Jeg ligger ved siden af tyskerne. I går aftes kom der 3 unge spaniere og lagde sig klos op ad os. Børn rendte stadig rundt og råbte og skreg, da jeg var ved at gå til ro, og spanierne kæftede op. På mirakuløs vis faldt jeg alligevel i søvn, men her til morgen siger tyskeren, at han havde måttet be' dem klappe i klokken halv tolv.
Her hvor jeg er ved at skulle af sted, er de ved at få øjne. Jeg indleder en samtale med en af dem, om hvordan vi har sovet, så jeg får lejlighed til at sige, at der var nogle, der snakkede højt i aftes. De skal have den fra alle sider. Så snakker vi om, hvor vi skal hen, og jeg giver dem en god ide, de kan arbejde videre med. Og slutter med at sige, at de skal huske, der er andre på Island end dem.
Jeg føler mig meget hellig.
Triller af sted syd på på vej 1 - eller ringvejen - som den slet og ret kaldes. Om end i en anden forst and end vores ringveje.
Det er et noget andet landskab end i går. På den anden side af søen Lagarflojt, som jeg kører langs med, rejser højlandet sig som en kolossal ås. Vejen er perfekt, trafikken minimal. Vejen er kantet med Lupiner og gul snaerre og fuglelivet er fremmed. Jeg kan efterhånden skelne 3 forskellige fuglelyde, jeg ikke kender, som de dominerende. Jeg nåede at være inde på vejvæsnets side. Det ser ud til, at jeg godt kan køre ned til Snæfell alligevel. Det er kun vejen videre til gletscheren, der stadig er lukket.
Meget behagelig vej sydpå
Jeg var også inde og se på vejret de næste 4 dage. I morgen skulle det blive regn, men ikke de næste.
Allerede fra starten ser jeg et bjerg, der utvivlsomt er Snæfell, rejser sig majestætisk nede mod sydvest.
Denne plante kommer til at følge mig - var ikke helt sikker først - det er kvan
Vej 1 drejer fra, men her er stadig fin asfalt. I starten var der lidt spredte granbevoksninger, men her nede i den sydlige ende af søen, bliver det til en hel skov. Mest gran, men også birk, pil og rønnebær. Nogle af rønnebærrene har stammer fuldstændig som birk.
Allerede for længe siden har jeg set et indsnit i højlandet et godt stykke fremme. Det går op for mig, at det må være her Hengifoss har skåret sig ned i klippen gennem millioner af år.
Da jeg er kommet ned til søen og har krydset broen, er der ikke langt til p-pladsen nedenfor. De 1,2 km's spadserertur er betydelig længere og så går det stejlt op. Men det er rigelig tiden værd. Undervejs er der de mest utrolige klippeformationer og masser af mindre vandfald.
Vandfaldet set nede fra vejen
Selve hovedvandfaldet kan man ikke komme helt tæt på, i hvert fald ikke med den tid, jeg har til rådighed. Jeg tager de billeder, jeg synes, og så haster jeg ned igen. På Nelle's kort syntes jeg altid, jeg vidste, hvornår der kom opkørsler og hårnålesving, men ikke på dette.
Det er en regulær opkørsel med 10% stigning over 4 km og hårnålesving og det hele. Det havde jeg ikke lige regnet med. 10% over så lang en strækning, er lige på kanten af min ydeevne. Men op kommer jeg, og tid tager det. Næsten 1 tim med 5 km/t - og så er det islet ikke slut. Gang på gang tror jeg, jeg er oppe- og gang på gang bliver jeg skuffet.
Det tager nok 2 timer - mindst - før jeg kan sige at være oppe i højlandet: det store ingenting. Mos og lav og lejlighedsvis nogle smaukke violette blomsterpuder, det er, hvad der er.
En kedelig modvind tager til og der er intet til at standse den -andet end mig.
Snæfell har hele dagen været vejviseren, nu ligger det foran mig i al sin pragt og vælde. Og lige bagved har vi sneen og isen: Vatnajökul.
Retningen er der ikke tvivl om
Stadig fineste asfalt og ingen trafik.Der er vel 10-15 min mellem bilerne - flest imod mig. Her kan man godt føle sig lidt alene.
Tiden går, vejen slynger sig hele tiden uden om søer, men ordenen genoprettes hver gang: Snæfell ret fremme. Jeg synes ikke, jeg har haft tid til spise, så det er blevet lidt sporadisk. Nu melder sulten sig. Jeg finder nogle store sten, hvor den ene giver læ, og den anden kan bruges som bord. Fortærer en dåse tun i olie og en ordentlig humpel flerkorns baguette, jeg købte to af i morges.
Fortsætter. Langt borte ser jeg en af de store camping 4WD. Den holder stille. Da jeg kommer derhen, er det ved vejen hen/ned til Laugarfell, hvor der er mennesker. Overnatning, dog ikke camping. Parret i bilen viser sig at være tyskere. De har besteget Snæfell i dag og havde tænkt sig at campere i Laugarfell, men det kan man ikke, og da det er nationalpark, må man ikke som ellers campere hvor som helst. Nå, for Søren, det var jeg ikke opmærksom på. Men jeg har da også lige besluttet at køre nordpå til en gård, der hedder Aðalsbol, som har camping, i stedet for sydpå til campingen ved Snæfell. Jeg skal jo videre nordpð i morgen, og det har været en lang dag. Det fðr dem til at beslutte sig. Det vil de ogsð. Vi studerer mine to kort. I følge cykelkortet, skulle man kunne skyde genvej af F923, som dog helt sikkert IKKE er asfalt.
Beslutningen om F923 skal vise sig ikke helt at være, hvad den giver sig ud for. Omsider når jeg stedet. I følge cykelkortet skulle der være 2 crossing's eller ford's, som de kaldes der. Altså steder hvor vejen krydser en flod UDEN en bro. Begge skal være "easy". Vejen er forfærdelig det første stykke, men der kommer ind imellem stykker, hvor jeg kan køre 14-15 km/t.
Inden længe når jeg frem til en bil. Den ligner ikke umiddelbart tyskernes, men der ER dem. De mener, de er uden for nationalparken nu (de er i hvert fald kørt så langt væk fra "hovedvejen", at de ikke kan ses). De har været fremme og tjekke den første overgang. Han mener, jeg får våde fødder, det er ikke så lavt og megen strøm. Tja, hvad er der at sige? Andet end at jeg tager sandaler på og smøger bukserne op.
Det første vadested
Det gør jeg så, da jeg kommer til stedet. Cyklen synker ned i rullestenene, og der skal virkelig bruges kræfter for at komme igennem. Cykeltaskerne undgår ikke at blive dyppet og bukserne bliver våde, men over kommer jeg.
Så kommer et LANGT stykke af skiftende kvalitet. Cykelkortet har nogle vigtige informationer, som mit eget kort ikke har. 730 står der ved en prik på vejen, altså et højdepunkt jeg skal over. Og op går det i små hidsige bakker. Det er ikke noget tiltalende syn, der møder mig deroppe. En elv dal med stejle sider ligger foran mig. Vejen er så stejl og med løst underlag, at jeg ender med at gå ned. Styret er for længst løst igen.
Hvad værre er, der går ingen vej på den anden side af elven. Kan en vej med nummer ende blindt?
Helt nede viser det sig, at det ikke er her overgangen er. Vejen langs elven er meget bedre end den har været længe. Jeg passerer én gård og kan se en anden længere fremme. Kan det være Aðalbol? Der har været et mindre vandløb, jeg kunne cykle over og et vandhul i vejen, jeg kunne gå uden om. NU kommer overgangen.
Belært af erfaringen har jeg taget det nederste af buksebenene af. Overgangen kommer i 3 eller 4 dele og den er meget værre end sidste. Taskerne er for alvor i vandet. Computeren er i én af dem.
Det ER virkelig Aðalbol. Klokken er 21.30 og jeg er fremme!!!
Det koster 2000, men der er rigtig toilet, bruser med varmt vand, et lille hus med en kogeplade og bord og stole og et stik. Alt hvad man kan ønske sig. Kl. 23.30 kan jeg gå til ro, ren og pæn og med maven fuld.
Det paradoksale er, at havde jeg ikke taget denne forfærdelige vej, var jeg ikke nået frem til dette sted. På mit kort ser det ud til at gården ligger ved vej F910, men det er ikke tilfældet.
99,45 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar