Ratzeburg 26.08.22
Bent og jeg har værelse ud til gaden. Det er nødvendigt at
have vinduerne åbne, så al støj fra gaden kommer lige ind. Der er en idiot der
sidder og taler i telefon med et medhør så højt, at han må være døv. Det er vi
desværre ikke. Ikke desto mindre falder jeg i søvn i løbet af samtalen, jeg
husker i hvert fald ikke at den standser. Her er der ingen myg, men til gengæld
bliver man vækket af fulderikker på gaden og tidligt på morgenen, tror jeg, af
en larmende lastbil.
Planen for morgenen er at tage en ostemad og en kop kaffe
hjemme og så gå hen til et morgenmadssted Bent og Pernille fandt i går. De
åbner kl. 9.00.
Det viser sig at være et ret hipt sted, hvor man fx kan få
kvark med frugt. Foruden forskellige slags ost med tomat m.v. Og en dejlig
cappucino.
Der sidder vi så som fugle på elledning og kigger på gadelivet. Gaden er smal, så smal, at en dame lidt henne må rejse sig og flytte stolen, da en lastbil skal passere. Hun får sig lige en passiar med chaufføren – om hun kender ham vides ikke, men det er idel smil og god stemning.
Det lykkes mig at få det medbragte udstyr til selfies til at
fungere. En lille trefod og en mobilholder. Resultatet følger:
Tilbage til Wähmstrasse og pakke færdig. Jeg går ned og betaler. Nogle gange bliver pengene trukket automatisk på forhånd, andre gange ikke. Det kommer vist an på hvilken type aftale udlejeren har med booking.com.
Det er lettere diset her til morgen, men det vil utvivlsomt
blive endnu en varm dag ligesom i går.
Jeg vil gerne købe noget et bestemt sted, jeg husker fra
tidligere, så vi afviger lidt fra den planlagte rute. Desværre finder jeg ikke
forretningen, men der ligger en stor ny bygning ca. der hvor jeg husker det
var.
Vi kommer til at køre en yderligere omvej – en jeg har kørt
nogle år tilbage. Jeg genkender både bakken, sportspladsen og svingene.
Det er først i dag turen starter for alvor. Som vi joker
lidt med, har det kun været transportetaper indtil nu. Men det er jo en del af
jerntæpperuten, vi skal køre, og vi når da også til Gedenktafel die Wiedervereinigung:
Straks efter drejer vi skarpt til højre ind i skoven. Vejbelægningen skifter fra asfalt til de for nogle af os kendte to rækker betonplader. Disse med den variation at de er forsynet med rækker af huller, der gør dem vanskelige at cykle på uden kraftige rystelser. Man må ikke køre i bil her, men ikke desto mindre overhales vi to gange af biler, der må vente på, at vi trækker ud til siden og giver dem plads.
Det er den såkaldte ”kolonnenweg” vi kører på. Jeg genkender
navnet fra dengang jeg lavede ruten og sad med både Google Map og Google Earth
åbne. Vi har mødt en cyklist. Det er ham der bruger ordet. Han kører rundt og
samler flasker, også her i den øde skov. Og her bliver de tit kørt i stykker af
biler. Og så er det skidt for cykler og hunde. Han har tidligere haft hund og
gået her meget. Vi håber vist at han er tidligere østtysker, men det er ikke
tilfældet.
Kolonnenweg gik på den østtyske side af grænsen og var en del af hele grænsekonceptet. Brugt til at fragte tropper og vagtmandskab frem og tilbage.
Hele dette frygtelige stykke ”cykelsti” er vel et sted mellem 4 og 5 km. Så kommer vi ud på asfalt igen. Der er i løbet af dagen på intet tidspunkt noget skilt for Euro Velo 13 – jerntæpperuten, så godt at jeg har lavet min egen version.
Et par vi også mødte på kolonnenweg talte begejstret om de
hjemmebagte kager, man kunne få i Grenzhuus Schlagsdorf, som er delmål i dag,
så vi beslutter at så kan man nok også få frokost af en eller anden slags, så
vi dropper indkøbet. De taler også om en la-a-ang bakke vi vil komme til. Den
er ikke bare lang, men også stejl.
Efter at have kørt gennem dejlige områder både med og uden
skov, kommer vi til bakken. Det var ikke løgn, hvad de sagde. Men op kommer vi.
Og da vi skal ende ved samme sø som vi starter fra, må vi nødvendigvis få det
tilbage i form af ned ad bakke.
Grenzhuus Schlagsdorf er et museum, der fortæller historien
om de to Tysklandes deling og genforening. En historie vi kender store dele af,
men der kan altid tilføjes nye aspekter.
Vi starter med frokost. Jeg får Soljanka med brød. En
oprindelig russisk suppe, der i dette tilfælde indeholder en hel del fint
snittet pølse. De obligatoriske sylteagurker er der ikke mange af, men Pernille
kan fremvise i det mindste ét stykke agurk, så Soljanka er det.
Vi går igennem samtlige rum på de 3 etager huset råder over.
Det er hård kost skiftevis at læse tysk og engelsk i timevis, så vi ender med
at måtte sidde ned og have kaffe og en af de hjemmelavede kager. I skyggen. Det
var mindst 30 grader på øverste etage.
Bagefter er der den udendørs afdeling tilbage. Her har man
opbygget nogle af den gamle grænses enkelte elementer: Grænsehegn, Vagttårn,
to-personers vagtbunker, kolonneweg, antikøretøjs forhindringer, yderligere grænsehegn
m.m.
Så trænger vi til bare at cykle uden at skulle læse alt muligt og vi skulle også gerne nå frem inden aften, for der er truet med regn – formodentlig tordenvejr.
Det går alt sammen. Vi ankommer til DJH Ratzeburg, som ligger
ved søen, så man bare går ud af terrassedøren og 30 m ned til søen og springer
i. Bagefter en kold øl. Så er der ikke et øje tørt.
Vi har bestilt morgenmad, men er kommet for sent til at
kunne få aftensmad. Ikke desto mindre prøver Bent lige en gang til – han siger
man aldrig skal tage et nej for et nej – og sør’me: Han skal lige spørge
kokken..... Es geht....
Dagens menu er lakseforrel med pommes frites og hollandaise
og selvblandet salat. Vi slipper for at gå ud i regnen.
Regnen kommer nu aldrig, så vi går en tur i de nærmeste
omgivelser efter maden. Ratzeburg ligger nærmest midt i en sø. Dels på en halvø
på den vestre bred, dels på en ø ud for halvøen. Yderligere er de lavet en dæmning
fra den østre side, så der kun er to smalle gennemsejlinger mellem den nordlige
og den sydlige del af søen. Det er meget idyllisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar