Dag 2
11.06.25
Ned kom vi. På en lidt hoppende måde, syntes jeg. Men sådan
er det nok ofte at lande i Keflavik. Landingsbanen går nord-syd og vinden er
ofte vest-øst, så det bliver nemt sidevind.
Finder mine to tasker på båndet – cyklen kommer bare med ud
dér og ikke på odd-size båndet, som jeg ellers har lokaliseret og står ved, da
jeg pludselig ser noget genkendeligt blåt ovre på det andet bånd.
Så kommer cykel puslespillet. Jeg fumler lige så meget med
det, som da jeg skulle skille den ad, men når da omsider i mål og bliver klar
til at køre ud i Island.... Her er fladt. Helt fladt. Selvfølgelig ligger
lufthavnen her. Vejen slår en stor sløjfe inden der kommer en rundkørsel, hvor
man kan vælge retning. Så jeg får prøvet både at køre i medvind og modvind.
Heldigvis går vejen mod Sandgerdi, hvor campingpladsen ligger i medvinds retningen.
Det går som en leg, Tænker jeg kan nå frem, mens der stadig er personale og man
måske kan købe noget at spise?
Tilbageblik mod lufthavnen - og hvordan her ser ud
Det viser sig IKKE at være tilfældet. Der er slet intet
personale, blot et skilt med en QR-kode, der sender én ind på en side, hvor man kan betale. Det var lykkedes for dem, jeg
spurgte til råds. Mig lykkes det ikke for. Jeg prøver to gange uden resultat.
Og mindes så en gang i Polen, hvor man også blev bedt om at betale for en eller
anden passage og jeg også måtte opgive det. Tror det måske har noget med mit
sikkerhedsprogram at gøre. Jeg kan nok ikke betale på sider, der ikke er officielle
betalingssider.
Så må jeg jo overnatte gratis, hvis der da ikke kommer
nogen, og kræver betaling. Bagsiden af medaljen er, at jeg ingenting har at
spise, hverken til nu eller til i morgen tidlig. Nå, så hurtigt dør man ikke af
sult.
Byens eneste dagligvareforretning åbner kl. 9 i morgen, så
længe må jeg klare mig. Da jeg ser på
næste målby: Grindavik, mener Google at Netto er midlertidigt lukket. Det
tegner ikke godt.
Da jeg endelig går til ro efter at have siddet og skrevet et
temmelig koldt sted, er det hele ad H til. Jeg fryser, der er hårdt, teltet
blafrer og jeg kan ikke sove.
Her til morgen går det bedre. Nu er morgenmaden ikke SÅ langt væk. I dag skal det i øvrigt blive regnvejr – lige hvad der manglede. Men her skulle regnen først starte ved 10-tiden.
Jeg er færdig med at pakke og kører mod supermarkedet
8.45. Finder det hurtigt og triller lidt
rundt. Der er nogle unge mennesker i gule jakker, der målrettet rundt og et hold
er i gang i skolegården med at luge, feje, ordne. Det er elever i 7.-9. kl. der
har ”work school”, siger én der må være læreren.
Med billedhjælp er islandsk ikke svært
Elever på arbejde
Så er kl. 9 og jeg går på indkøb. De har COOP’s müsli
ligesom sidst. Men den jeg plejede at købe, og som har været forsvundet, men er
kommet igen i Danmark, er åbenbart endnu ikke dukket op igen her. Så jeg må
tage det næstbedste. Damen bekræfter, at Netto i Grindavik er lukket, og nok
ikke kommer til at åbne igen. Mange folk er flyttet fra stedet og mange kommer nok
ikke tilbage. Grindavik var jo byen, der i flere omgange var truet af lava fra
en ny sprække i undergrunden, og som vi i TV så spektakulære billeder fra.
Inden jeg kørte opdagede jeg en masse efterladt mad og
kastede mig over 3 pølsebrød, så maven har fået lidt at arbejde med. Damen
mente at campingpladsen i Grindavik er åben, men for en sikkerheds skyld, går
jeg bagefter ind igen og køber en gang Chili con Carne, som ganske vist skal
opvarmes, men der ligger en tankstation længere fremme, som nok har gas, nu de
ikke havde det her.
Det er nu ikke tilfældet. De har kun 3 og 5 kg flasker –
ikke dåser. Nå, maden kan vel også spises kold? Tankbestyreren ved ikke om
campingpladsen i Grindavik er åben, men han undersøger det.... I følge Google
skulle den være det..... Det kunne jeg også selv være kommet frem til.
Så triller jeg ud af byen med mad til hele dagen. Fik lige
en kop kaffe og en snegl først.
Det er Island – det er mageløst. Denne flade slette med dens
sparsomme bevoksning. Det perfekte sted for en kommende botaniker. Der er ikke
mange arter, at holde styr på. Lupiner overalt langs vejkanten, og ofte har de
bredt sig langt ind til siderne – og de blomstrer allerede. Små tuer af engelsk
græs. Hist og her den allestedsnærværende mælkebøtte. Så er der enkelte
smørblomstlignende gule blomster. Og fuglene....
De har andre lyde end jeg er vant til, men jeg kan godt
genkende fornemmelsen fra sidst.
Jeg kører straks ind i et ”Fredlyst” område. Der trives
fuglene. Jeg hører dem tæt over mit hovede, hvor de driver skræppende rundt,
indtil jeg er kommet langt nok væk fra reden. Jeg kan kende masser af terner
mellem dem, uden at kunne sige, hvilke arter.
Jeg passerer den lille kirke, fra guidebogen, som vist ikke
mere er i brug og slår et slag ind forbi. Den ser fuldt brugbar ud set gennem
vinduerne, men hvis der ikke er mennesker i området, nytter det jo ikke noget.
Og husene er virkelig sjældne her på disse kanter, men fra tid til anden ser
man også nybyggede huse. Aldrig ved vejen, men nede ved vandet fx. Men
kirkegården fungerer i bedste velgående, kan man se, og der er da en enkelt
besøgende.
Kirken i Hvalsnes
Det begynder at regne ”skurir”, som jeg lærte det hed sidste
gang, når det regner ganske lidt. Så lidt, at man ikke behøver regntøj. Men
senere bliver det værre og jeg tager regnbukserne på, men undlader regnjakken.
I en pause i regnen, kommer jeg til endnu et af guidebogens steder.
Broen mellem de to kontinenter. Her er der en kløft, hvor den amerikanske og
den eurasiske kontinentalplade fjerner sig fra hinanden. Jeg har altså i
tektonisk forstand befundet mig i Amerika indtil nu, men krydser nu ind i
Europa. På en anden årstid kunne man nok have undgpået at bemærke kløften, men
nu, hvor jeg måske bliver passeret af en bil hvert 5 min, vækker det opsigt med
sådan en sammenstimlen som tilfældet er.
Mellemrummet mellem den amerikanske og den eurasiske plade
Alle skal fotograferes her - kun ikke jeg
Geotermisk aktivitet i det fjerne - på et tidspunkt kunne man lugte svovl
Det regner ret meget med mellemrum, men ikke så meget, da
jeg passerer Reykjanes-Værket, der ser gigantisk ud. Om det også producerer
strøm ved hjælp af det varme vand fra undergrunden ved jeg ikke. Der går
el ledninger til eller fra det. Måske det bare skal bruge strøm til pumperne,
der pumper vand ud i rørledninger, der på et langt stykke følger vejen. Det
første stykke der der tryk udlignere, der sender voldsomme dampskyer til vejrs.
Omsider når jeg tørstig og sulten til Grindavik. Man har ikke lyst til at stoppe og spise, når det regner. Ankommer til det rene paradis. En campingplads med et vidunderligt fællesrum med køkken og elkomfur, hvor jeg straks laver kaffe og spiser noget af det medbragte. Her er der efterladte ting i hobetal. Hvad mangler du? En gasdåse – så gerne. Vælger én med meget i. Muligvis helt ny.
Der kommer nogle spaniere, der skal hjem i morgen. Af dem får jeg 3 poser bogstav suppe, der bare skal peppes op med lidt Schwartzwald schinken el. lign.og en halv pose islandske klejner – som selvfølgelig hedder ”kleinur” – hvor svært kan det være? Før det fik jeg en dåse tun af et tysk par, som også skal hjem i morgen. Og nu har jeg siddet her og skrevet en evighed. Med kaffe, COOP cookies, cashew nødder jeg også fik af tyskerne og kleiner.
Nu kører det igen....
49,4 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar