle jeg have været med færgen til Ebeltoft og have besøgt min niece og hendes familie, men i går så jeg temmelig tilfældigt at alle afgangene til Ebeltoft var aflyst i hele weekenden. I forvejen sejler den rute kun i weekenden, så det er da lidt af et afbræk. Heldigvis har jeg venner lidt nord for Århus, så nu bliver det dér, jeg overnatter.
Jeg var lige ved at købe billetten i går - nu erfarer jeg i s-toget, at det SKULLE jeg have gjort. Billig-billetterne skal købes senest dagen før. Det kan man ikke se i Mols-liniens app, men det får jeg at vide af en mand, der også har cykel med,og som jeg kommer til at snakke med. Nu kommer jeg til at betale 395 kr i stedet for 149 kr. Jeg er forarget. Ikke over deres priser - jo også det - men mest over deres manglende skiltning. Det står selvfølgelig med småt et eller andet sted på hjemmesiden, men den læser man jo ikke igennem i detaljer, bare fordi man skal sejle med dem én gang. Og de skal til at sejle på Bornholm fra 2018!! Øv!
Klar til afgang fra Køge
Jeg når et tog i Køge før det beregnede og skiftet i Ny Ellebjerg går problemfrit. Jeg har tænkt tanken at elevatoren er ude af drift. Det er det heldigvis ikke - for der er LANGT ned....
I Hillerød begynder cykelturen rigtigt. Jeg tror, jeg kender turen mod Frederiksværk, men cykelstien langs Herredsvejen ender på et tidspunkt, og så må jeg have Google Maps frem på telefonen. Jeg finder ret hurtigt frem til Frederiksværksgade og dermed cykelvejen mod Hundested. Det regner ikke og turen går problemfrit. Eneste rigtige stigning er bakken før Frederiksværk. Den klares med 9 km/t.
Omkring 11.15 er jeg i Hundested og kommer med færgen formedelst 72 kr. Spiser to bananer og noget rugbrød.
Jeg er ikke imponeret over afmærkningen af cykelruten mod Odden Havn. Et langt stykke kommer jeg til at på bilvejen p.g.a. manglende skiltning.
Når frem til Odden Havn kl 14, og der er en færge kl. 14.15. Den kan jeg imidlertid ikke få plads på. Én person og én cykel? siger jeg vantro, men sådan er det. Først 15.45 er der plads. Jeg brokker mig naturligvis over, at der ikke står i app'en at billig-billetter skal købes dagen før, men hun siger som forventet, at det står et sted på hjemmesiden, og det er der da ingen tvivl om - men de har gemt det godt. Nå, jeg slipper med 349 kr. Så er der bare tilbage at vente ......
Omsider sidder jeg på færgen og kan tænke tilbage på alle fortrædelighederne. I tirsdags kom jeg på, at jeg nok hellere måtte opdatere Windows på den lille computer, som jeg skulle have med. Som sagt så gjort - og der var selvfølgelig en opdatering. Klokken var 22, og det viste sig at være nærmest en genetablering af WIN10.
Jeg gik i seng og lod den stå. Kl. 3 var jeg oppe at tisse og gik lige ned og så til den. Den ventede på mig ..... Efter at have sendt den videre i cyber space, sov jeg videre. Til morgen var den færdig. Omsider .....
Da jeg prøvede at tænde den igen, efter at den havde været slukket, nægtede den. Den var tilsyneladende afgået ved en alt for tidlig død.
Efter mange overvejelser, hvor jeg også undersøgte OM man kunne få den model endnu - det kunne man ikke - og hvor en senere model 320 kun kunne fås hos el-giganten i Ålborg, besluttede jeg at tage både den lille og den store med - i hvert fald til Køge.
Actionkameraet viste sig at skulle bruge en kortlæser til at få billederne ud. Det var der på den store.... Om end ikke til micro kort, men som ved et mirakel, havde jeg netop set, at jeg havde sådan en indsats liggende.
Nå, vel ankommet til Køge indleverede jeg den lille hos mirakelmanden i kælderen på Strandvejen. Han så helt oplivet ud ved at få fingre i sådan en sag, han nok ikke havde set før.
Senere samme dag ringede han og HAVDE udvirket mirakler. Ved at skille den ad og nulstille BIOS var den vækket til live. Formedelst 700 kr. kunne jeg alligevel få min tro væbner med mig.
Men kortlæser? Da jeg undersøgte den nærmere, VAR der en plads til et kort. Oven i købet UDEN indsats. Så det endte godt.... Foreløbig.
Nu hvor klokken nærmer sig 23, sidder jeg her i Hinnerup, har fået skrevet færdigt og er klar til at gå til ro. Godnat.
Onsdag: 22,71 km I dag: 93,71 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar