Dag 6

 Island 2025

Dag 6 

Sø 15.06.25

Jeg måtte fortælle bestyreren (tror jeg) som er islænding, hvad jeg mente om toiletforholdene. Oh, I didn't know, sagde hun og prøvede at se bestyrtet ud. If I should rate you, it would be thumbs down.

Havde ellers en fin nat selv om jeg var vågen et hav af gange. 

Det er en helt igennem vidunderlig morgen. Den bedste jeg har haft i Island. Vindstille og sol.

En skøn stille morgen

Har spist en kæmpe tallerken grød og er nu klar til Kjölur ruten.

Har lige vinket farvel til mine engelske naboer, hvor jeg fik opladet min telefon. Disse lejebiler er selvfølgelig udstyret med alt i den retning. Min oplader var ikke nødvendig, de havde en ledning, der passede til telefonen.

På vej mod Gulfoss

Det første glimt af Gulfoss er lidt skuffende. Er det ikke andet? Jeg synes, jeg har set bredere og højere vandfald i Island. Det bliver gjort til skamme. Det er virkelig en enestående oplevelse. Gulfoss kan ikke bare ses i et glimt, på et billede. Det er et mange facacetteret vandfald, der lever op til sit ry. Det har været en attraktion helt fra 30’erne. Der var et billede fra 38, hvor man så den daværende parkeringsplads fyldt med gamle busser og biler.

Ja, mennesket er ikke noget at prale af

Fra én vinkel

Og fra en anden

Nu har jeg været alle de står man MÅ komme, og er blevet våd af de svævende vandpartikler, der stiger mod himlen. Et øjeblik på en bænk i solen, og så er jeg videre. 

Fra 200 m’s højde skal skal jeg op i 600 m og blive deromkring de næste 100 km, tror jeg. Det giver lige et sug i maven, da jeg i ensom majestæt forlader civilisationen og begiver mig nordpå – stadig på asfalt.

21 km fra campingpladsen er det Jeg er det så slut. Så er det grus. Jeg er blevet passeret af 4 SUV’er og ca 7 mere potente islandske 4WD, og jeg har kørt 1 tim. Fra den anden side 3 biler. Allerførst stadig på asfalt var der 2 store islandske køretøjer med snescootere mm til gletscher-stedet i nærheden.

Så er asfalten slut

Gruset er dårligere end forventet. Det bringer minder frem fra ørknen i Chile og Bolivia. Faktisk var der lige før opstigningen en forfærdelig nedkørsel til et vandløb med en bro over. Det fik lige lagt 50 m til opstigningen.

Her er mageløst, plantevæksten er stort set væk lige her, som det nok ses på billedet.

Ja, udsigten er der ikke noget i vejen med

Lige før opstigningen er der en forfærdelig nedkørsel til et vandløb med en bro over. Det fik lige lagt 50 m til opstigningen.

Men omsider kommer den afsluttende bakke, der skal bringe mig op i højlandet. Den er frygtindgydende. Jeg KAN trække/skubbe cyklen op, men det kræver adskillige pauser.

Det fladere land, jeg havde forventet, findes ikke. Det er storbølgende ødemark, jeg kører igennem. Men har intet overblik over noget, fordi vejen ustandselig drejer og bakkerne skjuler hinanden.

Og sådan bliver det ved... og ved... og ved...

Da jeg efter godt 70 km kommer til vejen op til Kerlingarfjall ved jeg ikke bestemt om der virkelig er 8-10 derind. Men bakkerne er jeg ikke i tvivl om. Da den tredje – længere – kommer, er der nogle tyskere i bil den anden vej, der standser, og jeg benytter lejligheden til at forhøre mig. Der ER 10 km – og det går bare opad. Der knækker filmen. Og jeg beslutter, at det ikke er dér, jeg skal overnatte. Jeg magter ikke turen derind. Kjerlingarfjall, som skulle være min erstatning for Landmannalaugar er aflyst.

Der skulle ”kun” være 17 km til den næste campingmulighed (af de 2 der er på hele den 250 km lange rute). Ganske vist må vejen forventes at blive ENDNU dårligere, det er den stiplede grønne rute, jeg bevæger mig ind på.

Det bliver et helvede. For det meste KAN der cykles, men det bliver ofte afbrudt af strækninger med så meget fint grus og sand, hvor den tungt lastede cykel synker i og går i stå. I bedste fald. Ofte vil forhjulet forinden være kommet op at svæve efter mødet med en sten og komme skævt ned og få én til at vælte.

Jeg er kun nede én gang. Men tæt på mindst 20.

Google har ikke været enig med kortet om afstanden, men jeg har luret, at Google har ret, 28 km.

For at det ikke skal være løgn vokser vinden op, som den ofte gør i slutningen af dagen. Modvinden altså.

Behøver jeg sige mere. Jeg slæber cyklen op over de værste bakker og cykler resten. Ind imellem er vejen lidt bedre. Telefonforbindelsen er væk, så jeg kan ikke se afstanden på Google Maps mere, men positionen i forhold til mit mål: Hveravellir (udtalt: kveravetlir) kan jeg se. Jeg ser på telefonen 20 gange, tror jeg.

Omsider er skiltet der. 2 km. Der er mindst én alvorlig bakke, men forhåbentlig kun den. Jeg forventer, at stedet ligger lavere end omgivelserne, det er i hvert fald grønt på Google, hvor der ellers ikke er farver i dette nabolag.

Mine forudsigelser holder stik – for en gangs skyld. Mere død end levende triller jeg forsigtigt ned ad den sidste bakke.

Receptionen er lukket kl 21 og nu er den 22.10, så jeg slår bare teltet op nærmest i trance. Det går i hvert fald ikke stærkt.

Hvad har jeg glemt fra denne uendelige dag? Jeg mødte 2 tyske cyklister af ultra-light typen med cykler der kan cykle overalt. De havde været oppe ved Kerlingarfjall. Så blev jeg ofte af passerende biler spurgt, om jeg var OK. Særlig når jeg trak på bakkerne, eller jeg standsede, for at lade dem passere. Nogle spurgte ”if I needed anything?”, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde fået mine flasker efterfyldt et sted i begyndelsen af højlandet, men på de sidste 27 km var det svundet kraftigt, så da en af de eneste biler, der passerede på det sidste stykke stoppede - et fransk par – og spurgte igen, sagde jeg at jeg godt kunne bruge lidt vand. Det fik jeg så. Resten af deres termokolde vand. Tak for det.

Ja, støvet glemte jeg. Man vænner sig hurtigt til det, men bander dog, når nogen passerer i stor fart.

Her køres der langsomt

102 km Gn.snit 10.59 km/t