Deltidsbornholmeren

Dag 3

12.06.25

Så kom der to cyklister. Et fransk par i 50’erne. Der gik noget tid, før jeg fattede hele forløbet. I dag havde de kørt i en forfærdelig modvind, hvad jeg ikke fattede, da de kom fra den modsatte side af mig, og JEG havde kørt i modvind det sidste stykke.

De var vendt om. Havde startet i Grindavik, men havde opgivet. Oprindelig var de kommet med færgen til Seydisfjördur med cykler. Havde cyklet op over fjeldet til Egilsstadir. Der havde været sne og hagl og torden. Men de VAR kommet frem. For så at leje en camper, som også kunne have cyklerne. Så havde de kørt øen rundt, afleveret camperen, og ville så cykle tilbage til Seydisfjördur.

Da jeg fortalte dem om app’en Vedur, havde han den godt nok på sin telefon, men de havde ikke brugt den. ”We’re not organized AT ALL”, var konens kommentar. OM de vil gøre et nyt forsøg i dag, hvor vejret ser ud til at blive perfekt – måske noget sol i eftermiddag – vil tiden vise. Jeg tror det ikke.

Da personalet kom i går klokken 18, var det en ung dreng. Jeg fik det til 500, halv pris, fordi jeg er over 65 – eller handicappet – vælg selv. Da jeg spurgte til om Kjölur ruten var åben, vidste han det ikke. Han vidste tilsyneladende slet ikke, hvad det var!!!! Men da det kom til byen her, kunne han fortælle, at 70% af husene var beskadiget. Sådan et udbrud af lava kan jo ikke begynde ud af ingenting, der skal først brække hul på overfladen, så det må betegnes som et jordskælv. Jeg så også mange steder, hvor vejene var midlertidigt repareret og et enkelt, hvor man så den karakteristiske højdeforskel på vejbanerne. Nu er fundamentet på et hus mere stabilt end en vej, men revner og sprækker er der åbenbart kommet i størstedelen af husene. Det forklarer nok også, hvorfor så mange ikke vender tilbage. Det næste udbrud som forventes i sep-okt ventes ellers at blive det sidste.

Her til morgen var jeg i bad. Har kogt müesli grød, spist en yougurt og drukket kaffe. Og fået to æg af en australier, der nu er hårdkogte – æggene altså.

”Drengen er vendt tilbage. Det er meget indforstået. En henvisning til Jon Kalman Stefansson. Læs ham, hvis ikke I har....

Jeg spørger, om han var i byen, da udbruddet kom? Ja, man mærkede ikke noget på dét tidspunkt, men der havde været rystelser i en rum tid i forvejen, hvor de fleste skader skete. Siden var det truslen fra den fremadskridende lava, der betød, at byen blev evakueret. Hans familie havde et hus i Selfoss, de kunne tage til. Nu bor han for sig selv i Keflavik.

Tegn på forskydninger i jordskorpen

Jeg har ikke kørt mere end 5 km, så viser det sig, at jeg skal over et pas. Det havde jeg ikke ventet, men vejen drejer ind mellem fjeldene og forsvinder højt oppe i et sving. Så er spørgsmålet: hvor mange sving yderligere?

Ja så går det opad

I mindste gear puster jeg voldsomt ved 6 km/t og holder en pause midtvejs på det første stykke. JEG er nok ikke, hvad jeg har været og cyklen har ikke så små gear som den anden, hvor jeg kunne klare 200 m stigninger på 16%. Denne her er vel 6-8%?

På den efterfølgende nedkørsel kommer jeg op på 49.5 km/t og triller bare videre og videre med dalende hastighed, men det er ikke slut endnu. Der kommer en afsluttende tur ned, hvor jeg når 53,5 km/t!

Kommer ned ved kysten – tror jeg. Det eneste man ser, er de uendelige lavamarker, jeg husker så godt fra sidst. Disse er delvis mosbegroede. Så ser jeg havet – en 3-5 km længere ude.

Lavamark for alle pengene

De næste mange km er svagt stigende og dalende lavamarker. Vinden var først lidt fra siden. Nu er den i ryggen. Bare en dag på kontoret, som vi siger.

Gør et kort stop ved Krysuvikubjarg  på min højre side.

De takkede bjerge i baggrunden må være Krysuvikubjarg

Der er modkørende biler på vej og jeg hører en bagfrakommende. Den holder sig bag mig. Da der endelig bliver fri bane, løfter jeg hånden, som t5ak for at den ventede. Og da den har passeret, blinker den lige med lyset, som tegn på at det er forstået. Jeg bliver helt rørt....

Så skal jeg lige have en karamel. Bider den over og lægger resten øverst i styrtasken oven på papiret. Da jeg tager den sidste bid, bliver jeg passeret af en større bil, der får papiret til at blæse ud af tasken og ned på vejen. Og så fører et vindstød det videre væk fra vejen. Katastrofe! Jeg har smidt karamelpapir i den Islandske natur! Stopper og overvejer. Der er ikke rigtig nogen steder at stille cyklen – med mindre...

Jeg får den til at stå op af en vejmarkering og henter det formastelige papir. Py ha, så bliver jeg ikke sat fast denne gang.

Efter endnu en halv time på kontoret, er der en bil, der holder ind til siden foran mig. Da jeg passerer, ser jeg det er franskmændene. Et hjerteligt gensyn. De har lejet en bil igen, som cyklerne kan være i – det tænkte jeg nok, det virkede ikke, som om madame var klar til mere tour cykling foreløbig.

Mine franske venner

Ind imellem bliver jeg passeret af islandske lastbiler, og jeg har tænkt, at her har de ikke alle de lastbiler fra den tidligere østblok, som vi er blevet så vant til. Ingen udlælndinge overhovedet. Kort efter passerer en DANSK. Der er åbenbart ting, det kan svare sig at transportere med lastbil og skib. FISK, tænker jeg.

Der var heldigvis bro over her

Er fremme i Thorshöfn allerede før 14. Har glædet mig til, at skulle sidde inde i et fælleshus og spise frokost. Det har været ret koldt, under 10 tror jeg og der har været skurir med mellemrum.

Det bliver der ikke noget af. Der er en toiletbygning, som det eneste. Kontant betaling i en boks eller bankoverførsel. Jeg ved ikke, hvad en international overførsel koster, men det er sikkert ikke gratis? Og så er det dyrt! 2.000 IsKr for en pensionist.

Får nogle informationer i svømmehallen, der ligger ved siden af. Jeg har jo dummet mig. Havde ikke tænkt på muligheden for at veje kunne være lukkede. Jeg burde ellers være blevet klogere fra den gang i Schweiz... Men åbenbart ikke. Hørte jo godt om usædvanligt sent snefald på Island, men tænkte, at det smeltede før jeg kom frem. Nu er jeg ikke så sikker. Har fundet en islandsk side med vejinformation, men på Kjölurruten som er grøn – fint – er der et lille stykke, der er stiplet grønt. Og hvad mon det betyder?

Så vidt den unge pige forstår kan det forceres af 4WD og lignende. Der er ikke noget om cykler. De tilkalder en ældre, der giver mig mange nyttige informationer. Hun taler også meget varmt for nogle steder langs min rute, men da jeg spørger til en vandpassage på kortet, der er markeret med et stort v, siger hun: Det er frygteligt. Nå, så skal jeg måske ikke den vej.

Må prøve at få de afgørende informationer i morgen i Sellfoss.

64 km