fredag den 14. juli 2017

Island Rundt 12

12.07.17

Ved 23-tiden lagde jeg mig lige lidt ned i soveposen. Bare for at holde varmen. Kl. 0.30 måtte jeg stable mig på benene og gå op og børste tænder. Det bliver nok ikke sidste gang det sker.

Vinden er vendt. Efter en ualmindelig stille dag i går, blæser det nu fra syd. Det begyndte i går aftes.
Så nu har jeg igen modvind, men rolig. Kun til jeg når syd enden af søen. Kommer forbi en seværdighed, der ikke er nævnt i bogen: Höfði, et lille naturreservat. En skov må vi vist kalde det, men det er i sig selv også en seværdighed på Island. Samtlige de træer og buske, jeg har set hidtil og en hel del flere: en art lærk og fyr. For en islænding - eller en cyklist - må dette nærme sig paradis. Der er fuldstændig læ. Og her dufter.

Der begynder at komme dryp i luften. Ikke regn.

Jeg standser ved Skútustaðagigar (prøv LIGE at sige det), der er et område med såkaldte pseudokratere. Min vable fod har ikke så godt af at gå i dag, men jeg går lige en mindre runde. Må videre.

Pseudokraterne ved Skútustaðagigar


Aldrig så snart er jeg nået frem til Ringvejen, før der kommer en bakke. Jeg vil ikke kalde det et bjerg, men 75 højdemeter er der. Den falder i 3 dele med sving imellem. (Først nu indser jeg, at det jo er kraterranden i den anden side. Den er bare meget mere bevokset)

Der er sandelig forskel på at køre opad i medvind og modvind. Og nu er den med. Så er det ingen sag. Og så de bakker, der kommer nedad bagefter!!!

Jeg er kommet ind i mere gæstfri egne. Grønne dale med brusende vandløb. Et hus i ny og næ. Til sidst ligefrem en bebyggelse: Laugar. Ikke længe efter kommer dagens arbejde, en ny "bakke", jeg skal over. 50 m ved starten og 270 m ved slut, det giver 220 højdemeter. Så skal der arbejdes!

Da nedkørslen så småt er begyndt, kan jeg allerede se det majestætiske Goðafoss nede i det fjerne. Dér skal jeg bare ned, og cyklen kører af sig selv.

Så allerede kl.15 har jeg spist frokost, slået telt op og konstateret, at computeren stadig er i live. Den ville ikke starte i går, og jeg frygtede det værste. Den var omkring 50%, da jeg slukkede den sidst. Men jeg må have ramt ved siden af, så den stod på slumre og lige så stille slumrede helt ind.

Det er bare en lille plads, men de lade til ofte at være de bedste. Der er shower og el, det sidste dog udenfor, og som senior fik jeg det for 1000. Så har jeg råd til en kop kaffe henne på caféen. Goðafoss lokker jo mennesker til og så blomstrer turismen.

Jeg nåede aldrig kaffen. Det begyndte at regne, men jeg fandt et stik i toiletbygningen, som er en ombygget container. Dér stod jeg så og overførte billeder og skrev.

Det regnede uafbrudt til kl.20. Jeg lå og var ved at falde i søvn, da jeg pludselig registrerede, at solen skinnede og skyndte mig over for at se på vandfaldet.

Goðafoss i aftenlys


56.62 km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar