16.06.25
Dag 7
Jeg vågner hver anden time og vender mig. Det kræver lidt
mere nærvær i en sovepose på et 50 cm bredt underlag, man helst skal blive på.
Spiser morgenmad ved 7-tiden. Tømmer müesli posen, men jeg har
sørget for én i reserve.
Så mangler vi bare at kaffevandet koger
Oppe ved toilettet møder jeg én, jeg tager for japaner, men
nej, igen tager jeg fejl og der er intet flag eller andet at hæfte sig
ved. Nej, det er han ikke, mens hans
herkomst er lidt kompliceret. Hans bedsteforældre var fra Taiwan, men under
borgerkrigen havnede de i Kina. Så han er kineser, men canadisk statsborger.
Hans forældre var ikke begejstrede for det kinesiske system, og fik ham til Canada,
da han var 12 år. Der boede han hos 2 forskellige værtsfamilier til han
kunne/måtte klare sig selv.
Han ryster af kulde. Det går over om lidt, siger han. Han
vandrer! Og har åbenbart en for tynd sovepose, her er jo kun 6 gr. Eller mindre
om natten.
Der er en ”hot-pot”, som de kalder det her. Altså et bassin
med varmt vand fra de varme kilder i nærheden.. Det er lige, hvad jeg trænger
til, og jeg har badebukserne med til det samme. Der møder jeg ham igen, Ferris
hedder han.
Pool’en er vel 12 m2. Temperaturen reguleres af et varmt
tilløb på 80-100 gr. Og to kolde i den anden ende. Der er nok plads til 10
personer af gangen. Snakken går lystigt. Der er flest canadiere. Nogle ”ægte”
og nogle importerede, som Ferris og et par fra Korea, hvor han har arbejdet 10
år i Kina for firmaet. Nu bor de i Canada.
Folk kommer og går. Jeg bliver der mindst en time. Det er
vidunderligt efter gårsdagens strabadser. Vandet føles lidt fedtet af de
mineraler, der er i. Det er sikkert sundt for huden.
Jeg har været oppe at betale og sikret mig, at jeg kan sidde
og skrive. Da dukker Ferris op. Han skriver også i en lille brun bog. ”Tries to
do it like poetry”, som han siger. Han læser et afsnit for mig. Det er fri
fantasi men – i hvert fald for ham selv – byggende på hans oplevelser
undervejs. Gad vide, hvordan jeg kommer til at optræde i den – som troldmand
måske?
Han holder nogle dages pause her, efter at have fået nogle
kedelige vabler, der blev prikket hul på i går.
På vej ned til teltet, møder nogen, jeg husker at have set
før. ”You look much better today than yesterday”. Der er to andre cyklister,
som jeg også må snakke med. En far og en søn fra Polen.
Der skulle være 110 km til Blönduos og ingen
overnatningsmuligheder på vejen, så jeg skal overnatte ”vildt” og derfor passer
det, at jeg kører sent herfra og så stopper, når jeg skal sove. Tager en sen
frokost ved 15-tiden, en dåse tun og brød. Og godt med vand.
Jeg spurgte manageren, om han boede her? Til min
overraskelse sagde han ja. De har åbent hele året. Om vinteren kommer folk på
snescootere og monstertrucks. Der kommer også cyklister!! Jeg kan godt se, at
vis vejen bliver kørt lidt til, vil den være bedre at køre på end nu, hvis man
har nogle helt brede dæk. De har ”lednings-el” i dag, men har kun haft det i 3
år. Før var det en dieselgenerator, der klarede det. Vejen skulle blive bedre
efter 10 km.
Er den bedre - eller værre
Her i starten er den da også lige så elendig som i går, så
det går langsomt derudaf. Så kommer der pludselig en strækning, der er helt
anderledes. Det er en perfekt grusvej – sådan ca. 500 m. Så begynder den også
at vise sine mangler. Men det er ikke sten som før, men mere finkornet grus,
som har den uvane at blive til vaskebrædt. Og når det er vaskebrædt i hele
vejens bredde er det noget rigtig skidt. Jo dybere, jo værre. Men ved at krydse
frem og tilbage fra side til side og passe på HVOR meget løst grus der er i
midten lykkes det ind imellem at køre 15 km/t.
Bakkerne op og ned fortsætter, men de bliver mindre stejle,
så jeg kan køre op over de fleste. Til gengæld er der modvind. Jeg går hellere
op end køre alt for langsomt, som fx 4 km/t.
Kommer til søen, hvor Ferris havde sin sidste overnatning.
Nej, jeg vil godt videre, jeg kan roligt køre til 22.
I lang tid har jeg set noget, der ligner et menneske langt
fremme. Det er sket før. Så viser det sig bare at være en sten – eller to. Men
denne gang ender jeg med at blive sikker. Genstanden er i bevægelse. Det ser ud
til at være en pige, hvad i himlens navn laver hun her og hvor skal hun hen?
Det rager sådan set ikke mig, så jeg passerer og siger bare ”Hej”. Hendes
reaktion er så positiv, at jeg stopper. Hun arbejder i hytten deroppe, og hun
peger. Nåh, det er Afangi, jeg har hørt om stedet, men troede bare det var en
hytte uden personale. Jeg tog hende først for at være islænding, men nu hører
jeg den østeuropæiske accent. Tjekkiet? Nej, Polen.
Hun snakker som et vandfald, mens vi følges. Jeg kan
overnatte dér, drikke kaffe? Jeg bliver enig med mig selv om, at en pause her
vil være en god ide, så vi følges ad helt frem til hytten, som nok er et lidt
for beskedent udtryk. Der kan nok være 10-20 overnattende.
Man tager skoene af her, og da jeg siger, at det er ligesom
i Japan, ryger vi for alvor i dialog, for hun har også været i Japan. Og
faktisk studerer hun i Kina!! Sociologi i Nanjing. Det er en lang historie,
hvordan hun endte der, men hun interesserer sig for sprog. Ville hellere have
studeret i Japan, men det var mere kompliceret at komme til det. Da jeg jo har
været i Kina, tror jeg hun spørger, hvad jeg mener om kineserne, og det kommer
der en lang diskussion ud af, hvor vi ikke er helt enige. Jeg tror, jeg
diplomatisk vil sige, at vi begge har ret. Det er om kinesernes ”høflighed”,
hvor man ikke siger tingene lige ud, som vi ville gøre.
Jeg drikker min kaffe og spiser mine egne cookies, mens vi
snakker og kaffen er ny brygget og god. Med mælk. De har endnu ikke fået
espressomaskiner her i ødemarken.
Så fortsætter jeg – nu er vinden væk – med øjnene efter et
godt sted. Det er svært her. Der er kommet vegetation her, men det er sådan
noget tue´t noget.
Skulle lige prøve panorama funktionen er på toppen af monster bakken
Sø til den ene side....
og mini kraftværk til den anden
Endelig. Jeg får stillet cyklen på vejen og inspicerer. Jo,
lige præcis dér. Pløkkerne kan ikke rigtig komme ned, så de skal sikres med
sten. Heldigvis er der det i nærheden og jeg henter 4, jeg lige kan bære, og så
står teltet med en pløk med sten i hvert hjørne.
Jeg spiser aftensmad i form af den pose slik, jeg købte i
den sidste butik før ”Kjölur”. Kun lidt af den, den er på 400 g.
64,53 km
Opstigning 506 m, Nedstigning 684 m
I går: Opstig. 1468 m Nedst. 947 m
Ingen kommentarer:
Send en kommentar