Sikke en dag - indtil videre. Hvor kom jeg nu fra? Jo, jeg var ankommet til Solothurn og havde fået indskrevet mig på vandrehjemmet. Det var netop begyndt at regne og der var tydeligt omslag i vejret. Men jeg nåede frem i tide.
Vandrehjemmet var i en bygning, der tidligere havde været skole. Men omkring 1970 var der formentlig blevet bygget en ny skole og man havde renoveret bygningen og omdannet den til Jugendherberg. Man havde bogstavelig talt revet indmaden ud og erstattet den med en stålkonstruktion. Ydermurene var yderligere blevet betonafstivet indefra. Så man havde beholdt det gamle udseende, men lavet en moderne indmad. Med varme i gulvet i bruseafdelingen!
Da jeg sagde, jeg gerne ville have pizza, anbefalede de en restaurant, der hed Zum Grünen Ecke. Den lå nu ikke på et hjørne. Det virkede som et meget folkeligt sted, men dyrt var det. Men det er alting her i Schweiz. Jeg er ved at vænne mig til det, men mit spare-gen er imod. Nu vel, hvis man vil opleve Schweiz, må man betale, hvad det koster. 20 CHFR for en pizza (Napoletana - den med ansjoserne) og en øl af alm. størrelse. Det er over 150 d.kr. Nu var det dog også den største pizza, jeg nogensinde har set. Men papirtynd, så en person lige netop kunne spise den. Det var et lækkert måltid - helt sikkert.
Så havde jeg computer-problemer. Den var ikke til at vække fra dvaletilstanden. Til sidst lykkedes det mig dog ved at holde knappen inde i et halvt minut, at få den slukket helt, så jeg kunne starte op igen. Fra nu af lukker jeg helt ned hver gang. Det er først nu, det er gået op for mig, at jeg ikke kan se mine kontaktpersoner i det mail program, der følger med Win 8.1. Computeren er helt ny. En lækker lille sag fra Lenovo, der også kan bruges som tablet, den har altså trykfølsom skærm. Men det betyder også, at man ikke skal komme til at røre skærmen når man skriver. Så sker der pludselig mærkelige ting. Nogle vil her indvende, at jeg da bare kan installere Win Live 2011 eller 2012. Det har jeg naturligvis prøvet. Men af uransagelige grunde nægter maskinen at ville det. Den står bare og kører i et eller anden uendelig sløjfe.
Allerede i går aftes var det begyndt at øse ned og det fortsatte formodentlig hele natten og morgenen med. Men jeg vidste det godt og var indstillet på, at køre en dag i regnvejr.
Det kom jeg også til. Det eneste lyspunkt var at himlen efterhånden havde forskellige grå nuancer. Regn var der lige meget af. Efter de første 7 km kunne jeg mærke at skoene var gennemblødte. Det var også på dette tidspunkt, at cykelstien ophørte, men trafikken var da heldigvis også sparsom, der er en motorvej, man også kan køre af.
Jeg stoppede kun en enkelt gang et par minutter hvor der var tag, der gav ly for regnen.. Terrænet var mere bakket end jeg havde ventet. Og så kørte jeg endda ikke ad cykelvejen. Den ville nok tage 1½ gang så lang tid, mente manden i receptionen. Til gengæld ville man komme forbi nogle slotte.
En enkelt gang var det som de ynder at sige i Tour de France transmissionerne, at "Vejen gik lige lukt op i himlen". Jeg var nede i 3 mindste gear. Det mindste gemmer jeg til Furka-passet.
Kom forbi et schweizisk krigsmindesmærke. Det omhandlede dem som faldt for Das Vaterland i 1798 og var rejst i 1898, altså på hundredeårsdagen. Jeg troede ikke Schweiz nogen sinde havde været indblandet i nogle krige!
Nå, jeg skal forskåne jer for lidelserne. Men sjovt var det ikke. På et tidspunkt var bommene gået ned ved en jernbaneoverskæring, men der gik en lille vej fra, der fulgte jernbanen "på den forkerte side".
Jeg kom altså væk fra hovedvejen, men så, at der lå en by lidt fremme, så jeg tænkte at der måtte være en overskæring dér også. Med besvær lykkedes det da også at komme tilbage til vejen. Jeg nåede ganske vist til en cykelvej, der skulle føre til Bern, men turde ikke satse på den, der var allerede på det første stykke tvivlsspørgsmål.
Nåede frem til stationen og fandt turist info. Blev henvist til et Backpacker Hostel, der blev afmærket på et kort. Så travede jeg ellers af sted ud i byen i den angivne retning. Der var masser af arkader hvor man kunne stå i tørvejr. Måtte bede om hjælp til at få vendt kortet havde jeg taget en plan over samtlige Jugendherbergen i Solothurn, så jeg kunne se, at det i Bern også kostede 39, men det er altid med morgenmad. Det skulle ligge i Weihegasse. Der kom en gammel langskægget mand med små rundebriller og et glimt i øjet over vejen i det samme. Ham spurgte jeg. Han måtte lige ind i en forretning og spørge, for at være sikker. Han skulle nok vise mig på vej. Han var lige inde i hos en bager også, for at skaffe et kort magen til det jeg allerede havde - men det vidste han jo ikke. Vi snakkede hyggeligt på vejen. Hvilket sprog jeg talte? Nå, ikke hollandsk, ja for det kunne han, men dansk - nej desværre. Jeg trillede selv ned ad nogle yderst stejle gader det sidste stykke.
Toiletrullen havde suget vand og mit brød var blevet lidt vådt i den ene ende, men ellers var der ingen ubodelig skade sket. Kørte senere til en Aldi i nærheden med nogle hollændere og gik tilbage. Aldi'en lå på 4.sal. Man kørte hele vejen derop og parkerede. Festmiddagen kommer til at bestå af en skinke/oste-salat som jeg spiser noget af mit brød til og en schweizisk lager øl. Desserten er en choko-chok i et bæger. Forretten et bæger jogurt.
37,51 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar