Man kunne ikke komme helt op i tårnet, hvilket jeg synes var for ringe. Tillige var vandrehjemmet fyldt med skolebørn - dog ikke nogen på mit værelse. Derimod en schweizisk far og søn fra Operath, der omtrent ligger på min rute. Mt. Riggi kan man cykle op på, fortalte han. I hvert fald på en cykel som min. Det var vist mere end 1000 højdemeter. Der skulle være en storslået udsigt over alperne. Hvis det altså ikke regner, hvad det ofte gør. Måske det mest regnfulde område i Schweiz er området omkring Vierwaldstätter See. Jeg kunne også overnatte hos dem. Fint tilbud, i aften skal jeg have lagt planen for den næste uge. Håber at nå til Zürich i dag. Kan tage Rhein-ruten til Schaffhausen og derfra skulle det være rimelig fladt - efter schweiziske forhold.
Ville egentlig være kørt lidt rundt i den gamle bydel i Konstanz, men jeg mødte en mand, der var meget forhippet på at vise mig på vej, så Konstanz må vente til en anden gang. Det ligger jo heller ikke i Schweiz.
Vejret er prima, cykelvejen går mest langs jernbanen, men nogle af landsbyerne kommer man igennem. Smukke gamle bindingsværkshuse side om side med nybygninger.
Jeg sidder på en bænk lige ved en jernbaneoverskæring, som bipper igen. Sidst gik der adskillige minutter, før toget kom. Hvis man bor ovenfor den overskæring, skal man ikke have for travlt. Men de kender jo nok togtiderne.
Det med at det går lige ud på Rhin-ruten, er det så som så med. Har man fulgt hovedvejen et stykke risikerer man, at der pludselig kommer et 90 gr.'s sving for at man skal op og køre langs banen. Så kan vi sagtens være ude i 10% eller mere. Kun kort, javel, men det er ikke altid, jeg når at komme tilstrækkeligt ned i gear og så er jeg ved at gå helt i stå.
På et tidspunkt går vejen igennem en mark, hvor man næsten væltes omkuld af duften fra de meterhøje raps til siden. Så bliver asfalten til grus og siden går vejen ind i en skov. Var det ikke for de små cykelskilte med 8-2 påskrevet, var jeg ilde ude. Midt i denne skov slår mit kort over hele Schweiz vist ikke til.
Der kommer nogle plancher om Rhein Kastell. Vidste jeg, at die Römer (romerne?) i 300 et eller andet bygget et fæstningsværk her? Nej, det vidste jeg ikke - nu gør jeg. Og så stod der ellers masser om dette Rhainkastell's historie, jeg skal forskåne jer for.
Endelig kommer stien ud af skoven og bliver til asfalt igen, og et kloster - Paradies - dukker op. Der er også en lille færge til en tysk enklave på den anden side.
Jeg når til Schaffhausen og har betænkeligheder ved at køre helt ned til byen - jeg er nemlig ved afkørslen til Winterthur, og måske skal jeg den vej. Så vil det jo være spildt arbejde at køre ned for derefter at køre op igen.
Jeg gør det nu alligevel og fortryder ikke. Der er fortryllende her ved Rhinen med Borgen knejsende på den anden side. Selve byen er også derovre, men jeg bliver nu på denne side og nyder min frokost. Det kartoffelbrød jeg fik købt i Penny Markt er fremragende og efter at jeg har lugtet til det, spiser jeg resten af det laksepålæg jeg også købte i går. Det er dejlig salt.
Jeg opdager, at der sidder en og snakker i telefon næsten lige bag mig. Det er ved et pizzaria og han ser italiensk ud. Spørger ham, hvordan jeg bedst kører til Zürich på cykel derfra? Vores begges mangelfulde tysk passer glimrende sammen og vi får en længere snak. Han bekræfter mig i, at det nok kan betale sig at køre af vej 4 over Bülach. Jeg skal over floden og igennem et stykke Tyskland. Jeg kører over og prøver at følge Rhinen på den modsatte bred. Det går godt et stykke vej, så fører cykelvejene alle over floden. En gammel dame spørger om hun kan hjælpe mig med noget? Ja, jeg vil jo gerne finde vejen mod Bülach. Ja, så skal jeg over og op til hovedvejen, den fører til Bülach.
Der er k.æ.m. langt op til den hovedvej og da jeg endelig storsvedende kommer derop finder jeg ud af, at det er vejen til Winterthur og der har jeg IKKE tænkt mig at køre hen. Altså drejer jeg fra og søger vestpå. Jeg har flere gange på det seneste stodt på betegnelsen Rhein Fall og til sidst tager nysgerrigheden over og jeg beslutter mig for at finde ud af hvad det er. Som navnet siger, er det et fald på Rhinen. Vist ikke mange meter, men med de vandmasser kan det alligevel blive til en del brusen. Det viser sig - ikke helt overraskende - at det koster penge at se det. Der sætter jeg alligevel grænsen. Nu har jeg haft alt det besvær med at komme hertil, skal jeg så oven i købet betale. Det nægter jeg og kommer altså ikke ud på broen de har konstrueret til det samme. Men dets brusen kan jeg da høre.
Efter at være kommet til Dachsen og Rheinau spørger jeg mig for for tredje gang og skal videre og ned over en gammel træbro og så køre mod Jestetten, hvor hovedvejen går igennem.. Det er en dejlig tur NED til Rhinen som jeg nu krydser for tredje eller fjerde gang i dag, turen OP igen er knapt så sjov, men jeg kommer da omsider til Jestetten og hovedvejen. Nu er det sådan set bare at følge den til Zürich. Desværre er der ikke cykelmarkering på den. Det er sådan set bare en almindelig 2 sporet vej, hvor sporer dog er så bredt, at en lastbil lige netop kan passere en cyklist som mig mens der er modkørende trafik. Det er temmelig enerverende. Når dog at overhale en masse biler ved grænseovergangen. Over træbroen kørte jeg jo ind i Tyskland, nu skal jeg tilbage til Schweiz. Jeg kører indenom og frem til tolderen og ser over på ham efter øjenkontakt. Han ser mig og med en finger viser han, at jeg bare kan køre.
Jeg holder ud til lidt før Bülach, så kommer der en rundkørsel, hvor jeg finder en cykelvej videre. Opad. Nu er jeg sammenbidt og VIL bare frem til Zürich, Det har længe set truende mørkt ud i min retning. Jeg har også længe kunnet se flyene på vej ned til, hvad der må være Zürich Lufthavn. Nu er jeg kommet tæt på og jeg trodser de truende skyer og standser og kigger lidt.
Jeg når ind i Zürichs forstæder før regnen begynder. Søger ly ved en garage ved siden af et supermarked og bliver klar over, at jeg må have en cola, koste hvad det vil. Det var i Japan jeg blev klar over Cola's opkvikkende virkning - i hvert fald på mig. Når jeg er helt færdig, skal jeg bare have en cola og 10 min efter er jeg klar igen.
Da jeg har drukket den er det klaret noget op og jeg fortsætter. Prøver at finde én, jeg kan spørge om vandrehjemmet, jeg har adressen: Mutschellenstrasse 114. Den første, en ældre mand med sit barnebarn, er vist indvandrer, selv om han ser ret schweizisk ud. Han er helt afvisende. Køre lidt igen og får øje på én, der ser rigtig ud. Ja, han ved godt, hvor det er, jeg skal følge sporvogn 14 til Hovedbanegården og så er det i en bydel med W, jeg har glemt den igen.
Der er langt. Jeg har rundet de 100 km. Når til floden, hvor jeg ikke helt forstår cykelskiltene mod W-bydelen. Spørger en ung mand. Han har straks sin telefon fremme. Han ender med at klappe mig på skulderen og sige: Godt kørt. Jeg har nu fået styr på, at selv om W-bydelen ligger på højre side, skal jeg først over på venstre og så senere tilbage ad en anden bro.
Den er 18.30 da jeg når frem. Jeg er kvæstet, men tilfreds, En time senere har jeg været i bad og har spist. Det dejlige brød med min favorit-ost: Saint-Albray, indkøbt i Penny Markt i Konstanz.
Nu skal jeg bare have upload'ed det her, så går jeg omkuld. Go'nat.
113,81 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar