Havde tænkt at jeg skulle af sted kl. 9, men da jeg næsten er klar dukker der en op, der hørte mig tale engelsk i går og lige vil høre, hvor jeg kommer fra. Han fortæller at campingpladsen er en af de få i Schweiz, der er åben hele året. Der er nogle stykker i det centrale Schweiz. Hvis man ellers er hjemmehørende i Luzern og betaler sin skat der, er det ok at man bor der hele året, men det er noget man åbenbart er meget nøjeregnende med.
Jeg troede vejen ville gå langs søens bred, men selvfølgelig tager jeg fejl. Jeg skal op fra søen, men til en forandring er det kun en lille bakke, og alligevel kommer der en dejlig nedkørsel, så er jeg i Meggen. Endnu en gang lidt op og en ny gang susende fart ned så er jeg i Küssnacht. Det er stadig Vierwaldstätter See jeg kan se med mellemrum, men ikke længe efter - det er nok gået lidt op igen og tilsvarende ned - så befinder jeg mig langs Zuger See. Har jeg glemt at fortælle, at vejret er ligesom i går. Både teltet og håndklædet nåede at tørre i solen.
Jeg triller roligt langs med søen, skulle jo nødigt komme for tidligt. Toni's kone skulle være hjemme kl. 11. Jeg nærmer mig Arth, der ligger i bunden af søen. En ældre by med smukke traditionelle huse, som har været udsat for tidens tand. Sidder lidt på en bænk og nyder synet af søen i solen.
Så går det videre let opad til Oberarth, det er der de bor. Tunnelweg 17. Jeg holder øje med vejnavnene. Der kommer en rundkørsel, hvor vejen går videre mod Goldau, men ovre mod venstre fortsætter byen tilsyneladende. Og lidt videre ad denne vej kommer Tunnelweg. Jeg kører lidt videre og får på denne måde set tunnelen, som Tunnelweg går op over.
Finder huset og ringer på og en ung mand åbner. Åh, You must be the son I spoke to on the phone? Og han berigtiger og byder mig indenfor. Der lyder fløjtemusik i huset. Det er Ursula - Toni's kone - og en veninde, der øver på henholdsvis tværfløjte og alt-blokfløjte. Det er noget til en "celebration".
Alt er helt afslappet, jeg føler mig straks hjemme i huset, der er 15 år gammelt. Da jeg er kommet ind og har set husets opvarmningkilde, tror jeg først at det er ældre. De har noget, der vist hedder en masse-ovn? Når først stenene er varmet op kan de holde længe på varmen. Den er så tilføjet moderne teknologi i form af luftkanaler, der kan sørge for opvarmningen på øverste etage. Det er husets eneste varmekilde. Til varmt vand bruger de el-opvarmning. I køkkenet er der yderligere et rigtigt brændekomfur af nyere dato. De har dog også et alm. elkomfur, de bruger om sommeren. Dette gør familien lidt alternativ. Ursula kender dog én anden familie, der har samme opvarmningskilde. Brændet køber de hos lokale landmænd.
Elias, som den unge mand hedder, er ved at lave frokost. De spiser gerne varm mad midt på dagen og nogen gange også om aftenen. Jeg underholder ham og hjælper lidt undervejs. Han er ikke så godt vant med madlavning. Han bor ellers i Basel, hvor han aftjener "socialdienst" et alternativ til tvungen værnepligt, som der er i Schweiz. Han tjener ved arbejdet, som er i en børneinstitution, nok til at kunne være med i en delelejlighed. Skal til at læse sociologi og kønsforskning i Basel, når han er færdig. Socialdienst er længere end værnepligten.
Vi spiser på terrassen. Lillebroderen Philip, som jeg har mødt i Konstanz, kommer hjem fra skole for at spise og går ellers igen bagefter. De skal have en prøve, som han burde have vidst om, men havde glemt. I naturfag tror jeg.
Vi diskuterer hvor jeg skal køre hen, Mt. Riggi eller et andet sted. Elias vil godt med. Vi bestemmer os for Wiltspitze, hvor der skulle være asfaltvej helt til toppen. Det er lidt nyt for mig at køre op ad et bjerg uden helt at vide, hvor langt der er. Min tæller virker igen ikke, så jeg ved heller ikke, hvor langt jeg har kørt. Der er stejlt, men uden bagage er det ikke stejlere, end at vi kan køre og snakke den første times tid. Han er politisk interesseret og medlem af "Unge Socialister" en underafdeling af det schweiziske socialdemokrati. Jeg fortæller så godt jeg kan om situationen i Danmark og hører til gengæld om Schweiz.
Mod slutningen er jeg tilbøjelig til at køre lidt stærkere og det sidste stykke - specielt de sidste hundrede meter - er det kun én selv mod bjerget. Jeg må virkelig anstrenge mig for at sætte tempoet den anelse ned, der gør, at jeg kan få vejret. Han kommer et par minutter efter og vi går det sidste stykke op ad trappen til toppen.
Det er virkelig enestående. De høje alper ligger som en ubrudt række mod syd med hele sin tandrække. Nogle hvidere end andre. Luften er ikke krystalklar, men det gør det ikke mindre betagende. Kun på billederne. Der er en tavle hvor de enkelte tinder er navngivet, de er ikke sådan at finde rundt i. Det er ikke de mest kendte som Matterhorn og Jungfrau, de ligger længere mod vest.
En fjern dampsøjle udpeger han som stammende fra et atomkraftværk. Jeg anede ikke, at de havde atomkraft i Schweiz. 5 stykker. Der er en plan for afvikling, men Elias er tvivlende overfor om det bliver til noget. Med alt det sne og alt det vand, burde de da ellers nok kunne nøjes med vandkraft, skulle man synes?
Vi er der et stykke tid, men så skal han tilbage, han har et møde, han skal til. Endnu en gang må jeg undre mig over, at vi virkelig har kørt SÅ mange meter op, men det er altså lige lidt over 1000. Toppen er 1506 m og huset befinder sig på 475 m. Der er ikke mange lige stræk, så det er ustandselige opbremsninger før alle de uoverskuelige sving. Jeg konstanterer, at min cykel kører hurtigere ned end hans. Ikke underligt for han har nubrede dæk mens mine er Travel Contact fra Continental, der kun har nupper ude i siden, så de griber fat i et underlag man synker ned i. Der er et par grusede stykker, hvor man virkelig skal ned i fart INDEN. Det er ingen spøg at prøve at bremse på grus med 40-50 km/t.
Da vi er tilbage kommer Toni hjem. Han arbejder som sygeplejerske på hospitalet i Schwyz, hovedbyen ikke så langt væk. Kommer naturligvis hjem på cykel. Familien, der har fire børn, hvoraf kun den mindste bor fast hjemme, har en hoben cykler fordelt i to rum i garageafdelingen under huset. De har også en scooter, som de købte af en bekendt, der fik gigt. Men de har ingen bil!!! Har bliver jeg overrasket - måske ikke så meget over at DE, ikke har bil, som at halvdelen af Luzerns indbyggere ikke har bil. Ved nærmere eftertanke er der måske heller ikke SÅ mange biler i Schweiz, men dem der er..... De er for det meste potente udgaver af BMW, Audi, VW, Porsche, Mercedes, Ferrari og Lamborghini. I faldende antal. Selvfølgelig er der også almindelige biler, men de nævnte springer i øjnene.
Vi spiser spaghetti bolognese med en grøn salat først. Og drikker øl til. Herligt. Toni og Ursula har boet 4 år på Philippinerne. Som udsendt af en eller anden kirkelig organisation, for at lære folk om sundhed. Også urtemedicin. De måtte lære det lokale sprog - sådan da - som er et af de to hovedsprog på øerne. Der er mange spanske ord i sproget, fra spaniernes kolonisation af landet i sin tid. Og så har de cyklet mange steder i Europa. Portugal, Irland, Frankrig....
Tiden går hurtigt i godt selskab og den bliver hurtigt 22.30 og Toni skal op i morgen kl. 5.30. Vi har siddet ude og det har været en fortryllende lun aften, som jeg ellers mest har oplevet dem i Sydfrankrig. Jeg sover nede i et værelse som datteren bruger, når hun er hjemme. Hun er den ældste og bor i Zürich.
Inden da, har Toni og jeg været med Ursula nede og afrunde dagen. Hun er hvad der svarer til kordegn og kirketjener i den katolske kirke i Arth. Nu skal hun ned for at lukke kirkerne. For der er også en lille kirke foruden den store. Den lille er den oprindelige, den senere byggede man en større inde i byen. Denne her ligger lidt fra byen. Vi cykler der ned ad en sammensurium af små stier, veje, cykelstier også gennem tunnelen. Tunnelen er den højeste i Schweiz, vist i hele Europa. Den er fra den tandhjulsbanen til toppen af Mt. Riggi gik helt ned til Arth.
Mens vi sidder og spiser - med de grønne bjerge til begge sider - ser man ind imellem tog køre både på den ene og den anden bjergside. Det er linierne sydpå fra henholdsvis Zürich og Luzern, der forenes i Flüelen, før de kører ind i tunnelen under Skt. Gotthard. Også motorvejene fra de to byer mødes der, men den fra Luzern går ikke her i dalen, men på den anden side af Viervaldstätter Søen bag Mt. Riggi.
Nu skrev jeg "grønne bjerge", men er ikke anderledes end at nordsiden af Mt. Riggi er spættet med sne og da vi stod på toppen af Wiltspitze lå der en klat sne lige nedenfor.
ca. 35 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar