Alte Grenze Dag 4

Wittenburg 27.08.22

Pernille og jeg starter med en tur i søen. Vandpesten, som der er en del af, er rigtig blæst sammen i nattens løb. Ved de første svømmetag får man stænglerne viklet om armene, og de er svære at slippe af med. Det er ikke ligefrem behageligt, men vandet føles helt varmt.

Morgenmaden på de tyske vandrehjem er god, for ikke at sige fremragende. Morgenmaden er med i de 40 € vi hver betaler for værelset. Aftensmåltidet i går kostede 9 € pr næse, det var ikke galt.

Tordenvejret, der var lovet i går, udeblev stort set og regnen i dag er der heller ikke megen af – i begyndelsen. Vi er endt med at ville vest om Schaalsee, men vejen viser sig meget trafikeret og ret smal. Efter nogen tid undersøger vi sagen: der er en lille vej til venstre, vi havde overset. Det er for sent nu, at vælge at køre den anden vej om søen, så i stedet vælger vi nogle mindre veje over Kogel.

Vejen krydser jernbanen, men der havde vist ikke kørt tog i mange år 

Igen er vi lidt lemfældige med at se på kort og telefon, så efter at vejen er gået fra asfalt til grus, til ringere grus ender vi et sted i en skov. Sind wir verfahren? Ja, egentlig, men et enkelt korrekt sving, og vi ender på L218, der fører til Sterley, som vi før var på vej imod – troede vi. Nu ER vi det.

Vi krydsede jernbanen adskillige gange - her var det toget, der var bom for

En meget fin støvregn er begyndt og den varer ved mens vi kører fra Sterley til Hollenbek og derfra mod Klein Zecher. På vejen dukker der en cykelvej op mod højre med angivelsen Klein Zecher, den må vi prøve. Det er en betonvej som dem, vi før har kørt på i det tidligere DDR, men ikke med to rækker fliser. Her er hele vejen betonplader. Senere afløses den af forfærdelige brosten, der igen bliver afløst af asfalt. Ud over en enkelt traktor møder vi ikke en menneske.

Vi er nær den gamle grænse - det nederste har været overstreget i 30 år - Grenzschutzgebiet 

I Klein Zecher er hele landsbyen brolagt stadig, på trods af, at vi endnu ikke er i det tidligere DDR. Inden vi kommer til Zarrantin har vi krydset ind i Mecklenburg-Vorpommern. Der er tilsyneladende en genvej til Zarrentin på et tidspunkt, men vi tør ikke tage den, den fremgår ikke på Google Maps.

I Zarrentin er det blevet tid til en kop kaffe. Så er det jo heldigt, at der ligger en Seecafe lige nede til venstre. Tilfældigvis lige ved et kloster, hvor der netop er marked denne weekend. Så efter kaffen tager vi lige en rundtur på markedet. Samtlige turister i området synes at være samlede her. Kirken er blomsterudsmykket og det viser sig, at være fordi, der skal være bryllup. Brudgommen og hans best man står og venter. Ser på uret og ringer så.... Er panikken ved at indfinde sig? Dukker bruden ikke op?

Klosterkirken og noget af markedet

Kirken er klar - brudgommen er klar - men hvor er bruden?

Vi venter ikke for at få enden på historien, men lader brud være brud og cykler videre.

Nye små veje og landsbyer fører os videre. Bantin, Boissow og i Neuhof støder vi på den rute, jeg havde lavet hjemmefra og følger nu den resten af vejen til Wittenberg. 

For jeg ved ikke hvilken gang, går vi fra asfalt til brosten

Regnen er holdt helt op og det bliver efterhånden igen varmere. Hele denne strækning er man ikke i tvivl om, at det er det tidligere DDR. Men samtidig med de velrenoverede huse fra DDR-tiden – og nogle der ikke er det – bygges der meget nyt her. Grundene er nok billige.

Wittenburg er en by, hvor forfaldet skinner igennem, trods alle forsøg på at fjerne focus fra det. Som ”installationen” U-bahnhof Rathaus et sted på hovedgaden. Den virker lidt malplaceret.

Vi får kørt hele byen igennem, før vi findes Pappelweg. Der er lidt forvirring i starten fordi det, der ligner bygningen vi har set på nettet, er nogle seniorboliger, måske nærmest et plejehjem. Men det er nr. 2 og Die Kantine, som vi leder efter, skal være nr. 3. Altså videre hen ad vejen forbi Netto, og dér ligger nr. 3. Nøgleboksen er der, koden passer og nøglerne til nr. 6 og 7 hænger klar. Foruden nogle værelser til udlejning er der sale man kan leje til selskaber og der er allerede gang i ét, det er jo også lørdag. Vi gruer lidt for, hvordan natten skal forløbe, da vi går i Netto og køber ind og bagefter ud for at spise.

En mærkværdig bygningskonstruktion som kunne ses kilometer væk synes at være et ”Alpin center”. Altså en indendørs skibakke. Det lignede nærmest noget fra Klodernes Kamp på afstand.

Det alpine center i baggrunden

Vi kigger først på Akropolis, men ender på Racing Eiscafe/Bistro-Pizzaria, hvor man både kan få pizza og pasta.

Bagefter GÅR vi ned til centrum og tilbage igen. Der er et mærkeligt voldanlæg med en alle af lindetræer, som der ikke er nogen forklaring på. Og der er ikke nogen at spørge.

Naturen er ved at generobre det tabte

Hjemme igen synes festen heldigvis at være ved at fuse ud og sådan føler jeg mig også selv, men arbejdet skal gøres, så her er dagens beretning hermed.

46.62 km