Dag 5

 Island 2025

Dag 5

Lø 14.06.25

Solen var langt fra gået ned, da jeg gik til ro i går ved 22-tiden. Vågnede vist et par gange, men ved 3-tiden var den gal. Der var ikke noget stilling, der var komfortabel. Jeg havde det som prinsessen på ærten, lå og vendte og drejede mig. Men til sidst lykkedes det alligevel, og jeg sov til lidt i 6.

Det er noget af det, jeg har bekymret mig om på forhånd. Ville jeg stadig kunne klare dette lejrliv med telt og primitive forhold? Men foreløbig er det gået over forventning.

Her er der rigtige træer om pladsen

Første gang jeg satte teltet op, virkede det som en uoverstigelig opgave, men alt er et spørgsmål om rutine, og det tager mig ikke 5 minutter at sætte det op og tage det ned. Ligesådan med pakning og udpakning, hvor det meste er blevet justeret så tingene er til at finde, fordi jeg kan huske, hvor jeg gjorde af dem. Selv om der skulle tænkes lidt i morges: Hvor er gaflen? Jeg sad da her og spiste aftensmad i går. Ind til jeg kommer i tanker om, at der jo var en plastikgaffel med i pakken. Gaflen er altså stadig på sin sædvanlige plads – sammen med skeen, som jo er den jeg skal bruge her til morgen.

Solen var selvfølgelig for længst stået op igen, men med et vist skylag foran sig. Det var på tide, at sikre sig et baderum. To brusere til hvert køn på en plads af denne størrelse, er ikke meget.

Sidder nu 7.15 og nyder resten af min kaffe, mens jeg skriver. Der er 3-4 par i gang med morgenmaden. Der er både pølser og røræg på menuen.

Har lige set igen på den officielle islandske vejside. Når man zoom’er tilstrækkeligt ind, er der faktisk en rød strækning i enden af vejen ind til Kerlingarfjöll. Jeg tænker det er et stykke op i fjeldet EFTER hotellet. Men hvem ved. Det må lige undersøges – hvis det er muligt. På Hotellets hjemmeside står der i hvert fald ikke noget om, at man ikke kan komme frem til dem. Der var én af mine informanter der nævnte, at der var et vadested til sidst, men at jeg på cykel kunne komme over en lille bro. Det skal nok gå.

Jeg kommer ikke af sted før 9 som jeg håbede. Da jeg har spist morgenmad og sidder og skriver, kommer der en pige, og spørger om hun må sætte sig ved bordet? Ja, naturligvis. Jeg bemærker, at der ikke kommer nogen og sætter sig sammen med hende, så da jeg har skrevet færdigt, spørger jeg, om hun rejser rundt alene? Ja, det gør hun, og hvor kommer jeg fra? Og da jeg siger Denmark, siger hun på dansk, at det gør hun også. Bare efter så få dage, er det allerede helt mærkeligt pludselig at tale dansk igen. Det  føles befriende igen at tale et sprog man ved man mestrer. Hun er geolog og har været til en konference og benytter nu lejligheden til også at se noget af landet.

Vi kommer selvfølgelig til at tale om Grindavik, hvor hun også har været, endda på en rundvisning. De fik udpeget steder, hvor bygninger var alvorligt beskadigede, men i det store og hele, ser man det kun, hvis man får det udpeget, som hun sagde.

Bagefter må jeg lige sige pænt farvel til taiwaneseren, min lidelsesfælle.

Jeg kommer af sted lidt over 10. Kører et stykke på 1’eren og drejer så fra mod Rejkholt og Gulfoss. Der er ret meget trafik og ikke alle kører lige pænt udenom.

Elbilerne er også kommet til Island - læg mærke til bussernes ladestandere

På et tidspunkt skal jeg smøre armene ind i solcreme, det er jo sol i dag, og tager derfor cykelhandskerne af. Og glemmer alt om dem. Da jeg opdager fadæsen noget tid efter, er jeg kørt adskillige km bl.a. op ad en la-a-a-ang bakke. Handskerne ligger ikke mere, hvor jeg lagde dem ovenpå bagbagagen, og skal jeg nu alle de kilometer tilbage og op ad bakken – igen? Det bliver et nej. Jeg er for determineret på det, der forestår.

Men mine dejlige handsker.....

Jeg tænker undervejs, at det er ligesom at køre inde i et virtuelt postkort, hvor motivet hele tiden skifter.

Skal man over vand, skal man ned - og desværre op igen

I Reykholt er der et mini-marked, hvor jeg spørger mig frem en sidste gang. Den unge mand siger ret hurtigt, at vi skal have fat i én, der ved mere end ham selv. Det er hans far, viser det sig. Da han kommer, hører jeg mig selv sige: Du taler vel ikke dansk? Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Jo da, svarer han, og så taler vi dansk sammen. Han har boet 4 år i Silkeborg, mens hans kone gik på sygeplejeskole der. Ham der – den unge mand jeg startede med – er født i Viborg.

Han har styr på området og bekræfter at alt skulle være lad sig gørligt. Han giver også gode alternativer til campingpladsen ved hotellet.

Også islændinge kan lide at eksperimentere

Trafikken er taget meget af dagen igennem, men da jeg kommer til Geysir, møder jeg dem alle igen. Parkeringspladsen er stuvende fuld. Det er her alle I HVERT FALD skal hen. Jeg husker det slet ikke så voldsomt sidst, jeg har jo været her før. Kan ikke umiddelbart genkende noget. Det hele er vist vokset til 5-dobbelt størrelse siden dengang.

Der er lidt tumult ved herretoilettet, da jeg vil fylde mine flasker. Det er lukket 15 min pga. rengøring. En åbenbart meget trængende mand ender med at styrte ind på dametoilettet. Håber alt gik godt?

Flotter mig til sidst med en kop cappucino. Jeg har stadig lidt tilbage af de uovertrufne karameller, jeg købte på den første dag. De havde dem ikke i Reykholt.

Jeg lukker øjnene for de tusind mennesker omkring mig og har en dejlig pause.

Garmin-tingen var fuldstændig låst i morges. Nu er den løbet tøt for strøm i løbet af dagen, og jeg skal se, om den kommer op at køre igen, når den får strøm. Der må vel være en måde at genstarte den på, men jeg kender den ikke. Kunne ikke engang få den til at gå i dvale.

Et sted forude skal jeg op mellem fjeldene

Kører videre mod sidste plads før Gulfoss, Skjöld. Kører forbi den. Forventer den skal komme på højre side, og ser den ikke på den modsatte, fordi der også er et adventure-center, der tager al opmærksomheden. Mindst 2 km for langt og oven i købet OP ad bakke. Den skal jeg så op ad i morgen igen.

Her er der ikke reducerede priser for seniorer og bad koster ekstra.

Det viser sig, at vandet i den kabine  jeg går ind i, kommer ud på steder, hvor det ikke skal. Det kan lade sig gøre at tage et bad, men ligefrem betale ekstra for noget, der ikke virker ordentligt! Og vandet løber fra en af de andre kabiner ud på gulvet, så man skal tage sig i agt for, hvor man træder. Hertil kommer at 2 ud af 4 tissekummer på herretoilettet ikke fungerer. Det er med et engelsk ord: LOUSY. Én stjerne.

Da jeg skal sætte teltet op lyder der et ildevarslende knæk, da jeg spænder midterbuen op. Åh nej. Stangen er knækket ved et af leddene. Når at tænke, at jeg ikke kan gennemføre turen uden telt. Overvejer så: gaffatape? Kan ikke holde til det pres, der kommer når stangen bøjes. Enten skal der et tykkere rør udenom – eller – man skal korte stangen af uden at beskadige elastikken indeni.

Ser mig omkring. Får øje på en mulig hjælper. En ret trivelig mand står ved nogle cykler bag på en bil. Vi diskuterer lidt frem og tilbage. Han har ikke nogen nedstryger, men en sav der er for grovtandet. Finder endelig en fil frem i universalsættet. 5 minutter efter er det beskadige stykke filet af og de resterende stumper brækket af uden at beskadige elastikken. Stangen er blevet 5 cm kortere, så nu skal den ikke presses så hårdt for at komme i hul. Man kan ikke se forskel på teltet, men turen er redder.... indtil videre.

76 km